Kronik

Gymnasieelever udsættes for urimelige uddannelsesforløb

Gymnasiereformen er blevet debatteret for dens faglighed, men man har glemt elevernes psykiske ve og vel. Arbejdspresset i 3.g er for stort, og det er ikke studieforberedende at navigere i et konstant kaos. Man risikerer ganske enkelt at skræmme studenterne væk fra universiteterne
Debat
29. april 2009

I sommer blev jeg student fra Sankt Annæ Gymnasium. Jeg er altså en del af den magiske 1. årgang fra gymnasiereformen, som er blevet diskuteret for dens faglighed og relevans i flere år nu. Men der er noget, jeg føler, til stadighed ikke bliver diskuteret i den brede offentlighed, nemlig reformelevernes psykiske ve og vel.

I 3.g havde jeg matematik, fysik, historie og dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau og filosofi, idræt, religion og oldtidskundskab på C-niveau. De mange fag gjorde, at jeg sjældent havde fri før klokken 16, og med en times transport hver vej havde jeg i hverdagen ikke megen tid eller overskud til skolearbejde.

Ud over de ugentlige afleveringer i fysik og matematik, samt de lidt mindre hyppige afleveringer i dansk og engelsk, skulle jeg i efteråret forberede og skrive min studieretningsopgave(SRP), som jeg afleverede lige før juleferien. Lige efter juleferien skulle jeg så begynde at forberede og skrive synopsis til min eksamen i almen studieforberedelse (AT).

Synopsen skulle afleveres i marts, og det forventedes fra Undervisningsministeriet(UVM) side, at man brugte 40 timer på at indsamle data og skrive. Når den så var afleveret, var det meningen, at man godt kunne brygge lidt videre på den i foråret, før man skulle til eksamen i AT i juni.

Jeg havde i 3.g én egentlig ferie, juleferien, hvor jeg så desværre havde influenza. De andre ferier skulle bruges til afleveringer, og derudover SRP- eller AT-opgave. Jeg var kronisk én matematikaflevering bagud, det lod sig for mig ikke gøre at lave to på en uge.

Engang i løbet af sommeren kiggede jeg ved et tilfælde på en beskrivelse af symptomerne på stress og depression. Da jeg tænkte tilbage til, hvordan jeg havde haft det i perioden fra januar til april, kunne jeg bl.a. nikke genkendende til symptomer som 'følelse af nedtrykthed', 'reduceret energi, svær træthed', 'tænke- og koncentrationsbesvær' og 'svær indre uro eller modsat: hæmning', som jeg kunne læse mig frem til på netdoktor.dk.

Var ikke den eneste

I den periode havde jeg intet psykisk overskud overhovedet. I hverdagen gik min tid med at gå i skole og så desperat forsøge at lave noget konstruktivt, når jeg kom hjem. I weekenden kæmpede jeg med at komme i gang med mine afleveringer, som jeg havde 100 overspringshandlinger til at forhindre mig i. Jeg var decideret bange for mine matematikafleveringer. Jeg kunne nemlig ikke overskue at skulle sætte mig ned og tænke over en opgave i længere tid, fordi den konstante mangel på tid stressede mig.

Jeg kunne i den periode ikke tænke på, hvordan jeg egentlig gik og havde det. Hvis jeg gjorde det, overvældede den dårlige følelse mig, og jeg brød sammen. Når jeg skulle øve mig på min kontrabas, skulle jeg bide tænderne sammen for ikke at græde, fordi jeg skulle for meget i kontakt med mig selv, når jeg skulle koncentrere mig.

Da jeg endelig fik læseferie, kunne jeg i den første uge ikke tage mig sammen til at læse, fordi jeg bare havde brug for at stirre ud i luften og slappe af.

Mine eksaminer gik fint, selv om jeg i hele 3.g troede, at det ville blive min slagtebænk. Jeg havde gennem hele året ikke overskud til at sætte mig ind i nyt stof og foregav blot i timerne, at jeg forstod det. I læseferien måtte jeg derfor læse meget stof op helt fra bunden, og jeg kunne der tage det til mig, fordi der for første gang var ro på min tilværelse.

Da jeg gik i gymnasiet, troede jeg, at jeg var ene om at have det sådan. Men bagefter hørte jeg, at det blandt mine medstuderende var helt normalt at sætte sig til at græde, når man kom hjem, eller gå nogle gange rundt om sig selv, før man kunne finde hoved og hale på det hele.

Vi snakkede aldrig rigtig om det i gymnasiet, måske fordi fortrængning var den eneste mulighed, da man i gymnasiet ikke er herre over sit eget undervisningsforløb på nogen måde. Nogle vil måske ud fra denne beskrivelse mene, at jeg ikke lyder gymnasieegnet. Måske undres man over, at jeg eller flere fra min årgang ikke droppede ud. Men man dropper ikke ud i 3.g. Man er i 3.g, fordi man er sikker på, at gymnasiet er noget for en - ellers havde man fundet ud af ,at man var på afveje allerede i 1. eller 2.g. De fleste er også på det tidspunkt klar over, at de skal gøre akademisk karriere. 3.g er bare noget, der skal udholdes.

Personligt klarede jeg det også fint på papiret. Jeg gik ud på et snit på 9,8 (eller ganget med 1,08 - 10,6, dvs. at jeg i år kunne komme ind på hvilken som helst universitetsuddannelse i Danmark), og til min eksamen fik jeg et syv-tal, fire 10-taller og tre 12-taller. Rent privat blev jeg også optaget på MGK, et konservatorieforberedende kursus.

Mine medstuderende har også lavet fine studentereksaminer, og jeg tror ikke, at man nationalt vil kunne se på karaktererne, at 3.g'erne på landets gymnasier har det rigtigt skidt.

Angsten for universitetet

Men man kan måske se det andet sted. I min klasse var der, så vidt jeg er informeret, ud af de 20, der blev færdige i år, seks, der begyndte på en uddannelse - syv, hvis man tæller mig på MGK med. Det var til trods for, at vi, med vores naturvidenskabelige eksamen, ikke behøvede at supplere med nogen fag, og størstedelen havde heller ikke problemer med karaktergennemsnittet. Men da jeg blev student, var jeg i hvert fald træt og led og ked af alt, der hed systemsat undervisning og nok mest af alt afleveringer. Kunne det tænkes, at det utroligt lave ansøgertal på de videregående uddannelser skyldes en stor træthed hos gymnasieeleverne, som føler sig kørt i sænk af gymnasiereformen?

Personligt står jeg selv mellem at skulle vælge konservatoriet eller statskundskab. Ud over det følelsesmæssige valg har jeg også en svag angst for statskundskab, fordi det minder mig om gymnasiets afleveringshelvede. Selv om jeg nu har en travl hverdag, hvor jeg bruger ca. 40 timer om ugen på min uddannelse, som ikke er SU-berettiget og derudover arbejder som lærervikar, føler jeg ikke stress, fordi jeg ikke er så bundet i så mange forskellige retninger, som man er i gymnasiet.

Hvis nogen for resten skulle mene, at gymnasiet intet er i forhold til universitetet, så kan de ikke have tænkt på den fundamentale psykiske forskel, der er på, om man har undervisning i ni forskellige fag eller tre, og om ens studie har længere planlagte og overskuelige forløb, eller om der kommer nye 'overraskelser' hver uge.

Jeg taler kun om 3.g, fordi der er en fundamental forskel på 1. og 2.g og 3.g.

I 1. og 2.g var jeg en meget engageret elev, jeg syntes, det var sjovt at lave matematikafleveringer og var i det hele taget interesseret i alle fag. Men de lange uoverskuelige opgaver, som man får oven i det normale arbejde i 3.g, kører eleverne helt ud til kanten. Det er uoverskueligt, og man er konstant bevidst om de ting, man også bør læse på. Afleveringerne er noget, der skal overstås, og glæden ved det faglige visner helt.

Lyt nu til os

Kære uddannelsesminister og kære uddannelsesordførere. Jeg har ikke skrevet dette for at diskutere det faglige i gymnasiereformen. Jeg vil derimod gerne åbne en diskussion om, hvilke uddannelsesforløb man kan udsætte landets gymnasieelever for. Det kan ikke være rimeligt, at man i 3.g, oven i ens strengt faglige arbejde i de mange fag, skal bruge de sidste rester af ens tid på halvårlige projekter. Når man har så mange fag på højt niveau i 3.g, har man ikke psykisk overskud til store enmandsprojekter, og med den struktur tager I læseglæden fra eleverne.

Jeg ville ønske, at man ville tage gymnasieeleverne seriøst, og så for en gangs skyld se bort fra karaktererne og lave en national undersøgelse af, hvorledes 3.g'erne har det. I risikerer at skræmme os alle sammen væk fra universiteterne - det er ikke studieforberedende at navigere i et konstant kaos. Det er nedbrydende. Og I skylder eleverne at lytte til dem, for de har ikke kræfter til at råbe op.

Lene Troen Lundgaard er student 2008 fra Sankt Annæ Gymnasium. Lige nu er hun elev på Ishøj MGK (Musikalsk Grund-kursus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Louise Madsen

Hold da helt op, hvor det svarer til min oplevelse af gymnasiet.
Jeg går ud til sommer, så der er tydeligvis ikke noget, der har ændret sig.
I min klasse på 26 er der to, der vil søge ind på universitetet efter ferien resten skal mindst have et års pause.

Caroline Odgaard

Det er en skræmmende præcis beskrivelse af min (og stort set alle jeg kenders) oplevelsen af 3.g efter reformen, hvor opgaver og projekter for alvor spidser til. Det er skræmmende, men sandt.
Lysten fordrives fuldstændig, når der ikke er tid til at trække vejret mellem afleveringer, skole og vigtige projekter.
Og hvor er det dog ærgerligt. Men det er ærligt talt intet under, at så få søger direkte videre til universitetet. Vi tør næsten ikke..

Karsten Aaen

Der er altså intet nyt i at man i 3.g. har en større arbejdsbyrde end i de foregående år til sammen; dengang i 1980erne, da jeg gik i gymnasiet, var det altså også sådan, at man troede, at man kunne stoppe 2 års pensum ind i hovedet på folk i løbet af et enkelt år, nemlig 3.g...

Og i min 3.g. var der vist kun mig, mener jeg, der skulle direkte videre til universitet, en skulle vist på journalist-højskolen....

Christian Riisager-Pedersen

Jeg sidder netop i 3.g's eksamenerne nu, og er derfor 2. generation under den nye reform. Som tidligere elevrådsformand på Gribskov Gymnasium kender jeg også til denne uheldige udvikling inden for gymnasiet. Jeg ser også stor grund til at bekymre sig over, at eleverne mister entusiasmen og nysgerrigheden over de forskellige fag i takt med deres skolegang.
Jeg tror det kunne være en stor fordel for elever såvel som samfundet som helhed, at man fik indført et tillæg til gymnasiereformen, hvori det udspecificeres at STX ikke bare skal være alment dannende men i lige så høj grad også alment inspirerende. Det ER lysten som skal drive værket, og det er efter efter min bedste overbevisning med denne metode, at vi får de mest motiverede elever og dermed bedste studenter.
Dette kan først og fremmest nås hvis politikerne prøvede at sætte sig ind i elevernes forventede arbejdsbyrde. Til sammenligning opgjorde vi på mit gymnasium en gennemsnitselevs arbejdstid i 3.g til ca. 50 timer om ugen. Det er i den forbindelse ingen overraskelse at de fleste unge dyrker mindre og mindre sport i takt med at de kommer længere ind i deres gymnasietid. Derudover udvikler unge mennesker sig personligt fantastisk meget i løbet af dere gymnasietid på mange områder. Det ville derfor i det store perspektiv være gavligt for alle hvis det daglige lektiepres blev sat ned, fx ved rent praktisk at skære ned på sommerferie og eksamensperiode, for dermed at give flere undervisningsdage.