Kommentar

Hvad mon der sker nu?

Om bøger, man ikke kan lægge fra sig
16. april 2009

Fortællekunsten og trangen til at høre gode historier er lige så gammel som sproget. Brugen af skrifttegn og fremstilling af tekster adskiller civiliserede folkeslag fra dem, vi kalder for primitive. At lære at læse og skrive er en vigtig begivenhed i et menneskes liv - og over halvdelen af jordens nuværende befolkning har den endnu til gode.

Hvad er det så, der gør en fortælling god? Hvad gør en bog svær at lægge fra sig - unputdownable som englænderne siger?

Mon ikke det er læserens nysgerrighed efter at få at vide, hvad der nu vil ske? Den gode fortæller får os til at læse videre, selv om vandet koger, eller vi skulle have været ude af døren for lidt siden.

Forventning indgår i glæden ved at læse noget, der fængsler én, forførelse er også en del af det. Den gode fortæller pirrer sin læsers nysgerrighed og stimulerer en appetit, der kun mættes for at vække en ny og større - lysten til mere.

Spænding er én ting, genkendelse og identifikation er nok så væsentlige værdier. Netop sådan har jeg følt og tænkt og drømt engang, siger man til sig selv, det er da fantastisk. Den helt store fortællekunst kan få os til at genopleve, hvad vi aldrig har oplevet før, og højere kan vi mennesker da vist ikke drive det.

Vi vil altid have mere af den gode historie, lysten er umættelig, og selv når vi har fået det hele, er der en længsel tilbage, som aldrig kan tilfredsstilles: ønsket om at vi havde den til gode. Vi misunder dem, der skal læse den for første gang.

Digterens radar

Hvad der kræves af en god fortæller, er der givet mange bud på.

Først og fremmest må man have talent, siger Hemingway, og meget. Så skal man have selvdisciplin og ikke tabe sit mål af syne, og ens kunstneriske samvittighed må være lige så ubestikkelig som det originale metermål, der opbevares i Paris. Man skal også være intelligent, og frem for alt leve længe nok til at få arbejdet fra hånden. Det mener han nok kan blive det sværeste i den sidste ende.

En ulykkelig barndom anser han også for at være en ung forfatters vigtigste forudsætning. Og det allervæsentligste for enhver forfatter er at have en indbygget, stødsikker lorte-detektor. Det er digterens radar.

Hemingway lagde vægt på, at god skrivekunst er sand skrivekunst. Begynd med at skrive den sandeste sætning du ved, lød hans råd, og det var ikke et sandhedskrav i banal forstand. Enhver kunstner er kun ansvarlig for sig selv - det er blandt meget andet dét, der adskiller digtekunsten fra videnskaben. På skolebænken og i forskningen melder kravet om eksakt viden sig, i kunsten hersker lovløsheden.

Forfattere bliver ofte interviewet om forholdet mellem dét, de skriver, og deres eget liv. Hvad forventer man egentlig af svar? Man gransker kunstnerens liv for at få en forklaring på, hvorfor kunsten er, som den er. Sæt nu, det er kunsten, der fortæller, hvorfor livet blev som det blev? Den kedsommelige diskussion om forfatteres forhold til fiktion og virkelighed har Picasso for længst afkortet ved at kalde kunsten for en løgn, der viser os sandheden.

Mellem linjerne

Til alt held for de gode fortællere er der et kronisk behov for gode fortællinger, og hvad er en afsender uden en modtager? Men er det nu også det samme, der bliver sendt og modtaget?

Forholdet mellem skriveren og læseren er blevet sammenlignet med et møde mellem en blotter og en kigger. Det er vittigt sagt, men forfattere dækker sig mere eller mindre talentfuldt bag flertydigheder og fortolkningsmuligheder. Og de bedste forfattere kendes på dét de udelader, på det usagte eller antydede, som stimulerer læserens fantasi og holder nysgerrigheden ved lige.

Gensyn og genkendelse kan vække glæde, ligesom gentagelser, inden for rimelighedens grænser, men overraskelsen og det uventede holder liv i spændingen, og rigtig levende bliver en tekst kun, når den kan forstås på flere måder. Forudsigelighed skal doseres varsomt.

I al fortælling er flertydigheden som nøgendanserindens slør. Det både skjuler og fremhæver former og bevægelser og vækker beskuerens fantasi, ligesom mulighederne i en tekst kan skærpe opmærksomheden og interessen hos læseren. Samspillet mellem den skrivende og den læsende er en kompliceret proces, og hvad der berørte én, første gang man læste en tekst, kan virke anderledes, hvis man genlæser den senere, fordi man i mellemtiden er kommet i kontakt med andre sider af sig selv og giver teksten et nyt gensvar.

Det sidste ord er hverken sagt eller skrevet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu