Satire

Afsked med en kreativ bogfører

Danmarks tidligere statsminister fornægtede sig ikke i sin nye tyrkiske forklarelse forleden
Danmarks tidligere statsminister fornægtede sig ikke i sin nye tyrkiske forklarelse forleden
Debat
11. april 2009

Man kan jo sagtens sige at man ikke selv ville have tegnet de famøse Muhammed-tegninger, hvis man ikke selv kan tegne, hvad intet tyder på at NATO's nye generalsekretær kan. Det forekommer besynderligt at understrege sin uskyld ved at afvise at ville have gjort noget, man ikke ville have kunnet gøre, samtidig med at man dengang sagen var aktuel, ikke sagde så klart, at man ikke ville have gjort det, hvis man havde kunnet. I hvert fald ikke over for dem, det havde nyttet at sige det til, nemlig de muslimske landes ambassadører. Sådan set sagde Fogh Rasmussen det allerede dengang: at han ikke ville have gjort det, men ikke i forbindelse med, hvad professor Henning Koch meget betegnende har kaldt: rend-og-hop-talen, hvor de krænkede fik at vide at der ikke var noget at komme efter. Her var stålsatheden over for det mishandlede ytringsfrihedsbegreb urokkelig, ytringsfriheden et absolut, og de der stillede spørgsmålstegn ved dens ukritiske eller hovedløse anvendelse gik ind for censur. Det var dengang; nu er den diskussion, Fogh Rasmussen aktivt var med til at forkvakle, rettet ind til det rimeligere. Forbløffende som den bortrejste uafladeligt med sine enestående manipulatoriske evner har formået at bestemme debattens form, retning og indhold, forbløffende og nedslående i betragtning af mandens overskuelige verdensbillede befolket af får og bukke i forholdet noget for noget.

Tyrkiets offentlighed tog talen i Istanbul modent og følte sig åbenbart tilfredsstillet af at den nye generalsekretær, der takket være tyrkernes skepsis kun med nød og næppe klarede skærene, lancerede noget der lignede en beklagelse. Hvis man angiveligt ikke selv ville have lagt pruttepuden på konsulindens stol, er det ifølge almindelig adfærd ensbetydende med at man heller ikke sanktionerer handlingen, hvilket kan ligne en undskyldning på de formasteliges vegne. DF's Peter Skaarup hev med pavlovsk sikkerhed den politiske korrekthed af stald. Nu var det Fogh Rasmussen der var politisk korrekt. Gud ved hvornår eller om nogensinde DF's ledende folk føler behov for at forny deres arsenal af nedslidte floskler.

Opgørets time

Det ville i øvrigt have være interessant, når nu opgørets time var inde, såfremt Danmarks tidligere skatteminister også havde sagt: Jeg ville ikke selv have begået kreativ bogføring, men en mig ubekendt person i mit indre, en politisk Mr. Hyde besat af en tøjlesløs politisk ambition drev mig til at gøre det. Eller hvis Danmarks tidligere statsminister havde sagt: Jeg ville ikke selv have drevet mit land ud i en krig på et urigtigt for ikke at sige løgnagtigt grundlag, men hensynet til min indre dæmon og mit inderlige forhold til USA's dummeste præsident i unionens historie gjorde at jeg satte alle hensyn og FN til side, fordi jeg et eller andet sted øjnede muligheden for at få behov for USA's støtte, når NATO-generalsekretærposten en skønne dag blev ledig. Eller hvis Fogh Rasmussen havde sagt: Jeg ville ikke selv have overfaldet min politiske modstander for hendes forstandige forslag under sidste valgkamp om at nedsætte en skattekommission, da jeg jo dengang udmærket var klar over og havde besluttet at jeg selv ville nedsætte en skattekommission dagen efter valget. Og jeg ville ikke selv have sagt det vås, jeg sagde om samarbejdspolitikken under besættelsen og det med de dér får og bukke, hvis det ikke var fordi, jeg havde behov for at få danskerne med på den dersens krig, jeg lige har sagt at jeg ikke selv ville have kastet Danmark ind i og bla bla bla. Og jeg ville ikke selv have erklæret en kulturkamp, når det var mig der sad på pengekassen, og det derfor ikke var nogen kamp, men en massakre mod alt det jeg og Bertel Haarder og Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard ikke forstår og er utrygge ved og ikke kan lide og ikke vil have, fordi vi ikke forstår det, og er utrygge ved det og ikke kan lide det. Det ville jeg aldrig selv have gjort. Og jeg ville ikke selv have støttet min regering til det mest inderligt fladtrampede, åndeligt formørkede, intolerante, misundelige, hadefulde, brutale og charmeforladte parti, landet nogensinde har set, det ville jeg heller aldrig selv have gjort, men tingene gjorde tingene, og derfor blev tingene, som tingene blev. Og lad os nu se fremad.

Jovialt misbrug

Det gør vi så. En ny generation af magtsultne yngre karrierebevidste venstrefolk står parate til at tage fat med Fadbamsen i spidsen. Såfremt man forbinder menneskelighed med misbrug af offentlige midler til billige fornøjelser, afspejler den nye mand så absolut menneskelighed. Man skal dog huske at man som forgængeren godt kan være lavet af lige så mange dele beton og asbest foroven og forneden, uanset at man i jovialitetens navn med mellemrum drikker sig støvet, går i seng som den sidste og kigger på naturfilm på hotellets tv. Bare rolig.

Men man skal huske at den nye statsminister trods alt har en anden baggrund end NATO-generalsekretæren. Lars Løkke Rasmussen er barn af velstands-Danmark - carport-generationen som er vokset op med kuglegrill i baghaven, gymnasieuddannelse og videregående ditto som noget nær en selvfølge. Bugnende super- og byggemarkeder i Helsinge-Græsted, udbygningskommuner - især den første, som intet eller meget lidt har at gøre med områdets oprindelse af landsogn med pligtarbejde i roer og stald - danner baggrunden. Et eller andet sted kan man måske forestille sig en mindre uforsonlighed i det åndelige apparat, en større åbenhed over for alternativer. Det kan man da, men det er langtfra sikkert. Den generation af venstrefolk kan sagtens være mere rabiate end Fogh Rasmussen, der ikke i praksis syntes at besidde faste moralske principper, når disse står over for strategiske hensyn. Udspionerer man en af typerne, der har politik som karriereplatform, som for eksempel unge eller halvunge Søren Pind, om hvem man dog kan sige det forsonende at han er temmelig skør, synes den politiske fanatisme og en meget stor og ligesom gehørløs og meget overraskende vrede mod det ånds- og kulturradikale til gengæld også at være ganske skræmmende. I det hele taget er det nok det der hamrer ens pessimisme fast med en damphammer: denne uforsonlige afvisning af det magtanfægtende og kunstnerisk kritiske element. Når de stærkt opreklamerede værdier, det påståede grundlag for den neoborgerlige tankeverden, gås efter i sømmene bliver der ikke så meget andet tilbage end Højskolesangbogen, tvungen morgensang, samt frokost med snapseflaske på bordet på skatteydernes regning (ja, undskyld). Men det er ikke de store ting der ellers frembæres. Og her sidder så også stemplet med udløbsdatoen for regeringsmagten hvor mærkeligt dette end kan lyde. Der er faktisk ikke så meget at komme efter, og på et eller andet tidspunkt, og det tidspunkt er måske ved at være inde, vil de rastløse vælgere have noget mere end pavlovske reaktioner om mere straf og anklager om politisk korrekthed og udefinerede danske værdier. Kan hænde dette er gået op for den nye regeringschef, og det var derfor han gav Karen Jespersen et lille vink med en flagstang om at hun godt kunne pakke sammen og drage hjem til sin lattermilde gemal Pittelkow i Dragør. Klummisten blev tilbudt et væddemål om hvornår K. Jespersen nu melder sig under DF's fane. Klummisten overvejer indsatsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Glæder mig at Metz også hørte retoriker Koch udlægning i P1 – jeg kan ikke huske om indslaget blev bragt i P1-morgen eller i Orientering, men et anbefalings værdi indslag, der burde være tvangs stof i folkeskolen..

Jeg ser mere Karen Jespersens afgang fra Velfærdsministeriet som endnu en fuser fra Fogh Rasmussens hånd.

PS: Billedet af den ”vingeskudte” Fogh Rasmussen ned af Folketingets trappe, er det tænkt symbolsk?

Metz's klumme er vederkvægende læsning efter en uge hvor samtlige medier gik i hysterisk selvsving over at den kreative bogholder fik nyt job.

Man bliver helt vemodig ved tanken over, at vi fremover maa undvare Georg Metz;s sublime ugentlige hudfletinger af Anders Fogh Rasmussen og dennes kreative bogfoering...

Inger Sundsvald

"Afsked med en kreativ bogfører"

En ny æra kan begynde. Jeg glæder mig, for Metz svigter garanteret ikke.

Afvist læserbrev fra 4/4: Karen på fleksjob
Kamæleonen Karen Jespersen glæder sig til arbejdet med danske værdier i Folketinget.
Som integrationsordfører for Dansk Folkeparti.
Her drømmer hun om at leve op til frontføreren Søren Krarups syvårige kamp mod vejrmøller.

jens peter hansen

"Og jeg ville ikke selv have støttet min regering til det mest inderligt fladtrampede, åndeligt formørkede, intolerante, misundelige, hadefulde, brutale og charmeforladte parti, landet nogensinde har set"
Hvor har Georg Metz ret. Og med hensyn til had og intolerance er det en ekspert, der hver lørdag får al sin galde ud.
Med de undtagelser, hvor Metz skriver om noget han holder af, er hans idiosynkrasier nu gennem hele årtusindet blevet gentaget 52 gange om året.
Jeg har hørt der skal fyres på Information. Nu da Fogh er gået, kunne man så forvente at Metz trak sig frivillgt og lod nogle mindre hadefulde komme til ?

Dorte Sørensen

jens peter hansen
Hvorfor skal kritik af regeringen kaldes had af regeringens og DFs tilhængere.
Derudover skal Metz have tak for, at han vedhængende har mindre os om Fogh Rasmussens bedrifter i skatteministeriet, der førte til hans afgang som skatteminister. Desværre har Fogh Rasmussen videreført sine kreative evner med at tage de samme aftalte forlig med som nye opgaver og ny tal osv. i den dur samt forsat at give Folketinget en ukorrekt information.

Der er ingen grund til at frygte, at Metz ikke vil kunne finde noget om Lars Uløkke i samme stil som Foghs kreative bogføring. Man kommer ikke uplettet højt til tops i Venstre, så bare vent. Der er masser af lig i lasten hos Lars Uløkke. Et sted at begynde, er fx. det underskud på 156 mio kr. han efterlod i Frederiksborg Amt, da Lars Uløkke holdt op som amtsborgmester og blev Indenrigsminister.
Vel næsten som at give sig selv syndsforladelse.

jens peter hansen

Jeg taler ikke om kritik, jeg taler om intolerance og hadefuldhed. Her er det svært at finde Georg Metz´ overmand. I eller uden for DF. Når nu hans hadeobjekt nr 1, når undtages Pia Kjærsgaard, forlader dansk politik kunne man håbe på at den tidligere formand for forfatterforeningen,( med to meninger på samme dag)den tidligere redaktør på Information og den tidligere oplæser på TV-avisen, måske også kunne finde et andet job og afslutte den endeløse række af næsten enslydende pamfletter han leverer lørdag efter lørdag.
Det er ikke kun Fogh man kan blive træt af.

Jørgen Mathiasen

Efter offfentliggørelsen af denne klumme har Søren Pind så med sit seneste blog-udfald til fulde bekræftet karakteristikken af Venstres politikere.
Det er ikke brutaliteten, hos disse mennesker, der overrasker. Derimod danskernes dømmekraft.

Jens Peter Hansen, nu må du tage med i betragtningen, at vi taler om politikere, der har frarøvet os det Danmark, vi kendte og elskede.

jens peter hansen

Peter Hansen, hvilket Danmark ?
Var det Nyrups eller Schlüters Danmark, var det Anker Jørgensens Danmark, var det Hilmar Baunsgaards Danmark eller hvad. Det er da morsomt at de der er allermest vrede på DF og beskylder dem for et etnocentrisk romantisk syn på Danmark der har Morten Korch som ledestjerne, selv har et syn på Danmark som siger at tidligere var det meget bedre. Jamen hvornår var det nu det var.
Folk der kalder sig multikulturelle fortæller med gråd i stemmen at tidligere kunne man køre rundt i hele verden med Dannebrog og være stolte af det og nu, ja nu bliver folk sure. Morsomt at de to holdninger stort set tager udgangspunkt i samme romantiserende tanke om at i gamle dage ja det var tider og Danmark det var bare åh så godt.
De der dyttede af pigerne med det danske flag var danskere eller franskmænd, der nok vidste hvem der var lette at få fat i. Tiden er gået og pigerne blevet ældre. Hvad med at indse at hele verden har ændret sig og at dette betyder at der vil være konflikter. Også nogle rigtig grimme konflikter.
I de gode gamle dage indførte man fødestedskriteriet på Grønland, den socialdemokratiske statsminister lavede hemmelige aftaler med USA om atomvåben, bøsser blev diskrimineret i lovgivningen, tæv var daglig kost i skole og hjem. Giv mig Danmark tilbage. Min bare.

