Læsetid 4 min.

Nej tak til reklamer er næsten en umulighed

Det viser sig at være mere end almindeligt svært at sige nej til at få reklamer ind ad postkassen. Men det er da temmelig ulogisk, at man overhovedet skal tilmelde sig et nej
28. april 2009

Bureaukrati og unødigt indviklede regler bør ikke komme som et chok for noget herboende individ - men ændringerne for tilmelding til 'Reklamer nej tak'-ordningen bør alligevel indstilles til førstepris for stupiditet.

Undertegnede var tilmeldt den gamle ordning og har i mange år haft det røde 'nej tak'-skilt på postkassen. For godt en måned siden modtog jeg informationer om den nye ordning på Post Danmarks brevpapir. Skrivelsen er en to-siders lang smøre, hvor urimelighederne hober sig op. Det første punkt, der springer i øjnene, er, at man ikke som oprindelig nej tak-siger, overgår til en af de nye nej tak-kategorier. Nej, hvis man ikke reagerer på skrivelsen, overgår man pr. automatik til at modtage reklamer, når den nye ordning træder i kraft.

Til gengæld har iværksætterne bag dette nye tiltag, sørget for flere muligheder, hvis man ønsker at slippe for alt det glitrede papir. Man kan ringe på Post Danmarks kundeservicelinje. Det forsøgte jeg en del gange - indrømmet min tålmodighed med at vente til ligegyldig muzak er ikke en engels - så jeg slap ikke igennem telefonkøen. Næste forsøg var at tilmelde min adresse via Post Danmarks hjemmeside. Den kan man bare ikke benytte uden at have en adgangskode til ePosthuset. Jeg bestilte min adgangskode, og den landede fint i min stadig rødmærkede postkasse et par dage efter.

Snedigt gjort

Forventningsfuld loggede jeg på med min nye kode og tænkte, at så var det problem løst. Men nej - koden kunne give adgang til mange andre funktioner (som jeg slet ikke har brug for), men ikke til reklame ordningen.

Sidste foreslåede løsning var at møde personligt op på posthuset og udfylde en tilmeldingsblanket.

Mit lokale posthus er, som mange andre steder i provinsen, blevet lukket. Postekspeditioner foretages nu fra et supermarked. Jeg kunne bare håbe, at de havde blanket og mærkater i det lille bur bag kasserne. Udstyret med billed-id tog jeg plads i køen, og var for første gang næsten heldig. Der var en blanket, jeg kunne udfylde. Mærkatet kunne jeg godt nok ikke få, det ville blive tilsendt direkte. Hvornår er uvist, efter godt to uger er det stadig ikke modtaget.

Historien står til at gentage sig, for ordningen fortsætter ikke til man selv angiver noget andet. Nej, den skal på snedigste vis fornys hvert andet år. Det vil sige, at hvis det lykkes mig at få mit postkassemærkat i denne omgang, skal hele proceduren gentages allerede om to år. Begrundelsen er, at en jævnlig opdatering af basen skal sikre, at alle de der ikke ønsker reklamer heller ikke får dem. Gad vide hvem der står bag den logik? Hvis jeg, med den ordning der ophørte i går, med ét skulle ønske at modtage reklamer, kunne jeg bare fjerne mit skilt og vupti få reklamer igen. Let og enkelt, men det må det åbenbart ikke være.

Hvem mon står bag?

Den nye ordning er kreeret af forbrugerombudsmanden, forbrugerrådet, afsendere og distributører. Når man dykker ned i hvem kategorien 'afsendere' er, finder man blandt andre Danske Reklame- og Relations Bureauers Brancheforening. Det vil sige, at mennesker, der lever af at lave reklamer, bestemmer, hvem der skal modtage dem. Interessant!

Alle os, der ikke gider læse reklamer, kommer formentlig ikke til at ændre vaner, bare fordi vi ikke kan slippe for at modtage dem. Det vil sige, der bliver ikke solgt flere enheder, uanset hvor mange reklamer der dumper gennem brevsprækkerne - men det handler ikke om salg - det handler om at få flest mulige foldere frem til forbrugerne.

Tonsvis af glitret papir skal ind i hjemmene koste hvad det vil af regnskove og CO2-udslip!

Tænk hvis man kunne anspore en af vore klimabevidste politikere til at tage affære her - tænk hvis man kunne vende hele tilmeldingsproceduren på hovedet. Det er da temmelig ulogisk, at man skal tilmelde sig et nej. Man er pr. definition ikke tilmeldt noget som helst, uden at ytre interesse - ikke engang et medlemskab af folkekirken kommer automatisk, uden forældrenes tilsagn.

