Kronik

Obamas krig mod terrorisme

Barack Obama har givet 'krigen mod terrorisme' et nyt navn. Men én ting er ord, noget andet er handling. I USA lyder kritikken, at landets nye præsident i virkeligheden fortsætter 'krigen mod terrorisme', hvor forgængeren slap
Både den afgående præsident Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney, overværede Obamas indsættelse i januar. Nu lyder kritikken, at Obamas udenrigspolitik er meget lig den tidligerere administrations, skriver Claus Elholm Andersen.

Både den afgående præsident Bush og hans vicepræsident, Dick Cheney, overværede Obamas indsættelse i januar. Nu lyder kritikken, at Obamas udenrigspolitik er meget lig den tidligerere administrations, skriver Claus Elholm Andersen.

AFP Photo

Debat
20. april 2009

Søndag den 16. september 2001, kun fem dage efter terrorangrebet på USA, var daværende vicepræsident Dick Cheney gæst i det populære politiske talkshow Meet the Press. Amerikanerne var stadig i chok over angrebet, og ingen havde på det tidspunkt overblik over, hvor mange der var blev dræbt i angrebene på Pentagon og World Trade Center.

Et amerikansk flag dannede baggrund for Cheney, der lænede sig en smule ind over det bord, hvor han sad ved sammen med værten, Tim Russert. Med sin karakteristiske lavmælte stemme, der som altid emmede af magt, lagde han, blot få dage efter 11. september, grunden til nogle af Bush-administrationens mest kontroversielle beslutninger og det, der hurtigt skulle blive kendt som 'krigen mod terrorisme.'

"Vi bliver nødt til at bevæge os rundt i efterretningsverdenens skygger," sagde Cheney. "Meget af det, der skal foregå, skal gøres lydløst, uden diskussion, med de kilder og metoder, der er til rådighed for vores efterretningstjenester. Og, hm, så er det vitalt, at vi anvender alle midler til vores disposition, hvis vi skal opnå vores mål."

I dag - snart otte år senere - er det noget profetisk, ja skræmmende, over Cheneys ord. Men dengang var der kun ganske få, der satte spørgsmålstegn ved Cheneys ord og de metoder, USA anvendte for at pågribe de skyldige. Terrorangrebet mod USA var nemlig "et angreb på alt det, vi står for", som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen så rigtigt sagde i dagene efter den 11. september.

Garvet politisk ræv

Det var langtfra nogen tilfældighed, at det var vicepræsidenten, som den søndag sad i stolen i Meet the Press. Lige fra det øjeblik, Bush otte måneder tidligere havde tiltrådt præsidentembedet, var det Cheney, der havde stået i spidsen for administrationens udenrigs- og sikkerhedspolitik. Som en garvet politisk ræv kendte Cheney det politiske spil i Washington bedre end de fleste. Hans politiske karriere startede under Nixon og fortsatte under præsident Ford, hvor han var stabschef i Det Hvide Hus. Fra 1979 til 1989 sad han i Kongressen, hvorefter han blev forsvarsminister under den første præsident Bush og på den post var ansvarlig for den første Golfkrig.

Allerede tidligt i sin karriere var Cheney talsmand for, at præsidenten skulle have mere magt. Ifølge Cheney var præsidentens udøvende magt blevet udhulet i årene efter Watergate-affæren, og nogle af de største skandaler i nyere amerikansk historie skyldtes ganske enkelt, at kongressen med tiden havde fået for meget magt i forhold til præsidenten.

Det gjaldt både afslutningen på Vietnam-krigen og Iran-Contra-skandalen i 1986, hvor Cheney i forhold til sidstnævnte var medforfatter til en rapport, der anførte, at det var Kongressen - og ikke præsident Reagan - der havde gjort sig skyldig i magtmisbrug.

"Præsidenten har i visse situationer den forfatnings- og lovmæssige autoritet til ikke at oplyse Kongressen om hemmelige operationer," som der stod i rapporten.

Cheneys modstand mod kontrolmekanismer i det demokratiske system var ikke noget, han var flov over. I et interview fortalte han så sent som i 2006, at øgede beføjelser til præsidenten "har været et gennemgående tema, hvis man vil, i min karriere".

Og i ugerne efter 11. september fik han med en lille kreds af betroede medarbejdere gennemført de mest radikale og kontroversielle ændringer i forholdet mellem Kongressen som den lovgivende magt og præsidentembedet som den udøvende magt i nyere amerikansk historie.

