Kommentar

Den sidste socialist i Europa?

Socialister har ikke en reel mulighed for at afgive en meningsfuld stemme til EU-Parlamentsvalget 7. juni. Hverken folkebevægelserne eller SF er i stand til at bære venstrefløjssynspunkter i egentlig betydning frem i parlamentet
16. april 2009

Det er ikke let at være venstreorienteret vælger i Danmark til EU-Parlamentsvalget 7. juni. I alt fald ikke, hvis man gerne vil fremme de socialistiske synspunkter i EU-Parlamentet og prøver at tage socialisternes tradition for internationalisme alvorligt. Lad os se på mulighederne:

To af opstillingslisterne har fremtrædende tidligere Enhedsliste-MF'ere i toppen af opstillingslisterne: Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen med hhv. Søren Søndergaard i spidsen og Keld Albrechtsen som nummer to. Det lyder jo umiddelbart lovende. Men kigger man på de to listers opstillingsgrundlag, vil man intet finde om socialistiske synspunkter, idet begge lister er folkebevægelser med 'unionsmodstand' som grundlag - i det ene tilfælde ledsaget af et krav om dansk udtræden af EU. (Hvordan en trotskist kan stille op for en folkefront og dermed konfrontere hele trotskismens historiske grundlag går simpelthen over min forstand; men lad det nu ligge.)

Røde synspunkter

De to listers kandidater omfatter da også godtfolk af alt andet end socialistisk overbevisning, og problemet ses også af de to listers valg af gruppetilhør i parlamentet: Søren Søndergaard sidder godt nok med i den venstreorienterede gruppe GUE/NGL, men som det eneste 'associate member' - ikke så sært, når Folkebevægelsens valggrundlag udtrykkeligt anfører, at: "Folkebevægelsens repræsentanter kan deltage i et praktisk samarbejde for bedre at kunne løse opgaver, som styrker unionsmodstanden, men går ikke ind i nogen overnational partipolitisk gruppe i EU-Parlamentet."

Så meget for internationalismen, men det må da ind imellem trække lidt i en gammel socialist for at fremføre røde synspunkter, men denne mulighed har han jo fralagt sig med sit valg af bagland.

JuniBevægelsens gruppe hedder EU-demokraterne og er udelukkende holdt sammen af unionsmodstand. Man kan ikke bebrejde JuniBevægelsen dette valg, men man kan undre sig over, at det skulle være et interessant forum for Keld Albrechtsen at arbejde i. I det mindste har de højrenationalistiske partier - herunder Dansk Folkeparti - for tiden deres egen parlamentsgruppe UEN, men ved tidligere lejligheder har der været dannet grupper, der samlede 'unionsmodstanden' fra den yderste højrefløj til de danske parlamentarikere, der vist i grunden har en anden selvforståelse. Alene disse konstruktioner taler deres tydelige sprog om de uholdbare i et politisk grundlag, der begrænser sig til 'unionsmodstand'.

Furore i SF

Så er der SF. SF er medlem af den nordiske sammenslutning af broderpartier NGL, og Pernille Frahm sad da også i GUE/NGL-gruppen, da hun var MEP. Som bekendt valgte Margrete Auken i 2004 på egen hånd at bryde med partiets grundlag og i stedet tilslutte sig gruppen EGP/EFA - en besynderlig konstruktion af grønne partier og nationale mindretal - her er heller intet rødt at spore i de politiske grundlag. Aukens beslutning vakte en del furore i SF i 2004; men nu har SF's medlemmer gudhjælpemig valgt at genopstille hende som spidskandidat! Og partiet har vedtaget et valgprogram til EU-Parlamentsvalget, der er så kort og intetsigende, at det giver MEP'erne frihed til næsten hvad som helst i næste periode.

Ligner højrefløjen

Tænk, hvis Søren Søndergaard, Keld Albrechtsen og ligesindede stillede op til EU-Parlamentsvalget på en fælles, rød liste og søgte indflydelse som socialister. Det udelukker bestemt ikke fortsat og berettiget modstand mod Lissabontraktaten og andre tiltag. I stedet spilder man tiden med at binde sig op på rene 'unionsmodstands'-grundlag, der af og til får udtryk, der ligner højrefløjens mere end godt er. Hvis man valgte at arbejde sammen med den øvrige europæiske venstrefløj, kunne man måske oven i købet præge dens politik i den rigtige retning, f.eks. landbrugspolitikken. Det kunne den nemlig godt trænge til. Folkefrontstanken blev formuleret af Dimitrov i 1935 som en nødvendig strategi i kampen mod den truende fascisme og som en opsang til de antifascistiske kræfter, der var lammet af indbyrdes fraktionsslagsmål. Det lykkedes som bekendt ikke. Folkefronten var udtænkt til denne særlige historiske situation, men DKP bragte princippet ind i EF-modstanden op mod folkeafstemningen i 1972. Det kan måske have været berettiget i en ja/nej-situation, men tankegangen har desværre domineret hele venstrefløjens EU-tænkning helt frem til i dag. DKP er i alt væsentligt væk, men har efterladt en varig, ulykkelig arv.

Tilbage bliver problemet om, hvordan man skal stemme 7. juni. Med mindre de øvrige kandidater på SF's liste erklærer, at de vil føre socialistisk politik i EU-Parlamentet i samarbejde med den europæiske venstrefløj, er der et seriøst problem. Det er, som det ser ud nu, ikke muligt at stemme på en kandidat, det er socialist både af navn og gavn. Er man virkelig nødt til at stemme blankt?

Peter Ølgaard er medlem af Udfordring Europa og European Left

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Ristinge

Du bør anskue EU og EU valget på fuldkommen samme måde som du anskuer den politiske scene i Danmark. Som en kampplads for politiske anskuelser, og så stemme på den kandidat der kommer dine anskuelser nærmest Inger. Sådan som jeg formoder at du plejer at gøre ved valg.

Peter Ølgaard – og Restinge – vil gerne have lov til at sidde i en venstreorienteret, socialistisk forening af ligesindede og udstikke retningslinjer for socialisme.

Her kan man så samtidig – ganske ugenert af virkeligheden – blive enige med hinanden om, at de andre socialister – medlemmer af Folkebevægelsen – ikke har forstået noget som helst.

Hvis man ikke vil indse at kampen for socialisme starter der hvor klassekonflikten manifesterer sig for de enkelte mennesker, må man genlæse Marx.

Mange hændelser i samfundet kan føre til bevidsthed om at forandringer er nødvendige, men kendskab til den kapitalistiske udbytnings mekanismer er ikke noget man lærer i skolen. Det er i livets skole, på arbejdspladser, eller fx i foreninger hvor mennesker samles i protest, at socialisten skal i arbejde. Det er her socialisten skal være aktiv.

Marx skrev engang: »Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret«.

De borgerlige mennesker, som Ølgaard ikke vil underlægge sig, er jo netop borgerlige, fordi de forhold de er opvokset under »er umiddelbart givet og overleveret«. For dem er løn, pris og profit, kun et udtryk for penge. De ved ikke at penge er en vare ligesom arbejdskraft. De kender ikke forskel på pris og værdi – fordi der ikke er nogen der har fortalt dem om det. Det er os, som socialister, der skal påtage os opgaven.

Helge Ristinge tror ikke på, at noget kan ske i Danmark og Peter Ølgaard vil gerne være naturlig socialistisk internationalist.

Det forekommer mig besynderligt, at I ikke har forstået, at EU er en kapitalistisk konstruktion, der skal skabe et større marked for den europæiske kapitalisme. Privatisering af alle væsentlige samfundsskabte infrastruturer, el-, vand- og varmeforsyning, jernbaner, telefoni, radio og tv. Hospitaler, daginstitutioner, plejehjem og uddannelse er lige om hjørnet. Fri bevægelighed af kapital og arbejdskraft. Fælles mønt og fælles hær – og umådelig meget mere.

Det er ikke kun borgerligt indstillede mennesker der synes det er forkert, at de værdier som er skabt af danske arbejdere, pr. direktiv fra EU skal afhændes til privatekapitalistiske selskaber.

Også jeg vil stemme på folkebevægelsens spidskandidat Søren Søndergaard – og så er han endda også socialist.

Henning Ristinge

Ikke at MArx bør være et kriterie for ret meget andet end stræben efter god samfundsvidenskab Hørning - men hvis du absolut insterer på at bruge ham som reference så er det dig der bør genlæse - ikke os andre.

verdensmarkedet, det globale er der den egentlige kamp foregår og det er også der den faktisk eksisterende klassekamp stadig er i fuld vigør.

Socialisme har aldrig og vil aldrig blive mulig hvis ikke bevægelsen er en afgørende faktor på verdensmarkedet. Det er klassisk marx det - selv revisionisten Lenin vidste dette og kalkulerede med det.

Det er ikke et valg mellem det lokale og nationale og det internationele eller globale - det er derimod en balancegang - og de faktisk eksisterende overnationale organer er en afgørende - ja den reelt set eneste kampplads vi har.

At sidde med hænderne i skødet og drømme sig til en anden og bedre verden er utopisme

At gå i clinch med den faktisk eksiterende virkelighed - tillidsfuld og overbevist om at der er et fundament af sandhed og dermed styrke i den sag man har - det er der hvor tingene sker.

Det andet - som du og en del andre - venstreoreinterede plæderer for er - enten utopisme eller defatistisk politik - I mangler trorn på egen styrke og i mangler viljen til magten - og tenderer derfor mod at ville gemme jer hos Maren i kæret

kampen er en kamp om heart and mind i de faktisk eksisterende overnationale organer - det er det eneste sted der er mulighed for at gribe ændrende ind - tiden er høj moden - global social uligthed, overbefolkning, uhemmet vækst og ødelæggelse af bnaturgrundlaget - er de afgørende faktorer i den moderne kamp for et nyt og bedre globalt samfund. Der er ikke andre.

Dagsordenen er global og den tager sit udgangspunkt i de højest industrialiserede lande - det er her ændringerne skal ske - de6 er her kampen skal stå - et af de viktigste - er Europa - og der er kun et faktisk eksisterende organ, kun en kampplads og der er ikke tid til at drømme sog til andre - det er drømmerier og det er unyttigt tidsspilde.

Peter Ølgaards artikel bygger på den præmis at man har reel indflydelse på EU's politik via EU-parlamentet. Og det er forkert. Parlamentet kan blokere visse beslutninger, og man skal da også godkende visse forslag, som ganske vist har en kaotisk vej gennem systemet med op til 1000 ændringsforslag, besynderlige og manipulerende alliancer, lobby-indflydelse osv.

I øjeblikket har de to store grupper, PES og EPP/ED (dvs. socialdemokrater/socialister og kristelige/konservative) indgået en "stor koalition", som har sat sig på alle vigtige beslutninger. Disse træffes i indbyrdes aftaler mellem de to grupper. Alene af den grund er de andre gruppers magt meget begrænset.

Den eneste væsentlige indflydelse kan opnås ved at være kritisk og målrettet, sådan som Ole Krarup, Søren Søndergaard, Jens Peter Bonde og Hanne Dahl har været. Junibevægelsen er ganske vist en slags føderalister, men det må så være en smagssag om man foretrækker dem eller Folkebevægelsen.

DF kan i princippet også gå ind for meget af det samme, men noget af Mogens Camres indsats har i stedet været signalpolitik rettet mod den hjemlige opinion. Jeg tror Messerschmidt vil være bedre.

I EU-politik går den vigtigste skillelinje ikke mellem højre/venstre, men mellem dem der ønsker mere EU og mindre EU. Mellem de ukritiske, evige ja-sigere og de kritiske, selektive modstandere (som jo ikke er imod fornuftige forslag).

Derfor har jeg også foreslået et valgforbund mellem Junibevægelsen, Folkebevægelsen og Dansk Folkeparti. Det blev naturligvis ikke til noget, men man gav mig faktisk et ordentligt og logisk sammenhængende svar.

EU er ikke et hvilket som helst mellemfolkeligt projekt. EU indebærer topstyring, elite, manglende kontrol, nyliberalisme (dvs. en uhellig alliance mellem monopoler, organisationer og staten, der er fælles om at udnytte borgerne), udsugelse af ulandene, opbygningen af et EU-militær osv.

Derfor er der intet underligt i at socialister, nationalkonservative og ægte liberalister må stå sammen om at bekæmpe EU. Det er faktisk helt logisk. Alle disse arbejder også for øget folkelig indflydelse, ganske vist forstår man noget forskelligt ved det, men når det gælder kampen for dansk selvstændighed er man enige.

Som EU-modstander havde jeg naturligvis hellere set den kritiske og saglige Pernille Frahm i EU-Parlamentet end sludrehovedet Margrethe Auken. SF er bestemt ikke et parti man kan stemme på som EU-kritiker. Og næppe heller hvis man er socialist (det er jeg ikke).

Peter Ølgaards tanker om folkefrontsstrategier og trotskisme er fremmed land for mig, og jeg synes også det er lidt uvæsentligt. Men jeg vil da gerne komme med en indvending. Hvad hvis kommunister, socialdemokrater og centrum-borgerlige i Tyskland havde dannet fælles front mod Hitler? Ja, så var han aldrig blevet kansler. Hitlers vej til magten var i høj grad fremmet at det kaos der opstod pga. man havde voldelige ballademagere fra to sider, fjender af demokratiet, nemlig nazisterne med deres SA-korps samt kommunisterne under Thälmann. Hvis Thälmann havde bakket op om det parlamentatiske system, om det så kun var midlertidigt, så havde det stået langt stærkere.

Sider