Baggrund

Når nok ikke længere er nok

Prügelknabe for amerikanernes krisefrustration over deres egen sammenbrudte overforbrugsøkonomi er blevet en mor på offentlig forsørgelse, der for nogle måneder siden fødte ottelinger - i forvejen havde hun syv børn
Debat
25. april 2009

Dollaren styrtdykker, økonomien imploderer og krisen kradser, så hvad er amerikanerne mest optaget af i den for deres land og dem selv så alvorlige situation? Svaret er, at de er optaget af 'Octomom' - sagaen om en ung, enlig mor i Los Angeles, som efter allerede at have bragt syv børn til verden, fik fertilitetsbehandling og nu er nedkommet med ottelinger.

Under normale forhold ville historien være endt som en kuriositet i notespalten. Men siden Nadya Suleman ramte nyhedsstrømmen, er dusinvis af medier begyndt at rapportere om hendes mindste bevægelse med en afsky i tonelejet, der er kommet til at ligne en ren besættelse. Ikke nok med at hun må lide under tilnavnet 'Octomom', nu er også popstjerner som Cher trådt frem for at tage afstand fra hende, ligesom blogs er blevet oprettet for at skildre alle enkeltheder om de plastikkirurgiske operationer, hun har undergået, og underholdningswebsites har sendt reportere til at følge efter hende og svælge i hendes indkøbsture i kosmetikbutikker med alle tænkelige udtryk for forargelse.

Og sandt nok er der meget at komme efter. Sulemans familie lever af madbilletter, og der er ikke nok babymøbler til alle hendes børn. Hendes egne forældre har givet interview til medierne, hvori de kritiserer hendes valg.

Skyldfølelse og skam

Mange sære skæbner er tidligere blevet hævet frem og gjort til mediestjerner i amerikansk populærkultur. Men Sulemans historie bare fortsætter og fortsætter, og alle de følelser, som knytter sig til den, forekommer ejendommeligt hadefulde og hævngerrige.

Jeg tror, at amerikanernes besættelse af Suleman er en form for projektion af deres egen skyldfølelse og skam over de uansvarlige valg, de selv har truffet. Suleman har ikke noget ordentligt job, men hun har alligevel sparet op til en bekostelig fertilitetsbehandling og fået råd til flere dyre kosmetiske operationer. Hvad værre er, har plastikkirurgerne forsøgt at designe hende til at ligne skuespillerinden Angelina Jolie. På en eller anden måde har hun et hus med masser af plads, men ingen ordentlige senge til alle sine børn. I en anden tidsalder ville det have været fraværet af en mand, som gjorde Suleman til genstand for offentlig foragt. I dag overskygges kvindeaspektet af andre temaer. En arbejderklasse- eller arbejdsløs person vover at aspirere efter at ligne nogen af høj status og bruger alt for mange på at undfange alt for mange sagesløse babyer, som har krav på beskyttelse og omsorg, men nu er udleveret til deres selviske mor. Tryllebundet af symboler på velstand og et forbrugsniveau, hun ikke selv har råd til, har hun selv opført sig som et barn, uden tanke for fremtiden.

Lyder det bekendt? Minder det, om nogen vi kender?

Lige nu vakler amerikanerne under indtryk af den virkelighed, de har skabt for sig selv. Boligboblen blev i vidt omfang opblæst og brast, fordi amerikanerne lånte flere penge, end de havde råd til at betale tilbage - hvilket de udmærket vidste.

Havde allerede nok

Dette mindsker selvfølgelig ikke smerten hos de mange, som nu har måttet gå fra hus og hjem, at noget sælsomt, amerikansk og en smule perverst fandt sted. Millioner af amerikanere blev forført af fantasier om et smukt og stort hus, skønt de var usikre på deres fremtidsplaner og alligevel fuld af en vanvittig tillid til, at alt på en eller anden måde nok skulle ordne sig. Amerikansk optimisme blev lige så meget en forbandelse som en velsignelse.

Den indefrosne kredit i dag er til dels et værk af bankfolk og hedgefond-bestyrere, som agerede nøjagtig lige som Nadya Suleman og pantsatte fremtiden for at tilfredsstille et øjeblikkeligt begær. Men den er også et resultat af, at helt almindelig amerikanere pådrog sig en større kreditkortgæld end nogen tidligere generation.

I butikscentret, hjemme eller på internettet agerede amerikanerne også som Nadya Suleman: Forført af tasker, sko, skønhedskure, ferier og det liv, som de stjerner de tilbeder, tager for givet. Og med en nedbrudt uddannelses- og sundhedssektor og vanskeligheder ved at finansiere de sociale sikringsordninger er deres børns fremtid nu i lige så høj grad bragt i fare, til dels som følge af deres egne valg.

Den overkommelige, hæderværdige amerikanske drøm fra 1950'erne - en studentereksamen på et rimeligt gymnasium, et lille hus, som var ens eget, håbet om, at ens børn vil klare sig bedre end en selv - forekom aldeles malplaceret i de forrige to årtier. I den nye realityshow-agtige version af verden kom amerikanerne til at forvente, at de kunne leve, se ud, danse og feste som partyberømtheder - eller i modsat fald opleve sig selv som fiaskoer. Nok var ikke længere nok.

Det var den amerikanske drøm, som Nadya Suleman ville løse billet til, og i deres besættelse af hende er amerikanerne nu selv ved at komme til indsigt i, hvor alvorlige vildveje de var kommet ud på. Ja, faktisk er en ejendommelig lettelse nu ved at indfinde sig i amerikanernes bevidsthed i takt med at overforbrugsøkonomien går i stå.

Den lettelse kommer fra ikke længere at hige efter at forbruge som Suleman eller Britney Spears. Den kommer fra besindelsen på, at det måske kunne være godt nok med et lille hus, der er ens eget, en rimelig studentereksamen og de børn, man allerede har.

© Project Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her