Kronik

En terrorbevægelses tilblivelse

PFLP har været et yndet mål for solidaritetsarbejde på venstrefløjen - fra Blekingegadebanden over Venstresocialisterne til Enhedslisten. 25. marts fælder højesteret dom i sagen mod Fighters+Lovers, der ser PFLP som en friheds- og ikke en terrorbevægelse. Her er historien om den palæstinensiske gruppe
20. marts 2009

Om morgenen 1. november 2004 gik den palæstinensiske dreng, Amer al-Far, ind på Camel Marked i det centrale Tel Aviv, der ligger i en lang, snæver gyde med boder på begge sider. På sin vej derind hørte han de handlende faldbyde tørret frugt, tøj og fersk kød til dagens første kunder.

Amer var 16 år og kom fra en lille by på Vestbredden. Her var han forinden blevet hvervet til en selvmordsaktion af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, bedre kendt som PFLP. Som stor dreng, måtte man antage, ville han lettere kunne omgå de israelske sikkerhedsprocedurer, der var skærpet betydeligt, siden Den Anden Intifada brød ud. En korrekt antagelse.

Kort før kl. ni detonerede Amer sin bombe, der var pakket med metalsplinter, søm og skruer. Sekunder efter var han selv og tre tilfældige israelske handlende dræbt og 40 såret. Men hvor PFLP hyldede drengens patriotisme og martyrium, fordømte Amers far de mennesker, som havde drevet hans søn i døden. Til Ha'aretz udtalte han, at Gud efter hans mening ville fordømme dem, som havde rekrutteret Amer.

For en bevægelse med et sekulært og marxistisk udgangspunkt kan det virke som en overraskende udvikling, at man på denne måde tog selvmordsbombe-aktioner, der ellers primært blev anvendt af islamistiske bevægelser, til sig. Men PFLP's vilje til målrettet vold mod civile er langt ny.

I Seksdageskrigen 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten. Israel besatte derpå Gaza og Vestbredden, der før da var annekteret af hhv. Egypten og Jordan.

Inspiration udefra

Nederlaget var totalt for Jordan, Egypten og Syrien. Disse lande stod stærkt svækkede over for deres befolkninger, som var blevet stillet en længe ventet og overvældende sejr over Israel i udsigt. Tiltroen til de arabiske lande som palæstinensernes frelsere var væk. Stemningen blandt palæstinenserne var nu, at de måtte tage sagen i egen hånd.

Det var i denne periode, at PFLP blev grundlagt. Bevægelsen var socialistisk og strengt sekulær. Dens leder, George Habash, var palæstinenser med kristen baggrund og ønskede et moderne Palæstina, der var fri for religiøse dogmer og gammeldags klantænkning. Inspirationen kom bl.a. fra den cubanske revolution, især Che Guevaras guerillakrig med små grupper og spektakulære enkeltaktioner.

Flyaktioner

I 1970'erne markerede PFLP sig med en række spektakulære aktioner mod internationale passagerfly. Blodigst var bombningen af Swissair Flight 330 i februar 1970, hvor alle 47 om bord blev dræbt. Senere blev mere symbolske flykapringer den foretrukne aktionsform. Den mest berømte fandt sted i september 1970, hvor fire fly samtidig blev kapret og de tre omdirigeret til en lufthavn i Jordan. Da alle passagerer var evakueret, blev flyene sprængt i luften foran den forsamlede verdenspresse.

Fortrængt af PLO

Skønt flyaktionerne satte det palæstinensiske spørgsmål på den internationale dagsorden, førte de problemer med sig: Flere palæstinensiske grupper, heriblandt PFLP, der kæmpede mod Israel, havde indtil 1970 et sikkert ly i Jordan. Men internationalt pres og frygten for styrets stabilitet fik den daværende kong Abdullah til at slå hårdt ned på disse. Tusinder af palæstinensere med tilknytning til de væbnede grupper blev i september 1970 dræbt, og resten fordrevet fra landet - en begivenhed, der blandt palæstinenserne blev kendt som 'Sorte September'. De overlevende søgte til Libanon. Her blev PFLP op igennem 1970'erne involveret i en kompliceret borgerkrig, der omfattede både Israel, Syrien og flere religiøse grupper. Borgerkrigen endte med en fredsaftale i 1982, hvor hovedparten af de palæstinensiske væbnede gruppers medlemmer blev vist ud af landet. De søgte tilflugt i Tunesien, Syrien og andre steder. Den sidste større internationale aktion, PFLP stod bag, var bombningen af en parisisk synagoge i 1980.

Op gennem 1980'erne mistede PFLP indflydelse blandt palæstinenserne. Ledelsen var spredt, og man havde ikke nogen entydig base at operere fra. Bevægelsen var ikke særlig aktiv i den første palæstinensiske opstand, Intifadaen, i slutningen af 1980'erne. Gradvis blev PFLP fortrængt af Yassir Arafats pengestærke PLO og af nye religiøse bevægelser som Islamisk Jihad og Hamas. De islamistiske bevægelser red på en vækkelsesbølge, der ramte Mellemøsten i tiden efter Ayatollah Khomenis islamiske revolution i Iran. Oprindelig afviste PFLP enhver aftale med Israel. Men George Habash nærmede sig gradvis Yassir Arafats position, og i 1999 accepterede PFLP, i princippet, at føre fredsforhandlinger med Israel.

Folkelig opbakning

Tempelbjerget i Jerusalem er helligt for muslimer og jøder. For jøder er det stedet hvor Det Andet Tempel lå. Derfor beder tusinder dagligt ved Grædemuren. For Muslimer er det stedet, hvor Muhammed steg til himmels, og hvor Klippemoskeen, al-Aqsa, nu ligger. Da den daværende israelske premierministerkandidat Ariel Sharon i valgkampen i 2000 under massiv politibeskyttelse besøgte Tempelbjerget, så mange israelske arabere og palæstinensere det som en overlagt provokation mod muslimer.

PFLP havde aldrig før brugt selvmordsbomber i deres kamp, men det blev der ændret på nu. De islamiske bevægelser havde fået massiv folkelig opbakning til sådanne angreb - og også bevægelser under Yassir Arafats Fatah-bevægelse - havde nu grebet til dette våben og med overlæg rettet det mod civile. I hvad der ligner et forsøg på at konkurrere med de islamistiske bevægelsers massakrer på tilfældige israelere, gennemførte PFLP i perioden fra 2002-2008 i alt otte selvmordsbombninger. Hovedparten blev udført i Israel og ikke de besatte områder.

Den sidste selvmordsbombe, som PFLP har taget ansvar for, blev sprængt i februar 2008 og dræbte to i den israelske by Dimona.

Organisationen står ved de hidtidige aktioner, og har hidtil afvist at distancere sig fra anvendelsen af selvmordsbombere mod civile, som et våben i deres kamp for et selvstændigt og marxistisk Palæstina.

Mikkel Andersson er B.A. i historie og kandidatstuderende i journalistik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Nielsen

Er det mon samme Mikkel Andersson, der on and off passer en ekstrem hadefuld, højreorienteret, Israel-apologetisk og islamofobisk blog?

Niels Ivar Larsen

Det ville muligvis give en mere udbytterig diskussion, hvis fokus rettede sig imod dette indlægs indhold frem for imod alskens spekulationer om dets afsender eller motiverne til overhovedet at bringe det.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Ivar Larsen:
"[...] frem for imod alskens spekulationer om dets afsender eller motiverne til overhovedet at bringe det."

Det er bestemt ikke tilfældigt, at bestemte artikler finder vej til spalterne, og andre ikke. Det er netop redaktionen på Dagbladet Information er overordnet har den opgave, og det ansvar. En udvælgelsesproces, der i min optik er endnu mere interessant end forfatterne til de enkelte artikler, og de motiver forfatterne evt. har.

Når f.eks. debattører som Geoffrey Cain får lov til at sprede deres budskaber i avisen, må det f.eks. være læserne forundt at overveje, hvilke grunde redaktionen har haft til det valg, og hvilke toneangivende medarbejdere ved avisen der støtter netop sådanne initiativer.

Men det er naturligvis uhøfligt at gå i direkte clinch med avisens redaktion, om de valg der foretages, og næppe synderligt produktivt heller. Det er nok derfor dette meget sjældent forekommer? Lige dele konfliktskyhed blandt læserne, og en erkendelse af at det generelt er uhensigtsmæssigt at udfordre redaktionens valg?

I sidste ende gør det næppe avisen bedre, hvis læserne skulle bestemme hvilket indhold avisen skulle have. Men den stille undren over de trufne valg er jeg næppe den eneste der sidder med ...

Niels Ivar Larsen

Hvilke grunde skulle vi have til at afvise bestemte debattører eller udelukke bestemte synspunkter fra at komme til orde? En god og inspirerende debat er en debat, hvor mangfoldige meninger brydes, og hvor der også gives plads til anderledestænkende. Hvor der ægges til modsigelse med andre ord.

Men jeg kan forstå, at der i visse kredse er en længsel efter noget mere indforstået menighedspræk, der kæler for og bekræfter de i forvejen indgroede holdninger. Det ville efter min mening give en rædsomt kedelig, agitatorisk og perspektivforsnævret avis.

Heinrich R. Jørgensen

Niels Ivar Larsen:
"Det ville efter min mening give en rædsomt kedelig, agitatorisk og perspektivforsnævret avis."

Jeg er ganske enig. Jeg er også helt enig i, at Dagbladet Information absolut ikke bør blive en menighedsavis.

Jeg agiterer blot for den stille undrens berettigelse, og gør opmærksom på at den findes i det mindste ét sted, nemlig hos undertegnede. Det er en undren jeg har haft løbende over længere tid, og har kun i ét tilfælde indgået i en dialog med avisens medarbejdere herom. Ellers har jeg bevidst valgt at forholde mig tavs om emnet, da jeg har fundet det fornuftigst.

Det ene tilfælde handlede i øvrigt om Karikaturkrisen II, hvor bl.a. Dagbladet Information valgte at genoptrykke Kurt Westergaards berømte tegning, som symbolsk sympatitilkendegivelse for Kurt Westergaard og ytringsfriheden, i anledning af PETs oplysninger om, at PET havde anholdt personer der angiveligt havde planer om at myrde Kurt Westergaard. Et emne jeg i øvrigt ikke har tænkt mig at debattere yderligere med avisens ledende medarbejdere, da jeg ikke mener en sådan dialog er formålstjenlig på nogen måde.

Inger Sundsvald

Det er netop undren der præger mig.

Uanset om man er religiøs, og som Amers far er sikker på at:

”Gud efter hans mening ville fordømme dem, som havde rekrutteret Amer”

eller om man er ateist el.lign., og ser det hele som en vanvittig religiøs forblændelse, et kynisk spil uden respekt for menneskeliv eller noget helt andet, så er det altså bemærkelsesværdigt at Information prioriterer så farvede indlæg i spalterne, som kun kan tjene til at grave grøfter og udråbe nogen som værende de onde.

Heinrich, eksemplet med Geoffrey Cain er meget velvalgt: - utilsløret galde i fri dressur ;-)

Ole E. Mikkelsen

Hvis jeg skulle forsøge at være saglig overfor artiklen, så er den fair nok med hensyn til en del af oplysningerne. Men visse formuleringer virker mærkværdige.

F.eks denne: 'Men PFLP's vilje til målrettet vold mod civile er langt ny.'

Mon det var målet for PFLP at plaffe tilfældige civile ned ? Fakta, ja i nogle tilfælde, men må vi ikke
bede om journalistisk og historisk kompetence i stedet ukvalificerede(!!) partsindlæg. F.eks. PFLP's moralske og politiske overvejelser omkring det.

Og denne: 'I Seksdageskrigen 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten.

