Kommentar

Er det sundt at være soldat?

Antallet af danske soldater med psykiske mén vokser, og det vil fortsætte så længe vi sender soldater til Afghanistan
2. marts 2009

"Antallet af soldater med psykiske mèn er fordoblet" stod der på forsiden af Information i slutningen af 2008.

Det kan anskues fra (mindst) to sider - den positive: Paradoksalt nok, er det et sundhedstegn, at flere bliver psykisk syge af at være soldater i en krigszone. Deres skolegang og opdragelse har muligvis gjort dem sunde og raske, men det smuldrer, når de oplever krigens gru. Den negative kan udtrykkes kortere: Krig er foragt for liv og ødelæggende for et sundt menneskes mentale liv.

Fænomenet er ikke specielt for danske soldater i Irak eller Afghanistan. Tusinder af unge amerikanere blev psykisk invalideret efter Vietnam, og tallet ville mangedobles ved at medtælle ødelagte ægteskaber og kæresteforhold, og 'felttoget' i Irak har hjemsendt nye 'sundhedsskadede' unge mennesker.

Der kan også nævnes de tusinder af russiske soldater, som efter Afghanistan og i Tjetjenien har gennemgået den samme udvikling, der nu har omdannet sig til omstrejfende bander, der gør de russiske byer usikre.

Drab er ikke gratis

Tusinder af israelske soldater er endt som behandlingskrævende narkovrag på vandrehjem og i religiøse samfund i Himalaya eller Indien, hvor mange søger hen for det gratiale, de får udbetalt efter endt krigstjeneste.

Mentalt set er det ikke gratis at dræbe andre mennesker uanset om de rubriceres som fjender eller terrorister. At danske soldater får psykologbistand er godt for nogle, for andre kun en imidlertid hjælp. Traumatiske oplevelser lader sig ikke altid snakke væk. Nogle er så dybt skadet, at selv mange timer med en militærpsykolog ikke udsletter de psykiske sår, som mødet med krigens vanvid har efterladt. For sindet er ikke altid sådan at tale fornuft og logik med, og selv om uhyggelige minder lader sig indkapsle i sindet for en tid, så forsvinder de ikke, men dukker frem i drømme, hvor forsvarsmekanismerne ikke er på vagt og mareridtnætter bliver en tilbagevendende oplevelse.

På cigaretpakker står der tydeligt, at det er sundhedsskadelig at ryge. De unge værnepligtige får næppe lige tydelige advarsler, når de siger 'ja' til Afghanistan. Ak jo, vil forsvaret svare, de ved, at det ikke er ufarligt, at vælge Irak eller Afghanistan, men hvor meget ved en 20 års knægt egentlig om, hvad krigen vil udsætte ham for?

Ikke et skønmaleri

I bogen Du må ikke slå ihjel af Kristoffer Zøllner, som består af samtaler mellem en dansk præst og en navngiven soldat, som har været i Irak, får vi gennem deres megen snak et rimeligt godt billede af ham og hans bevæggrunde. Han har altid kunnet lide at omgås med skydevåben, og Rambofilmene er hans favoritter. Han er ikke krigsliderlig, siger han, han har meldt sig først og fremmest for spændingens skyld - og lidt for pengenes skyld, og så vil han, som så mange Irak-soldater, gerne opleve verden.

Klar tale

Soldaten kommer til at skyde en iraker - en 'terrorist' eller måske en dum civilist på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, konkluderer han, så manden var nærmest selv ude om det. Muligvis havde han en familie, men det er vores soldat ligeglad med.

Senere oplever han, at en ven bliver dræbt, og det gør større indtryk. Han bliver mere racistisk, og det er almindeligt, at desto længere man er soldat, desto mere negativt reagerer man overfor de civile.

Han er et eksempel på en almindelig dansk soldat efter et ophold i Irak, hvorfor skulle det blive anderledes i Afghanistan?

Han taler ikke udenom og skønmaler ikke de militære operationer og fortæller heller ikke om opbygning af skoler, mens vi i medierne altid hører om al den civile hjælp, så man skulle tro, at det stort set er håndværkere vi sender til Afghanistan.

Sådan er situationen: Korruption, vold, prostitution og kvindeundertrykkelse øges, tusinder af børn dør af sult, mangelsygdomme, bomber og overgreb, de vokser op i et land, hvor også skoler er bombemål, og 60 pct. af børnene går ikke i skole, mens opiumsproduktionen vokser.

Historikeren Søren Mørch, beskrev i en klumme for noget tid siden, hvilke opgaver soldater kan løse: "De kan slå mennesker ihjel, og de kan ødelægge ting. Det bliver de oplært i, det bliver de trænet til ..."

Det er klar tale. Soldater dræber - også de danske - og spreder død og ødelæggelse omkring sig.

Antallet af danske soldater med psykiske mén vokser, og det vil fortsætte så længe vi sender soldater til Afghanistan, og det kan ikke flere ansatte militærpsykologer forhindre.

At være soldat er ikke sundt.

Erling Salomonsen er psykolog og har været ansat i skolepsykologisk rådgivning og Dansk Flygtningehjælp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Jensen

Tillad mig at nuancere debatten lidt.

Hvorfor nævnes der ikke alle de soldater der grundigt har tænkt tingene igennem før de tager afsted.
De soldater der kender sig selv så godt, så de ved hvad de går ind til når de vælger udsendelse til krigshærgede regioner.
De soldater der, til trods for voldsomme oplevelser, kan bruge oplevelserne til noget positivet frem for blot at fokusere på det negative.

De soldater der, hjemvendt fra krig, værdsætter livet mere end da de tog afsted. Som ikke lader sig irritere af ubetydelige småting, som mange danskere er gode til i vores luksussamfund.
De soldater der lærer at værdsætte hvor godt vi har det, i vores lille smørhul af et kongerige.
De soldater der lærer at det ikke er materielle goder der skaber lykke, med sociale relationer.

De soldater der har indset vigtigheden af at opføre sig ordentligt over for sine medmennesker.

De soldater der lærer sig selv at kende, og ved præcis hvordan de reagerer i pressede situationer, en viden som de kan drage nytte af resten af deres dage, både privat og i det civile/offentlige erhvervsliv.

Disse soldater der vender hjem fra udsendelse med disse ny erfaringer, skal de ikke også nævnes i denne debat?

Ja, der er desværre soldater der vender hjem fra udsendelse med psykiske problemer.
Men der er også utrolig mange fornuftige unge danske mænd der har haft en enorm lærerig og personlig udviklende rejse, som har bidraget til at skabe nogle mere dannede og modne mennesker, som det omkringliggende samfund, og den sociale omgangskreds, vil kunne drage god nytte af.

At proklamere at: "at være soldat er ikke sundt" er at anskue denne problematik meget snæversynet.
Men det er jo også dét medierne skal, ellers er der ingen der gider at læse det.

jesper schultz

Undskyld; men hvad er målet med artiklen?

Er det at insinuere, at det danske forsvar forholder unge og umodne værnepligtige en grum sandhed og lokker dem til krigstjeneste under falske forudsætninger?

For det første umyndiggør Erling Salomonsen (ES) de unge mænd der melder sig til aktiv tjeneste, når han gør dem til villige ofre for en påstået bevidst mangelfuld information for forsvaret ('...unge værnepligtige får næppe lige tydelige advarsler, når de siger 'ja' til Afghanistan...'). De formår i hans optik åbenbart heller ikke at tænke selv ('...hvor meget ved en 20 års knægt...').

Jeg er ikke bekendt med kritik fra de aktives side af den information de har fået fra forsvaret - måske ES er bedre informeret - eller bare tendentiøs?

Men er formålet med artiklen så at generalisere over de danske soldater, som jo må være Rambo'er og spændingsjunkies alle til hobe?

Jah, ES har i hvert fald læst en bog med interviews med en (én) navngiven dansk soldat - og ja!, så må de jo alle sammen være som den ene - det giver sig selv.

Sig mig, er dét niveauet der skal diskuteres på?

Men er formålet så at forklare at forholdene i Afghanistan er så håbløse, at de danske soldater, som jo kun kan sprede '...død og ødelæggelse...', blot gør ondt værre?

ES kan vel ikke, sin enøjede optik til trods, mene at det er de danske (eller amerikanske) styrker der gør Afghanistan til et morads af korruption, vold, prostitution, kvindeundertrykkelse osv.? Mener ES faktisk det er 'vores' skyld - i givet fald må han følgelig også mene, at vi skal trække os ud hurtigst muligt, og overlade civilbefolkningen til deres egen hårde skæbne.

Skal vi bare lade dem passe sig selv og sulte og dø i afgrundsdyb religiøs undertrykkelse og diktatur - eller hvad er det egentlig ES mener?

Artiklen slutter med den logiske betragtning, at nogle af vores soldater (desværre) kommer hjem med sår på sjælen: ('...At være soldat er ikke sundt...').

Som kommentar nummer et ovenfor også påpeger, så er det altså ikke fair, at gøre de få, der får psykiske problemer, lig med de mange der kommer hjem en stor, givende og vigtig oplevelse rigere.

Alt her i livet har omkostninger, således også deltagelse i krigen i Afghanistan - det kan vel næppe komme bag på nogen?

Erling Salomonsens indlæg er tendentiøst, enøjet og mere egnet til oplæsning i en læsekreds i 'Aldrig mere krig', end som oplæg til nogen reel diskussion af for og imod: krigen i Afghanistan, væbnet intervention, militært aktiv udenrigspolitik, værnepligten osv.

Jens Thorning

Meget relevant spørgsmål - romerske soldater var i fremragende fysisk og sikkert også mental og psykisk form, og det gælder nok også nordiske, germanske og galliske krigere m.fl. Vore dages soldater er udsat for massiv forurening, herunder ikke mindst en kolossal mental forurening fra Hollywood i form af mere eller mindre forrykt underholdning, vold og sex 24 timer i døgnet, hvis man ikke lige er i aktion. Så forstår man også bedre "why we fight", når de nøgne damer og den fede rockmusik blæser bekymringerne væk.

Casper Jensen

Mine erfaringer siger mig at, probelmet med den øgede incidens af psykiske mén hos hjemvendte soldater skyldes både de hårde kampe der har været i Irak/Afghanistan samt en holdningsændring hos hele samfundet.

Det giver sig selv at jo hårdere kampe udsendte soldater deltagere i, jo flere vil også få psykiske problemer af den grund.

Men det er også blevet mere acceptabelt, i samfundet generelt, at indrømme at an har psykiske problmer og at man f.eks har brug for psykologhjælp. Hvilket er en positiv udvikling.

Det vil altid være uundgåeligt at soldater vil komme hjem med psykiske mén, da man aldrig helt vil kunne forberede mennesket på hvordan der er at være i væbnet kamp.

Men jeg har personligt erfaret at forsvaret er grotesk ukritisk med hvem de udsender. Mine erfaringer er at der stort set ikke er nogen der bliver nægtet udsendelse, uanset hvor tydeligt de har vist at de ikke egner sig til at befinde sig i skarpe situationer.

Og denne uheldige udvikling bliver næppe bedre da årgangene bliver mindre i fremtiden, og forsvaret som alle andre vil mangle kvalificeret arbejdskraft.

Erling Salomonsen:

"Fænomenet er ikke specielt for danske soldater i Irak eller Afghanistan. Tusinder af unge amerikanere blev psykisk invalideret efter Vietnam, og tallet ville mangedobles ved at medtælle ødelagte ægteskaber og kæresteforhold, og 'felttoget' i Irak har hjemsendt nye 'sundhedsskadede' unge mennesker."

Mange hundrede unge danske mænd vil blive psykiske krøblinger og invaliderede for resten af livet som en direkte følge af den danske statsministers ambitioner om at lade vores lillputnation spille stormagt.

Gad vide om Anders Fogh Rasmussen nogensinde vil blive stille til ansvar for alle sine misgerninger...

Lennart Kampmann

Der er større risiko for at invalidere vores soldater, ved at gøre dem til ofre og pakke dem ind i vat, når de kommer hjem.

Verden bliver større når man har været udsendt - den hjemlige andedam er blot det, en andedam.

En skilsmisse kan da være langt værre for enhver end at have været soldat i et halvt år i Afghanistan, selvom man har delt bøllebank ud til højre og venstre.

Italesættelsen og den indfølende insisteren på at man har et problem er værre end selve problemet.

med venlig hilsen
Lennart

Hele indlægget er fyldt med groteske overdrivelser og halve sandheder. Det er åbenbart lidt svært det med fakta.

Ca. 10 procent får en eller anden psykisk efterreaktion efter udsendelse. Det kan være alt fra diarre over mareridt til desideret invaliderende eftervirkninger. Det er under 1 procent, der havner i sidstnævnte kategori.

Med andre ord klarer over 99 procent det glimrende.

Mennesket er psykisk udrustet til at kunne kapere langt værre ting end en smule guerillakrig i Afghanistan.

Lennart Kampmann:

"En skilsmisse kan da være langt værre for enhver end at have været soldat i et halvt år i Afghanistan, ..."

Jeg gad nok vide, hvem du har været gift med, Lennart Kampmann...

Kim Vibe

Du tager fuldstændig fejl af procentsatserne - det er iflg. amerikanske undersøgelser, 30 procent af personellet der har opholdt sig i en krigszone der risikerer at udvikle et post traumatisk stress syndrom - PTSD det gælder for soldater, nødhjælpsarbejdere, politifolk - og selvfølgelig også befolkningen - den psykiske efterreaktion kan opstå flere år efter og er stærk invaliderende, og hvis du har udviklet kronisk PTSD er det irreversibelt. Hvis 99 % klarer det fint er det fordi de er psykopater - PTSD er en helt normal reaktion på unormale ydre omstændigheder.

Lennart Kampmann

Naturligvis vil du gerne vide det, Per Thomsen, men du går fejl af mig.

Jeg er lykkeligt gift og har selv været udsendt. Jeg nåede dog ikke at skyde nogen, hvis du nu skulle spørge.

Jeg ved ikke hvad du selv bedriver, og er også uinteresseret i at blive oplyst om det.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann
-ud fra dit indlæg kan det blot konstateres at du ikke aner hvad du taler om, jeg kan blot opfordre dig til at læse videre på indlæggene og anerkende at din macho opfattelse ikke har gang på jorden.

Casper Jensen

Niels Mosbak.

"Hvis 99 % klarer det fint er det fordi de er psykopater "

Du siger altså at hvis soldater vender hjem uden psykiske mén, så er de psykopater?

Når det bliver kaldt Post traumatisk stress DISORDER, så er det fordi "disorder" henviser til en psykisk reaktion der træder uden for normalen. F.eks ligesom "eating disorder". Altså PTSD er ikke en normal reaktion.

PTSD er ikke en irrerversibel tilstand, men kan godt behandles.

Tillykke Lenneart Kampmann!

Så glæd dig dog over at du klarede det - og lad være med at kloges - vi er andre der har været udsendt - og fik PTSD med hjem i bagagen.
Flere skilsmisser osv. og jeg kan betro dig - PTSD er ikke at sammenligne med nogen skilsmisse.
Det er din makker for livet - en rigtig makker der aldrig forlader dig - om du er vågen eller sover, eller er på lokum, kan du være sikker på at den altid er der 100 % - alene for dig.
Jeg var en moden mand med 18 års politierfaring
da jeg drog ud, stor, stærk og psykisk robust, med livserfaring osv.
Da jeg var 45 år var festen slut - der var ikke mere i mig - din hjerne arbejder på overtid inde bag ved - for at fortrænge alle dine flashback, du er træt som et alderdomshjem, mareridtene er der altid når du sover, hvis du kan sove,du er fraværende og svær at være sammen med, når "andedammens" problemer dukker op kan du ikke forholde sig til dem, du bliver vred over ingenting, og du føler dig ikke forstået, fordi det du gjorde var jo godt nok -
men du alene skal leve med konsekvenserne.
Og det kommer helt af sig selv, uden at du bliver pakket ind i vat og bomuld.
Jeg kan give dig ret i en ting - verden bliver større når man har været ude i mission, Men har du ikke lagt mærke til at når du begynder at tale om din mission, bliver folk så underligt fraværende i blikket, sådan lidt uinteresserede, og tilsidst erfarer du, at du kun kan tale med andre der har oplevet det samme for at blive forstået.

Lennart Kampmann

@ Niels Mosbak

Det handler ikke om macho - det handler om at have oplevelser der er voldsomme. Det skal man ikke pylres for at have, men derimod dele med nogle der forstår hvad det drejer sig om.

Soldaterne er ikke ofre, men de har brug for at dele deres oplevelser med nogen, og der kan en bedrevidende uoplyst fra andedammen ikke altid gøre det.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Niels Mosbak

Dit svar krydsede mit seneste indlæg.

Vi reagerer forskelligt på at være udsendt. Det er vigtigt at tale med nogle der forstår hvad man har oplevet. Jeg kender selv til at oplevelserne har deres eget liv i ens bevidsthed nogle år, men for mit vedkommende er de ikke dominerende i mine tanker.

Jeg kan godt tale med andre om det at være ude, men ikke alle forstår hvad det vil sige. Det er også ok med mig. Beklager hvis du ikke er der hvor jeg er.

Med venlig hilsen
Lennart

Hans Jørgen Lassen

Casper skriver:

"Når det bliver kaldt Post traumatisk stress DISORDER, så er det fordi "disorder" henviser til en psykisk reaktion der træder uden for normalen. "

Nej, det er forkert. Du misforstår det engelske.

En "disorder" betyder på medicinsk engelsk blot en lidelse af en eller anden slags. Der ligger ikke i ordet noget om, hvorvidt lidelsen er almindeligt forekommende eller ej.

Caspar Jensen

De 99 % er et udokumenteret tal som Kim Vibe slyngede ud i debatten. Det Amerikanske Forsvar har for længst dokumenteret at 30 % af udsendte vil få PTSD i en eller anden grad. Det efterlader 60 % "normale" de er selvfølgelig ikke psykopater - men det er jo ikke sådan, at de så bare fungerer normalt resten af deres liv - flere udsendelser vil skrælle deres robusthedslag af, og de danske soldater udsendes flere gange.
Meget få bliver fanget i tide, og de vil som regel have forsøgt at "selvbehandle" sig med alkohol og stoffer, for at dæmpe symptomerne. De vil opleve vanskeligheder socialt med skilsmisser osv. - men de bliver ikke nødvendigvis fanget ind af systemet - og bliver diagnosticeret med PTSD, også fordi det er dyrt - rigtigt dyrt for samfundet - PTSD er ikke en ny diagnose den har været kendt siden den Amerikanske borgerkrig (Soldiers Heart).
Kronisk PTSD optræder når symptomerne har varet i mere end 6 mdr. og forbliver irreversibel i denne tilstand.
Derfor er det uendeligt vigtigt at soldater straks ved hjemkomsten bliver fulgt tæt og der skal følges op i en lang periode (år).
Der er intet der på forhånd afdækker, hvem eller hvorfor, nogle bliver ramt, men man ved at belastningens voldsomhed og varighed kan have betydning.

Casper Jensen

En "lidelse" er ikke en normal tilstand.

Det ligger nemlig i order "lidelse" at en person er blevet diagnosticeret med en mental dysfunktion af en art.

Fordi der er mange personer der f.eks bliver ramt af PTSD efter ophold i krighærgede områder, så er det ikke ensbetydende med at PTSD er en normal reaktion,

Caspar Jensen

Det er ikke kun personer i krigshærgede områder der bliver ramt - et færdselsuheld, alvorligt tilskadekomne, lemlæstede døde, livstruende situationer. som man ikke nødvendigvis er involveret i men bare vidne til, kan udløse PTSD - men du skal huske at det er en fuldstændig NORMAL reaktion, på nogle udefrakommende omstændigheder der ikke er normale - for mit vedkommende kan jeg bedst beskrive det som et glas vand der dråbevis bliver fyldt op - og pludselig når den sidste dråbe rammer - løber glasset over og du kan bare ikke stoppe det igen - bemærk udtrykket reaktion - det er normalt at reagere på voldsomme begivenheder - lidelsen opstår når du er ramt så længe eller så hårdt, at det bliver kronisk.
Ca. 10 % af en normalbefolkning vil på et eller andet tidspunkt blive ramt af PTSD i større eller mindre grad - afgørende er den tidlige indsats - psykologbehandling og debreefing som man f.eks. i dag tilbyder ofre for røverier mv.

Niels,

Jeg er selvfølgelig ked af at høre, at du havde en uheldig oplevelse med din mission.

Forsvarets egne tal, der er offentligt tilgængelige viser dog klart, at du overdriver problemet hæmningsløst.

Et sted mellem 5 og 15 procent af hvert hold udsendte har psykiske efterreaktioner, men det er stadig kun omkring 1 procent, der er ramt i så hård en grad, at det invaliderer deres liv.

Resten klarer sig igennem uden behandling eller med et par psykologsamtaler.

PTSD er ikke en normen. Det er derimod en uhensigtsmæssig psykisk efterreaktion, der skal behandles. Den langt overvejende part af menneskeheden får den ikke efter en tur til Afghanistan, men du har ret i, at man godt kan få den ved tredje eller fjerde mission, selvom man ikke har haft den på de første.

Og generelt set er frontlinien i Helmand ikke et hverken fysisk eller psykisk sundt sted at opholde sig for længe af gangen.

Derfor er adgangen til gengangermissioner også blevet indskrænket i Helmand.

Henrik L Andersen

Joshua Angrist er blevet berømt på at vise at Vietnam-veteraner har 15% lavere indkomst - altså en kausal effekt af militærtjeneste på senere indkomst (US data, se http://www.jstor.org/pss/2006669). Det kan meget vel skyldes dårligere mentalt helbred.

I et andet 'Vietnam'-studie finder Hearst et al. finder at "suicide was increased by 13 percent [...], death from motor-vehicle accidents by 8 percent [...]". (se http://content.nejm.org/cgi/content/abstract/314/10/620)

Så mon ikke det er klogt at sætte omkostningerne til at deltagelse i en krig lidt højere end bare udgiften til krudt og kugler?

Lennart Kampmann:

"Jeg nåede dog ikke at skyde nogen, hvis du nu skulle spørge."

Det var da også brand ærgerligt, at du ikke fik lejlighed til at få taget nogle skalpe, Lennart. Surt show simpelthen.

Der er nok ikke andet for, end du må afsted igen. Der sker jo en masse i Afghanistan lige nu, så her vil di sikkert kunne få rig lejlighed til at skyde nogen og påden måde bevise, at du er en rigtig mand...

Er det sundt at være soldat?

Bortset fra en masse motion, skulle der også være en vis risiko for blyforgifyning, udover de mere emotionelle farer ved faget.

Javist så, - de udsendte er så sandelig i stand til at forholde sig til realiteterne før de tager afsted, og os herhjemme i "andedammen" er bare nogle dumme nokkefår, som ikke forstår dem!?

Helt rigtigt, - jeg antager enhver der accepterer udsendelse, for at have overvejet konsekvenserne, så jeg forventer også at han er klar over at han tager afsted på sin egen mission. Hvis han kommer hjem som en forpulet klynker, og forlanger at medierne og folket skal hylde ham for at han har punket rundt og leget Rambo et eller andet sted sydpå, så er han en klaphat, der burde være sorteret fra, - men det er jo bare lige det der er problemet: forsvaret sorterer ikke klaphattene fra, for så kunne de ikke skaffe den kanonføde de har brug for!

Bemærk venligst at der så langt fra er konsensus i Danmark om vores krigshandlinger hist og her, så nøjes derfor med at kræve æresbevisning fra dem der har stemt for de latterlige projekter!

Sven Karlsen -

Danskere har været udsendt på mange missioner bl.a. også for FN
Jeg var udsendt i Kroatien (Vukovar) som ubevæbnet Civilian Police Monitor 1993, så jeg ranker rykken og vidste at jeg gjorde en forskel.
Jeg er stadig stolt af mine fredsmedaljer.

Anders F. Theut

Sven Karlsen -

Ret beset så er der vel (forhåbentligt) ingen der tvinger dig til at møde op og vifte med et lille dannebrogsflag til en af ny-/genopfunde parader for hjemvendte Kosovo- og Afghanistansoldater.

Mvh,

Anders

Kære Niels Mosbak,
jeg er årgang '55, og jeg husker dengang jeg var stolt over danske FN-soldater med blå hjelme, som var berømte (ihvertfald i DK) for at være kompromissøgende og omgængelige (Cypern, osv.).