Lad dem, der ønsker reklamer, sætte et 'ja tak'-skilt på deres dør - men husk at trykke reklamer i ganske små oplag, hvis det bliver lige så besværligt at tilmelde sig et ja, som det er ved et nej. Lad det være ment som en opfordring hvis nogen måtte læse dette inde på Christiansborg.

Indtil videre vil jeg returnere hver eneste reklamesag, der lander på min matrikel ved at stoppe dem i nærmeste postkasse. Det er mit håb at rigtig mange andre vil gøre som jeg, og at denne protest kan anspore til at ordningen bliver udformet, så man reelt har et valg.

Ann Busch er forfatter, klimaaktivist og restauratør

Ejvind Larsens 'Frie ord', som normalt holder til på denne plads, holder ferie men vender stærkt tilbage på tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
Erik Pørtner Jensen

Helt igennem en korrekt beskrivelse af det absurde i reklame nej tak ordningen.

Selv med e- post adgangskoden, som jeg bestilte i sidste uge og netop har modtaget, har det taget mig 10 minutter at klikke mig igennem den MEGET omfattende procedure blot for at kunne sige nej tak til reklamer.

.Det er en afmeldemetode som bevidst er konstrueret på en sådan måde , at det kun er hard core computerbrugere og overbevidste reklame fornægtere der magter at gennemfører det forhavende.

Jo, det er tydeligt at Post Danmark ejes af staten ,som er ledet af en borgerlig regering, som hellere vil lytte til erhvervslivet end forbrugeren.

PS.

Iøvrigt savner vi ikke Ejvind Larsen, hans indlæg er som regel usædvanlig dårligt formuleret og ikke een gang har han såkaldte frie ord haft betydning for os og vores anliggender i relation til det omgivende samfund. Med andre frie ord ; Spild af tid og spalteplads.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg har opgivet at slås med postvæsenet om reklamer, men kan heldigvis nu hælde det hele i en af kommunen opstillet beholder til aviser m.v. ved mit hus. Jeg er chokeret over mængden.

Ejvind Larsen skriver for en ’højpandet elite’, bortset fra når han viderebringer udsagn fra ’Birthe fra Valby Langgade’. Alligevel ’staver’ jeg mig da igennem hans ”Frie ord”, for det han skriver er i den grad vedkommende, selv om det er højest upædagogisk formuleret.

Er P&T ikke solgt til et selskabstømmerselskab?

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
Erik Pørtner Jensen

"Er P&T ikke solgt til et selskabtømmerselskab?"

Ikke endnu, men det har hele tiden været planen. For at højne værdien af selskabet inden salg er overskuddet øget dramatisk bl.a ved serviceforringelser og i ekstreme porto og gebyrer forhøjelser der ikke har udgangspunkt i i virkeligheden.

"Højpandet elite" er ellers meget velvalgt udtryk. Men jeg troede faktisk at EL skulle skrive til og for avisens læsere ;-)

Brugerbillede for Erik Nissen

Reklamer skal forbydes på et helt andet niveau end et 'Nej Tak' på postkasseniveau.

Reklamer kan godt betragtes som et af de mere potente redskaber, der driver det moderne samfund frem mod en afgrund, hvor intet af det, som reklamerne i dag lover, kan opfyldes - bortset måske for de allerfærreste og mest rige og magtfulde (og dog).

Brugerbillede for Tom W. Petersen
Tom W. Petersen

Reklamerne, herunder de evindeligt kørende, lysforbrugende plakatserier på jernbanestationerne, tilplastring af s-togene, etc. er det bedst dækkende symbol på, at "vi" intet som helst mener med vor bekymring for økonomi, miljø og rovdrift på naturens ressourcer.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

"Indtil videre vil jeg returnere hver eneste reklamesag, der lander på min matrikel ved at stoppe dem i nærmeste postkasse."

Rigtig god idé. Den tanke er også tidligere faldet mig ind: sådan rigtig at få systemet til at kløjs i sig selv.

Jeg modtager dog sjældent noget uopfordret mere, idet min postkasse i årevis har været overklistret med diverse NejTak-skilte og budene som følge heraf næsten er ved at lære det.

I forbindelse med den nye ordning, som jeg naturligvis har valgt i stærkeste udgave, har jeg - sådan rigtigt mavesurt, velsagtens - også overvejet simpelthen at politianmelde enhver overtrædelse af dette mit valg. For er det ikke at sidestille med telefonchikane? Men måske går jeg for langt her?

Det skal selvsagt være besværligt (gerne rigtigt meget) at framelde sig reklamer, for mennesker, der gør noget sådant, er (lånende nogle ord fra én af Niels Hausgaards shows) sådan rigtig usolidariske, for de er således ikke med til at holde hjulene igang.