Kommentar

Fjernere fra fred i Israel

Netanyahu og hans Likud-parti har rødder tilbage til den fascistiske zionisme, der er både udemokratisk og racistisk. Og derfor er chancerne for fred foreløbig minimale
4. april 2009

På overfladen er Israels ny statsminister Benjamin Netanyahu en nydelig mand. Pæn i tøjet, fin uddannelse, gode sprogkundskaber, glimrende til kommunikation. Men kradser man lidt i hans rødder, ser det ikke nær så glorværdigt ud. I virkeligheden står han og hans parti, Likud, politisk solidt plantet i de to jødiske terrorbevægelser Stern og Irgun. Og hans parti og dets politik er stadig præget af de to terrorbevægelsers syn på palæstinenserne.

Når det har relevans at trække Irgun og Stern frem fra historiens glemsel - de var begge operative i 1930'erne og 1940'erne - skyldes det, at to af terrorgruppernes frontfigurer, Yitzhak Shamir og Menachem Begin, begge endte som ledere af Netanyahus parti Likud. Og ikke mindst, at de begge to senere blev deres lands statsministre. Men også fordi Benjamin Netanyahu beundrer både Begin og Shamir.

Nationalisme og diktatur

Så sent som i 1996 hyldede han offentligt dem begge som sande frihedskæmpere, til trods for at Stern og Irgun, før og under Anden Verdenskrig terroriserede både palæstinenserne, den engelske hær og de jøder, der samarbejdede med enten palæstinenserne eller briterne. Stern og Irgun dræbte engelske soldater, hængte dem og flåede dem levende. De pinte og plagede jødiske medborgere for deres kollaboration med den britiske besættelsesmagt, de terroriserede palæstinensiske landsbyer, anbragte bomber på de lokale markeder, sprængte englændernes hovedkvarter på Hotel Kong David i luften med næsten 100 menneskers død som resultat, de likviderede den engelske højkommissær Lord Moyne, og de dræbte FN's specielle udsending til området, den svenske grev Folke Bernadotte.

Under Anden Verdenskrig fortsatte Stern kampen mod briterne. De besluttede sig endda for at tilbyde Nazi-Tyskland en samarbejdsaftale. Ifølge den skulle Stern hjælpe das Reich med at bekæmpe briterne i Palæstina ved at iværksætte et væbnet oprør. Tyskland skulle til gengæld give sin støtte til oprettelsen af en jødisk stat i Palæstina og lette udvandringen af europæiske jøder til den nye stat. Stern-cheferne gik så vidt, at de understregede, at forslaget om en sådan overenskomst, havde ideologisk baggrund, eftersom de to bevægelser, Stern og Nazipartiet, havde samme syn på nationalisme og diktatur. Aftalen blev aldrig til noget. Nazisterne ville ikke være med. De ville hellere udrydde jøderne i Europa.

Skyde efter lyde

Fredsmulighederne ville næppe have været større, hvis vinderen af valget for nylig, Kadima-partiets leder og Israels forhenværende udenrigsminister, Tzipi Livni, var blevet statsminister. Hun er også en del af den politiske bevægelse, der har rødder i israelsk terror. Begge hendes forældre var ledende figurer i Irgun. Og hun er opvokset med deres syn på forholdet til palæstinenserne.

Det fortælles endda om hende, at hendes meget militante forældre var opsatte på at stålsætte hendes karakter og forberede hende til kampen mod palæstinenserne. Det gjorde de ved at lade hende sidde hver dag på et bælgmørkt loft i parrets villa og lære at skyde efter lydene. Således beredt gik hun senere ind i den yderst effektive israelske efterretningstjeneste Mossad og arbejdede i mange år i marken under aktioner uden for landets grænser.