Den juridiske basis

I det amerikanske justitsministerium - et par kilometer fra Det Hvide Hus - sad i 2001 en forholdsvis ung jurist, som Bush havde hentet til Washington fra Berkeley-universitetet, hvor han til dagligt underviste i jura. Hans navn var John Yoo, og inden for akademiske kredse var han kendte som en uhyre konservativ jurist, der i sin kontroversielle forskning havde sammenlignet præsidentens magt med en enevældig konge og argumenteret for, at forfatningens ophavsmænd havde været af den opfattelse, at præsidenten til enhver tid skulle kunne erklære krig uden Kongressens samtykke.

I en række tvivlsomme juridiske betænkninger, som indtil for ganske nylig var hemmelighedsstemplede, argumenterede John Yoo for, at præsidenten var i sin gode ret til at tilsidesætte den amerikanske forfatning og internationale konventioner.

De mange betænkninger, som nåede præsident Bush gennem Cheney og dennes tro følgesvend David Addington, der var kendt som Cheneys Cheney, lagde den juridiske basis for 'krigen mod terrorisme' med en retfærdiggørelse af tortur, aflytning af amerikanske statsborgere uden dommerkendelse og tilbageholdelse af de såkaldte 'enemy combatants', eller tilfangetagne terrorister, som John Yoo argumenterede for ikke var dækket af Geneve Konventionens Artikel 4, der ellers omhandler krigsfanger.

Tavs om Bagram-basen

I slutningen af marts annoncerede præsident Obama, at termen 'krigen mod terrorisme' ikke længere måtte bruges i hans administration. I stedet skal der nu tales nu om 'Overseas Contingency Operation', eller 'oversøisk beredskabsoperation' på godt dansk.

I USA påpeger kritikere, at navneændringen blot er et symbolsk opgør med Bush, og at Obama på mange områder fortsætter krigen mod terror, hvor Bush og Cheney slap. Godt nok havde Obama kun været præsident i to dage, da han bekendtgjorde, at fangelejren i Guantanamo Bay skal lukkes inden et år, og at USA ikke længere vil anvende tortur. Men fra flere og flere sider lyder det, at Obamas opgør med Bush-administrationens krig mod terrorisme - og dens foragt for landets forfatning og internationale konventioner - indtil nu mest af alt har været tom tale.

Selvfølgelig er det positivt, at Guantanamo bliver lukket, men Obama har været forbavsende tavs, når det gælder fængslet på Bagram-basen i Afghanistan, som en række kommentatorer nu omtaler som det næste Guantanamo. Fængslet huser 500-600 indsatte - altså dobbelt så mange som i Guantanamo - og dets juridiske status synes endnu mere tvivlsom end dets cubanske modstykke. I februar valgte Obama at følge Bush-administrationen og afviste, at de indsatte havde juridiske rettigheder. Da en dommer for nylig anfægtede denne politik, valgte Obama-administrationen til manges skuffelse at appellere dommen.

Under valgkampen kritiserede Obama flere gange Bush for manglende åbenhed og for at anvende hemmelighedsstemplet bevismateriale i retssager mod sigtede i krigen mod terror. Men nu, hvor han selv sidder som præsident, fortsætter Obama Bush-administrationens linje med hemmelighedsstemplet bevismateriale med mere, hvad der har fået bl.a. New Yorks Times til i en leder at give Obama på puklen for, at når det gælder statshemmeligheder og ulovlig tilbageholdelse af folk uden sigtelse, synes Obama-administrationen "at lægge sig ubehageligt tæt op ad Bush-holdets lyssky tanker."

Den største udfordring?

Krigen mod terrorisme - eller den oversøiske beredskabsoperation, som det nu hedder - kan let vise sig at blive Obamas største udfordring som præsident. Retorikken fejler ikke noget , men den nyindsatte præsident synes at lægge sig tæt op ad forgængeren, hvad flere kommentatorer påpeger kan være grunden til, at Obama ikke ønsker en rigsretssag med Bush og Cheney, da en sådan blot vil få Obama-administrationens kritisable politik frem i lyset og gøre ham mere sårbar.

I sidste ende handler det om præsidentens magt. I USA vokser kritikken af Obamas krig mod terror dag for dag. Og hvem ved? Måske bliver det en dag ham, der med et amerikansk flag som baggrund læner sig ind over bordet, mens han i Meet the Press taler for nødvendigheden af at øge præsidentens beføjelser. Den dag, som vi må håbe aldrig nogensinde oprinder, vil Cheney, John Yoo og David Addington stå tilbage som sejrherrerne, og alle vi andre vil have tabt.

Claus Elholm Andersen er cand.mag. i dansk og har boet i USA siden 2000, hvor han har undervist på en række amerikanske universiteter. Pt. er Claus Elholm Andersen bosat i San Diego, hvor han ekstern lektor på UCLA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her