Kronik

Kan vi have tillid til ernæringsforskerne?

Når ernæringsforskere i samarbejde med slagterier og mejerier i medierne præsenterer 'effektive' slankekure med protein fra ost og chokolade, må man spørge, om vi får helt uvildig ernæringsrådgivning af højeste videnskabelige karat. Lad os få genskabt Ernæringsrådet, der blev nedlagt af regeringen i 2008. Det var et statsligt finansieret råd af eksperter, og dets opgave var bl.a. at fungere som faglig ekspertise for vores oplysning om ernæring
Når ernæringsforskere i samarbejde med slagterier og mejerier i medierne præsenterer 'effektive' slankekure med protein fra ost og chokolade, må man spørge, om vi får helt uvildig ernæringsrådgivning af højeste videnskabelige karat. Lad os få genskabt Ernæringsrådet, der blev nedlagt af regeringen i 2008. Det var et statsligt finansieret råd af eksperter, og dets opgave var bl.a. at fungere som faglig ekspertise for vores oplysning om ernæring
2. april 2009

Information bragte den 16. marts en artikel under overskriften "Intet overblik over forskeres dobbeltroller", hvor bl.a. professor Arne Astrup udtaler sig om nødvendigheden af åbenhed om forskeres privatøkonomiske interesser og samarbejde med erhverv. På ernæringsområdet mener jeg imidlertid ikke, at det er nok med åbenhed. Åbenheden er ikke nødvendigvis det samme som troværdighed.

God ernæring er et af fundamenterne i forebyggelse af de kroniske sygdomme, som plager vores moderne samfund, bl.a. fedme, hjerte-kar-sygdomme, visse kræftformer og forhøjet blodtryk. Det er derfor meget vigtigt, at vi har en ernæringsoplysning og -forskning, hvis redelighed og upartiskhed, der ikke kan rejses tvivl om.

I dag har ernæringsforskningen i Danmark et betydeligt omfang: Alene på Institut for Human Ernæring (IHE) er der 110 ansatte, heraf 60 forskere. Det er imidlertid en relativt ny udvikling.

For bare 25 år siden var der kun nogle få spredte forskere, der beskæftigede sig med ernæring. Der var f.eks. ikke et eneste professorat i ernæring, endsige et forskningsinstitut på området. Hermed adskilte Danmark sig markant fra bl.a. Norge, Sverige, Holland og Storbritannien, hvor man havde en lang forskningstradition på ernæringsområdet. Denne mangel på ernæringsmæssig ekspertise havde mange ulemper. Det var f.eks. vanskeligt at skaffe et autoritativt grundlag for ernæringsoplysningen, og næsten enhver kvaksalver kunne uimodsagt fremsætte vilde påstande om virkningen af slankekure og kosttilskud.

Det var den situation, som jeg fik tæt ind på kroppen, da jeg i 1980 blev chef for ernæringsenheden i Statens Levnedsmiddelinstitut (nu Fødevarestyrelsen).

Når vi f.eks. anbefalede befolkningen at spise mindre smør, blev det anset for et angreb på landbrugserhvervet, og der var straks en professor på Landbohøjskolen, der kunne så tvivl om anbefalingen ved at berette om et forsøg, han havde lavet med at fodre grise med smør uden ringeste skadevirkninger på dyrene. Denne situation var fuldstændig invaliderende for ethvert forsøg på seriøs ernæringsoplysning. Noget tilsvarende hændte imidlertid ikke så nemt i vore nabolande, hvor autoritative ernæringsforskere kunne trække bukserne ned på dem, der fremsatte letkøbte påstande.

På den baggrund fik jeg i begyndelsen af 80'erne Undervisningsministeriet til at nedsætte et udvalg, der skulle beskrive behovet for ernæringsforskning i Danmark. Udvalget, som jeg blev formand for, anbefalede i 1983, at der blev oprettet et ernæringsprofessorat og et institut, der skulle forske i befolkningens ernæring.

Daværende undervisningsminister Bertel Haarder besluttede, at en lærestol og forskningsinstitut i ernæring skulle oprettes ved Landbohøjskolen, og i 1987 blev IHE oprettet.

Industri medfinansierer

I de mere end 20 år, der er forløbet siden ernæringsforskningsinstituttet blev oprettet i Danmark, er ernæringsforskningens omfang vokset meget, og der er mere end nogensinde brug for den, fordi vores ernæringsproblemer også er vokset tilsvarende. Der er mindst lige så meget som tidligere brug for en ernæringsforskning, hvis redelighed og uvildighed ikke kan betvivles. Og jeg mener at der er grund til bekymring.

For det første lider ernæringsforskningen under de krav, der i dag stilles til stort set al universitetsforskning, nemlig at der skal være medfinansiering fra erhvervet, og at der skal være kort fra forskning til faktura. En del af den forskning, der i dag bedrives på IHE er medfinansieret af slagterier, mejerier, medicinalindustri m.m.

Hvor meget, det drejer sig om, har jeg ikke kunnet dokumentere, men det betyder under alle omstændigheder, at erhvervene har indflydelse på det der forskes i. Det trækker i retning af, at der f.eks. forskes mere i emner relaterede til mælk og kød end i emner, der har med frugt og grønt at gøre - også selv om det fra et ernæringsmæssigt synspunkt nok burde være omvendt.

Årsagen er selvfølgelig, at producenterne af frugt og grønt er ludfattige i forhold til dem, der producerer kød og mælk - for slet ikke at tale om medicinalindustrien.

Om erhvervene også har indflydelse på forskningens resultater, tør jeg ikke udtale mig om. Forskerne vil selv benægte det, men det er efter min vurdering ikke pointen. Den er nemlig, at alene det, at forskningen betales af et erhverv, ikke kan undgå at fremkalde en mistanke hos forbrugeren om, at forskningen resultater kan være drejet i retning af erhvervets interesse. Mistanken kan være berettiget eller uberettiget, men den vil være der, og det hjælper ikke, at forskerne siger, at de har oplyst om erhvervsfinansieringen.

Dette illustreres meget godt af, at Arne Astrup har haft mange 'skandalesager' i pressen - også selv om han er en dygtig forsker, og selv om han deklarerer sine økonomiske forbindelser til erhvervet, og selv om det er en del af spillereglerne på universiteterne. Hos den kritiske forbruger - og journalist - må sådanne økonomiske forbindelser nødvendigvis rejse mistanke om, at den videnskabelige rådgivning ikke er helt uafhængig af, hvor de næste forskningsbevillinger eller konsulenthonorarer kommer fra.

Ost og chokolade slanker

Det er imidlertid ikke kun forskningen, der skal være uafhængig og troværdig. Det skal formidlingen af forskningsresultaterne også. Lad mig nævne et eksempel, hvor jeg mener, at en kritisk forbruger må få mistanke, også selv om de måske er uberettigede. Ugebladet Ude og Hjemme har den 28. januar i år et tillæg med titlen: "NY PROTEINKUR. TAB DIG med Doktor Slank".

Doktor Slank er professor Arne Astrup, som er afbilledet på forsiden iført hvid kittel. På bagsiden kan man læse, at tekst, foto og opskrifter er af Arne Astrup, Ulla Skovbæch Pedersen, Arla Foods og De Danske Slagterier.

Doktor Slank forklarer på de første sider, at den 'ny proteinkur' er videnskabeligt dokumenteret på IHE. Alle måltider er sammensat efter den seneste forskning.

Han oplyser, at systemet i den 'ny proteinkur' er, at du stort set holder dig til kostrådene, men spiser mere protein - alle slags mager kød, magre mejeriprodukter og proteinrige fødevarer fra planteriget. På den måde kan du tabe dig 8-10 kg i løbet af et halvt år. Men kuren har andre fordele. Den nye kur ser ifølge Doktor Slank også ud til at hjælpe dig, hvis du f.eks. lider af barnløshed eller slidgigt i knæene. Og endelig vil din sexlyst efter få uger blive stimuleret.

Hæftet om den ny proteinkur indeholder også opskrifter på proteinrig morgenmad, frokoster og middage.

