Kronik

Cirkus Rasmussen kommer til byen

Til trods for studehandlen indgået med tyrkerne for at sikre hans kandidatur på NATO-topmødet i Strasbourg gik Fogh Ramussen ikke bodsgang ved konferencen i Civilisationernes Alliance i Istanbul
Debat
8. april 2009

Nu har EU fået en forsmag på, hvad der kan ske, hvis den nogensinde bliver enig om tyrkisk medlemskab. NATO's topmøde sidste weekend i Strasbourg lignede en cirkusforestilling, hvor den tyske kansler, Angela Merkel, agerede som sprechstallmeister. Den nye stjerne Anders Fogh Rasmussen sprang frygtløst fra den ene trapez til den anden, men hele nummeret blev næsten ødelagt af en trup tyrkiske ildslugere. Heldigvis trådte Den Store Obama til og reddede forestillingen, mens klovnen Silvio underholdt gæsterne.

Men baggrunden var alvorlig nok. Forsvarsalliancen fejrede sit 60-års jubilæum, da NATO blev grundlagt den 4. april 1949 med det formål "at sikre deres folks frihed, fælles traditioner og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætning og på lov og ret". Kort sagt blev alliancen stiftet til forsvar for Vestens værdier, men det nyligt overståede topmøde rejser spørgsmålet om, hvorvidt Tyrkiet under den nuværende regering passer ind.

Siden Tyrkiet tilsluttede sig NATO i 1952, har landet været et loyalt og stabilt medlem, men efter koldkrigens afslutning står forsvarsalliancen over for en ny trussel fra den militante islam i Afghanistan og Iran. Imidlertid har Tyrkiet, siden AKP (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) overtog regeringsmagten i 2002, skabt tvivl om, på hvilken side af skillelinjen landet befinder sig.

Man taler tit om Tyrkiet som Vestens brohoved til Mellemøsten, men pilen kan lige så godt pege i modsat retning. Landet kan også være den muslimske verdens brohoved i Europa.

To grundlæggende forskellige opfattelser kom til skue under sidste weekends optrin, da Tyrkiets hovedindvending mod den danske statsministers kandidatur til posten som ny generalsekretær var hans opførsel under Muhammed-krisen i 2005. Optakten til krisen var overfaldet året før på en lektor fra Carsten Niebuhr-Instituttet, fordi han som 'kuffar' (ikke-troende) havde læst op fra Koranen under en forelæsning. Og en måned senere blev den hollandske filminstruktør Theo van Gogh myrdet, fordi hans islamkritiske film Submission blev vist i hollandsk fjernsyn.

Muhammed-krisen

Den umiddelbare anledning var problemerne, forfatter Kåre Bluitgen havde med at finde nogen til at illustrere hans børnebog om profeten Muhammed. Da han endelig fandt nogen, ønskede illustratoren at være anonym. Det var denne episode samt andre eksempler på selvcensur, der fik Jyllands-Posten til at opfordre medlemmer af Danske Bladtegneres forening til at tegne Muhammed, som de opfattede ham. 12 svarede, og så rullede lavinen.

En af de første reaktioner, efter tegningerne blev udgivet den 30. september, var et brev til statsministeren fra 11 muslimske ambassadører, deriblandt den tyrkiske, der beklagede "den igangværede smædekampagne" mod Islam og muslimer i Danmark og advarede, at tegningerne også kunne skabe reaktioner i muslimske lande og blandt muslimske samfund i Europa. Samtidig opfordrede de statsministeren til at tage retslige skridt mod de ansvarlige og anmodede om et snarligt møde.

Tre dage senere kom endnu et brev, denne gang fra Ekmeleddin Ihsanoglu, den tyrkiske generalsekretær i OIC, de islamiske landes organisation, som ligeledes beklagede smædekampagnerne mod muslimer og deres religion i Danmark.

I enslydende svar på begge henvendelser fremhævede Fogh Rasmussen, at ytringsfriheden var meget vidtrækkende, og at den danske regering ingen mulighed havde for at påvirke pressen.

Imidlertid kom statsministeren kort efter på et pressemøde med en klar advarsel til Tyrkiet:

"Det kunne være en god anledning til at minde om, at et kriterium for at komme i nærheden af et medlemskab af EU er, at et samfund lever fuldt ud op til de demokratiske grundprincipper, herunder ytringsfrihed og pressens uindskrænkede adgang til at rejse kritik af såvel politikere som religiøse autoriteter under lovgivningens rammer."

EU's udvidelseskommissær Olli Rehn gentog i lørdags samme kritik af Tyrkiets

modstand mod Fogh Rasmussens udnævnelse.

"Set fra et europæisk perspektiv ser det ikke godt ud, fordi ytringsfrihed er sådan en grundlæggende værdi, og imens prøver Tyrkiet at blive EU-medlem."

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har begrundet sin modstand mod Anders Fogh Rasmussens kandidatur med henvendelser fra muslimske lande, som har bedt ham om at nedlægge veto mod udnævnelsen.

Og i en tale holdt i London i fredags tilføjede Erdogan:

"Hvordan kan jeg forvente, at han bidrager til fred nu, når han ikke gjorde det dengang?"

Cairo-erklæringen

Tyrkiets holdning er helt på linje med den, som flertallet af FN's råd for menneskerettigheder giver udtryk for.

Rådets 47 medlemmer er domineret af OIC samt Rusland, Kina, Cuba og en afrikansk gruppe, som den 26. marts vedtog endnu en ikke-bindende resolution, der sidestiller krænkelse af religioner med krænkelse af menneskerettigheder.

Derfor var det ikke overraskende, at Ihsanoglu udtalte, at NATO's nye generalsekretær skulle være en, som den muslimske verden fandt acceptabel. Hvad der er mere overraskende, er, at USA nu har meddelt, at det stiller op som kandidat til rådet som et bevis på en ny æra i amerikansk udenrigspolitik.

Hvorom alting er, er den islamiske definition af ytringsfrihed, som defineres af Cairo-erklæringen om Menneskerettigheder af 1990, nemlig at "alle de rettigheder og friheder, som denne erklæring fastsætter, er underlagt den islamiske sharia", i strid med både FN's Menneskerettighedserklæring og FN's Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder.

Ytringsfrihed i Tyrkiet

Det amerikanske udenrigsministerium, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har vedvarende kritiseret manglen på ytringsfrihed i Tyrkiet, og reformen af den berygtede artikel 301 i straffeloven i 2008 var udelukkende kosmetisk. Sidste år blev 82 personer anklaget under denne lovparagraf for at have fornærmet den tyrkiske stat eller statsinstitutioner, og det er fortsat usikkert, om de 200 personer bag en internet-underskriftindsamling, der undskyldte "den store katastrofe", der ramte armenierne i 1915, bliver retsforfulgt.

Ifølge Journalister uden Grænser rangerer Tyrkiet, der i 2008 fejrede 100-års jubilæum for afskaffelsen af pressecensur, som nummer 102 ud af 173 lande med hensyn til pressefrihed.

Og ifølge BIA, et tyrkisk kommunikationsnetværk, blev 435 journalister, forfattere, forlæggere, menneskerettighedsaktivister, politikere og børn sidste år stillet for en domstol på grund af deres meninger - næsten en fordobling i forhold til 2007.

Premierminister Erdogan, som er kendt for at være ret nærtagende, har med årene haft en indbringende nebengeschäft, der består i at anlægge sag mod journalister og vittighedstegnere, som han anser for at have fornærmet ham. Allerede for tre år siden havde han tjent omkring 90.000 dollar på den konto, og retssagerne fortsætter.

For tiden fører Erdogan krig mod Dogan mediegruppen, landets største, som har afsløret omfattende korruption i regeringskredse på både nationalt og lokalt plan.

Udover at opfordre til en boykot af deres aviser har premierministeren godkendt, at mediegruppen bliver pålagt en skattebøde på næsten en halv milliard dollar, som i givet fald vil betyde Dogan-gruppens undergang.

Civilisationernes Alliance

Det er ironisk, at NATO-topmødet i Strasbourg skulle efterfølges af en konference i Istanbul i 'Civilisationernes Alliance', som har til formål at bygge bro mellem den vestlige og den muslimske verden. Der var forventning om, at Fogh Rasmussen ville gå bodsgang som en del af den studehandel, som blev indgået med Tyrkiet som betaling for hans udnævnelse. Men selv om Fogh anlagde en forsonlig tone i sin tale, gjorde han det klart inden konferencen, at han ikke ville undskylde, at man har ytringsfrihed i Danmark.

Ligeledes fastslog præsident Barack Obama under en fælles pressekonference med præsident Gül, at hans syn på begivenhederne i 1915 var uændret, men han fandt de igangværende forhandlinger mellem Armenien og Tyrkiet opmuntrende. Det forudsigelige ved Obamas besøg i Tyrkiet var hans støtte til Tyrkiets forhåbninger om EU-medlemskab, som imidlertid ikke fik genklang i Europa.

Som tidligere EU-kommissær Chris Patten bemærkede, dengang George W. Bush kom med en lignende anbefaling:

"De fleste af os kan ikke huske, hvor mange gange USA har tilbudt Tyrkiet medlemskab af EU. Sommetider tror jeg, vi burde tilbyde Mexico medlemskab af USA."

Robert Ellis skriver jævnligt om tyrkiske forhold i dansk og udenlandsk presse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Efterhånden får man et indtryk af, at det hele er én stor cirkusforestilling.

Det kan godt være at det er dygtigt udført politik fra Tyrkiets side, men det bliver det ikke kønnere af.

Det lader til at Muhammed-tegningerne og balladen om ROJ tv var et par bekvemme historier at genaktivere, for at få mest muligt ud af situationen og for at vise Tyrkiets muskler.

Det forløb skal vi nok komme til at høre om i fremtiden. Samt en masse andre udlægninger.

Dorte Sørensen

Man kan også beklage, at Fogh Rasmussen ikke tog det møde med de 11 ambassadører og sagde det som Fogh Rasmussen sagde i sin Nytårstale i 2006 efter JP-krisen havde udviklet sig og gentog i Istanbul forleden. Hvis Fogh Rasmussen havde gjort det, så havde vi måske ingen JP-krise haft.
Fogh Rasmussen manglende diplomatiske evner, blev han jo netop kritiseret for af række tidligere danske ambassadører og 3 tidligere udenrigsminister.

Inger Sundsvald

Dorte Sørensen

Der er vist ingen tvivl om at vi var blevet sparet for meget hvis Fogh havde haft bedre diplomatiske evner. Nu kan vi frygte hvad han kan anrette af ulykker i sit kommende job, og ikke mindst hvad han skal have hævnet.

Samtidig er jeg slet ikke tryg ved hvad forskellige politikere i EU-landene kan have af sårede følelser ved at blive trukket rundt i manegen. Selv Helle T.-S. var jo straks ude og tale om tyrkernes ”opførsel”. Det er jo ikke ligefrem diplomati der kendetegner de forskellige parter.

Inger Sundsvald

Robert Ellis skriver:
”Nu har EU fået en forsmag på, hvad der kan ske, hvis den nogensinde bliver enig om tyrkisk medlemskab”.

Det er lige nøjagtig den slags konfrontationssnak jeg frygter bliver måden debatten kommer til at foregå på. Og det er skrækscenariet i de fremtidige forhandlinger om Tyrkiets medlemskab af EU. Her er al diplomati fejet væk.

Det er muligvis en svaghed, at jeg som regel kan se en sag fra mindst to sider. Fogh har under alle omstændigheder handlet rigtig dumt. Men jeg mener heller ikke at Tyrkiet har handlet alt for klogt, med mindre de regner med den korte hukommelse hos adskillige medlemslande.