Vi havde faktisk et udmærket Danmark i periode ca. 1966 til ca. 1995, Jens Peter Hansen.

Christian De Coninck Lucas

Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden denne klumme, der modsat 95% af det danske pressekorps ikke klapper hjernedødt i takt, når vi går i krig baseret på løgn on dårlig lation eller sender en ufatteligt firkantet statsminister videre til NATO.

Tak for grinet.

jens peter hansen

Ja, Peter Hansen, så havde jeg jo ret. DF vil tilbage til halvtredserne og du vil tilbage til perioden lige efter.
Et kort øjeblik troede jeg det var fremtiden der var interessant, men massearbejdsløsheden fra 80 til 95 er altså mere tiltrækkende end vore dage.

Ja, bestemt, Jens Peter Hansen. Det viste ganske klart hvor lidt arbejde, der behøves i samfundet. Dengang diskuterede vi større frihed og mere fritid, og det er alt andet lige et sundere perspektiv.

Christian De Coninck Lucas

Underholdende som det hele er kan det ses som et totalt journalistisk sammenbrud, at ikke en eneste journalist i mainstreamen har kulegravet den klike af "National Security" folk, som var i Dubbuya Bush's regering. Nøglepositionerne var besat af folk fra Iran-Contra skandalen og Bush Snr.'s regering. Robert Gates fik endda lov at blive - foreløbigt. Gates er forøvrigt den eneste "entry level intelligence analyst" der nogen sinde er kommet hele vejen til CIA director. Den position fik han af Bush Snr. og der har hans loyalitet altid ligget.

De er inhabile alle sammen og dybt involveret i det militær-industrielle kompleks med Dick Cheney i spidsen.
Det er de mennesker som AFR og Co. gik i seng med uden kondom, og jeg har en klam fornemmelse af, at fremtidige Freedom of Information Act forespørgsler vil afsløre en dansk version af de såkaldte "Downing Street" memos.

jens peter hansen

Peter Hansen.
Jamen så går vi jo herlige tider imøde, som gamle Kaiser Wilhelm 2. sagde. Arbejdsløshed og falliter giver i sandhed tid til eftertanke og fritid er der en del der får rigeligt af.

Jeg forstår ikke, Jens Peter Hansen, hvorfor du hiver en svundet fortid frem, når vi har et langt mere relevant eksempel fra 80erne og 90erne - en periode, hvor vi jo havde tid til hinanden, kulturlivet blomstrede, unge tog uddannelser, og ikke nogen, de hastede igennem, men nogen, de gjorde sig umage med, osv osv.
Det kan blive virkelighed igen!!!

Frederik Kortbæk

Er det virkelig nødvendigt at skrive et så negativt, ensidigt og nedladende indlæg om AFR ?

Ja, bestemt, Frederik Kortbæk, men hvis du har noget godt at sige, vil vi da gerne høre det.

Jeppe Brogård

Godt tænkt, Peter Hansen. men det må være en svær opgave. Mette Frederiksen karakteriserede regeringen Fogh i 2003, tror jeg det var, med ordene : fremtiden er aflyst.

Det var et budgetforlig, hun talte om. Og siden er det fulgt slag i slag: Fængslerne er fyldt op, klassekvotienten eksploderet, politireform og kommunalreform har vendt op og ned på velfærdssystemerne.

I den sidstnævnte reform tog staten den regionale selvbestemmelsesret i storbyregionerne og gav den til politikere fra småsamfund som Skals og Græsted. De ved bare ikke så meget om storbyers behov, så de løser trænselsproblemer med flere biler på vejene. Og dyrere busser. Hvis der da snart er flere busser tilbage.

Frit valg?

Ikke hos denne regering. Vi skal pinedød tage os sammen og køre bil. Det virker lidt hovedløst, forsyningssikkerheden taget i betragtning.

Per Holm Knudsen

God klumme!

Vibeke Rosenkjær

Så fik Georg Metz igen spiddet hykleri og magmisbrug. Jeg har med stigende spænding ved læsning af alle Intermetzzoerne ,læst frem til og glædet mig, når der med sproglig kreativitet på genial vis blev indflettet....og så har vi...en statsminister....o.s.v. Det handler for mig om ikke at
at få lov til at glemme, at moral kan gradbøjes ,hvis magten er det vigtigste. Desværre accepteres i højere og højere grad politikere som gradbøjer moralen for egen vinding fremfor ærligt at tage ansvar for egne uheldige dispositioner. Tak Gerorg Metz for din enestående evne til at afsløre og beskrive magtens og dumhedens scenografi...
Der er fortsat noget at komme efter...

Jens Thorning

Det er betegnende, at de elektroniske hyldestmedier, regeringsaviserne og de fhv. spin-doktorer, der måske ved bedre, indtænker eller fantaserer menneskelige træk ind i robotten, for at det overhovedet skal være muligt for TV-seerne og vælgerne at sætte sig ind i den fremmedartede verden af blind lydighed og fanatisk ideologi, der kendetegner den fundamentalistiske tilhænger af Vestens totale og evige økonomiske, militære og ideologiske overherredømme. En politiker, som al sin hyper-rationalitet til trods jo viste under Tegninge-krisen, at han helt grundlæggende savnede almindelig logisk sans og indføling i, hvad andre mennesker uanset hudfarve og religion tænker, jf. de barnagtige argumenter "Jeg ville ikke selv have tegnet dem", "we Danes like to make fun" og så misforståelsen af Bibelens får og bukke.

Anders Fogh vil ikke mindst blive husket for måden, han førte politik på. Han er, såvidt jeg kan se, den statsminister, der mest konsekvent har benyttet løgn, fordrejelser, fortielser og halve sandheder som redskab for sin politik. Det gælder:

- Hans fortielser og løgne overfor folketinget inden han i 1992 blev tvunget væk fra posten som skatteminister på grund af hans ”kreative”, dvs. ulovlige, bogføring - en klar overtrædelse af ministeransvarsloven,
- Hans løgnagtige grundlag for at inddrage Danmark i præsident Bush’s angrebskrig i Irak (”… tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben i Irak er ikke noget vi tror, det er noget vi ved.”),
- Skattereformkommissionen, som ARF i efterårets valgkamp i 2007 benægtede behovet for, hvorpå han straks efter valget alligevel nedsætter en sådan kommission,
- Kommunalreformen, der blev besluttet over hals og hoved i vinteren 2004-05, gennemførte han i strid med sit løfte om en 'kontraktpolitik' med befolkningen, der gik ud på, at store ændringer altid skulle annonceres inden et valg.

Hertil kommer Anders Foghs manglende respekt for vigtige politiske institutioner i dansk folkestyre. Eksempler:
- Ombudsmandinstitutionen: ombudsmanden kritiserede ARF for at undlade at give saglige grunde til at nægte journalist Bo Elkjær adgang til at stille spørgsmål vedr. Irak-krigen, men Anders Fogh nægtede at forholde sig seriøst til kritikken. Antallet af fortilfælde, hvor noget lignende er sket, kan tælles på én hånd i den tid har eksisteret,
- Folketinget: ved flere gange at undlade at svare fyldestgørende på spørgsmål, stillet af folketingsmedlemmer, de såkaldte §20-spørgsmål, som er et parlamentarisk vigtigt instrument til kontrol af, hvordan regeringen udmønter sin politik i praksis,
- Offentlighedsloven: ved at nægte at efterleve denne i forb.m. hans spindoktors rolle i valgkampen i 2007,
- Demokratisk debatkultur: ved at kortslutte og hurtigt lukke debatter ned, når store kommissioner som Velfærdskommissionen, Arbejdsmarkedskommissionen og Kommunalreformen havde afsluttet deres arbejde.

Listen, der dokumenterer Anders Foghs brud på normer i dansk politisk kultur kunne gøres længere endnu. Suppler selv!

P.S. Læste et sted, at ARF netop er tildelt en af landets fineste ordener af dronningen. Ordener hænger man på idioter, ifølge forfatteren P. A. Heiberg. Havde Heiberg levet i dag kunne han have tilføjet, at de også hænges på notoriske løgnere. Men det er jo ikke første gang, kongehuset blamerer sig, ihukommende den rumænske diktator Nicolae Ceauşescu.

Lars Peter Simonsen

Godt gået Georg!
Som sædvanlig.

Morten Sebber

AFR vil også blive husket som den store lyriker, han
var engang .

Et mesterværk og ikon lissom Muh-tegningerne i Kulturkampen 2001:

" Pump din cykel,
Pump den længe,
Pump din bedstemor for penge ".

( I skolevenindes poesibog )

Kilde : Rune Lykkeberg : Kampen om sandhederne
side 265 .

PS .:

Tak til Georg !

Jeg skraldgriner endnu !

Din klumme redder min dag - hvergang !

Bente Simonsen

18 sætninger, så der!