Kommentar

IMF - en del af problemet

Dominique Strauss-Kahn leder IMF - en udemokratisk institution, mener Søren Søndergaard.

Dominique Strauss-Kahn leder IMF - en udemokratisk institution, mener Søren Søndergaard.

Jacques Demarthon

Debat
11. april 2009

G-20-gruppens mest konkrete beslutning på mødet i London den 2. april var at bevillige 1.100 milliarder dollar til de internationale finansielle institutioner og den internationale handel (eksportkreditter). 750 milliarder går til den Internationale Valutafond (IMF). Og det er på trods af, at IMF i årtier har været højborgen for de finansielle politikker og den økonomiske model, som nu er brudt sammen.

For mange ulande, som er dem den økonomiske krise rammer hårdest, har IMF historisk set været en katastrofe. Udover at Valutafonden har støttet diktaturer, der var venligsindet over for amerikanske og europæiske virksomheder, så har IMF's hårde lånebetingelser samt de berygtede 'one-size-fits-all' strukturtilpasningsprogrammer betydet mere fattigdom og ulighed i mange ulande. For afrikanske lande har IMF's lånebetingelser desuden medført en stor mangel på offentlige investeringer i essentielle områder som uddannelse, sundhed og bekæmpelse af hiv/aids.

Valutafonden blev også massivt kritiseret for dens håndtering af Den Asiatiske krise i 1997-1998 og har altså fået skylden for, at krisen blev længere, dybere og langt mere kostbar end nødvendigt. Siden da har IMF delvist og nødtvungent indrømmet visse fejl. Alligevel er der, ifølge en rapport fra det europæiske ngo-netværk EURODAD (april 2008), der bl.a. overvåger IMF-lån, ikke sket de store ændringer i IMF's praksis.

Senest er en række af de europæiske lande, der først bukkede under for krisen (Ungarn, Letland, Island og Ukraine), blevet pålagt IMF's skrappe lånebetingelser. Det drejer sig for eksempel om omfattende offentlige spareprogrammer, der først og fremmest rammer lønmodtagere, udgifterne til sociale ydelser og overførselsindkomster.

Problem, ikke løsning

Dertil kommer den mangel på demokrati, der karakteriserer IMF. I henhold til det forældede kvotasystem 'en stemme pr. dollar' har EU-landene tilsammen 32 pct. af stemmerne og USA har 17 pct.

Til sammenligningen har alle de afrikanske lande kun 6,61 pct. af stemmerne. Kina og Indien, som ellers er to af de vigtigste vækstøkonomier, har henholdsvis 3,7 og 1,9 pct. af stemmerne.

G-20-gruppen forpligtede sig ganske vist til at reformere stemmefordelingen til fordel for vækstøkonomierne, men det indebærer jo, at EU og USA skal give afkald på en væsentlig del af deres magt. Er de virkelig villige til det - og hvad med de fattigste lande?

Den økonomiske krise kræver fundamentale forandringer, der bygger på folkelig inddragelse og demokratisk regulering af økonomien. Men IMF er en udemokratisk institution, der promoverer krav om total liberalisering af finanssektoren. Den type politik har som bekendt ikke forhindret den finansielle krise, ligesom IMF heller ikke formåede at forudse krisen. Det er grotesk, at vi nu skal sætte vores lid til en institution, der så klart er en del af problemet snarere end en del af løsningen.

Søren Søndergaard er medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her