Kronik

Kondomforbud underminerer menneskets ret til viden

Anti-kondom-politikken, som paven for nylig understregede på sin vej til Afrika, var også den amerikanske regerings HIV/AIDS-strategi under Bush. En politik, der medførte kondommangel i det HIV-plagede Uganda. Der er brug for en bred indsats i kampen for at nå det sjette 2015-mål
Paven udtalte i forbindelse med en rejse i flere afrikanske lande, at distribution af kondomer vil forøge HIV-incidensen. At skabe modvilje mod brug af kondomer er en farlig kurs, mener kronikørerne.

Paven udtalte i forbindelse med en rejse i flere afrikanske lande, at distribution af kondomer vil forøge HIV-incidensen. At skabe modvilje mod brug af kondomer er en farlig kurs, mener kronikørerne.

BORIS HORVAT

28. april 2009

Bortset fra, at paven i tråd med den katolske kirkes holdninger er imod kondombrug, hævder han tillige, at distribution af kondomer vil forøge HIV-incidensen. Dermed har paven forvrænget resultaterne af videnskabelige undersøgelser. Paven holdt en tale i Rom inden sin afrejse, hvor han blandt andet sagde, at han ville hjælpe ofre for sygdom og uretfærdighed i Afrika. Med den taktik, han anvender, kan han selv blive årsag til mange flere ofre for både sygdom og uretfærdighed.

Ifølge det sjette årtusindmål skal vi 'standse udbredelsen af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme' inden 2015. Bekæmpelse af HIV har især været i fokus i den sidste tid. Pave Benedicts udtalelse om kondombrug i begyndelsen af sin rejse til Afrika, hvor HIV/AIDS i mange lande er et stort problem, har rejst en sand mediestorm.

Pave Benedict er dog ikke den eneste fortaler for afholdenhed og troskab. Dette er en politik for AIDS-bekæmpelse, der også har fået vind i sejlene under præsident Bush's regeringsperiode. Et af de største HIV/AIDS-programmer er President's Emergency Plan for AIDS Relief (PEPFAR), finansieret af USA og oprettet under præsident Bush. Fonden er øremæket til afholdenhed og troskabstrategien og til livsforlængende medicin til AIDS-smittede. Ikke til kondomer, som er gjort til et tabu, på trods af at kondomer er et vigtigt element i ABC-strategien, en kampagne der anbefales af UNAIDS, og som agiterer for afholdenhed (Abstain), troskab (Be faithful) og kondomer (Condoms).

Det er fint at oplyse om, at man kan undgå at blive smittet med HIV ved at være afholdende og tro mod en partner, der ikke er smittet. Men verdens befolkning har krav på at vide, hvad de skal gøre, hvis dette ikke er muligt. Alle typer beskyttelse bør være til rådighed. At skabe modvilje mod brug af kondomer er en farlig kurs.

I Afrika har Uganda været anset som et foregangsland i bekæmpelsen af HIV/AIDS. Det skyldes, at det er lykkedes den ugandiske regering at få nedsat antallet af smittede fra 18 pct. i 1992 til 6,2 pct. i 2002. Men der er mange meninger om, hvorfor det er lykkedes landet at få nedsat antallet af smittede, og det er i denne debat, at Pave Benedict repræsenterer den ene yderlighed.

Allerede i 1986 erkendte Ugandas regering, at AIDS var en sygdom, som befolkningen skulle kende til og vide, hvordan man undgik. Alle ministerier fik HIV/AIDS-programmer, ngo'er og internationale donorer blev mobiliseret. Indsatsen byggede på ABC-strategien.

Kondomet i skammekrog

I 2004 skete der et skift i regeringens politik, hvor C'et blev slettet fra dagsordenen, netop forårsaget af accepten af PEPFAR's donationer. Uganda gik over til en mere religiøst orienteret strategi, hvor kondomet kom i skammekrogen, og de kristne dyder, troskab og afholdenhed kom i centrum. I Kampalas gadebillede sås tidligere reklamer for kondomer, men i dag ses der kun reklamer for afholdenhed: "She is saving herself for marriage - what about you?"