Det kan nok være faktuelt korrekt på en måde, men hvor meget klogere er det lige man bliver af at læse det? Sætningen har mere præg af Andersson'sk ord-onani, - at bruge ord, der tilfredsstiller ham selv .

Og denne: 'Blodigst var bombningen af Swissair Flight 330 i februar 1970, hvor alle 47 om bord blev dræbt.'.

Anvendelsen af ordet 'Blodigst' hentyder igen til samme kynisme som antydet i første citat, - nemlig at det handler om at slå så mange civile ihjel som muligt. Mon det var faktuelt/historisk korrekt?

Og: 'Senere blev mere symbolske flykapringer den foretrukne aktionsform'. Hvormed antydes at målet var størst mulig mængde blod indtil dette skifte? Kunne en sådan påstand ikke verificeres med en udtalelse eller et citat af Habash selv? Eller anden form for dokumentation på PFLP's holdninger (der kunne tænkes at adskille sig fra Anderssons?)

Ad fontes kunne man mene, - kildemateriale og -henvisninger giver altid bedre mulighed for at vurdere en artikel end tilfældige personlige vurderinger.

Ellers ville man vel kalde artiklen journalistisk og historisk sjuskearbejde?

Den konkrete mængde viden som man så (enig eller uenig) kan tage stilling til efter læsning af artiklen, er desværre begrænset.

Partsindlæg er velkomne, men faktagrundlaget for partsindægget skal være dokumenteret og journalistisk/historisk fagligt i orden.

Artiklen fremstår som nogle holdningstilkendegivelser i form af f.eks. citaterne ovenfor, - disse holdninger garneres så efter forgodtbefindende med nogle faktuelle og 'sande' begivenheder sådan at artiklen fremstår 'veldokumenteret'.

Lidt ligesom når Jehovas Vidner skal dokumentere at tro på Jehova afskaffer narkomani og kriminalitet og at mangel på tro medfører samme.

Heinrich R. Jørgensen

Ole E. Mikkelsen:
"Ellers ville man vel kalde artiklen journalistisk og historisk sjuskearbejde?"

Artiklen er i det hele taget sjusket. Sprogligt er den alt andet end imponerende.

Og stemningsbillederne, såsom Amers formodede oplevelser på vej mod stedet hvor han detonere sin bombe, er måske velegnet til en drejebog til en fængende og overraskende indledning til filmudgaven af "historien om PFLP", men er dybt patetisk i artikelform.

Det er oplagt, at Mikkel Andersson ikke har skrevet artiklen i sin egenskab af halvstuderet historiker og halvbagt journalist. Når artiklen tydeligvis ikke er forsøgt at være neutral, men er et slet skjult partsindlæg, ville det være mere relevant at vide hvem afsenderen er. Eller i det mindste henvisninger til hvilke kilder der er anvendt.

Ole E. Mikkelsen:

"Hvis jeg skulle forsøge at være saglig overfor artiklen, så er den fair nok med hensyn til en del af oplysningerne. Men visse formuleringer virker mærkværdige."

Ja, det kan man da vist roligt sige...

Laurits T. E. Pilegaard

Denne påstand fra Mikkel von And er direkte forkert:

"I Seksdageskrigen 1967 afværgede Israel et angreb fra Egypten"

Ingen efteretningskilder dengang, hverken de israelske eller de amerikanske, vurderede at Egypten forberedte et angreb på Israel. Den sovjetiske derimod vurderede, at Israel forberedte et angreb på Syrien, hvilket kom til at holde stik.

Det var den direkte årsag til at Abdel Nasser rykkede tropper ud på Sinai-halvøen, men det var særdeles tvivlsomt om han havde tænkt sig at bruge dem.

De var først og fremmest til ære for syrerne og jordanerne og de øvrige arabere der mente at Nasser måtte træde i karakter og imødegå israelerne.

Og uanset om Nasser så havde et angreb i tankerne, så var ingen seriøse militære analytikere i tvivl om, at Israel var ALLE (også samlet) sine arabiske modstandere pænt overlegen.