Jeg tror ikke på hurtige løsninger i internationale konflikter, men jeg tror på at det kan gøre en forskel hvis der opstilles et ingenmandsland imellem konfliktparter, håndhævet af udenforstående.

Jeg tror derimod ikke på aktivistisk militaristisk udenrigspolitik. Jeg tror ikke på at man kan indføre demokrati med kanoner. Og jeg tror heller ikke at f.eks. USA tror det, - hvorfor vælger de så fortsat at have en konflikt med Cuba, mens de nærmest er i lommen på Kina?

For mig at se, så bør verden opfattes lidt som en skolegård: hvis man er stærk nok, så kan man gå ind og stoppe et slagsmål, men man kan ikke løse konflikten ... man kan ikke tvinge folk til at kunne lide hinanden, og man kan ikke tvinge folk til at føle gensidig velvilje, men man kan tvinge dem til at holde op med at slås.

Kim Vibe -

Når du siger at det er 15-20 % af et hold der viser efterreaktioner - så ligger det på linie med "normen" for redningsarbejdere inkl. politifolk. Vi har en god uddannelse og står i mod meget længe, men på et tidspunkt bliver bægeret fuldt - for mit vedkommende tog det altså 24 år i politiets tjeneste før end kæden hoppede af. Da jeg blev ansat var PTSD slet ikke opfundet, det var dengang der gik gamle overbetjente rundt fra krigens tid - pissefulde på deres vagter - tja jeg kan i dag se, at de led af PTSD.

Soldaterne løber en alvorlig langsigtet helbredsrisiko, PTSD udvikler sig ikke lynhurtigt, der kommer forskellige fysiske symptomer - det er en snigende sygdom, og især i disse miljøer der er domineret af mænd, hvor erkendelsen og tagen hånd om problemet er dårligt fungerende, er der for mange der får lov for længe.
Jeg ved at dygtige unge politifolk har begået selvmord - jeg ved at udsendte soldater har begået selvmord - fordi "kæden" røg af - politifolk har drukket sig ud af styrken eller stjålet fuldstændig latterlige ting i et supermarked - fordi de simpelthen ikke kunne overskue - tja hvordan de kom videre i deres liv.

Jeg har heldigvis (stadig) en fornuftig kone der stoppede mig i tide - inden kæden røg af - men du må da ikke tro at jeg bare sådan lænede mig tilbage og sagde ok.

Sven Karlsen -

hvis du nogensinde kommer til at sætte din fod i en borgerkrigshærget by hvor gamle koner må tigge til det daglige brød - og ser den ydmygelse i deres øjne - ja så ved du præcist hvordan vi føler når vi taler om "andedammen".

Sven Karlsen -

Jeg er helt på linie med dig i forhold til FN - det er skammeligt at åbenlyse uretfærdigheder i verden ikke forsøges løst - ikke ad militær vej men via fredbevarende missioner.

Mht. USA er deres økonomi baseret på det militærindustrielle komplex (25 %) ca. så hvis der er krig er det en win-win situation, uanset om de selv er direkte involverede eller ej.
At vi deltager i Afghanistan, skyldes det forhold at det sammen med Irak-krigen sikrede os status som "særlig partner" hos USA - med store fordele for bl.a. AP-Møller på transport og dansk erhversliv iøvrigt - underleverandører til våbensystemer.

Jeg ville mene at vi hurtigst muligt skulle ud af Afghanistan - deres historie taler for at eventuelle besættere taber i det lange løb - det ville være billigere, mere effektivt og stabiliserende, at kaste penge i hovedet på dem i stedet for missiler.

Kære Niels Mosbak,

"hvis du nogensinde kommer til at sætte din fod i en borgerkrigshærget by hvor gamle koner må tigge til det daglige brød - og ser den ydmygelse i deres øjne - ja så ved du præcist hvordan vi føler når vi taler om "andedammen".

Det vil jeg gerne give to kommentarer til:

For det første, så er menneskelig fortvivlelse noget man kan opleve i ethvert samfundslag, men jeg er da enig med dig i, at det nok trænger nemmere igennem hos en tykhudet ung knægt på 18-25 år, hvis det præsenteres som simpel visuel gru.

For det andet, så er unge mænd af den alder som soldater har, ikke verdens mest empatiske gruppe (hvilket er en af grundene til at man foretrækker unge mænd som soldater), så hvis man virkelig mente at man ønskede et humanistisk islæt i tjenesten, hvorfor så ikke åbne for rekruttering af ældre mænd til tjenesten ... og jeg taler ikke om at hente gamle konstabler ind efter 10-20 år, eller at sende hjemmeværnsfolk afsted (som man jo gør nu), men om at tage danske civile mænd på 35-50 år, og lade dem komme afsted.

Hvad tror du det ville resultere i?

Kim Vibe -

Hvis du slår PTSD op i Wikipedia, vil du se et afsnit om Vietnam veteraner hvor det angives at adspurgt 20-25 år efter krigen, angav 4 ud af 5 at det havde haft PTSD symptomer for nyligt og med en livstidsforekomst af PTSD på 30,5% for Vietnam veteraner - disse undersøgelser er foretaget af veteranforeningerne.

Sven Karlsen:

"Hvis han kommer hjem som en forpulet klynker, og forlanger at medierne og folket skal hylde ham for at han har punket rundt og leget Rambo et eller andet sted sydpå, så er han en klaphat, der burde være sorteret fra."

Helt enig. Det er bare for langt ude, når medierne og det politiske establishment i en uendelighed bliver ved med at gentage, at Anders Fogh Rasmussens statsansatte lejemordere har krav på vores respekt. Vel har de ej!

Mja... Under forudsætning af at denne unge soldat, ikke helt har forstået hvad krig er, så er det et forsonligt træk at han kommer hjem klynkende selvom det er beklageligt, og han fortjener derfor al den hjælp han kan få. Rigtig mange tager afsted fordi de keder sig herhjemme, er temmelig uselvstændige, og har samtidig forældre der støtter dem i beslutningen om at tage afsted.

Jeg beklager også at det ikke kun drejer sig om hjælpeforanstaltninger, men desværre også regulære krigshandlinger.

Det er således, at man fra forsvarets side har en interesse i at holde disse tal så lave som muligt, af to grunde - der er mangel på folk som vil afsted, og det ville nok have en afdæmpende virkning på ansøgerne, at de ville have en 30 procents risiko for at ende som krigsinvalider ikke fysisk men mentalt.
Det andet er spørgsmålet om pension og evt. erstatning fra arbejdsgiveren - arbejdsskadeloven - det bliver en ganske betragtelig sum.
I USA er antallet af ansøgninger fra veteraner, med PTSD steget 79 % siden 2001.

Kære Sven Karlsen -

Ja, med hensyn til soldater på 35 og derover -

så mangler forsvaret jo i den grad befalingsmænd og officerer, de står i kø for at komme ud af klappen, så man har måtte indføre discountuddannede befalingsmænd (kortere uddannelsestid).

Det ville så også løse et andet problem - amerikanske undersøgelser har vist at soldater over fyrre år, er mindre disponerede for at udvikle PTSD.

"For det første, så er menneskelig fortvivlelse noget man kan opleve i ethvert samfundslag, men jeg er da enig med dig i, at det nok trænger nemmere igennem hos en tykhudet ung knægt på 18-25 år, hvis det præsenteres som simpel visuel gru."

Du har naturligvis ret - der findes også armod i Danmark - jeg har set det, og været i det ganske ofte, det er jo tit der politiet arbejder - men armoden i Danmark er ikke så iøjnefaldende - graden af nød i en udbombet by er til at tage at føle på, og det handler bare om det næste måltid...
Det gør også indtryk på soldaterne, det har de jo ikke set før - så de vender hjem til "andedammen" med en anden proportionssans for problemer.
Men man glemmer at fortælle dem, at krig ikke er noget man kan forberede sig på, man kan ikke mentalt indstille sig på følgerne af at slå ihjel, eller blive konfronteret med lig efter kamphandlinger, eller være udsat for angreb - det er ikke som på film.

Alle mennesker lukker øjene når de bliver beskudt med et skydevåben - ved træning kan man lære at holde øjene åbne, når man er under direkte beskydning.
Grunden til at det skal trænes er, at det er hjernestammen (øglehjernen) der styrer reflekserne for henholdsvis flugt eller kamp - det er den mest primitive del af vores hjerne, der har sikret at vores art har været i stand til overleve og den kan ikke umiddelbart reguleres heller ikke når vi er i krig. Den mest naturlige refleks når man bliver beskudt, er naturligvis at løbe sin vej - det gør soldater ikke - de har trænet, så de kan undertrykke deres naturlige refleks, men enhver livsfarlig situation man har været i sætter et aftryk i hukommelsen og det forsvinder aldrig, den er gemt, men ikke nødvendigvis glemt.
Unge er meget lærenemme, og er derfor hurtigere at træne op og de er samtidig lettere at forme holdningsmæssigt på grund af kortere livserfaring, og ikke mindst er de lettere at bringe i god fysisk form.

Kære Anders Theut,

nej, naturligvis er der ingen der tvinger mig til at deltage en en hyldestparade for de hjemvendte, og jeg er såmænd heller ikke modstander af at klubben hygger sig.

Det jeg egentlig opponerer imod,er at man prøver at undertrykke kritikken af vores militærengagementer med henvisning til, at det ikke er "loyalt" (højreslang for "solidarisk") overfor de udsendte soldater.

At staten uddeler medaljer og æresbevisninger, og roser de udsendte, er kun rimeligt, eftersomstaten naturligvis er den siddende regering, og dermed den øverrste militære ledelse.

Men at staten prøver at skabe noget der foregøgler at der er samfundsmæssig konsensus om disse ting, ved at indføre officiel hyldestdag, det tager jeg dybafstand fra.

(undskyld min forsinkede replik, - jeg overså lige din kommentar).

Jens Thorning

Jeg kan ikke være mere enig.

