Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
11. april 2009

Blå lejesvende i TV 2 News

Kent Broe Rasmussen, Hobro

DF's Søren Espersen har som bekendt kritiseret DR's 'røde lejesvende' i drama-afdelingen. Så må det da glæde ham, at TV 2 er fyldt med 'blå lejesvende'.

Nu har jeg fulgt TV 2 News' dækning af Løkkes 1. ministerrokade. Her var der tale om fuldstændig kritikløs journalistik, som der også har været det i forbindelse med dækningen af Foghs afgang og Løkkes tilkomst.

TV 2 News interviewede tilfældigt valgte borgere på gaden - helt tilfældigt uden en eneste kritisk kommentar. Og i studiet havde man to borgerligt orienterede kommentatorer til at udlægge ministerudnævnelserne. Blå blink over hele linjen.

Jeg tror stadig på Fogh

G. Petersen, Hornslet

I virkeligheden har der aldrig været nogen anden grund for Fogh, end de ca. 20 pct. af S-vælgerne Pia Kjærsgaard lokkede over i 'blå stue' med god hjælp fra BT og Ekstrabladet.

Hvis man rekalkulerede gamle valgresultater og flyttede 20 pct. af S-stemmerne fra S til Fremskridtspartiet, havde man også dengang fået en ren højreregering uden deltagelse af midterpartier.

Alle resulterende vælgerbevægelser foregår normalt inden for samme blok og krydser sjældent midterlinjen. Den eneste, der siden Anden Verdenskrig har kunnet flytte stemmer over midtlinjen, er Pia Kjærsgaard. Hun burde gå over i historien som den, der ændrede det politiske landskab.

Fogh mangler at skrive sin historie - det får han måske mulighed for i NATO. Min mavefornemmelse siger stadig, at han i bund og grund er en flink fyr. Hvis han virkelig spiller sine kort godt, kan han ved at kombinere sit dårlige udgangspunkt (tegningerne) med en charmeoffensiv af de helt store (helt ned i støvet) skabe en forsoning mellem NATO og den muslimske verden, der virkelig fortjener at gå over historien.

Ikke flere EU-udvidelser

Morten Messerschmidt, MF og EU-spidskandidat (DF)

De seneste udvidelser har gjort forskellene blandt EU's medlemslande større end nogensinde før. De svage administrationer i Østeuropa og markante forskelle i arbejdsmarkeder, sociale systemer mv. har sat vore samfund med åbne grænser under pres. Desværre har EF-domstolen vist sig som en stærk allieret til industrien, der ønsker at presse vesteuropæiske lønninger med ublu konkurrence fra lavskatteområderne i Østeuropa. Og desværre har kvindehandel, narko- og våbensmugling samt hvidvaskning af penge fundet hidtil ukendte muligheder for at florere, efter at de 10 østeuropæiske lande er kommet med. Derfor skal der sættes strengere krav til fremtidige udvidelser.

Først når et land kan beskytte sig selv mod indtrængende kriminelle og klare sig uden statsstøtte samt har nået et indkomstniveau, der ikke skaber ubalancer i EU-samarbejdet, kan medlem-skab komme på tale. Allerede derfor bør forhandlingerne med Tyrkiet standses. Den seneste udvikling i landet, hvor Højesteret har måttet underkende regeringspartiets forsøg på at islamisere landet, understreger blot dette. For ikke at tale EU og Tyrkiet endnu længere fra hinanden end det allerede er tilfældet, bør forhandlingerne således stoppes. Vi har allerede i dag rigeligt med problemer efter de seneste udvidelsesrunder.

NATO, pas på!

J. Thorsen, Aalborg

Held og lykke Anders Fogh (du får brug for det). Samtidig siger vi, der holder af det humane Danmark, tak, fordi du forlader os, som ikke vil i krig men have en grøn fremtid med mindre forskel på rig og fattig. Dog er det trist, at det er på den måde - med en generalsekretær for en krigsforening - vi skal blive kendt derude i den store verden. Var det dog bare en dansker, der blev kendt for at lede en humantær forening.

Til alle i NATO, pas på ham Anders Fogh, han har én gang startet deltagelse i en krig på en løgn. Men det skal han også stå til ansvar for næste år, når der kommer en sag for Højesteret om den FN-ulovlige deltagelse i Irak-krigen, hvor Anders Fogh er stævnet af Grundlovskomitgeen af 2003.

Påskens kraft

Niels Erik Søndergård, Odense

"Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. - Og se, da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på. - Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. - Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. - Men englen tog til orde og sagde til kvinderne: 'Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. - Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt'".

Påskedag møder vi livets sejr over døden - livets sejr over det onde, og Pinsedag kom Helligånden som bekræftelse derpå. Noget større og vigtigere findes ikke. Den menneskelige teknik og frembringelse af ting kender vi. Velsignelsen heraf er begrænset. Men Påskens budskab og kraft forbliver en livgivende kilde.

I 1975 var jeg i et åndeligt bjergland, hvor bybussen søndag formiddag brød sammen på grund af alle de mange mennesker, der ønskede at fejre påskens under. Noget, der gjorde indtryk for livet.

Kære Georg Metz

Annette Pedersen, Albertslund

I næsten 7,5 år har du hver uge i din klumme nævnt, at Anders Fogh Rasmussen i sin tid måtte træde tilbage fra posten som skatteminister på grund af kreativ bogføring og vildledning af Folketinget. Du har causeret over det ufattelige, at man trods den baggrund kan være statsminister i Danmark. Det har været vittigt, ironisk, sarkastisk, alvorligt, oplysende, belærende, ætsende, undrende og meget underholdende, og jeg har læst det hver uge og set frem til den næste. Det slutter så nu, og herfra skal lyde en stor tak for alle disse påmindelser.

At Fogh ikke længere er statsminister, har jeg det rigtig godt med, men samtidig synes jeg, at du har helt ret, når du i en af de seneste klummer problematiserer, at en mand med den baggrund får en international toppost. Det er jo ikke kun den kreative bogføring, men også nutidige sager, der kan få en til at mene, at han mangler nogle vigtige egenskaber. Man kan bare nævne to sager: At han på et yderst tvivlsomt grundlag trak Danmark ind i en angrebskrig i Irak med et ufatteligt stort antal dræbte og sårede, og at han mildest talt optrådte som en elefant i en glasbutik i håndteringen af Muhammedkrisen.

Desværre er det kun Fogh, der er gået, mens VK-regeringen sikkert fortsætter sin blokpolitik støttet udelukkende på det mere og mere skingre og indvandrerfjendske DF.

Husk denkorrekte titel

Henrik Hartmann, Søborg

I dele af dagspressen, herunder Information (8. apr.) har der været omtale af filmen 'The Reader' baseret på romanen 'The Reader' af den tyske forfatter Bernard Schlinck. Jeg kender ikke så meget til hans forfatterskab; men jeg er rimeligt sikker på at han aldrig har skrevet en bog med den titel, hvorimod han har begået en fremragende roman betitlet 'Der Vorleser'. Den fås på CD læst op af forfatteren selv på et smukt og letforståeligt tysk.

Det kan godt være lidt irriterende, at der selv på avisens kultursider tilsyneladende kun eksisterer ét fremmedsprog, engelsk, I må da gå glip af meget, hvis I altid skal vente på, at det bliver oversat til engelsk og/eller dansk.

En foræring

Niels H. Hansen, Kruså

Ifølge TV 2 er det noget af en foræring, statsminister Lars Løkke Rasmussen starter med at give folketingets opposition med Peter Christensen som politisk ordfører. Hans opgave skulle som nævnt være angreb på SF. Ved med Inger Støjberg som minister og PC som polisk ordfører fastholdes den neoliberalistiske linje, hvor det ikke endnu er gået op for Venstre, at det ikke harmonerer med løsning af finanskrise og klimaproblemer på længere sigt.

Der skal forhåbentlig mere end oratorisk frækhed og usaglig flabethed til at imponere danske vælgere.

Tak til statsministeren, og vi sønderjyder må vel godt benytte dette til et godt grin.

Fra velfærd til krigsfærd

Tao Kongsbak, Kbh Ø

Den sociale velfærdstat i Danmark blev til i 60'erne og 70'erne som et fælles mål for de nordiske samfund. Med den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen og dennes inspiration fra New Labour i Storbritannien blev staten for alvor europæiseret/nyliberaliseret til en konkurrerende workfare- eller, på dansk, en jobfærdstat. Med Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen og dennes klappen ryg på de konservative republikanere i USA og senere overflytning til 'et job' som generalsekretær i NATO er staten endeligt blevet sat i et globaliseret system som en warfare- eller, på dansk, en krigsfærdstat.

Sagt lidt forenklet: De folkevalgte regeringers løsninger på sociale og globale problemer herunder i arbejdslivet er gået fra mere velfærd over mere jobfærd til mere krigsfærd. Jeg spørger: Er det virkelig denne forandring i samfundsmiljøet de politisk vælgende folk, medborgerne, har villet? Eller har de folkevalgte blot i folkestyrets navn udviklet sig selv til et kolonialt folkefærd der understøtter et finansielt system (for eksempel gennem IMF), der bekriger såvel den offentlige velfærd som landbefolkningernes, pjalteerhvervendes og arbejdstagernes kollektive rettigheder det være sig på Island eller i Afrika?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu