Kommentar

Tibets fortid giver håb for Tibets fremtid

50 år efter at Dalai Lama flygtede over Himalaya, er Kinas greb om Tibet fastere end nogensinde, men trods demografisk nedmajorisering i deres eget land er tibetanerne fast besluttede på at overleve som selvstændig civilisation
Debat
7. marts 2009

For at undvige en truende omringning af den nationalistiske Kuomintang-regerings hær vandrede Mao Zedong og hans Røde Hær, som var trængt op i Jinggang-bjergene i Jiangxi i det sydlige Kina, 9.000 km over bjerge, sumpområder og floder, for at regruppere i Ya'nan i det nordlige Kina. Fra denne bastion bekæmpede den de japanske besættelsestropper og besejrede den nationalistiske hær for i 1949 at dukke frem igen og grundlægge Den Kinesiske Folkerepublik.

At overleve og blomstre

25 år efter Den Lange March og ti år efter Kommunistkinas fødsel førte en anden lederskikkelse sit folk ud på endnu en Lang March. Dalai Lamas flugt, der fik følge af 87.000 tibetanere, som klatrede over Himalaya for at søge eksil i Indien, Nepal og Bhutan for 50 år siden var øjne måske ikke en begivenhed af så episke dimensioner som Kinas Lange March. Men for det tibetanske folk, var Dalai Lamas selvvalgte eksil i 1959 og de efterfølgende 50 års opbygning og udvikling af et eksilsamfund en bedrift, som har gjort det muligt for Tibet at overleve og blomstre som civilisation.

Dystert forhold til Kina

I eksilets første år var Dalai Lamas budskab til sit folk dette: Håb på det bedste og forbered jer på det værste. Ved sit eksempel inspirerede han tibetanerne til at gennemføre intet mindre end en fornyelse og foryngelse af den tibetanske kultur og dens udbredelse til den øvrige verden. Denne fornyelsesproces blev fremskyndet og styrket ved den genetablering, som skete i eksilet af de centrale klosterinstitutioner og af det tætte og voksende netværk af kulturelle og åndelige ressourcer, som opretholder eksilsamfundet og den tibetanske buddhisme.

Eksiltibetanernes anden store bedrift er, at de har manifesteret et helt folks politiske kamp til som en unik civilisations ret til at eksistere og blomstre. Den tibetanske evne til at forvandle en politisk kamp til et spørgsmål om kulturel selvbestemmelse har tilført den tibetanske befrielseskamp en dynamik og beslutsomhed, som har fået de millioner af ikke-tibetanere, der identificerer sig med den tibetanske kulturs værdier, til at gøre det tibetanske folks kamp til deres egen.

Men når dette er sagt, tegner fremtiden for det tibetanske folk og dets forhold til Kina dystert. I sidste runde af drøftelserne mellem Dalai Lamas to udsendinge og den kinesiske side afviste sidstnævnte kategorisk alle forslag fra den tibetanske eksilregering i Dharamsala om regional autonomi for alle tibetanere. Zhu Weiqun, den ledende kinesiske repræsentant ved disse diskussioner, udtalte: "Det eneste vi kan tale om, er ganske enkelt, at Dalai Lama helt skal frafalde alle krav og aktiviteter, der har relation til separatisme. Han må desuden bede om tilgivelse fra centralregeringen og fra folket i hele nationen."

Driver rovdrift

Kinas formynderiske afvisning af de nye tibetanske forslag udspringer af dets forvisning om at have fuld kontrol over Tibet. Og realiteten er da også, at Folkets Befrielseshær har sikret sig en uangribelig position, som forstærkes af veje, der er farbare i al slags vejr, lufthavne og et stadigt ekspanderende netværk af jernbanelinjer, der muliggør hurtig indsættelse af tropper og tilførsel af forsyninger. Kinas stærke og selvhævdende militære tilstedeværelse cementeres yderligere ved det økonomiske boom, som Beijing har iværksat på den tibetanske højslette, og som fortsætter med at tiltrække Kina egentlige 'fodsoldater' - de indvandrerarbejdere, som demografisk og kulturelt er ved at gøre tibetanerne til et mindretal i deres egne byer og landsbyer, og ikke mindst på arbejdsmarkedet. Kinesiske og multinationale selskaber kan uhindret drive rovdrift på Tibets enorme, varierede og endnu delvis uudnyttede naturressourcer, hvilket da også har afgørende betydning, hvis Kina skal fastholde sin økonomiske fremdrift. I sin næsten 60 år lange besættelse af den tibetanske højslette, har Kinas stilling aldrig været stærkere.

Kan ikke levere

Hvad er der på baggrund af disse kendsgerninger i vente for tibetanerne i fremtiden? For at tage bestik af situationen indkaldte Dalai i november 2008 alle eksiltibetanere til et ekstraordinært møde. Også eventuelle holdningstilkendegivelser fra tibetanerne blev inddraget i forsøget på at afklare, hvilke skridt man fremover skal tage. Efter en uges brainstorming gav den ekstraordinære forsamling sin overvældende tilslutning til Dalai Lamas Gyldne Middelvej-strategi.

Det betyder, at tibetanere fortsat vil gøre, hvad de gør bedst: fastholde deres styrke ved at dyrke deres fællesskab og bevare og fremme deres kultur for at skabe håb hos dem, som er blevet i Tibet, opdrage deres børn og forhandle med Kina, når Kina ellers vil.

Det afgørende problem er, hvordan det skal lykkes at bevæge Kina til forhandlingsvilje. Men selv her der håb at bygge på Tibets særlige historiske erfaringer. Under successive lamaer har Tibet formået at indrette sig under mongolske og manchukinesiske herskere på måder, det gjorde det muligt at beskytte dets særlige identitet. Det må være muligt at kopiere disse strategier, således at de kinesiske bekymringer imødekommes, og det tibetanske folks aspirationer samtidig opfyldes. De kinesiske ledere kan følge sig tilskyndet hertil af det stigende antal kinesere, både inden for uden for partiet, som strømmer til tibetanske buddhistiske mestre for at finde de svar på spørgsmål om livet og døden, som partiet ikke kan levere.

Thubten Samphel er talsmand for den tibetanske eksilregering

© IPS og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her