"og Rambofilmene er hans favoritter" - er folk da slet ikke klar over, at vi har lever i en verdensomspændende volds- og sex "kultur"?

Casper Jensen

Sven Karlsen

Jeg tror ikke at forsvaret satser på at udsende unge mennesker, fordi de ikke har udviklet deres empatiske evner helt endnu.

Danske soldater har fået international anderkendelse for deres indsatser, helt tilbage til starten af 90´erne på balkan.

Grunden til danskernes succes har bla. været den danske sunde fornuft og de empatiske evner hos de danske soldater.

Den enkelte danske soldat er god til at tænke selv, imodsætnng til f.eks amerikanske soldater der oplæres til at adlyde ordre blindt, uden at tænker over hvad der er fornuftigt.

Selvom det danske forsvar ikke er en speciel intelligent organisation, så tror jeg at forsvaret har forstået at jo ældre og fornuftigere soldaterne er, jo bedre vil de klare en udsendelse.

Men virkligheden ser bare sådan ud, at der er flest unge mennesker der friviligt melder sig til udsendelse. Og når de har prøvet det så stopper de og derfor er der få "ældre" soldater som det danske forsvar kan udsende.

Jens Thorning

Ingen betvivler, at danske soldater er blandt verdens bedste, og hvorfor ikke verdens bedste - en kombination af en hel masse egenskaber i den rette balance, og to danskere har som de enste fået Victoria-korset osv. Men sidder de så og ser billeder af deres kære, skriver breve og tænker på Fædrelandet, hvis (noget uklare) grænser de forsvarer derude så langt hjemmefra - eller ser de amerikanske voldsvideoer og pornofilm? Hvis det ellers har nogen relation til "sundhed". Og det har det.

Hmm... Hvad hjælper det at være udnævnt som de bedste soldater, hvis man kommer hjem med et sønderskudt ben, i en kiste, eller med psykiske traumer fordi man har set sine kammerater få hovedet blæst af. og hvad hjælper det konen og børnene derhjemme, eller forældrene der var stolte lige indtil de fik at vide at deres søn var død.

At være soldat, er det samme som at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Anders F. Theut

Hans Hansen -

Da kun vis du rent faktisk kommer til skade, og det er det jo lykkeligvis kun fåtallet der gør.

Niels Mosbak, tak for dine ærlige og detaljerede beskrivelser af PTSD og hvad det kan gøre ved den enkelte, og jeg kan følge dine argumenter rigtigt langt hen ad vejen. Jeg mener dog man skal passe på med at sammenligne med amerikanske undersøgelser baseret på Vietnam-veteraner, specielt når der faktisk findes ganske detaljeret statistik for de danske udsendte, som Kim Vibe er inde på. Vietnam krigen blev udkæmpet med en helt anden voldsomhed end vores nuværende engagement i Afghanistan, der efter min mening mere har karakter af en stabiliseringsoperation end "rigtig krig". Siden vi startede operationerne med en bataljonsværdi i Helmand provinsen i 2006, har der været 18 dødsfald der. Dette tal er stadigt langt under hvad der kunne forventes under en enkelt dags hårde kampe for en bataljonsværdi i Vietnam. Denne forskel siger egentligt det hele.

Mvh,

Anders F. Theut

Anders F. Theut

Sven Karlsen -

Så er vi jo egentlig enige langt hen ad vejen. Hvis ikke vi i et demokrati kan kritisere folketingsflertallets beslutninger om at anvende vores militære styrker fjernt fra rigets grænser så har vi et alvorligt problem.

Jeg mener dog godt at man legitimt kan kritisere vores deltagelse i Afghanistan, og at det også bliver gjort i vid udstrækning, bl.a. af SF folketingsgruppe.

Derfor vil jeg også medgive at det er et problem når fx Inger Støjberg (V) kritiserer SF for at forholde sig kritiske til Afghanistan operationen og på den baggrund mener at de ikke er et ansvarligt, og dermed regeringsdueligt parti. For hvor skal modstandere af Afghanistan-indsatsen ellers sætte deres kryds?

Det er naturligvis fuldstændigt tåbeligt at et land med Danmarks blakkede omdømme overhovedet befinder sig i et muslimsk land som Afghanistan. Det er jo i sig selv en enorm provokation.

Fra sædvanligvis velunderrettet kilde forlyder det eksempelvis nu, at Tyrkiet har bebudet, at man agter at nedlægge veto mod Anders Fogh Rasmussens kandidatur som den nye leder af NATO. Tyrkerne, kan naturligvis under ingen omstændigheder acceptere den erklærede islamofob og bagmanden bag karikaturkrisen som ny leder af NATO.

Det burde vel egentlig ikke komme bag på nogen, bortset naturligvis den danske verdenspresse, der som bekendt konsekvent vælger at betragte verden i et bedragerisk nationalromantisk skær.

Så det ser ud til, at vi må lide den tort at døje med Anders Fogh Rasmussen en tid endnu, men det bør naturligvis ikke afholde os fra at trække soldaterne hjem fra Afghanistan hurtigst muligt – Tværtimod!!