Kommentar

Aviser har også brug for hjælpepakker

Lukningen af flere amerikanske kvalitetsaviser varsler ilde for de repræsentative demokratiers velbefindende, men hvis pressen skal på støtten, kan den så opretholde sin uafhængighed af statsmagten?
3. april 2009

To af USA's bedste papiraviser - Seattle Post-Intelligencer og Christian Science Monitor - er netop afgået ved døden. New York Times er tæt på bankerot, og Los Angeles Times er allerede krakket. Indlagt på akutafdelingen er en stor del af verdens øvrige kvalitetsaviser, hvor de får tryksværte via drop, imens bekymrede slægtninge med askegrå ansigter iagttager deres tilstand. Hvor mange af dem vil overleve denne depression? Og hvordan vil det være at leve i en verden, hvor der er markant færre mennesker til at indsamle og sortere nyheder?

Aviserne er i en sær position: Flere mennesker læser de historier, vi skriver end nogensinde før. Takket være internettet har vi et højere antal læsere, end de trykte aviser havde på toppunktet af deres guldalder. Men vi er ved at visne.

Siden 1800-tallet har avislæsere ikke behøvet at betale den fulde pris, som det koster sætte en avis sammen og få den leveret til morgenbordet. Først fik de pengestøtte fra politiske partier eller staten. Så blev de finansieret af annoncer fra firmaer, der ville sælge deres produkter, sekundært af indtægter fra løssalg og abonnement.

Ikke så meget værd

Denne gamle model skranter nu fælt. Som professor Paul Starr fra Princeton University forklarer: "Indtil for nylig var internettet primært en slags tillæg, hvis nyskabelse var udvidede muligheder for selvfremstilling og offentlig debat, mens aviserne og de andre traditionelle medier fortsatte med at varetage deres gamle funktioner, herunder at finansiere hovedparten af den originale nyhedsdækning for den brede offentlighed."

Nok læste vi i stigende grad aviserne online, men regningen blev samlet op af læserne af de trykte udgaver og af disses annoncører. Dette kunne imidlertid kun blive ved i en overgangsfase, som nu har strakt sig over et årti. Og efterhånden som stadig flere foretrækker at klikke sig frem for at bladre sig frem, kommer aviserne i stadig større krise. Det fundamentale problem er, at onlinelæseren kun er en tiendedel så meget værd, som læseren af den trykte avis. For hver læser af trykudgaven, der tabes, skal man altså vinde 10 nye på skærmen. Det kan ikke lade sig gøre, og følgelig bliver aviserne nødlidende og må skære i deres stab.

Men er det overhovedet et problem for andre end journalisterne selv? Tja, nu kan der jo være flere gode grunde til skepsis over for pressens reelle værdi, især da når man tænker på den populistiske, højrerabiate gutter press ('rendestensaviser') i Storbritannien eller på den etablerede presse i USA, som nok ynder at prale af sin 'fair og afbalancerede' dækning, men alt for ofte indtager en krybende og beskyttende holdning over for magtfulde interesser. Jovist, de annoncefinansierede avisers optik kan være forvrænget og de kan mere eller bevidst 'underdække' alt, som truer deres finansielle bagmænds interesser.

Som Noam Chomsky dokumenterer i sin fremragende bog Manufacturing Consent, er dette grunden til, at næsten alle aviser tog fejl i forhold til Irak og i forhold til de katastrofale følger af afreguleringer.

Men ret beset er det valg, vi står over for i dag valget mellem en forvrænget optik og ingen optik. Som Joe Matthews, en tidligere reporter for Los Angeles Times, udtrykker det: "Med færre vagthunde, kommer der mindre gøen, mere uopdaget korruption, flere begivenheder uden vidner, flere løsningsforslag, som aldrig når nogen vegne. For hvordan kan vide noget om det, vi aldrig får noget at vide om?"

For nylig viste en undersøgelse refereret i The Journal og Law, Economics and Organisation, at en af de væsentligste faktorer til mindske korruption i et land, er "den frie cirkulation af dagblade per person". Besøg et hvilket som helst land, og du vil finde, at jo lavere avisoplaget er, desto større vil korruptionen være. Hvis ingen holder øje med noget, kan alle de dumme svin slippe af sted med meget mere. Og efterhånden som de trykte avisers nyhedshunde forsvinder, opstår et tomrum, som onlinejournalisterne slet ikke kan fylde. Med færre annonceindtægter og ingen indbetalinger fra læserne har de færre penge til udenrigskorrespondenter, til undersøgende journalister på dybdeborende mission eller til at gennemføre det lange seje træk, som grundig kvalitetsjournalistik kræver. Forsvinder de trykte aviser, vil de blogskribenter, der bliver tilbage, være henvist til at ytre sig i et lufttomt rum, hvor de kun taler om sig selv.

Så galt behøver det ikke at gå. Mange branchefolk i en stadig mere desperat avisbranche hvisker nu om potentielle tekniske løsninger. Nogle hævder, at et brugervenligt system for mikrobetalinger - en slags iTunes for nyheder - er det, som skal redde os. Andre sætter deres forhåbninger til Kindle, en håndholdt 'e-bog', som også kan bruges til at købe aviser.

Uhyggeligt alternativ

Desværre kan vi ikke vente på, at ny teknologi af denne art bliver mainstream. Vi må satse på en bedre udvej. I en tid med hjælpepakker, eksperimenterer flere europæiske regeringer da også med at udvikle metoder, hvorved de kan støtte deres landes aviser, således at disse kan overleve også i det 21. århundred.

Den hidtil bedste plan har den franske præsident, Nicolas Sarkozy, hittet på. Han har iværksat et program, hvor alle franske statsborgere på deres 18-års fødselsdag får et års gratis abonnement på en avis af eget valg. Det betyder, at mange unge læsere vil udvikle en vane med at holde avis, og det betyder, at aviser vil konkurrere hårdere om andele på få dette lukrative sikre marked og gøre deres produkter mere tilgængelige og appellerende. En godartet cirkel kan således træde i stedet for den aktuelle dødsspiral.

Selvfølgelig er der også farer ved at bringe aviser i et afhængighedsforhold til en regerings velvilje. Men der findes udveje til at undgå denne fælde. I 1971 oprettede den svenske regering et støttesystem for aviser, hvor subsidier blev tildelt af et uafhængigt organ på grundlag af oplags- og indtægtstal. Interessant nok blev den svenske presse kun mere - ikke mindre - kritisk efter indførelsen af denne mediestøtte.

I en tid, hvor aviser går i graven på begge sider af Atlanten, kan vi ikke tøve længere. Kvalitetsaviser - alle deres mangler og selektive optik til trods - er selve rygraden i det repræsentative demokrati. Som Thomas Jefferson skrev i 1787: "Hvis jeg skulle bestemme, om vi skulle have en regering uden aviser eller aviser uden regering, så ville jeg ikke tøve med at foretrække det sidste." Medmindre vi handler nu og hurtigt er der fare for, at vi står tilbage med det modsatte alternativ: en regering, men ingen aviser til at overvåge den.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Vi har brug for journalistik - ikke papir. Avisernes papirdød er uundgåelig. Vil de overleve i en ny form?

Jeg håber det.

med venlig hilsen
Lennart

Bjarne Pedersen

Øhhh, skal aviserne ikke bare se at lave noget kvalitetsjournalistik, i stedet for at skrive om X Faktor og kopiere hinandens historier?

Så skal vi nok købe aviserne. Men det man får serveret i dag er 80% bullshit - derfor abonnerer man hellere på div. internet-sites.

Så kære aviser - det er op til jer selv!

Christoffer Sørensen

Selvfølgelig skal aviserne ikke have hjælpepakker.

Hvor er ansvarligheden blevet af, kan I aviser ikke tjene jeres egne penge?

Hvad har god journalistik med distributionsmåden at gøre?

Den kobling er bare historisk begrundet, men forfatteren og mange andre ( inklusive pressens minister, desværre) har åbenbart svært ved at forstå forskellen og støtter konkurrenceforvridenede statsstøtte, så internetbaserede kvalitetsmedier bliver kvalt ved fødslen ( Hvorfor var Dagen ikke rent internetbaseret i øvrigt?).

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at aviserne har travlt med at forære deres, ofte underlødige, journalistik væk.

'Information' kunne vise sig som en sand progressiv avis og skifte til ren internet-distribution: Opdaterede nyheder, CO2 besparelse osv. Tryksværte-romantik er meget godt, men kom videre !

Der skal selvfølgelig tænkes lidt over forretningsmodellen, et par ideer:
kræv bare en lille smule betaling for alle som vil kommentere på websiden, lav gradueret adgang til indhold osv osv. Det er ikke nemt, men tag jer nu sammen.

(En del videnskabelige journaler har 'pay-per-view' af deres artikler, så vidt synes jeg ikke Information skal gå, men tænk kreativt )

Og burde nogen så ikke tage et dybt kik på dagens journalistik og overveje om journalist uddannelserne ikke har et med-ansvar for al den dårlige journalistik vi ser?