De 22 opskrifter fremtræder stort set alle rige på mælk og/eller kød, og fem er direkte taget fra Karolines Køkken. De to sidste sider i pjecen er i billeder og tekst helliget en varm fortale for mørk chokolades ernæringsmæssige egenskaber, herunder at det nok giver fastere bryster. Overskriften er "DERFOR SLANKER CHOKOLADE".

Mest af alt fremtræder disse sider dog som en reklame for mørk chokolade - og ikke som en velafbalanceret del af en slankekur.

Det er prisværdigt, at Arne Astrup i modsætning til mange andre forskere bruger megen energi på at formidle bredt til befolkningen, men når det foregår på ovennævnte måde i samarbejde med slagterier og mejerier, mener jeg ikke, at man skal være specielt mistænksom anlagt for at spekulere på, om vi her har fået helt uvildig ernæringsrådgivning af højeste videnskabelige karat - specielt hvis man ved, at IHE's forskning m.m. om protein og slankekure er medfinansieret af slagterier og mejerier.

Faktisk savner jeg Ernæringsrådet, som Arne Astrup fik oprettet i 1992. Det blev nedlagt af regeringen i 2008. Det var et statsligt finansieret råd sammensat af en række forskere fra forskellige institutioner og med forskellige faglige indfaldsvinkler til ernæring, og dets opgave var bl.a. at fungere som faglig ekspertise for vores oplysning om ernæring. Jeg ville være meget mere tryg ved råd fra en sådan sammensat gruppe end fra et enkelt forskningsinstitut, der - frivilligt, eller fordi systemet er skruet sammen, som det er - kan mistænkes for at være forlovet med erhvervet.

Jørgen Højmark Jensen er civilingeniør, tidl. chef for ernæringsenheden i Levnedsmiddelstyrelsen og direktør for Levnedsmiddelkontrollen i København til 2002

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Madsen

Kære Jørgen Højmark Jensen.

Et tankevækkende og nødvendigt indlæg. Og som journalist må jeg desværre tilføje, at det jo ikke bliver bedre af, at medierne kun er yderst sparsomt påklædt til at bevæge sig rundt i det landskab, du har tegnet for os.

Der er flere detaljer, jeg gerne så uddybet, men det er peanuts. I første omgang blot et par (langtfra polemiske) spørgsmål:

>Hvordan sikrer vi, at medlemmerne af et råd de facto er uvildige (vel vidende, at alle naturligvis har holdninger til fag, politik og forskning)?

>Hvordan sikrer vi, at uvildigheden prioriteres højt hos dem, der skal udpege medlemmerne?

>I hvilket forum bør denne debat udvikles og dokumenteres, hvis man skal nå frem til noget, der kan styrke oplysningen, kvaliteten og tilliden mht ernæring (fx et ernæringsråd)?

Bedste hilsner
Jesper Odde Madsen

Jørgen Højmark Jensen

Kære JOM. Tak for din kommentar og dine spørgsmål.
I dag er situationen nok den, at det vil være vanskeligt at finde en ernæringsforsker, som ikke på en eller anden måde får støtte fra erhvervet. Fordelen ved et bredt sammensat ernæringsråd vil udelukkende være, at medlemmerne næppe bliver sponseret af samme virksomhed/organisation, hvorfor rådets udmeldinger vil tendere mod at være mere afvejede. Men et ernæringsråd vil ikke automatisk være troværdigt. Troværdighed er noget det skal fortjene. Meget vil afhænge af hvem, der skal udpege medlemmerne. Det første ernæringsråd i Danmark - oprettet af bl.a. Arne Astrup - var sponseret af mejerierne, men senere blev det overtaget af staten, hvilket fik det til at stige i graden af troværdighed. Svagheden i dag er efter min mening, at Institut for Human Ernæring er helt dominerende på ernæringsområdet, så man kan frygte, at der næppe bliver den store pluralisme i den videnskabelige diskurs på området i Danmark.
Debatten om troværdighed skal vel helst føres i forskningsmiljøet, men problemet er, at mange forskere simpelthen ikke kan se, at der et problem med troværdighed, jvf. f.eks. de 2 læserbreve dagen efter min kronik.