Kommentar

Livets pølse er speget -

Det bemærkelsesværdige ved livet er, at det kan gå til af ikke at blive brugt. En krop, der aldrig bliver brugt, bliver slidt på sin egen specielle måde. Men man kan også slide sig ihjel i jagten på livet
7. april 2009

Jeg kan huske for mange år siden, at man i et forbrugerprogram på tv havde valgt at fjerne al farvestoffet fra en ganske almindelig dansk spegepølse. Det var ikke noget kønt syn. Omtrent som at se en dansker bevæge sig ud af vinterhiet og ud i den begyndende forårssol. Bleg og farveløs.

Omvendt går der jo ikke ret lang tid, før den bagende forårssol kalder - ikke alene alle de spirende frø og blomsterløg op af jorden, men også mennesker ud af deres huse og ud af sig selv. Hvis nu vi levede i en politistat, hvor der som bekendt ofte forekommer vilkårlige arrestationer, så skulle politiet i Danmark bare slå til i den mørke årstid. For der er mange danskere i forvejen bagbundet af kulden og mørket. Nærmest spærret inde i deres huse, i deres kroppe og i sig selv.

Man kunne fristes til at udbryde: "Hurra for den globale opvarmning!" Den giver mere sol og mere varme. Men også mere vand.

Billedet af min gamle morfar dukker også op på nethinden. Han var husmand og arbejdede det meste af sit liv. Med sig selv og sin krop. Ikke at han overanstrengte sig. Dét gjorde han ikke. For det var ikke nødvendigt. Han havde ikke anskaffet sig en større gård eller flere grise og køer, end han kunne passe i fred og ro og klare til sit eget og familiens underhold.

Men altid havde han brugt sig selv. Både på gården, i husmandsforeningen, i missionshuset, i brugsforeningen, i menighedsrådet, i kirken, i familien, i politik, med mere. Han blev gammel og temmelig brugt. Ikke meget af hans liv fik lov til at ligge ubrugt hen. Han kom derfor også for mig og andre i familien til at repræsentere trofasthed, tryghed, ansvar og nærvær.

Hvordan vi bruger livet

Det bemærkelsesværdige ved livet er jo, at det kan gå til af ikke at blive brugt. En krop, der aldrig bliver brugt, bliver slidt på sin egen specielle måde. Der slides mange kroppe op hjemme i danskernes sofaer eller foran computeren. Som Niels Hausgaard siger: "Sofaen er som et forslugent rovdyr, der angriber bagfra. Og sidder man der først, bliver man næsten opslugt".

Lige såvel som man kan dø af overanstrengelse, kan man også dø af dovenskab og ugidelighed. Og der er slet ingen tvivl om, at det er det sidste, vi i skikkelse af udbredte livsstilssygdomme dør af i dag i vores del af verden. Mens det er en livsstilssygdom i Dafur-provinsen i Afrika at dø af sult, er det en livsstilssygdom for os at dø af overernæring og ubrugte kræfter. Med den afgørende forskel vel at mærke, at afrikanerne i Dafur og andre steder ikke selv har valgt deres livsstil -

Selvfølgelig kan man bruge sin krop forkert. Og hvis man gør det i forbindelse med sit arbejde som eksempelvis social- og sundhedsassistent, kan man ansøge om og få tildelt en arbejdsskadeerstatning. Det er sådan set udmærket, at det er sådan. Men alternativet er jo ikke, at man så helt skal holde op med at bruge sin krop. For tænk sig, hvad der kan ske med den?! Sådan er det jo også med livet i det hele taget: Der kan ske så meget, fordi livet strengt taget udfolder sig under en permanent trussel om udslettelse. That's life!

Men tænk så også på, hvilke kolossale kostbare kræfter og bekymringer, der nyttesløst ville hengå med at undgå alle trusler og værge for sig mod alt det, der kan ske. Jeg kender elskelige bedsteforældre, der forsyner de sylespidse torne på deres kaktusplanter i stuen med små korkpropper, så deres børnebørn ikke skal stikke sig på dem, når de er på besøg og leger.

Utroligt, vi overlevede

Mine søskende og jeg er vokset op på en gård de første år af vores liv. Og det er i bakspejlet et mirakel, vi stadig er i live: Min søster blev trådt i øjet af en ko; min bror faldt ned fra en frontlæsser og blev kørt over af en traktor; jeg selv faldt ned fra halmloftet og landede på det rene cement og slog i øvrigt hul i hovedet to gange, uden at tage nævneværdig skade. Der var ingen seler på bagsædet af vores bil; mine forældre røg; vi fik to retter mad med fed, opbagt sovs og boede dertil helt derude, hvor hverken stat, amt og kommune havde ret meget at rive i.

Den tyske forfatter og nobelpristager i litteratur, Günther Grass, beretter i en kort fortælling om en fisker, der fredsommeligt sidder i en stol og bøder sine garn, mens han nyder livet. Så kommer en driftig ung forretningsmand hen til fiskeren og fortæller ham, hvor mange penge han kan tjene, hvis blot han investerede i en større båd, hyrede en hel besætning, tog et lån, byggede en fabrik og skovlede penge ind på en svulmende konto, så han til sidst omsider kunne nøjes med at sidde i en stol på havnekajen og nyde livet. Hvorpå fiskeren tog piben ud af munden og svarede den energiske forretningsmand: "Jamen, det er jo det, jeg sidder og gør lige nu!"

Hvis vi fortravlede og stressede danskere blot kunne forstå, at livet ofte er det, der sker, mens vi har travlt med alt muligt andet - som John Lennon så viseligt engang skrev.

Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen

Ejvind Larsens 'Frie ord' holder ferie og vender stærkt tilbage tirsdag den 5. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu