Klumme

De mindreårige i bur

De informerede retssynspunkter fejrer nye nederlag
Debat
25. april 2009
De informerede retssynspunkter fejrer nye nederlag

Fortabelsen af andres agt er en alvorlig sag for snart sagt alle. Fællesskabet er et væsentligt led i definition af arten. Det yderste og mest radikale tab af medmenneskenes accept og anerkendelse sker, når samfundet på baggrund af visse handlinger skiller sig af med en person ved udslettelse. Her skulle man tro at den maksimale sanktion er opnået, men nej. I forbindelse med henrettelsen og umiddelbart forud for denne var det i tidligere tider ikke ualmindeligt at torturere den dømte, således at døden paradoksalt nok kunne komme som en udfrielse, hvilket i øvrigt ikke var meningen med mishandlingerne. Så megen påført lidelse for delinkventen som muligt og herefter døden med fortabelsen af navn og minde, det var målet. Henrettelsen af greverne Struensee og Brandt i København i 1772 krydredes med håndsafhugning i levende live, dernæst halshugning og påfølgende partering, samt destruering af deres våbenskjold. Meningen var at bibringe de udstødte maksimal ydmygelse. Fuldbyrdelsen af en urgammel forestilling om vold som retfærdighed, der nu og da kunne få selv en hærdet samtid til at protestere. Nogle forbrydere blev knebet med gloende tænger på vejen til retterstedet og måtte vækkes ved selve henrettelsen med en pøs vand, fordi de var besvimet af smerte. I mere nådigt indstillede systemer ventede man med at mishandle forbryderen efter dødens indtrædelse, og ifølge engelsk praksis kunne den dømte bestikke sig til at blive tynget ned i galgen, så døden indtraf hurtigt. Men straf som den ultimative smerte var fortsat ideen.

I kristendommen er motivet velkendt i romernes mishandling af Jesus af Nazareth. Dette var ikke en enestående behandling der specielt blev denne berømte religionsstifter til del, men gængs fremgangsmåde i Romerriget. Forud for en korsfæstelse, som vist er den mest pinefulde fremprovokerede død man kan opregne, gik planmæssig piskning og anden form for hård tortur. Den dømte fik ydermere lov til at slæbe sin egen henrettelsesmaskine til skafottet - i betragtning af et overdimensioneret trækors' vægt en pinefuld affære i 35-40 graders mellemøstlig varme. Enhver kunne ved seancen sætte sig ind i den lidendes situation, eftersom tingene foregik i fuld offentlighed. Det var meningen.

Straf havde (også) dengang to formål: hævn og afskrækkelse.

Humanisme

I oplysningstiden begyndte retsfilosofferne for alvor at overveje om straf nu også var en hensigtsmæssig foranstaltning. Om straf gavnede nogen overhovedet, og om hvilket forhold straf stod i til samfundets samvittighed. Forbrydelse og straf blev i denne opfattelse set som mere relative størrelser; de tænksomme bemærkede at forbrydelser oftest var socialt bestemt. De rige stjal sjældent brød, tiggede og sov under broerne, som Anatole Françe siger. Den humanistiske retsopfattelse som vel at mærke baserede sig på empiri vandt langsomt frem, meget, meget langsomt. Den afskaffede tortur og dødsstraf, men i et ellers civiliseret land som USA kan man roligt sige at det gik den modsatte vej med dødsstraf i adskillige stater, samt uhyrligt brutale fængselsstraffe på flere gange livstid i en retspraksis, man med en eufemisme har kaldt nul tolerance. Den humanistiske tankegang er afvist som pladderhumanisme og øllebrødsbarmhjertighed, og fortalerne er blevet beskyldt for at gå forbrydernes ærinde.

Konsekvensen af et humanistisk rets- og straffesynspunkt er imidlertid ikke straffens bortfald, alene af den grund at man både politisk og praktisk har vanskeligt ved at sætte noget i stedet, men også fordi nogle forbrydelser er så grove at man ikke uden videre kan slippe forbryderne løs bla. for ikke at fremprovokere selvtægt. Erkendte dilemmaer som dog ikke har forhindret visionære folk i at tænke i alternativer til stadig strengere straf. Der foregår sagt på en anden måde en tankeproces: hvad man så skal stille op, og flere lande som for eksempel Norge og Sverige har med held indført andre og mere avancerede sanktionssystemer. Debatten her i landet foregår på to niveauer: et informeret og et uinformeret. Det informerede beherskes af en forholdsvis lille kreds af sagkyndige, samt af dem der læser disses forskningsresultater og indlæg. De er for tiden temmelig magtesløse. Over for dem står det uinformerede retssynspunkt, som forvaltes af et flertal i Folketinget mest ihærdigt af Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup godt fulgt op af repræsentanter for Venstre og Socialdemokratiet. SF kan også af og til være med, når dét giver pote. De konservative har været let tvetydige i den senere tid, uden at man af den årsag på nogen måde skal tro at partiet har forladt gamle velafprøvede straffesynspunkter. Enhedslisten og de Radikale synes at være ene om at varetage et fornuftsrelateret og kildebaseret retssynspunkt, men begge partier har ikke held til at vinde megen ørenlyd for tiden. Den nye statsminister har senest lanceret et påstået behov for at sænke den kriminelle lavalder og melder hermed klart ud at hans personlige standpunkt er rodfæstet i det uinformerede standpunkt med tolerancen godt stuvet af vejen og reverens for DF's primitive retssynspunkt, som statsministeren så gør til sit eget. At landet ligger sådan, antydes jo også ved hans præference af Søren Pind som retsordfører. Ikke at Pind hver eneste gang skal have æren at blive nævnt i denne spalte, men fordi Pind repræsenterer en udbredt ejendommelighed i den juridiske verden. Som uddannet jurist må venstremanden vide at det med straf forholder sig mere nuanceret, end flertallet og han selv hævder. Ellers har han snorksovet i kriminologi-timerne. Pinds synspunkt er politisk opportunt, ligesom statsministerens. Forestillingen om at de små brødre følger de større i bandekriminaliteten (pudsigt at medierne ret konsekvent kalder de to sider for hhv. indvandrerbander og rockergrupper) og dette kun kan inddæmmes ved at sænke lavalderen, hviler på en myte. Ifølge tilgængelig viden er der kun få eksempler på at de mindreårige udnyttes eller lader sig udnytte. Men tendensen er klar i VKO's tid: man overkriminaliserer hellere end tolererer eller affinder sig med forhold der dybest set ikke er så alvorlige, som de gøres til. Kriminalstatistikken taler ikke om stigende kriminalitet, men i visse fald grovere, som vel at mærke fortrinsvis er vendt mod andre kriminelle. Tallene er alt i alt beskedne sammenlignet med for eksempel fartforseelser, hvor sagesløse i langt højere grad rammes.

Fadbamseinspireret

Statsministeren og hans flertal har valgt og vælger hver gang den uinformerede reaktion, der i stil med en fadbamseinspireret meningsudveksling på bodegaen kræver straffene strammet op, som de siger. Danmark ligger snart i top, hvad angår sanktioner. Ikke en kat udefra begriber et suk, eftersom voldskriminaliteten som sagt ikke er stigende og ikke har været det. Man kan altså ikke hævde at de strengere straffe har haft en effekt. Disse kan udelukkende ses som fedteri over for de mest bøvede vælgerkrav til politikere, der frem for at agere som professionelle kynikere burde forklare befolkningen de mere komplekse sammenhænge.

Ingen skal bilde én ind at statsministeren, Søren Pind og Peter Skaarup ikke kan læse en forholdsvis simpel statistik.

Og hvis de kan, burde straffen over dem være inhuman, hård og ubønhørlig og i hvert fald koste dem deres positioner i den bedste af alle verdener.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars R. Hansen

Samfundets straffeniveau og form er udtryk for samfundets retfærdighedsopfattelse - det kan ikke gøres op i informerede contra uinformerede retfærdighedsopfattelser.

Straffes snævre funktionalitet - et lavere kriminalitetsniveau i samfundet - er underordnet den brede trivsel i samfundet et et opfattet retfærdigt straffeniveau skaber.

Retfærdighed overtrumfer rationalitet - det viser utallige undersøgelser fx. det såkaldte 'ultimatum game'.

Hvis det fx. kunne sandsynliggøres eller ligefrem bevises, at kriminalitetsniveau og recidivfrekvensen kunne halveres for visse kriminalitetstyper og kriminelle, hvis midlerne, der idag bruges på fængsels-, uddannelses- og behandlingsudgifter i kriminalforsorgen i stedet udbetales som direkte kontantydelse til de kriminelle mod de afholder sig fra yderligere kriminalitet ville et overvældende flertal i befolkningen være imod en sådan effektiv ordning.

Det samme ville gøre sig gældende for meget drakoniske straffe - selvom det måtte kunne bevises, at livstidsstraffe for overtrædelser af færdselsloven kraftigt ville reducere overtrædelser og det overordnet samfundsøkonomisk set ville være rentabelt ville kun de færreste være for en sådan effektiv ordning.

En opfyldt retfærdighedsfølelse er vigtigere for 'lykkeniveauet' i samfundet end kriminalitetsniveauet. Det er derfor holistiske set ikke rationalt med en ren rational retspolitik - hvis menneskelig lykke regnes som ønskværdig.

Selverklærede oplyste samfundsdebattører som Georg Metz søger med sin snævre rationalitet at mindske 'lykkeniveauet' i samfundet til fordel for en forholdsvis lille skare af kriminelle.

Hvad angår regeringens såkaldte nultolerance og længere straffe så er det for mestedelen retorik - strafferammerne er hævet markant, men de faktiske dømte ubetingede fængselsstraffe for voldskriminalitet er kun øget med 20 dage i gns. i forhold til niveauet før VK-regeringen - Georg Metz og andre "informerede" debattører hidser sig altså op over sølle 20 dage!

Marietta Jeppe

Når den almindelige dansker sider som domsmand dømmer de generelt mildere, sammenlignet med hvis de havde været spurgt i en meningsmåling. Årsagen skal findes i, at de for første række finder ud af at straf alene ikke gør lykken. De er mere informeret end en person der aldrig har sat sine ben i en retssal. Retsfølelsen, som det så ”hyggeligt” bliver kaldet, får pludselig sat en vinkel yderlige på; virkeligheden. Og alle med et vist minimum af nærvær ved, at virkeligheden langt fra er os alle retfærdigt forundt. Rationaliteten overtrumfer retfærdighedsfølelsen – der er altså fundet en læreproces af sted m.a.o. ikke en ultimatum game. Der er altså to forskellige retsfølelser tilstede; de der har fået et meningsfuldt feedback på hvad straffens omstændighed er, og de der ikke fik.
20 dage ubetinget lyder måske ikke af meget, når det ikke er en vej man selv har betrådt. Konsekvensen for den der oplever straffen er dog en væsentligt anden fx udelukkelse fra arbejdsmarkedet. Baccaria mente i 1764 ikke at strenge straffe ville gøre en forskel. Den, straffen skulle disciplinere fra at begå forbrydelse, ville nok ikke have begået forbrydelsen under alle omstændigheder. Men for forbryderen kan straffen tvært om i værste fald betyde en end game – man kan jo lige så godt løbe linen ud, når man ved hvor man ender.
Det eneste USA har fået ud af nul tolerance politikken er 2,3 mio. mennesker i fængsel. Hertil kan tilføjes, flere psykisk syge i fængslerne end i institutioner for psykisk syge. Flere sorte i fængslerne end på universiteterne. En tendens der har været markant forøget siden nul tolerance politikken blev indført. En virkelighed som amerikanerne nu er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om den førte politik giver en større lykkefølelse for samfundet. For som det er i dag, så har retsfølelsen kun kostet samfundet en masse skatte penge.

Lars R. Hansen

All right, så lad os se på eksemplet: Grønland.

I Grønland har man et af verdens meste progressive retssystemer - man har simpelthen ingen lukkede fængsler (et er dog under opførelse) selv grove lovovertrædelser som drab og voldtægt afsones oftest i åbne anstalter med daglige uledsagede udgange - kun de (ekstremt farlige) lovbrydere der har behov for særlig behandling sendes til afsoning/behandling i Danmarks lukkede anstalter - straffebegrebet er i den grønlandske kriminallov afskaffet til fordel for gerningsmandsprincippet - man straffer ikke gerningsmanden, men hjælper denne til at blive en produktive borger - dette retsprincip fremføres ofte af "Georg Metz's informerede debattører" som det ideelle retssystem - humanistisk rationel tænkning i højeste potens.

Desværre har Grønland et af den vestlige verdens højeste kriminalitetsniveauer - drab, sædelighedsforbrydelser og grov vold er langt mere udbredt i Grønland end Danmark - hvordan kan det dog være tilfældet når Grønland har et af verdens mest progressive retssystemer med gerningsmandsprincip og hele molevitten?

"Desværre har Grønland et af den vestlige verdens højeste kriminalitetsniveauer"

Havde de mon også det før vi kom og indførte "et af verdens mest progressive retssystemer" ?
For ikke at tale om alkohol " the stepping-stone drug to crime " ?

Lars R. Hansen

PJ:"Havde de mon også det før vi kom og indførte..."

Det er der vist ingen sikker statistik for - men blodhævn og blodskam var ifg. tidlige rejsebeskrivelser almindeligt forekommende. Trommedans kunne heller ikke dengang løse alle konflikter i samfundet - det var usædvanligt for en voksen mand ikke at have mindst et menneskedrab på samvittigheden.

Grønland ville helt klart forbedre deres kriminalitetsniveau langt mere effektivt med et svensk systembolaget end det humanistiske gerningsmandsprincip.

Alkohol er helt klart en af de væsentligst parameter for det høje grønlandske kriminalitetsniveau - som et lille kuriosum kan det da lige nævnes, at den danske stat i 1782 forbød salg af alkohol til inuitter - så det er ikke ny viden vi har med at gøre her.

Lars R. Hansen

MJ:"Når den almindelige dansker sider som domsmand dømmer de generelt mildere, sammenlignet med hvis de havde været spurgt i en meningsmåling."

Hvis du henviser til "Balvigs - Danskernes syn på straf" så bør du vide, at der her KUN var tale om straffesager med ganske korte ubetingede fængselsstraffe - og her viste det sig, at forsøgspersonerne generelt ikke mente ubetingede fængselsstraffe var en retfærdig straf i forsøgs-sagerne.

Heri er jeg selv ganske enig! Jeg mener ikke man bør bruge så korte (3 måneder eller mindre) ubetingede fængselsstraffe som i dag er tilfældet i over 60% af de domme, hvori der idømmes ubetingede fængselsstraffe.

Hvis den gode humanistiske professor Balvig havde indrettet sin undersøgelse til også, at omfatte grove sager fx. drab og sædelighedsforbrydelser ville resultatet givet have været et andet - det er jo netop ikke de små straffesager til 3 mdr. eller under, der giver anledning til almindelig utilfredshed med straffeniveauet i den brede befolkning.

Marietta Jeppe

LH: Den almindelig dansker sidder selv med som domsmand, ønskede de at straffe hårdere så foreligger muligheden. De kunne starte med at udnytte strafferammen fuldt ud, men det gør de langt fra. Hvorfor - fordi livets realiteter langt fra sort eller hvidt - mord kan ikke simplificeres til simpelt ondskab.

Lars R. Hansen

Nu ved du vel de juridiske dommere har stemmeovervægt i forhold til domsmænd og nævninge?

Desuden kan man diskutere om, hvorvidt lægdommere faktisk er repræsentative for befolkningen - det viser flere undersøgelser de IKKE er - især når det gælder alder, socioøkonomiske status og etniske baggrund er lægdommeres repræsentativitet skæv.

Lige meget, hvordan du vender og drejer den, så ændre det ikke på befolkning som sådan har et udtalt ønske om en mere retfærdig retspolitisk - retfærdig vil i langt de fleste grove sager være defineret som længere ubetingede fængselsstraffe.

Lars R. Hansen

Fortsættelse...

Taler vi om små sager og især selvtægt vil et flertal foretrække betingede domme, fodlænke eller samfundstjeneste.

I øvrigt er det ikke de ganske få lægdommeres opfyldte retfærdighedsfølelse, der skaber tilfredshed i den brede befolkning - disse ganske få personers tilfredsstillelse tæller jo nærmest i den sammenhæng.

Det er den opfyldte retfærdighedsfølelse i brede befolkning, der giver udslag i det nationale lykkeindeks. Så kan man naturligvis sige vi skal bygge et retssystem, der skider højt og flot på befolkningens retfærdighedssans og dermed deres lykkefølelse - se hvor længe det går førend overdreven nødværge, selvtægt og retspolitisk ekstremisme bliver en reel trussel for retssamfundet.

Marietta Jeppe, jeg har været domsmand i Kbh's Byret og Østre Landsret i en årrække og kan bekræfte, at man "møder en forbryder og finder et menneske".

En sag har altid 2 sider og der kan bestemt være formildende omstændigheder der skal tages hensyn til. Virkeligheden er ikke sort/hvid.

Lars Hansen, "lykkefølelse og retfærdighedssans" jo, men det gør vel ikke noget, at den er baseret lidt på kendsgerninger og viden om faktiske forhold.
Det kunne jo være at dommere og lægdommere havde mere indsigt i "retfærdig" strafudmåling end en befolkning som baserer deres "retfærdighedssans" ud fra følelser og fornemmelser. Jeg medgiver, at det at straffe også indeholder et hævnmotiv som er en naturlig menneskelig følelse og jeg har har haft sager hvor jeg helst havde kunne fængsle den tiltalte og så iøvrigt "smide nøglen væk" men den holder jo ikke.
Iøvrigt er det mit indtryk at domsmænd er lige så forskellige som alle andre og der er ingen speciel linje som føres af henholdsvis dommere og lægdommere.

Iøvrigt kan jeg berolige med, at vi har et overordentligt hæderligt og seriøst retssystem, hvor jeg aldrig har oplevet at der er gået på kompromis med retssikkerheden.

Selv med det bedste system til at rehabilitere kriminelle vil der altid være nogen som man aldrig kan få til at overholde samfundets regler, her tænker jeg især på de personer der har uhelbredelige psykiske lidelser, eller på andre afvigere samt vane forbrydere der bare nægter at følge reglerne af grunde kun de ved.
Det går imod den almene retsopfattelse når personer af denne type får lov til at gå frit omkring på trods af at det erfaringsmæssigt kun er et spørgsmål om tid før de igen bryder loven.
Alderen for en krimenel bør vel ikke have effekt på straffen, dette strider jo principelt imod ligeretsprincipperne for gerningspersoner.
Så at sænke den kriminelle lavalder, er vel blot et udtryk for at gøre loven lige for alle... Der er vel ingen grund til at mene at fordi en person er ung er hans forbrydelse mindre end hvis personen var ældre.

Marietta Jeppe

LH: Så vil jeg anbefalde at du selv sætter dig i stolen.

Ole Gerstrøm

Peter Madsen skriver:

"Iøvrigt kan jeg berolige med, at vi har et overordentligt hæderligt og seriøst retssystem, hvor jeg aldrig har oplevet at der er gået på kompromis med retssikkerheden."

Jeg kender to politiske sager, hvor komplet uskyldige er dømt.

Jens Thorning

Samme her: Brixtofte- og Riskær-sagen.