Kronik

Verden på nakken af Kina? Eller Kina på nakken af Tibet?

Gennem de 50 smertefulde år, der er gået siden tibetanernes mislykkede opstand mod kinesisk overherredømme i 1959, har Kinas taktik i Tibet spillet fallit. Intet, som Kina har gjort for at integrere Tibet i Kina og gøre tibetanerne til tilfredse kinesere, har virket
16. marts 2009

Tibetanerne har ikke lært at elske deres kinesiske herskere og Kinas kommunistparti, og de har ikke opgivet deres tro og dybe kærlighed til deres åndelige leder, Dalai Lama.

Tværtimod, Kinas undertrykkelse af og foragt for tibetanernes tro har blot styrket den.

Hvis de løfter blikket mod nord til Mongoliet, kan Kinas magthavere ellers opleve, hvordan 70 års brutal undertrykkelse af selvsamme gren af buddhismen, som er udbredt i Tibet, virkede stik mod hensigten: Så snart kommunismen sank i knæ, blomstrede troen på ny - uden feudale træk, som kendetegnede den tidligere.

Og i Bhutan har den feudalisme, som kineserne stadig efter 50 år påstår at bekæmpe i Tibet, opløst sig selv. Det lille - ligeledes lamaistisk buddhistiske - dybt religiøse kongedømme har ved egen kraft og i fredsommelighed indført demokrati.

Selvstyre en narresut

Kina er ikke et vestligt demokrati, men i Kinas forfatning har Tibet og tibetanerne rettigheder på linje med andre statsborgere generelt såvel som andre mindretal og autonome regioner i Kina; f.eks. retten til regionalt selvstyre, forsamlings-, ytrings og trosfrihed samt retten til at forvalte egne anliggender, kulturelt, etnisk og økonomisk.

På papiret ligger kun ansvaret for udenrigs- og forsvarspolitik hos centralmagten i Beijing. En på alle måder glimrende selvstyreordning, som rutinemæssigt tilsidesættes.

Kina hersker i Tibet med uforstand, arrogance og overmagt. Mao Zedong sagde i sin tid, at "religion er gift" og straffede tibetanerne hårdt for deres dybe tro med ødelæggelsen af tusindvis af helligdomme i Tibet under Kulturrevolutionen i årene 1966-76. Men som i de øvrige mindretalsområder i Kina har magthaverne siden da besindet sig.

Med ganske få undtagelser har tibetanerne besvaret den kinesiske undertrykkelse med fredelig protest. Men faktum er, at Dalai Lama måtte sætte hele sin moralske autoritet ind på at fastholde kampen med fredelige midler, da det tibetanske eksilsamfund i november holdt stormøde om fremtiden. Den yngre generation er utålmodig. Men den fattes andre muligheder, der har nogen udsigt til at lykkes.

Tragedien er, at konflikten mellem kinesere og tibetanere er fastlåst - til umådelig skade for begge folk.

Når man besøger Tibet, er det åbenbart, at mødet mellem kineserne og tibetanerne er ét langt kultursammenstød. Kineserne er betagede af materielle fremskridt, modernisering og økonomisk udvikling.

Andenrangs i eget land

Tibetanerne er helt oprigtigt mere optaget af åndelig udvikling, sindets balance, naturens skønhed og kræfter. Så når kineserne bygger flersporede asfalterede veje, verdens højestbeliggende jernbane, glaspaladser og diskoteker i Tibets hovedstad, Lhasa, undrer de sig vitterligt over, at tibetanerne ikke er taknemmelige.

Kinesere får en række særlige begunstigelser, hvis de flytter til Tibet - højere løn, billigere bolig, skolegang til deres børn, bedre muligheder, når de vender hjem igen. Dermed oplever tibetanerne, at de bliver reduceret til underklasse i deres eget land.

Og så har Kina gennem årene opretholdt en massiv tilstedeværelse af militær og politi i Tibet. Kina oplyser ikke antallet, men enhver, der har været i Tibet, har set militærkolonnerne med snesevis af lastbiler fyldt med mandskab og også ofte med maskingeværløb stikkende ud bagtil mellem blafrende presenninger.

300.000 soldater

Forskellige iagttagere anslår, at der til enhver tid er mellem 150.000 og 300.000 kinesiske soldater i Tibet. Politi og soldater træner kampteknik i gaderne under højlydte brøl - ingen tvivl om, hvem der har magten i Tibet. Alt dette parallelt med den hidtil indholdsløse 'dialog', kineserne påstår at føre med tibetanerne i eksil.

Forsoning er den eneste strategi, der har en chance. Men det er også den eneste, som den kinesiske centralmagt endnu ikke har forsøgt sig med i Tibet. Og nu synes magthaverne tilmed at ty til endnu bredere beskyldninger end blot, hvad de betegner som 'Dalai-klikens' ondsindede bestræbelser på at løsrive Tibet.

I fjor kom det til voldsomme sammenstød på årsdagen for den mislykkede opstand mod Kinas overherredømme. Butikker brændte i Lhasa, både kinesere og tibetanere blev dræbt. Urolighederne var de værste siden 1988.

Tibetansk Nytår faldt den 25. februar i år; fra sit eksil i Indien opfordrede Dalai Lama til, at festdagen blev brugt til at mindes de dræbte ved urolighederne i fjor - og som protest mod Kinas fortsatte undertrykkelse af tibetanerne og deres kultur.

Skød brændende munk

Tibetanernes råderum for kritik af magthaverne er snævert - blot en sang, et flag, et foto af Dalai Lama eller et råb om 'Frit Tibet' kan sende folk i fængsel.

I februar foldede en munk et hjemmelavet tibetansk flag med et billede af Dalai Lama ud, hvorpå han satte ild til sig selv. Han blev skudt af sikkerhedspoliti under aktionen. Det kan næsten ikke blive mere sølle: at skyde en brændende munk. Munken protesterede over forbuddet mod at højtideligholde tibetanernes vigtigste religiøse festival, Monlam, .

I morgen, den 17. marts, er 50-års-dagen for at Dalai Lama måtte drage i eksil efter opstanden i 1959. Lige siden har han kæmpet sin fredelige kamp for Tibet og tibetanernes eksistens - ikke, som de kinesiske magthavere helt rutinemæssigt anklager ham for, for selvstændighed; blot for, at de kinesiske magthavere respekterer Kinas forfatning og giver tibetanerne det selvstyre, de har ret til.

Myndighederne er altid nervøse op til årsdagen. Politi og militær har optrappet tilstedeværelsen i byer og ved klostre. Og fra slutningen af februar i år frem til den 1. april får hverken turister eller forretningsfolk fra udlandet indrejsetilladelse til Tibet.

Ubegribelig paranoidt

Kinesiske medier anklager nu regeringer og grupper i Vesten for puste til ilden. I en ny hvidbog fra Statsrådets Informationskontor kaldes det "åbenlyst, at det såkaldte Tibet-spørgsmål på ingen måde er et etnisk, religiøst eller menneskeretsligt spørgsmål; det drejer sig snarere om vestlige anti-kinesiske kræfter, der bestræber sig på bremse, opsplitte og dæmonisere Kina". Kommunistpartiets avis Folkets Dagblad anlægger samme tone: Kræfter i Vesten udnytter Tibet til at "udfordre kinesisk suverænitet".

Avisen skriver også, at visse vesterlændinge ser med bekymring på Kinas voksende styrke, og at "de provokerende aktioner omkring det såkaldte Tibet-spørgsmål i fjor på ingen måde var en tilfældighed".

Det er ubegribeligt, at Kinas magthavere ikke kan se og erkende, at problemerne i Tibet har hjemlige årsager - og ikke er udløst af dunkle kræfter i udlandet. Og det er mærkeligt, at de ikke anerkender - og måske heller ikke forstår - at man udmærket kan være ven af Kina, respektere og beundre landets fremskridt, anerkende nationens enhed og samtidig helhjertet støtte Dalai Lamas kamp for ægte selvstyre i Tibet i fuld overensstemmelse med Kinas forfatning.

Det er farligt - og paranoidt - når Kinas statskontrollerede medier beskylder ikke nærmere identificerede lande og grupper i Vesten for at ville opløse Kina.

Kinas magthavere har før pisket voldsomme nationalistiske følelser frem i kineserne som led i opgør med omverdenen; en flig af det så vi i fjor, da demonstranter i det meste af den vestlige verden benyttede Den Olympiske Fakkels tur på vejen til Beijing til at demonstrere mod netop undertrykkelsen af tibetanerne.

Det er fattigt og farligt, at Kina kun magter utidssvarende propaganda og brutal overmagt i tilfældet Tibet og tibetanerne. På andre områder viser Kina ellers ansvar og visioner både ude og hjemme - f.eks. i spørgsmålet om Nordkoreas atomoprustning, Burmas juntas undertrykkelse af befolkningen, miljøtruslen i Kina, arbejdet mod dødsstraf og tortur i fængsler, retsreformer eller sågar det i årtier så traumatiske forhold til Taiwan.

