Kommentar

Religionsfrihed eller ytringsfrihed?

Det bedste forsvar mod religionskritik ligger ikke at forbyde den, men i at imødegå den med saglige argumenter og fakta - et forbud kan kun nære den mistanke, at sådanne saglige argumenter og fakta slet ikke eksisterer
Debat
17. april 2009

I sidste måned vedtog De Forenede Nationers Menneskerettighedsråd en resolution, der fordømmer 'bagvaskelse af religion' som en menneskeretskrænkelse. Ifølge resolutionsteksten er "bagvaskelse af religion et alvorligt anslag mod den menneskelige værdighed", som medfører "indskrænkninger i friheden" for praktiserende troende.

Resolutionen blev oprindelig formuleret af den 56 nationer store Islamiske Konferenceorganisation (OIC) og fremsat i FN's Menneskerettighedsråd af Pakistan.

Den blev anført, at den var rettet imod sådanne fænomener som de 'forhånende' karikaturer af profeten Muhammed, som et dansk dagblad offentliggjorde for tre et halvt år siden.

Tyskland modsatte sig resolutionsforslaget. Idet han talte på vegne af Den Europæiske Union afviste den tyske delegat selve begrebet om 'bagvaskelse af religion' som uanvendeligt i en menneskerettighedskontekst, eftersom menneskerettigheder tilkommer individer - ikke institutioner eller religioner.

Ophidse til had

Også mange ngo'er, såvel sekulære som religiøse, talte imod resolutionen. Ronald Lauder, som er formand for Den Jødiske Verdenskongres, erklærede, at hans organisation opfattede resolutionen som et forsøg på at "svække individers ret til at udtrykke deres synspunkter". Argumentet forekommer holdbart. For selv om forsøg på at ophidse til had imod en religions tilhængere og anstifte vold imod dem legitimt kan undertrykkes, bør det samme ikke gælde for religionskritik.

Resolutionen er ganske vist ikke-bindende, men hvis nationer skulle finde på at gennemføre lovgivning, som gav den retskraft, kan der ikke herske tvivl om, at dette ville være et indgreb mod ytringsfriheden. Allerede udgangspunktet er problematisk, for hvad skal man i grunden forstå ved begrebet om 'bagvaskelse af religion'.

Næring til mistanke

I sin erklæring henviser OIC eksempelvis til, at "islam ofte og med urette bliver associeret med menneskeretskrænkelser og terrorismer". Er disse associationer forkerte? Hvis OIC ønsker at ændre på folks opfattelse af, at islam krænker menneskerettighederne, er indskrænkninger i ytringsfriheden næppe den bedste fremgangsmåde. Den bedste måde, hvorpå en sådan opfattelse kan forandres, vil derimod være at anføre righoldige eksempler, der beviser det modsatte og at argumentere for, at menneskerettigheder - herunder kvinderettigheder - nyder lige så god beskyttelse i islamiske lande, som de gør i ikke-islamiske nationer.

For at demonstrere, hvad der er galt i at forbinde islam med terrorisme, kunne OIC begyndte at indsamle statistisk materiale om de religiøse overbevisninger hos personer, som planlægger og begår terrorhandlinger. Ved at tale for at indskrænke ytringsfriheden for islams kritikere opnår man intet andet end at give næring til den mistanke, at empirisk evidens og sunde argumenter ikke rækker til at bevise, at sammenkædningerne er forfejlede.

Banalisere Holocaust

I samme uge, som Tyskland og Den Jødiske Verdenskongres forkastede den forestilling, at 'bagvaskelse af religion' er et anslag imod den menneskelige værdighed og forsvarede ytringsfriheden, afsagde Tysklands højeste retsinstans dom i en sag, som var anlagt af en jødisk organisation og to jødiske borgere.

Den tyske højesteret fandt, at det var ulovligt da, People for Ethical Treatment of Animals, en amerikansk baseret dyrerettighedsgruppe, opslog plakater, hvor fotos af Holocausts-ofre blev sidestillet med fotografier af dyr fra fabriksfarme og slagtehaller.

Plakaterne bar indskriften: "For dyr er alle mennesker nazister" - et udsagn, der oprindelig stammer fra den polsk fødte jødiske forfatter, Isaac Bashevis Singer. Ifølge domstolen var PETA's kampagne ikke omfattet af Tysklands love om ytringsfrihed, der kriminaliserer forsøg på at "banalisere eller trivialisere Holocaust-ofrenes skæbne".

Opflamme til vold

Nu påstod PETA selvfølgelig på ingen måde, at Holocaust-ofrenes skæbne var banal eller triviel. Tværtimod henviste gruppen til Holocaust, at det er muligt at se paralleller mellem nazisternes behandling af jøderne og de måder, hvorpå vi behandler dyr.

Den konklusion, som PETA ønskede, at vi skulle nå frem til, er, at såvel Holocaust som masseindespærring og -nedslagtning af dyr er en uhyrlig grusomhed. Et frit samfund bør åbent kunne diskutere en sådan påstand.

Uanset hvad man vil mene om PETA's kampagne, må de, som tog ytringsfriheden i forsvar i FN's Menneskerettighedsråd, kunne indse, at det forhold, at visse ytringer virker krænkende, ikke giver tilstrækkeligt grundlag for at bortcensurere dem. Hvis PETA ikke kan tillades at formulere sin modstand imod overgreb mod dyr på den måde, gruppen selv finder bedst, med henvisning til, at dette risikerer at krænke visse mennesker, så vil religionskritik kunne forbydes med helt den samme begrundelse.

Hvis på den anden siden en religions tilhængere ikke har nogen ret til at nyde beskyttelse imod kritik af deres religion, så skal Holocausts ofre (og deres efterkommere - jeg er selv en af disse), ej heller beskyttes imod politiske kampagner, der risikerer at krænke dem, endskønt de ikke sigter mod at opflamme til had eller vold.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kritik af religion bør dog mestensdels være en kritik af selve de forhold der gør at folket har behov for folkets opium.

ER det sådan, at hvis kun 1 person har en "fiks ide", så er det overtro og dumhed - men hvis et par millioner har den "fikse ide", så er det religion eller kultur?

Hvor går grænsen mellem en (måske behandlingskrævende) tvangsneurose og en (positiv eller negativ) religiøs tro ?

Jeg er ikke ateist, men jeg synes , at det er nødvendigt at man frit kan kritisere et ide-grundlag og en religion på det groveste - hvis tilhængerne ikke kan klare mosten , så er det deres problem - ikke kritikernes.

Religion stammer efter min bedste overbevisning fra de myter, mennesker til alle tider har haft behov for til at foklare det, vi ellers ikke kan forklare.
Undervejs er det så blevet klart, at der i disse myter samtidig ligger en voldsom kraft, til at få folk til at gøre ting ("ellers er det i helvede med dig, Knud") - og lige der har vi religion som magt- og manipulationsmiddel.

Jo før verden får klargjort sig, at religionerne i mange tilfælde bygger på nøjagtig det samme (oftest tilbedelse af solen), og deres forskellige udformninger blot er udtryk for de politiske behov, de er udsprunget af, jo bedre.

Lennart Kampmann

Kritik af religion er en basal og nødvendig del af et civiliseret samfund. Ingen gud er hævet over loven.

Den politiske dagsorden der ligger bag konceptet bagvaskelse af religion er sygelig.

Hvis religioner ikke kan spottes og latterliggøres vil de have potentialet til at ende i despoti.

Vi har med essensen af frihed at gøre!!

med venlig hilsen
Lennart

Ejerskabet af sjælen, kunne man kalde det - såfremt man tror på en sådan.

Michael Gudnæs

I Ibsens drama om Peer Gynt får helten forvildet sig ind i bjerget, hvor troldene bor. Han vil giftes med Dovregubbens datter, men troldene kræver at han ændrer sine vaner og selv bliver en slags trold. Efter en række konflikter i den forbindelse siger Peer:

'Hå, vil I endnu til mere mig tvinge? Kræver I også min Kristenmands tro?'

Hvortil Dovregubben svarer:

'Nej, troen går frit, den lægges ingen told på. Det er skorpen og ydret, en skal kende et trold på. Blot vi er end i lader og klædsel, kan I godt kalde tro - hvad vi kalder rædsel.'

Peer svarer:

'Du er dog, de mange vilkår til trods, en mere rimelig kar en en turde frygte'

Dovregubben:

'Min søn, vi trolde er bedre end vort rygte.Det er også en forskel mellem Jer og os!'

----------

Alt dette (citeret fra hukommelsen, undskyld Ibsen) for at sige, at religionskritik er en unaturlig størrelse, som i virkeligheden dækker over noget andet. Politik, værdikamp, fremmedangst. Man kan ikke kritisere en religion, som jo er et sæt af mytologi og tro som kun er gyldig for den troende, men ikke alment gyldig. Det giver ingen logisk mening at kritisere et billede som kun findes i hovedet på et andet menneske, det kan aldrig blive en offentlig sag. Man kan - og i visse situationer bør - kritisere visse af de handlinger som fok render rundt og undskylder med 'religiøs tradition' eller 'Guds bud' - (korstogene og koloniseringen af Afrika og Sydameria er to gode eksempler), men religion som tro er kun gyldig for individdet og vedrører derfor kun den troende. At kritisere forudsætter en holdningstagen som til en vis grad bygger på logik, men hvordan kan man logisk kritisere noget, som i sig selv er undtaget al logik?

Nej, lad os forholde os til folks gerninger, og som gode 'bjergtrolde' lade religionerne passe sig selv

.

Michael Gudnæs

Religon er et åndeligt sprog og skal forstås åndeligt, Hvis nogen hugger dig over dine fingre, er det hans gerninger han skal dømmes på, ikke hans tro!

Michael Gudnæs

att. Leif Lunderskov:

Hvad mener du egentlig med 'Nej til Islam'?

@Leif Lunderskov

"Marx mente ellers, at religionskritik var/er grundlaget for al kritik, tog han virkelig fejl?"

--------------

Formodentlig mente Marx blot at religion leverer de vigtigste hint's/spor om hvad der rører sig under overfladen, men at det langt mere er de af sådanne rørerelser under overfladen, som først og fremmest bør kritiserers ( og hvja. praksis: Ændres ).