En hindring for fred

Set i forhold til en eventuel fredsproces er Likud og Kadimas politiske baggrund et problem. Uanset hvad lederne Likud og Kadima øjeblikket udtaler offentligt anerkender de i bund og grund ikke palæstinensers ret til en selvstændig stat. De mener f.eks. overhovedet ikke at palæstinenserne er et folk. De hævder tilmed, at jøderne har et historisk krav på, ikke blot det FN-skabte Israel, men på et stor-Israel, der også dækker hele Vestbredden. De hylder nu, som før, tesen om, at "jøderne er et folk uden land og Palæstina er et land uden folk".

Med den fortid og med de mennesker ved magten i Israel er der langt vej til fred mellem Israel og palæstinenserne. Splittelsen i det israelske samfund mellem de, der vil fred, og dagens magthavere er simpelt alt for dyb. Hamas er ikke det eneste problem i fredsprocessen. og spliden mellem Hamas og Fatah ikke den eneste splittelse, der kan forhindre en fredelig løsning.

Splittelsen mellem den gamle arbejderzionisme og den del af zionismen, der af historikere betegnes som fascistisk, er en mindst lige så stor en hindring for fred. Det kan ende helt galt, hvis der ikke sker store politiske omvæltninger i Israel. Kun hvis de fredskræfter, der dukkede frem for nogle år siden og forsvandt alt for hurtigt igen, får nye kræfter, er der håb om et mindre pessimistisk fremtidsbillede.

Kjeld Koplev forfatter, journalist og foredragsholder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Helle Birkemose
Helle Birkemose anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Simonsen

Tak for at du har mod at skrive sandheden, trods dine rødder. Ja, det kan ende helt galt - desværre pesimistisk. Angreb på Iran venter lige om hjørnet.

Læste en bog om netop israelsk terror en jul, da jeg lå med influenza i det zionistiske hus i Jerusalem med udsigt til King David Hotel fra mit vindue, den gjorde et uudslettelig indtryk på mig.
By Blood and Fire. The Attack on the King David Hotel, skrevet af Thurston Clarke. Arrow Books, ISBN 0 09 928430 8

Per Erik Rønne

Jeg er ikke enig i Koppels syn på Kadima, der jo netop er blevet til i et opgør med Likuds højrefløj.

Yderligere overser han at netop Begin var i stand til at indgå fred med Ægypten, og aflevere Sinai tilbage. Man kan håbe at Netanyahu kan gøre det samme; jeg tror dog ikke på det.

Vedrørende det palæstinensiske folk, så eksisterede et sådant altså ikke ved genskabelsen af Israel. Man kan nemlig ikke tale om et folk, hvis dem der udgør et folk ikke selv opfatter sig som et sådant folk. Det palæstinensiske folk er først blevet til efter Seksdageskrigen.

Men når det er sagt er den eneste vej frem en to-statsløsning, som dog ikke nødvendigvis skal bygge på den gamle våbenstilstandsklinie fra 1949. Som da også var ganske umulig, bl.a. som følge af en bunke enklaver.

Bortset fra i Østjerusalem bor der kun jøder mellem 49-linien og sikkerhedshegnet, så det ville være et godt udgangspunkt at tage. Østjerusalem har i dag jødisk befolkningsflertal, så her må der dannes korridorer mellem Vestbredden og de arabiske kvarterer, så disse kan komme til at udgøre en del af en fremtidig Palæstina-stat.

Derudover virker det naturligt at områder, der har en overejende arabisk befolkning, men som kom til at ligge vest for 49-linien tildeles denne fremtidige stat. Disse områder ligger især i Galilæa. Araberne der ville så miste deres israelske borgerskab, men det ville vel være meget naturligt.

Derved ville vi i Kanaan få to stater. En jødisk og en arabisk-islamisk. De kristne arabere ville dog nok foretrække at bo i Israel da kristenforfølgelser har været almindelige i området siden den arabiske erobring af Jerusalem 638. Og stadig er det.

Per Erik Rønne

Jeg glemte vist at nævne, at det mest positive der er at sige om den nye, israelske regering er at 55% af den israelske befolkning er utilfredse med den.

Lad den få et kort liv.

Martin Kaarup

Det er værd, at se på det store og internationalt anerkendte arbejde, som den Israelske forening Peace Now har udført i.f.t Israels ulovlige beslaglæggelse af palestinænsisk jord i direkte strid med international ret. (www.peacenow.org.il)

Derudover er løsingen i Mellmeøsten simpel. iI snart 20 år har FN's genralforsamling stemt på motionen "Peaceful Settlement of Palestine Question" og hvert år er resultatet det samme:

6.60 milliarder mennesker stemmer for den fredelig løsning (heriblandt Danmark og Europa hvert år), mens 0,3 milliarder stemmer imod (kun USA og Israel og en gang imellem Australien, Uzbekistan, Nauru - en stillehavsø med 1000 indbyggere) (www.un.org)

En lille, men magtfuld minoritetsgruppe har i snart 20 år arbejdet for forsat konflikt for både Israel og Palestina og dette har hverken gavnet Israels eller Palestinas interesser.

Kendsgerningerne er simple. Når Israel vil løsrive sig fra USA kan de opnå den endelig fred. Sålænge amerikanerne bruger Israel som deres største oversøiske base til at parkere deres kampvogne bliver deres ingen fred.

De sande venner af Israel og Palestina er de 6.6 milliarder mennesker.

Den nuværende regering gør sig selv en bjørnetjenste og fremskynder freden gennem deres proto-fascitiske synspunkter (www.haaretz.com)

Både højreorienterede jøder og hølreorienterede islamister er ligesom nazismen. De fortjener hinanden indtil de har lært at være demokratiske.

Indtil da må de så slå hinanden ihjel som de nu vil. Bare synd for alle de børn der må lide under deres vanvid

Robert,

prøv lige engang at undersøge i hvilken hovedstad i området der lige er blevet oprettet kønsopdelte busser, bankautomater og fortove foran bedesteder, sådan at kvinder ikke kan komme til at forurene vise mænd igennem berøring eller tilstedeværelse.

'Det er ikke israelerne , der skaber sig over karikaturtegninger og ødelægger Danmarks omdømme.'
Øhh hvor kommer konflikten mellem israeler og palistinæsere ind i billedet? Og forøvrigt er Israeler er jo ikke muslimer så hvorfor skulle de hidse sig op over det?
Danmarks renomé har den danske regeringen selv klaret at ødelægge takket være en enestående klodset håndtering af muhammedkrisen

Martin Kaarup

Det var en flot präsentation af en komplet ensidig fremstilling af det staten Israel.

F.eks. glemte Robert helt at nävne, at det er israelerne som skyder folk i benet mens de er bagbundet og har hätte for hovedet eller bruger levende börneskjold (blot for at provokere lidt).

Robert problem er, at listen er längere over israels krigsforbrydelser end omvendt. Listen er längere om menneskerettighedsbrud end i Israels broderlande i Mellemösten.

Og det er jo heller ikke underligt når vi betragter hvem som bor i Israel. Landet består hovedsagligt af ikke-vestlige indbyggere. De har mindre til fälles med den europäiske og vestlige verdensopfattelse og mere med den mellemöstlige og asiatiske.

Robert Kroll - se kendsgerninger i öjnene og be' alle andre om at göre det - så er du Israels sande ven. Hvis vi forholder os til alle kendsgerningerne i deres rette kontekt så bliver der måske fred for Israel og Palestina i vor levetid.

Martin Kaarup

Selvfölgelig kommer alle israelere ikke at dö. Det er der forhåbentligt flere årasager til, heriblandt:

1) at Israel er verdens 4. störste krigsmagt. Både den amerikanske og israelske militöre efterretningstjäneste vurdere at Israel vil vinde en krig mod ALLE dens naboer samtidig.
2) den israelske folkeopinion bliver större og större hvert år for en fredelig sameksstens med palestinänserne og nabolandene. Det er blot et spörgsmål om tid inden det sker.
3) Israels eget önske om at indgå i det internationale samfund med en udvisket menneskerettighedstavle.
4) Tiden har vist, at israelerne i stigende grad har lagt deres (påduttet) offermentalitet bag sig i takt med at de konsolideres med deres historiske tab og sorg.

Israel forbliver på landkortet, men i hvilken form og hvornår afgöres naturligvis af israelerne selv (skönt det kan blive under öget pres fra det internationale samfund).
I hvilken grad er de i stand til at stoppe den enorme propaganda i Israel som arbejder for forsat frygt, forsat panikangst, forsat krig?
I hvilken grad kan de lösrive sig fra amerikanernes geo-strategiske/politiske vilje og ikke längere acceptere, at landet blot skal väre amerikanernes störste oversöiske parkeringsplads for deres kampvogne?

Vi kan kun håbe på det bliver kort - rigtig kort. For freden i Israel og for freden i Palestina og for freden i verden.

Angående indlæg der bliver slettet:

Adskillige indlæg i denne tråd var langt over grænsen for både passende tone og relevans for artiklen, og andre var svar på disse indlæg. Hvis der af uvisse årsager skulle herske tvivl blandt enkelte debattører om hvorfor vi bortdømmer indlæg med opfordringer til voldelige opløsninger af hele nationer, indlæg om ganske urelaterede danskere med asiatisk baggrund, eller indlæg der sidestiller enkelte religioner med at gøre en folkefest ud af offentlige henrettelser, så bør henvendelser angående denne tvivl stiles til redaktionen, og ikke skrives i debatten.

Debatvært
Espen Fyhrie

Inger Sundsvald

Martin Kaarup

Jeg kan kun tilslutte mig:
”Vi kan kun håbe på det bliver kort - rigtig kort. For freden i Israel og for freden i Palæstina og for freden i verden”.

Og jeg hentyder især til afsnittet:

”Israel forbliver på landkortet, men i hvilken form og hvornår afgøres naturligvis af israelerne selv”.

Men jeg vil tilføje, at det naturligvis også afhænger af den anden part.

Martin Kaarup

Det er et godt arbejde i udförer, Espen Fyjrie.

Jeg har tre önsker til debatvärterne som jeg håber du vil videreformidle (eller skrive bag öret).

1) I må gerne skrive hvis/når I har slettet et indläg, hvilken overträdelse der blev begået, så vi bidragsydere kan läre af vores egne (og andres) fejl.

2) Derudover må I (debatvärter) for min skyld godt väre en hel del skrappere. Jeg oplever der er markant forskel på niveauet som beskrevet i retningslinjerne og den virkelige verden. Vi möder også nye bidragsydere som i indläggene udtrykker deres fortvivlelse over 'vilde vesten'-tilstande.

F.eks. er indlägräkken under artiklen:
'Islamisme er nazisme inden for islam' fyldt med paragraf §1, 2, 4, 5 overträdelser.

3) Iblandt händer det at en debatvärt maner bidragsyderne til at holde sig indenfor den röde tråd. Det synes jeg er meget rart - ofte går samtalerne langt udover det saglige spillerum.

Tak igen og på forhånd tak.

Meget kort svar på tiltale:

Tak for tilliden. Det vil ikke være muligt at oplyse hver gang der bliver slettet indlæg, da dette vil være stærkt forstyrrende for de relevante debatter. Tvivlsspørgsmål bør rettes pr. mail til mig, subsidiært webredaktionen.

Og så skynder vi os forhåbentlig at vende tilbage til emnet for artiklen, som er en diskussion af fredsprocessen i Israel/Palæstina og partiet Likuds rolle disse forhandlinger.

Debatvært
Espen Fyhrie