Mogens Lykketoft er fhv. udenrigsminister, Mette Holm er journalist med speciale i Kina. De har sammen skrevet bogen 'Kina - drager'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

SHANGRI-LA REVISITED
Lykketoft og Holm har atter kigget dybt i posen med kulturelle stereotyper: De aggressive, materialistiske kinesere versus de ædle tibetanere "optaget af åndelig udvikling, sindets balance, naturens skønhed og kræfter"! Ifølge Lykketoft og Holm er problemerne i Tibet ikke "udløst af dunkle kræfter i udlandet", så derfor hører vi ikke om Storbritaniens rolle i Tibet i begyndelsen af det 20. årh. eller CIA's rolle i optræning ad tibetanske uromagere de seneste halvtreds år

Martin Adserballe

Interessant debatindlæg

At kineserne foragter tibetanernes buddhistiske tro som sådan, lyder forkert i mine øre. Det gjorde man under kulturrevolutionen, men ikke i dag. Jeg tror mere, at man søger at eliminere de elementer i den tibetansk religiøse systemopbygning, som forhindrer en integration af Tibet i Kina.

Retfærdigvis burde indlægget tilføje, at en betragtelig del af de anslående 150.000 til 300.000 kinesiske soldater er udstationeret i grænseområderne mod Indien, som modvægt til Indiske militærstyrker. Man får nemt opfattelsen, at hele tilstedeværelsen kun har til hensigt til at holde Tibet under kontrol på de indre fronter.

Jeg har over årene cyklet omkring 19.000 km i Tibet og andre dele af det tibetanske plateau i Kina. Jeg kunne skrive meget om moderne veje, genopførte klostre, nyopførte skoler og hospitaler på landsbyniveau, som jeg med egne øjne har set i alle dele af Tibet, men det vil jeg ikke.

Nej - jeg vil blot sige, at det er meget tankevækkende hvor mange paralleller man kan drage mellem Danmark og Grønland kontra Kina og Tibet, om end på et andet niveau.

For spørger man hvad Kina skulle i Tibet er det jo også nærliggende, at stille det samme spørgsmål om Danmark versus Grønland. For selvom vi årligt overfører et massivt bloktilskud og har påført dem en moderne livsstil med veje, hospitaler, skoler og komfortable bebyggelser, ønsker de stadigvæk frihed og selvstændighed fra Danmark, på same måde som Tibetanerne gør.

Man kunne ligeledes spørge, om grønlænderne ikke også har været betragtet som andenrangsborgere i eget land. Har der ikke været en massiv tilstedeværelse af etniske dansker, som er blevet økonomisk begunstiget ved at flytte til Grønland. Blev Grønlænderne reelt spurgt om man ønskede etableringen af den amerikanske militære Tule-base og den tilhørende tvangsforflyttelse af lokalbefolkningen etc. etc.? På mange måder har Danmark ikke været meget bedre end Kina for få årtier siden, selvom der er meget væsentlige forskelle.

Jeg ser frem til et fremtidigt debatindlæg fra forfatterne om forholdene i den muslimske Xinjiang-provins, beliggende nord for Tibet. Man undrer sig nogle gange over, hvorfor Tibet løber med alt opmærksomheden, men det er forhåbentlig blot mere en tilfældighed end udtryk for kulturel sympati.

Jens Gegner Andreasen

Mytedannelse - igen igen!

Hvor er det trist og forstemmende, endnu engang at skulle læse et indlæg om Tibet-Kina problematikken, der ensidigt stempler og dæmoniserer den kinesiske regering som ondskaben selv og Dalai Lama som "fredens engel". Der er i Kina 56 etniske minoriteter, udgørende 8% af befolkningen på 1,3 mia, med andre ord 100 millioner mennesker. De mange minoriteter har ofte unikke kulturelle, og religiøse kendetegn. Enhver Kina-kender, der har rejst rundt i det enorme rige, vil ved egen erfaring have oplevet den enorme mangfoldighed og kulturelle rigdom, landet indeholder, af samme grund drager landet flere og flere rejsende. Dette turde være det håndgribelige bevis på, at der i dagens Kina rent faktisk er religiøs og kulturel frihed, og den kinesiske regering har åbent udtrykt ønske om at støtte enhver bevarelse af de kulturelle særpræg. Det har udmøntet sig i en enorm indsats for at bevare og forstærke kulturelle og religiøse kulturarv. Det er derfor heller ikke en religiøs problemstilling, der skaber konflikten mellem Dalai Lama og den kinesiske regering. Problemet er, at Dalai Lama har en særdeles tvivlsom personlig baggrund, hvor han med afsæt i personlig finansiel støtte fra CIA helt op til begyndelsen af 1970'erne simpelthen ikke har en habilitet, der gør ham troværdig i langt de fleste kineseres øjne (og ikke kun regeringens). Dette faktum ignoreres totalt i Holm-Lykketofts fremstilling, gade vide hvorfor?