På den 15. internationale AIDS konference i Bangkok i 2004 udtalte præsident Museveni, at "kondomer bør reserveres til prostituerede", og kaldte AIDS "et moralsk problem forårsaget af udisciplineret sex". Disse udtalelser viste en markant ændring fra den hidtil førte politik.

Det var også i 2004, at der opstod mangel på kondomer i Uganda, og hvor der cirkulerede rygter om, at desperate forsøgte sig med plasticposer i stedet.

30 millioner kondomer blev låst væk i varehuse. Den ugandiske regering tilbageholdt dem efter sigende pga. en mistænkelig lugt, og store partier af kondomer blev tilbagekaldt fra markedet.

Mentalitetsskiftet

Forklaringen på regeringens kursskifte var et økonomisk pres fra USA samt et religiøst incitament. Ugandas præsidents hustru, Janet Museveni, er meget begejstret for den religiøse højrefløj i USA, og med Bush ved roret var der opstået et godt samarbejde. Janet Museveni har udtalt, at "kondomdistributører er mordere". Disse 'mordere' har hun gjort sit for at få has på.

Udover Janet Museveni er det især Makerere Community Church (katolsk kirke, red.), der har været aktiv i kampen mod kondomer:

"Vi promoverer afholdenhed, fordi Uganda er under angreb af en agenda drevet af homoseksuelle og vestlige eksperter".

Efter religiøse grupper og PEPFAR's kampagner er der sket et mentalitetsskift i Uganda, og det ses på statistikkerne. Folk ved i dag mindre om kondomer, end de gjorde tidligere. De tænker afholdenhed og ikke kondomer. Men de har stadig sex - så det betyder bare sex uden kondomer.

I 2004 bragte Ugeskrift for Læger en artikel, hvor Straight Talk Foundation (der udgiver aviser for unge med oplysninger om pubertet og seksualitet, red.) udtrykte, at de ikke længere kunne skrive frit om kondomer pga. de økonomiske bånd, der blev pålagt dem. Også andre organisationer har oplevet disse restriktioner, fordi de samarbejder tæt med regeringen, som er underlagt PEPFAR's politik. Hos The AIDS Support Organization (TASO), som driver sundhedsklinikker for HIV-positive, må der ikke længere bruges donorpenge fra USA til indkøb af kondomer.

Deres klienter er smittede, og en del af arbejdet hos TASO går ud på at rådgive om ikke at føre HIV-virusen videre. Kondomer kan slet ikke undværes på en sådan klinik. Det er urealistisk at bede folk om at være afholdende resten af deres liv eller at finde en partner, der også er smittet.

Kondomet med i kampen

Selv med kondomer til rådighed er der dog mange forhindringer, der skal overvindes. I landsbyer langt ude i bushen er det svært at få bragt kondomerne ud. Hvis man tabuiserer kondomet, som i PEPFAR's politik, der understreger, at kondomet kun er til prostituerede og andre i højrisiko-grupper, vil folk ikke turde købe det. Desuden skal der være gratis kondomer til rådighed for de fattigste, der ikke har råd til at betale for dem. Det bør ikke være et valg mellem kondom eller brød - alle har ret til begge dele.

Undervisning er vigtig, for man skal vide, hvordan et kondom bruges - et omfattede arbejde, som kun gøres sværere af pavens udtalelser.

Ugandas tænketank om AIDS skriver i dens tredje rapport, at troskab i et ægteskab ikke sikrer én mod HIV. Tværtimod stiger incidensen af smittede blandt viede, og ægteskab gør, at man mister kontrollen over sin HIV-status, da det største problem er, at den ene part er utro. Det er ikke ualmindeligt at have flere forhold kørende sideløbende med hinanden, især for mænds vedkommende.

Meget mere end ABC

Kondomer alene kan ikke redde fattige befolkninger fra HIV-smitte. UNAIDS' anbefalede ABC-pakke er ikke nok i lande, hvor mange lever under fattigdomsgrænsen.

Mennesker, som ikke har adgang til sundhedsydelser, som er underernærede, og som lever i malariabefængte områder, har ofte langt større bekymringer i deres daglige kamp for overlevelse end at beskytte sig mod HIV. I mange afrikanske lande er mange, som regel kvinder, så fattige , at det at sælge sin krop er den eneste mulighed for at få mad på bordet. Og her er kondombrug ofte ikke en mulighed.

En reel bekæmpelse af HIV kræver langt større og omfattende tiltag, hvor det handler om fattigdomsbekæmpelse, uddannelse, ligestilling mellem kønnene, beskæftigelse og meget mere.

Det fremgår klart af de otte årtusindmål. Men det vil tage tid - de kan ikke nås før 2015. Her og nu er det først og fremmest undervisning og viden om sygdommen, der er nødvendig. Hvor der er viden, er der vej. Det er vigtigt, at man giver mennesker så meget information, at de kan træffe egne valg og beskytte sig mod HIV på den måde, der passer bedst i deres hverdag. Dernæst må man gøre det muligt for det enkelte menneske at føre dette valg ud i livet.

Nina Monrad Boel er bachelor i medicin og pt. studerende på Journalisthøjskolen i Århus. Margrethe Silberschmidt, ph.d. og lektor på Institut for Folkesundhedsvidenskab, Enhed for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kondomforbud på den ene side og Lise Nørgaards læserbrev på den næste er en spøjs sammensætning, begge har forbindelse til religion, Nørgaards især til muslimers. Selvfølgelig måtte Lone Nørgaard som førhen gribe chancen, da "nogen" meddelte, at muslimer har to eller flere koner. Læseren kan dog let få et indtryk af, at det kun er muslimer, der døjer med kønssygdomme, eftersom ægte eller uægte partnerskaber åbenbart ikke trives blandt såkaldte etnisk danskere. Det er nok også blot en avisand, at etnisk danske koner kan have indtil flere mænd, og set fra mandens begrænsede synspunkt har han vel kun en ad gangen, hvis han da går så vidt. Men jeg er også fra en uinformeret tidsalder, hvor vi helt uden sexualundervisning alligevel vidste, hvordan man får børn og hvordan man undgår både dem og kønssygdommene.

Det er egentlig pudsigt i hvor høj grad religiøse autoriteter / ledere og diktator-spirer er fikserede på at holde forholdet mellem mænd og kvinder samt sexuelle udfoldelser under skarp regulerende kontrol.

I en række diktaturer (facistiske, socialistiske o s v)har "fy fy" til alle tider stort set også været i skammekrogen.

Kontrollen med mennesker i et samfúnd eller i en religion er lettest, hvis de tilvænnes ledernes indblanding og regulering af deres mest intime forhold - så er de mentalt parat til at finde sig i en masse anden påtvunget regulering uden at kny..

Hvis man virkelig vil regulere danskerne i alle måder, så skal man starte med at få fuld kontrol over deres familiemæssige og seksuelle adfærd, og når de har vænnet sig til det og føler det naturligt, så kan man - groft sagt - stramme skruen stille og fredeligt på alle andre områder uden oprørs-tendenser .

I en fornyelse efter krigen af mellemkrigsårenes kulturradikalisme forsøgte flere kulturpersoner at bygge på (desværre) netop den sexuelle del af frigørelse og blev vist i stedet for bundet i tanken om frigørelse. Heroverfor forsøgte national(socialistiske) og religøse kræfter at genoplive besættelsestankegangen i renhed og storhed og endte i en (krampagtig) nationalpolitisk moralisme, der ikke anerkender indvandrere og slet ikke muslimer i en dobbeltmoralsk udgave fri for selverkendelse. De nye kulturradikale har for så vidt ret i, at vi ikke kan lade nogen høre for vores moral. På baggrund af de religiøse konventioner i denne sag må man opsummere en fordomsfuld indlæring ligefra barndommen. Ethvert skolebarn har lært danmarkshistorie med de mest spændende (synde)registre af royale forbindelse til højre og venstre hånd foruden det løse (Støvlekatrine, fru Rasmussen osv.) - forbilleder, som de inkarnerede nationale må have glemt i omtalen af sexualmoralen. Vi er så danske!