Læsetid 3 min.

Kaj og Andrea og konservativ kønspolitik

Siden Kaj og Andreas fødsel for snart 40 år siden er der sket en kæmpe udvikling. Men det er en problematisk udvikling, for det kritiske perspektiv er forduftet til fordel for en reaktionær konservatisme - ikke mindst hvad angår kønspolitik
3. april 2009

Kaj & Andrea har siden 1971 udgjort en institution i dansk kultur. Dukkerne omtales ligefrem i Børnekulturkanonen fra 2005 som et af de mest populære underholdningspar gennem tiden. Alle årgange de seneste 38 år kender og holder af parret, og derfor var succesen på forhånd hjemme, da DR i 1999 relancerede konceptet.

Kaj & Andrea tog form i en tid, hvor DR var en public servicekanal og den nyoprettede B&U-afdeling havde 'antiautoritet' som kerneværdi. Voksne i dag erindrer derfor nok umiddelbart dukkerne i selskab med Poul Kjøller, alle tre syngende de samfundskritiske børnesange om bl.a. cyklens miljømæssige fordele, rigide (park-)betjente og ikke-fodboldspillende drenges sociale problemer.

Siden 1999 har produktudviklingen af dette uvurderlige brand altså taget fart, og det er garanteret en god forretning for DR.

Men kommercialiseringen har sin pris. I rækken af bøger, nye tv-shows og sågar egen hjemmeside i 2005 er det kritiske perspektiv nemlig forduftet til fordel for en reaktionær konservatisme, ikke mindst hvad angår kønspolitik.

Stereotypificeret

Når børneunderholdning er så vigtig, hænger det naturligvis sammen med, at det, vi putter i børns hoveder, er afgørende i forhold til at danne fremtidens samfundsborgere. Kaj og Andrea genererer derfor en række centrale normative perspektiver.

På hjemmesiden findes bl.a. et udklædningsspil; læringsperspektiverne både hvad angår motoriske og vidensbaserede færdigheder er mange. Det er de normative påbud og forbud imidlertid også. Således får spilleren skænd, hvis Kaj får dametøj på og vice versa. Problemet er, at spillet er ekstremt stereotypificerende, når det gælder kønnet identitetskonstruktion, og at Kaj og Andrea-institutionen dermed reproducerer nogle ret reduktionistiske præmisser for børns udfoldelse. Det er ikke alene galt afmarcheret, hvis vi f.eks. ønsker et opbrud i det danske arbejdsmarked, der er et af verdens mest kønssegregerede. Det er også helt modsat B&U's oprindelige problematisering af netop rammerne for børns mulighedsrepertoire.

En krukket Andrea

I Kaj og Andreas tavlebog fra 2007 findes ligefrem chauvinistiske tendenser: Ud over at Andrea her skal have sin skønhedssøvn, figurerer hun bl.a. som krukket operasangerinde. I en stribe, der vist må være henvendt til den voksne, opgiver lysmesteren (Kaj) at tilfredsstille primadonnaen, der brokker sig over det lidet flatterende scenelys uanset nuance. Derfor slukker han spotsene, så striben afsluttes med et sort billede med kun Andreas let skelende, forskrækkede øjne. Pointen er klar: Så kan hun lære det. Den type vittighed er ikke bare malplaceret i et børneunivers som Kaj og Andreas.

Foruroligende

Den vidner også om, at ligestilling ikke engang er efterstræbelsesværdig. Inden for denne chauvinistiske diskurs konstrueres det feminine nemlig som et objekt, der bliver til i kraft af andres blikke, imens maskuliniteten er knyttet til det handlende subjekt, der ikke bare har magt til at definere det feminine, men i Kaj og Andreas verden anno 2007 sågar også har ret til at eliminere det feminines eksistens.

I modsætning til Kaj og Andrea-produktionerne i årene 1971-76 genererer relanceringen af Kaj og Andrea altså en endog usædvanlig reaktionær konservatisme. For det første er resultatet en omgang kedelig og uinspirerende børneunderholdning - langt fra B&U's tidligere verdensklasseproduktioner. For det andet er det et problem, hvis Kaj og Andrea i mange forældres erindring er koblet med begreber som progressivitet, bevidsthed og kritik, når dukkernes univers i dag hylder det stik modsatte.

I udgangspunktet rummer institutionen Kaj og Andrea ellers et stort potentiale: En revitalisering af samfundskritikken som en af demokratiets vigtigste dynamikker er hårdt tiltrængt. Dels set i lyset af 'de glade 90'ere' og den tids liberal-kapitalistiske hegemoni. Dels set i lyset af vestens gentagne overtrædelser af de mest basale menneskerettigheder - i demokratiets navn. Og dels set i lyset af den aktuelle finans- og klimakrise, der råber på en mere gennemgribende kritik af den måde, vestlige samfund er indrettet på. Hvis kønspolitik betragtes som et lille hjørne af denne agenda, er det altså dybt foruroligende, når DR i kommercialiseringens navn forvalter kulturarven fra B&U så ureflekteret.

Iben Charlotte Aamann er cand.mag. i dansk og kønsstudier

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Tak for en fin analyse.
Det forbavser mig ikke, men det er altså uhyggeligt. I de seneste mange år har man kunnet mærke tendensen. Jeg vil påstå, at også på dette område er det tiltrængt med en mere ligelig kønsfordeling, når der deles stillinger ud, til dem som bestemmer, hvad der skal vises i tv.

I ’gamle dage’ blev der ansat en hel del skolelærere i B&U-afdelingen, især mænd naturligvis, men en helt anden type åbne, modige og kritiske mænd. Det ville være velgørende, hvis der på rette plads kunne sniges en cand.mag. i dansk og kønsroller som f.eks. Iben Charlotte Aamann ind i de hellige gemakker her og der. Så kunne man måske også få et mere alsidigt udbud af de øvrige programmer.

Brugerbillede for Kåre Fog

" . . . det vi putter i børns hoveder, er afgørende i forhold til at danne fremtidens samfundsborgere."
Hvor pokker finder vi lige belægget for den påstand? Ikke bare at det bidrager til at danne fremtidens borgere, men at det er "afgørende".
Den opdragelse der foregik i 1970´erne og frem, hvor børnene blev opdraget til ligestilling, har da vist ikke haft nogen "afgørende" indflydelse på kønsrollerne i dag, hvor de børn er voksne. Børnene gør som de selv vil, de påvirkes mere af kammerater end af forældre, pædagoger og lærere. Hvis der endelig er en påvirkning, så består den måske i, at de reagerer imod alt i forældrenes generation som er overdrevet. Så hvis kønsrollestereotypien er overdrevet i Kaj og Andrea, så kan Aamann glæde sig - så vil de små reagere i trods.
At det feminine er et objekt, der bliver til i kraft af andres blikke, mens det maskuline er knyttet til det handlende subjekt, er ikke nyt. Sådan har det været i årtusinder, og sådan forbliver det nok også i tusind år frem. Kønnene er nu engang skabt sådan. De unges opførsel i dag viser jo netop, at opdragelsen ikke har ændret noget afgørende her. "Stereotypierne" er som en korkprop, man kan holde dem lidt nede midlertidigt, men så snart presset hører op, er de oppe i overfladen igen.
Så det hele er nok ikke så slemt. De unge vil altid vælge at gøre tingene anderledes end forældregenerationen. Måske vil de unge i den følsomme alder i dag reagerer kraftigt på finanskrisen og reagere imod kapitalisternes umættelige grådighed. Hvem ved.