Kommentar

Hvad kommer efter 'Krigen mod Terror'?

Under præsident Obama er den globale indsats imod islamisk terrorisme ikke længere omdrejningspunkt for USA's sikkerhedspolitik. Er vi på vej tilbage til 1990'ernes mere 'isolationistiske' Amerika?
14. april 2009

Når vi om fem år ser tilbage på 'Krigen mod Terror', vil den fremstå som en parentes i verdenshistorien. Bush-regeringen og dens neokonservative kuglestøbere gjorde, hvad de kunne for at orkestrere en global krig mod terror, der skulle sætte den sikkerhedspolitiske dagsorden for det 21. århundrede. Men med sin legendariske blanding af ideologisk ildhu, militærstrategisk selvtilstrækkelighed og politisk konfrontationslyst præsterede Det Hvide Hus på få år at undergrave opbakningen både hjemme og ude, hvorved fremdriften i 'Krigen mod Terror' gradvis forsvandt.

Med en historisk dyb økonomisk krise vil Obama-regeringen næppe for alvor videreføre en omkostningstung og upopulær krig mod et terrornetværk, der ikke længere synes at kunne true USA direkte. Med mindre vi oplever endnu et spektakulært terrorangreb mod USA, vil 'Krigen mod Terror' glide længere ned ad den politiske dagsorden.

USA vil stadig bekæmpe terrorister verden over. Det gjorde man også i Bill Clintons præsidentperiode, da terrorangreb på amerikanske ambassader i Tanzania og Kenya i 1998 affødte en serie angreb med krydsermissiler mod terrorist-relaterede mål i Sudan og Afghanistan.

Pointen er, at terrorbekæmpelsen dengang typisk foregik på 'sikker afstand' fra luften og havet. Herved undgik man direkte konfrontation med fjenden og mindskede risikoen for tab af soldater, hvilket havde været topprioritet siden den fejlslagne amerikanske operation i Somalia i 1993, da 18 amerikanske soldater blev dræbt, og liget af en af disse slæbt gennem Mogadishus gader.

En sådan tabsfølsomhed kan vende tilbage i amerikansk sikkerhedspolitik, i takt med at terrorbekæmpelsen rykker nedefter på den politiske agenda til fordel for vækststimuluspakker og jobskabelsesprogrammer.

Tilbage i lederrollen

Selv om mange sikkert har glemt det i dag, blev USA i 90'erne kritiseret for sine neo-isolationistiske tendenser i sikkerhedspolitikken. I de tre præsidentvalgkampe i 1992, 1996 og 2000 spillede udenrigs- og sikkerhedspolitik en inferiør rolle, og i Europa diskuterede man højlydt, hvordan EU selv kunne udfylde det sikkerhedspolitiske tomrum, som et mere indadskuende USA efterlod. Samtidig stod det klart, at uden et aktivt amerikansk lederskab var det internationale samfund i foruroligende grad handlingslammet over for de mange nye, ofte etniske konflikter, som brød ud på Balkan, i Afrika og i Sydøstasien. Nogle eksperter proklamerede, at vi var på vej ind i en ny æra af kaos og ustabilitet. Andre så det som et udtryk for en gryende 'civilisationernes kamp'.

Så dukkede en flok terrorister pludselig op som lyn fra en klar New Yorker-himmel, og straks vendte USA tilbage i lederrollen, ryddede den sikkerhedspolitiske dagsorden og introducerede en ny altfavnende logik: 'Krigen Mod terror'.

De første måneder med Barack Obama som øverstkommanderende taler deres tydelige sprog om en ny amerikansk kurs. Ud over at sikkerhedspolitikken igen fylder mindre på den politiske dagsorden, har et af præsidentens første sikkerhedspolitiske initiativer været en specifik tilbagetrækningsplan for Irak. Endvidere har han med stor beslutsomhed gjort op med forgængerens trusselsopsøgende kurs og lemfældige omgang med menneskerettighederne i terrorbekæmpelsen. Herudover har Obama endda udvist vilje til at bløde op på en række eksisterende sikkerhedspolitiske konflikter (ikke mindst med Rusland omkring missilforsvaret og med Iran omkring uranberigelse).

Ganske vist har han beordret 15-17.000 kamptropper til Afghanistan for at styrke indsatsen mod Taleban, et løfte han gav under valgkampen, men denne forstærkning skal ses i lyset af den massive reduktion i troppetilstedeværelsen i Irak. Med verdens i særklasse stærkeste militære magtapparat og en global militær tilstedeværelse kan det virke selvmodsigende at tale om isolationistiske tendenser i amerikansk sikkerhedspolitik. Den amerikanske historie viser imidlertid, at amerikanske præsidenter kun vanskeligt kan mobilisere folkelig opbakning til et større sikkerhedspolitisk engagement i omverdenen, hvis der ikke foreligger et radikalt trusselsbillede.

Nye muligheder?

Nazismen, kommunismen og senest den islamiske fundamentalisme udgjorde sådanne radikale trusler i kraft af deres destruktionspotentiale og ideologiske modsætningsforhold til USA. Men efterhånden som truslen fra den islamiske fundamentalisme ebber ud, mangler USA et nyt indlysende omdrejningspunkt for sikkerhedspolitikken - og dermed også for, hvad man kunne kalde en 'negativ konstitueringsakse' for landets relativt heterogene nationale fællesskab. Vender USA tilbage til 90'erne sikkerhedspolitik, hvor tabsfølsomhed var afgørende, og missionerne savnede folkelig opbakning, vil vi opleve et mere distanceret USA, der overlader et større sikkerhedspolitisk manøvrerum til regionale aktører. I europæisk sammenhæng vil det give nye muligheder for en særskilt, europæisk forsvars- og sikkerhedspolitisk identitet efter otte år med Bush, hvis 'Krig mod Terror' skabte den famøse splittelse mellem det 'gamle' og 'nye' Europa. Om mulighederne gribes, afhænger i vidt omfang af de to stærkeste militærmagter i Europa, Storbritannien og Frankrig, som notorisk har svært ved at finde fælles fodslag omkring EU's forsvars- og sikkerhedspolitiske udvikling.

Frankrig fører an i bestræbelserne på at genoplive EU's fælles militærstrategiske planer, som de senere år reelt har ligget underdrejet trods forsvarspolitiske initiativersom beslutningen i 1999 om at opbygge en 60.000 mand stor fælles indsatsstyrke, vedtagelsen i 2003 af en fælles europæisk sikkerhedsstrategi, og etableringen af EDA (European Defense Agency) i 2004, der skal sikre bedre koordinering og samarbejde om udviklingen af medlemsstaternes militære resurser. Når alle disse initiativer ikke for alvor har sat gang i den forsvarspolitiske integration i EU, skyldes det ikke mindst britisk skepsis over for ideen om at lade EU opbygge egne militære kapabiliteter og dermed på sigt overflødiggøre NATO-samarbejdet. Man fristes til at gentage det berømte citat, der tillægges briten Lord Ismay, NATO's første generalsekretær, om, at det fra britisk perspektiv åbenbart stadig handler om "at holde amerikanerne inde, russerne ude og tyskerne og franskmændene nede".

Andreas Bøje Forsby er cand.scient.pol

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu