Kommentar

Ytringsfrihedens langsomme død

FN's menneskerettighedsråd vedtog torsdag en resolution imod 'krænkelse af religioner' - hvad ligger bag?
Debat
28. marts 2009

Langsomt går solen ned for, hvad historien vil se tilbage på som en af civilisationens højdepunkter: Den Universelle menneskeretserklæring.

Første skud blev løsnet af ayatollah Khomeini, som efter sin magtovertagelse i 1979 udtalte: "Hvis vi vil vide noget om menneskerettigheder, går vi ikke til FN, vi går til den hellige Koran."

Siden har de islamiske stater og deres allierede stræbt efter at nedbryde Den Universelle Erklæring og dens modstykke i international ret, Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder (ICCPR).

I FN-systemet er de strukturer og procedurer, som skal tilse, at ICCPR overholdes, konsekvent søgt undergravet og svækket under påberåbelse af 'kulturforskelle'. De Særlige Rapportørers mandat til at dokumentere overgreb på menneskerettigheder er blevet omdefineret med henblik på at indsnævre deres råderum. Bl.a. giver et nyt 'adfærdskodeks' de stater, som er mål for undersøgelse, ret til at anfægte rapportørens konklusioner, før disse offentliggøres.

Samtidig er selve grundtanken i menneskerettighederne - at de er universelle og forankret i individet - blevet bestridt med indførelse af rettigheder, der er forankret i grupper, og af regionale og kulturelle 'varianter' af universaliteten.

Den triste sandhed

Endelig er ytringsfriheden under stigende trussel fra islamiske stater, der søger særbeskyttelse imod 'krænkelse af deres religion'. Hvad ligger bag alt dette?

Den triste sandhed er, at et flertal af medlemsstater i FN's menneskeretsråd er forenet om et ganske bestemt mål - og det er ikke at fremme og beskytte menneskerettigheder, men at hindre eksponering af egne menneskeretskrænkelser.

Menneskeretsrådet var som institution fortabt, så såre det krav blev opgivet, at dets medlemsstater skulle underskrive menneskeretslovgivningens fulde pakke (i stedet for dette krav trådte et vagt tilsagn om at 'arbejde hen imod' universel accept). Et nok så alvorligt et slag var beslutningen om ikke at vælge medlemsstater, efter hvor sund deres menneskeretssituation var, men efter region. Resultatet er blevet råd af 47 medlemsstater, hvor 17 er medlemmer af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), som sammen med deres allierede, Rusland, Kina og Den Afrikanske Gruppe, udgør et to tredjedels flertal.

Fritaget for ansvar

Udmattelseskrigen mod menneskerettighederne føres også med den såkaldte Cairo-erklæring fra 1990 om 'Menneskerettigheder i islam'. Dette dokument, som ifølge OIC 'ikke vil være alternativt, men komplementært', refererer ikke til Den Universelle Erklæring, men fastslår, at islams sharialove er 'eneste kilde' til fortolkning af rettigheder. Dermed har de islamiske lande officielt fritaget sig selv for ansvar for alle de menneskeretskrænkelser, der måtte blive gennemført i islams navn.

I marts 2008 pålagde Menneskeretsrådet på initiativ af OIC Den Særlige Rapportør om Ytringsfrihed ikke blot at indberette om krænkelser af denne ret, men tillige om 'misbrug' af samme. Derved blev rapportørens mandat 'vendt på hovedet', som Canadas delegat udtrykte det.

Bringes til tavshed

Den samlede effekt af disse ændringer har været at øge de islamiske staters immunitet i rådet imod eksponering af egne menneskeretsovergreb. Det var galt nok, om dette var disse staters eneste mål. Men i de sidste 10 år har de stilet efter noget mere ambitiøst, nemlig efter det internationale samfunds accept og vedtagelse af den islamiske fortolkning af menneskerettighederne. For at kunne gøre dette har de måttet gå til frontalangreb mod ytringsfriheden. Den valgte metode har været at introducere en resolution om at 'bekæmpe krænkelse af religion'. Det erklærede mål var at 'forhindre udbredelse af negative stereotyper om islam', herunder sammenkædning af islam med vold og terror, samt diskrimination imod muslimer. Det uerklærede mål var at skabe rammer for global indførelse af love, der skal bringe al kritik af islam, dets love og dets praksisser, til tavshed.

Resolutioner om at bekæmpe krænkelse af religion er nu vedtaget i Menneskeretsrådet hvert år siden 1999 og af FN's Generalforsamling siden 2007. Skønt de ikke binder landene, opmuntrer de til og legitimerer vedtagelse af blasfemilove i hele verden - dette til trods for, at begrebet om 'krænkelse af religion' ikke har retsgyldighed i international lov, ligesom resolutionen er uforenelig med de bestemmelser i ICCPR, som garanterer ytringsfriheden.

Ikke blot har dette begreb ingen retsgyldighed, resolutionen er også unødvendig, da det problem, den vil sætte ind overfor - stigende diskrimination og tilskyndelse til had mod muslimer - allerede er adresseret i international lov. Artikel 20 fra ICCPR fastslår de skridt, som stater må tage for at forbyde hadtilskyndelse og vold. Det er således tydeligt, at OIC har andre grunde til at presse på med disse resolutioner, nemlig at ophøje de indskrænkninger i ytringsfriheden, som allerede eksisterer i islamiske stater, til international lov og dermed bringe kritikere af islam i resten af verden til tavshed.

Roy W. Brown er tidligere formand for International Humanist and Ethical Union

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Om ’ytringsfrihed’, ’redigering’, ’censur’ og ’krænkelse’ (også af religion).

Grænsen mellem ’at redigere’ en debat så den holder sig inden for de af Informations redaktion udstukne grænser og så ’at udøve censur’, viser sig nu og da at være hårfin.

I denne debattråd er en hel del indlæg blevet slettet, der iblandt et af Nooreddin Abul Hassan, som gav en interessant historisk fortolkningsvinkel på ægteskabsbegrebets betydning og udvikling i arabisk/muslimsk kultursammenhæng.

At diskutere ’pædofili’ har naturligvis ingen umiddelbar relevans i forbindelse med artiklens ’brødtekst’ som ikke nævner dette begreb.

Men det har spillet en stor ’baggrundsbetydning’ for mange af deltagerne i den forudgående debat, hvilket stadig spejler sig i mange af de indlæg som har ’overlevet’ redigeringen, og som i nogen grad bliver mindre forståelige, når man ikke kan læse nogle af de ’bortredigerede’ indlæg.

Forståelsen af, om og hvordan forskellige kulturers forskellige køns-relationer og ægteskabstraditioner kan sættes i sammenhæng med pædofili, har vel også den indirekte relevans til ’brødteksten’, at det kunne belyse, hvad der eventuelt kan forstås som ’krænkelse af religion’.

På samme måde som der mellem de to begreber ’krænkelse’ og ’kritik’ vel altid vil være en ’gråzone’ af subjektiv bedømmelse med baggrund i den enkelte bevidstheds forståelseshorisont, synes det samme at gøre sig gældende mellem begreberne ’redigering’ og ’censur’.

Måske skulle debatredaktøren oprette et alment tilgængeligt ’forum’, hvor sådanne problemer kunne debatteres ’frit’, hvis en debattør finder sin ytringsfrihed ’krænket’ selv inden for de af redaktionen på forhånd udstukne grænser?

Med venlig hilsen

Mark Thalmay

I denne debattråd er en hel del indlæg blevet slettet, der iblandt et af Nooreddin Abul Hassan gav en interessant historisk fortolkningsvinkel på ægteskabsbegrebets betydning og udvikling i arabisk/muslimsk kultursammenhæng.

Jeg vil give dig ret i at det kan være meningsforstyrrende med slettede indlæg, men omvendt også at vise indlæg i sig selv er det samme, indrømmet også blandt mine egne.

Men det er vel også interessant at lægge mærke til at Nooreddin Abul Hassan erklære sig tilhænger af stening, og iøvrigt også af shari'a. Han benægter dog at ville indføre sharia i danmark hvis han nogensinde skulle få chancen, og at være imod religionskritik, men eftersom kritikken allerede under stærkt pres fra OIC, er det er så op til andre at vurdere hvorvidt han skulle være troværdig.

Hans H.

At vurdere Nooreddin Abul Hassans ’troværdighed’ i forhold til det du anfører og påstår, er en anden diskussion end det, der var hensigten og meningen med mit indlæg.
Derfor vil det, at gå ind i en debat om dette for mig på nuværende tidspunkt være irrelevant og ’meningsforstyrrende’ :-).

Med venlig hilsen

Mark Thalmay

Derfor vil det, at gå ind i en debat om dette for mig på nuværende tidspunkt være irrelevant og ’meningsforstyrrende’ :-)

Forståeligt - vil kun bringe lidt perspektiv ind i indlægget ;-)

Hans H.

At bringe et irrelevant og meningsforstyrrende perspektiv ind i en debat medfører ofte en afsporing af samme, hvad der igen kan medføre, at den der gør det, af andre kan vurderes som mindre ’troværdig’ (nemlig som havende en ’skjult dagsorden’).

Forstår du? :-)

Venligst

Mark Thalmay

Jada... ;-) jeg har bare ingen skjult dagsorden. Er klart og tydeligt imod alle former for antidemokrati, uanset hvem det kommer fra, og jeg finder fløjenes indbyrdes krig overflødig (for at sige det pænt) i sådanne spørgsmål.

Mark Thalmay

Om muhammed skulle være pædofil er ret beset ikke tydeligt en del af trådens emne, men OIC der mener at islams sharialove er 'eneste kilde' til fortolkning af rettigheder, hvilket er en antidemokratisk holdning.

Jamen Hans H.

Det var jo netop debatten om bl.a. dette emne, der blev afbrudt ved ’bortredigeringen’ af nogle af indlæggene fra bl.a. den tilsyneladende eneste muslim, der deltog i debatten. Det var med henblik på dette, jeg skrev mit første indlæg ang. 'ytringsfrihed, redigering og censur'.

(Hvis jeg har forstået det rigtigt, er det OIC mener, at Sharia-traditionerne er den 'eneste kilde' til de muslimske forståelser af 'rettigheder'.
Men netop en afklarende debat om dette ville jo have været interessant og 'tråd'relevant.
Ærgeligt den blev afbrudt. :-) )

Venligst

Mark Thalmay

Det er vi helt enige i, men jeg finder nu ikke megen grund til at omtalte muslim skulle være sådan specielt troværdig.

Prøv engang at følge denne tråd så kan du jo spørge ham selv, men et råd vil være at læse indlæggene først:

http://www.information.dk/167740?page=3:

Altså Hans H.

Jeg danner mig da også nogle almenmenneskelige opfattelser af de mennesker, jeg udveksler med.

Således også af dig. :-)

Men jeg foretrækker at forholde mig til deres argumentationer – at ’gå efter bolden og ikke efter manden’, som man siger, og ønsker ikke at blive ’afsporet’ ved at blive draget ind i det, jeg opfatter som dine ufrugtbare ’skænderier’ med Nooredin Abdul Hassan.

Jeg syntes, at hans historiske fortolkningsvinkel af ægteskabsforståelsen indenfor arabisk/muslimsk kulturtradition var interessant og relevant for mange af de artikler og debat-tråde, der på forskellig måde forholder sig til Islam og ærgrer mig over, at han ikke fik mulighed for at uddybe dette.

Hvis jeg har forstået dig rigtigt, ud fra hvad du har skrevet i andre tråde, mener du, at dem, du opfatter som ’antidemokrater’, skal forbydes at ytre sig offentligt.

Dette er jeg uenig i og mener, det i bedste fald er udtryk for manglende tillid til demokratiets og ytringsfrihedens ’åndelige’ tiltrækningskraft og styrke.
I værste fald vil det, efter min mening, medføre selvsamme demokratis selvdestruktion.

Hvis et samfunds flertal gennem demokratiske procedurer afskaffer disse, en anden form for demokratisk selvdestruktion, mener jeg, flertallet udøver vold mod mindretallet, hvad der giver disse ret til at forsvare sig også med ’ulovlige’ voldelige midler, hvis de finder dette nødvendigt.

Venlig hilsen

Anders Lund Jeppesen

Kære Mark Thalmay,

Jeg er enig i det du skriver, jeg har heller aldrig været stor tilhænger af at afskrive folk fra at ytre sig.

"Frihed for Loke, såvel som for Thor"

Men det sidste du skriver ved jeg ikke om jeg er enig i.

"Hvis et samfunds flertal gennem demokratiske procedurer afskaffer disse, en anden form for demokratisk selvdestruktion, mener jeg, flertallet udøver vold mod mindretallet, hvad der giver disse ret til at forsvare sig også med ’ulovlige’ voldelige midler, hvis de finder dette nødvendigt."

Mener du, i forlængelse af ovenstående, at tyske nazister og svenske HizbUtTharir tilhængere må kæmpe mod den tyske og den svenske stat med militante midler?

Som sagt er Nazismen og dens symboler forbudte i Tyskland, mens HizbUtTahrir er forbudte blandt andet i Sverige.

Hvis du mener at Nazister i Tyskland er et specialt tilfælde grundet historiske begivenheder, henleder jeg til Sverige og HUT.
Og nu vi er ved HUT, kunne jeg også godt tænke mig at høre hvad du mener om organisationens forbud i Mellemøsten?

Mvh

Mark Thalmay

Jeg danner mig da også nogle almenmenneskelige opfattelser af de mennesker, jeg udveksler med.

Ja det gør vi jo alle sammen Mark.

Hvis jeg har forstået dig rigtigt, ud fra hvad du har skrevet i andre tråde, mener du, at dem, du opfatter som ’antidemokrater’, skal forbydes at ytre sig offentligt.

Nej det har du ikke, hvad får dig til at tro det ;-) Dette er et demokrati, og af den samme årsag skal der være ytringsfrihed - naturligvis.

Tværtimod skal vi beskytte demokratiet, ved ikke at gøre det nemt for antidemokrater at organisere sig, at trykke deres tryksager, og i det hele taget gøre det så besværligt at de kan komme ind i landet som borgere, og specielt begrænse at så mange for dem får statsborskan.

Læg nu mærke til Mark at jeg ikke taler om demokratiske indvandrere, men antidemokrater, som jeg ikke kan se meningen med at samle på.

Hvad angår antidemokratiske organisationer har Anders Lund Jeppesen allerede svaret så glimrende på spørgsmålet.

Heinrich R. Jørgensen

Anders Lund Jeppesen:
"Men det sidste du skriver ved jeg ikke om jeg er enig i."

For en sjælden gangs skyld mener jeg også, at Mark Thalmay har bevæget sig ud af den forkerte tangent.

I min logik er forudsætningen for et lødigt folkestyre, en ordentlig forfatning. En forfatning der kan ændres vha. en anstændig og velordnet demokratisk proces, hvis der er overvældende flertal for ændringer heraf.

Der betyder, at hvis f.eks. 80% af befolkningen er enige i, at det er rimeligt og forstandigt at ændre forfatningen på en bestemt måde, og sådanne ændringer hverken strider mod forfatningen selv, retsprincipper, tiltrådte konventioner e.a., så kan de store majoritet gennemføre deres vilje.

En sådan mekanisme til at ændre forfatninger, giver mulighed for at positive forbedringer indføres uden revolutioner. Så må man leve med risikoen for tilbageslag...

Hej Anders Lund J.

Jeg vil mene, at hvis Nazister og HizbUtTahrir-tilhængere udelukkende har ulovlige/militante midler, der specifikt er rettet mod at ophæve forbud mod deres ytringsfrihed, og det alene, så vil de have en vis moralsk ’demokratisk’ ret til bruge disse.
Men i henholdsvis Tyskland og Sverige har de vel muligheden for, måske ikke at ytre sig om deres egne udemokratiske målsætninger, men at ytre sig, og det alene, om, at de skal have lov til at fremføre dem?
Noget sådant vil jo næppe gøre sig gældende for demokrati-forkæmpere under et autoritært/diktatorisk regime.

At lade antidemokratiske ytringer være lovlige, mener jeg desuden, er den bedste måde at holde dem ’ i skak på’, så de ikke kan ’iklæde sig en offerrolle’’ og 'gå under jorden’ .

Du spørger mig, hvad jeg mener om forbuddet mod HUT i mellemøsten:
Tjae… at Autoritære regimer forbyder konkurrerende autoritære bevægelser overrasker mig da ikke.
Lad de døde begrave deres døde - så bliver der (måske) bedre plads til de levende. :-)

Venligst

Hans H.

Jeg mener, du har luftet ideen om at forbyde udemokratiske organisationer, men må indrømme jeg ikke lige, på siddende balle, kan finde dokumentationen, så hvis jeg tager fejl, undskylder jeg. :-)

Også jeg ønsker at beskytte demokratiet, hvad man vel bedst gør, ved at opføre sig demokratisk og det vil vel sige at være dialogsøgende, da dette er selve demokratiets kerneværdi: Samtalen.

Hans, dine abstraktioner skal jo konkretiseres, hvis de skal kunne realiseres i virkelighedens verden.
Hvordan vil du i entydige lovparagraffer afgøre, hvem der er antidemokrater og
”..ikke.. gøre det nemt for antidemokrater at organisere sig, at trykke deres tryksager, og i det hele taget gøre det så besværligt at de kan komme ind i landet som borgere, og specielt begrænse at så mange for dem får statsborskan.”

Konkretiseret, mener jeg, noget sådant vil åbne op for ’tankekontrol’ og vilkårlighed sådan a lá Saudi Arabien og/eller Iran.
Næppe ønskværdigt for demokrater. :-)

Venligst

Gorm Petersen

Ytringsfrihed er for ALLE - også for modstandere af ytringsfrihed. De har jo vundet i samme øjeblik vi prøver at lukke munden på dem (hold for himlens skyld musen fra "stødende kommentar" - ytringsfrihedens modstandere klasker sig på lårene af grin hver gang den røres af en påstået tilhænger).

Alle skal kunne tåle at høre på hvad som helst !

Er man uenig i dette, bliver hele argumentationen for ytringsfrihed som et korthus, der allerede er begyndt at falde sammen i den ene ende: Umuligt at forestille sig at sammenstyrtningen ikke vil fortsætte.

Så reduceres det hele til noget komplet latterligt: Ytringsfrihed for dem vi er enige med - tavshedspligt for alle andre.

Normalt går jeg ikke ind for stening, men jeg synes vi skal spørge ofrene: Hvis vi tilbød Afghanistans borgere, at de bomber vi jævnligt kaster på dem blev udskiftet med sten - mon de så ikke ville være mere end taknemlige ?

Måske endda så taknemlige at de glemte at spørge, hvad det egentlig var for en forbrydelse vi konstant straffede dem for.

Mark Thalmay

Mark - Gorm

Det er jo et omfattende emne der vil indebære ændringer af flere lovgivninger ikke mindst grundloven, og er ikke muligt at gennemgå i sådan et fora some dette. Eftersom tråden ikke handler om ytringsfrihed generelt, men kun i forbindelse med FN's Daru Romulus Costea begrundelse i sin beslutning om at give de islamiske lande medhold med et argument om, at alle religioner bør have en særstatus, og at disse ikke kan kritiseres, fordi enhver debat vil blive meget "følsom og kompliceret." begrundet i manglende kompetance, altså at FN ikke har religionseksperter.

Måske kan jeg alligevel foreslå at se på de to ovennævnte landes lovgivning, som det vil være en overdrivelse at kalde udemokratiske, selvom de på nuværende tidspunkt allerede har implementeret visse forbud mod antidemokratiske organisationer for at tilpasse sig deres lidt forskellige demokratiske virkeligheder.

Derfor mener jeg heller ikke at Gorm Petersen har forstået problematikken, men bruger en gammel dansk traditionel opfattelse for hvordan demokratiet skal være skruet sammen før det giver mening for ham.

Den nuværende opfattelse af ytringsfriheden og måske også vores nuværende demokrati, der mere præcist er erklæret for et begrænset diktatur. er heller ikke som mange tror, hvorefter jeg vil anbefale at læse fortolkningen af grundloven.

http://www.leksikon.org/art.php?n=1023

Selve grundloven er her:
http://www.leksikon.org/art.php?n=3717

Mvh

Gorm Petersen

Hvis man skal beskytte mod "personlig fornærmelse" må man enten overlade til "personen" selv at definere hvad der er fornærmende - eller skabe ægte konsensus om, hvad der skal til.

Ægte konsensus kræver som bekendt enighed - og den kan vi konstatere ikke er til stede mellem flere af indlæggene i denne tråd - og så visse arabiske lande.

Spørgsmålet må være hvordan retstilstanden bør være så længe enighed ikke er opnået.

Husker et gammelt Jens Lyn hæfte, hvor en - i øvrigt meget høflig - robot siger noget i retning af dette:

"Mig må du gerne fornærme, for jeg har ingen bevidsthed - men fornærmer du min skaber, bliver jeg desværre nødt til at dræbe dig".

Historien er relevant fordi menneskehjernen naturvidenskabeligt set er en maskine. Det saglige kriterie må derfor være: Hvilke kriterier skal en maskine opfylde, før man ikke kan tillade sig at fornærme den - eller dens skaber ?

Skal jeg komme med et godt bud, vil jeg henvise til den drabelige strålekanon robotten så vidt jeg husker var i besiddelse af.

Sider