Læserbrev

Det skal handle om vand

Den indiske fysiker Vandana Shiva skriver i bogen 'Krig om vand': 'Den menneskeskabte knaphed på vand og de allesteds forekommende konflikter om vandet kan reduceres, hvis man indser, at vandet er en fælles ressource'. Man kan tilføje: - og at man udvikler nye teknologier til transport, fordeling og behandling af denne ressource. Den danske regering og lovgivning kan støtte udviklingen på flere måder, og den bør gøre det nu
Den indiske fysiker Vandana Shiva skriver i bogen 'Krig om vand': 'Den menneskeskabte knaphed på vand og de allesteds forekommende konflikter om vandet kan reduceres, hvis man indser, at vandet er en fælles ressource'. Man kan tilføje: - og at man udvikler nye teknologier til transport, fordeling og behandling af denne ressource. Den danske regering og lovgivning kan støtte udviklingen på flere måder, og den bør gøre det nu
Debat
14. april 2009

Det Konservative Folkeparti har fremsat et forslag om at styrke udviklingen af nye vandteknologier med 200 millioner kroner. Miljøministeren er positiv, men det virker, som om han synes, at det er et stort beløb at satse. Han har netop udsendt et strategioplæg 'Vækst med omtanke', der ikke er særligt præcist med hensyn til vandsektoren, men blot foreslår, 'at der oprettes en teknologiudviklingsfond, der skal bidrage til, at vandsektorens egen indsats i teknologiudvikling styrkes'.

FN har publiceret sin tredje udgave af rapporten om Verdens vandsituation: 'Water in a Changing World'. Det var i marts 2009 i forbindelse med konferencen 'Fifth World Water Forum" i Istanbul.

FN har beregnet, at 1,1 milliard mennesker lever uden rent drikkevand. Omkring 70 pct. af verdens ferskvand bruges til vanding. Tæt på 40 pct. af verdens befolkning har i 2015 problemer med at få adgang til ferskvand. Verdens befolkning vokser med 2,5 milliarder mennesker frem til år 2050, og det meste af tilvæksten sker i lande, hvor man i forvejen mangler vand.

Om mindre end en menneskealder vil mere end 25 pct. af Jordens befolkning bo i lande med næsten kronisk mangel på vand. Andre steder er der for meget. Tørke det ene sted, oversvømmelser det andet.

Tidligere vicepræsident i Verdensbanken, professor Ismail Serageldin har sagt:

"Hvis dette århundredes krige har handlet om olie, så vil det næste århundredes komme til at handle om vand".

Gennem en bevidst indsats fra den danske regering, koordineret med dansk forskning og industri, er der en mulighed for at skabe et nyt industriboom for Danmark. På et område, der som vindmølleindustrien er i fuld overensstemmelse med billedet af Danmark som foregangsland på klimaområdet og humanitær tænkning. Danske virksomheder besidder afgørende viden og innovativ teknologi. I dag omsætter den danske vandsektor for 18 milliarder kroner om året. På verdensplan er omsætningen 2.800 milliarder kroner og stigende.

Humanitært uholdbart

Professor S. L. Hall, USA, har udtalt:

"Fremtidens muligheder ligger inden for innovation sammen med verdens fattige. Der er kun 800 millioner mennesker, som tjener mere end 15.000 dollar om året, men fire milliarder mennesker, der har mindre end 1.500 dollar om året".

Og de tal er blevet endnu mere alarmerende de seneste år. Er der noget, de fleste af disse fire milliarder mennesker - og millioner af arter af planter og dyr - virkelig mangler, så er det vand - under kontrol. Der er ikke tale om kommerciel udnyttelse, men om hjælp til selvhjælp. Hjælp til at bringe dette livsvigtige element under kontrol.

Er vi i stand til at levere vand og vandteknologi til en rimelig pris, kan vi bidrage til at øge disse menneskers økonomi ved at give dem bedre dyrkningsmuligheder, skabe øget velstand og dermed købekraft til andre varer. Det forventes, at prisen på rent vand i en nær fremtid vil blive lige så høj som olie. Det er humanitært uholdbart og et problem, der må løses gennem nytænkning og nye teknologier.

Nogle mener, at verden har vand nok. Problemet er fordelingen og altså ikke en vandkrise. Oven i købet har økonomer regnet ud, at der er et 'vandskel' i verden, hvor det ikke kan betale sig at fragte vand over. Hvordan de så prissætter følgevirkningerne af manglen og fordelingen. Mindst fem millioner mennesker, størstedelen børn, dør hvert år af vandrelaterede sygdomme.

En fælles ressource

Vandana Shiva, indisk fysiker, siger i sin bog Krig om vand:

"Den menneskeskabte knaphed på vand og de allesteds forekommende konflikter om vandet kan reduceres, hvis man indser, at vandet er en fælles ressource".

Hertil kan man tilføje: - og at man udvikler nye teknologier til transport, fordeling og behandling af denne ressource.

Det handler imidlertid ikke udelukkende om teknologier til flytning af vand. 97 procent af vandet her på kloden er saltvand. 96,5 pct. af saltvand er ifølge vandeksperten Marq de Villiers ('Water: The Fate of our most precious Ressource') ferskvand. Mulighederne inden for afsaltningsteknologi er enorme. Det er for øjeblikket kontroversielt på grund af energiforbruget og CO2-udledningen. Det er stadig billigere at transportere vand via akvædukter/rørledninger selv over lange afstande, men forskningen er værd at understøtte med offentlige midler.

Danske forskere er i færd med at gensplejse og udvikle ris og andre landbrugsplanter, der kan dyrkes og vandes med saltvand. Her er muligheder for nogle særdeles spændende tværfaglige kombinationer.

Endelig ligger der et utroligt stort forsknings- og udviklingsområde inden for stadig bedre metoder til at spare på vandet - uden det går ud over livskvaliteten. Ligeledes et område, hvor Danmark besidder stor viden.

Vi kan stå i spidsen

Med de nationaløkonomiske briller på er det billigere at flytte, afsalte, rense og spare på vandet end at føre direkte eller indirekte krige om denne ressource. Og det vil skabe liv - ikke død.

Den 29. - 31. oktober 2009 er Dansk Vand- og Spildevandsforening vært for International Water Associations konference om vand og energi i København, og som bekendt er Danmark vært for klimakonferencen, COP15 30. november - 11. december 2009 i København. Her har Danmark - både den offentlige og den private sektor - muligheden for at stille sig i spidsen for udviklingen af vandteknologien - fra såvel en humanitær som en kommerciel vinkel. Det humanitære synspunkt er vigtigt.

Vandana Shiva siger i sin bog:

"Forslaget om at give alle ressourcer en markedsværdi som løsning på den økologiske krise svarer til at tilbyde sygdommen som kur".

Forudsætningen for Danmarks enestående indsats på vandområdet er, at der er bred politisk enighed om vor egen planlægning og gennemførelse i praksis på alle niveauer, og at mulighederne ikke forskertses ved at blive genstand for politiske særstandpunkter uden reelt indhold. Der skal lægges en helhedsstrategi - underbygget tværfagligt af den store viden på området, som det danske samfund besidder.

Den danske regering og lovgivning kan støtte udviklingen på flere måder. Både gennem støtte til udvikling, forskning og eksport, men også ved at lovgive på en sådan måde, at teknologierne bliver taget i brug i Danmark. Dermed bliver de både gennemtestede og kan blive brugt til demonstration for potentielle kunder fra hele verden. Begge dele vil være en form for garanti og sikkerhed for alle interessenter.

Ja, der er økonomisk krise og ja, gemytterne er meget optaget af meningsmålinger og blokdannelser. Kan de ansvarlige dog ikke alligevel enes om, at denne enestående mulighed skal anvendes konstruktivt og i enighed? Nu!

Paul Hegedahl er redaktør og arbejder med ledelse, kreativitet og samfundsforhold

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her