Kommentar

Straffrihed for tortur er brud på konventionerne

Hvor meget man end må glæde sig over Obamas klare forbud mod tortur, så er hans beslutning om at afstå fra at retsforfølge torturbødler beskæmmende for retsbevidstheden
1. maj 2009

Verden over har medierne vurderet præsident Obamas første 100 dage. Siden Roosevelt har de 100 dage været målestok for, hvor godt en præsident er kommet i gang med arbejdet.

I betragtning af de mange komplekse problemer, Obama-administrationen står over for, kan det synes urimeligt alene at fokusere på ét spørgsmål. Alligevel har torturproblematikken været gennemgående i mange vurderinger af Obamas indsats. Det skyldes ikke kun de forhåbninger om forandring, som Obama skabte allerede før sit valg, men især at tortur (foruden Irak-krigen), om noget et spørgsmål, der må indebære stillingtagen til Bush-periodens manglende overholdelse af de internationale menneskerettighedskonventioner.

Da Barack Obama som en af sine første handlinger som nyvalgt præsident bandlyste tortur og bebudede, at Guantánamo-lejren vil blive lukket inden for ét år, vakte det glæde blandt torturmodstandere verden over. Obama lagde klar afstand til Bush-administrationens legitimering af tortur, og i sin tale i går slog han fast, at simuleret drukning, den såkaldte waterboarding, er tortur. Glæden over Obama var og er stadig nærmest euforisk efter 100 dage.

Men spørgsmålet er, i hvor høj grad Obama nu også har distanceret sig fra alle sider af det sorte kapitel om Abu Ghraib, Bagram-basen i Afghanistan og de mørkelagte CIA-flyvninger med terrormistænkte til torturafhøringer i hemmelige fængsler (de såkaldte renditions) og senest også afsløringen af, at amerikanske læger har medvirket ved tortur.

Ikke det mindste skridt

Allerede få uger efter Obamas tiltræden fastslog man, at terrormistænkte på Bagram-basen ikke vil kunne få deres sag prøvet ved domstole i USA. Den Obama-indsatte justitsminister, Eric Holder, erklærede, at man ville sondre mellem Guantánamo- og Bagram-fanger, og den nye CIA-chef, Leon Panetta understregede, at USA vil forsætte med at pågribe og udlevere terrormistænkte til tredjelande uden garanti for, om amerikansk eller international retspraksis vil blive efterlevet.

Og det er ikke kun den internationale straffedomstol, som Obama fortsat holder på lang afstand af USA. Han har heller ikke taget det mindste skridt til, at USA vil tilslutte sig Tillægsprotokollen til FN's konvention mod tortur. Da den blev vedtaget i FN i december 2002, var USA ét af de kun fire lande, som stemte imod.

Instruktive memoer

Gennem besøg i fængsler sigter Tillægsprotokollen på at forebygge tortur og undgå gentagelse af scenerne fra fængslet i Abu Ghraib. Netop Abu Ghraib-afsløringerne for fem år siden gjorde for alvor omverdenen opmærksom på, hvor langt USA - i Bush' erklærede kamp mod terror - var kommet ud på torturens glidebane.

Da Bush krænkede det absolutte forbud mod tortur, omdefinerede selve torturbegrebet og systematiserede de mange renditions til et verdensomspændende net af CIA-flyvninger var der tale om et grundlæggende og eklatant brud på den konvention mod tortur, som blev vedtaget i FN for 25 år siden og ratificeret af USA 10 år senere, i 1994.

Offentliggørelsen for to uger siden af fire memoer, der dokumenterer, at waterboarding, slag, fastholden i smertefulde stillinger i timevis og søvnberøvelse i dage eller ugevis samt ydmygende afklædning af fanger i vid udstrækning er blevet anvendt i CIA's afhøring af terrormistænkte viser, at de barske forhørsteknikker havde karakter af systematisk tortur og var en bevidst omgåelse af FN's torturkonvention. Det mest uhyggelige er, at de instruktive memoer, der også kan fortælle, at en terrormistænkt blev udsat for waterboarding ikke mindre end 183 gange på en måned, så tydeligt afspejles i den nyligt lækkede Røde Kors-rapport fra 2007.

Handlede i god tro

Man skal takke de amerikanske græsrodsorganisationer - ikke mindst menneskerettighedsorganisationen ACLU, den Amerikanske Borgerrettighedsunion - for offentliggørelsen. Med udsigt til fremtidige retssager havde Obama reelt nok ikke anden mulighed end at offentliggøre memoerne. Men det skete ikke straks. Først på den 87. dag lod Obama offentligheden få indblik.

Præsident Obama forregnede sig tilsyneladende. Han håbede, at offentliggørelsen - sammen med den bebudede straffrihed for CIA's torturbødler under henvisning til at man skulle se fremad og ikke tilbage - ville dæmpe kravet om en retsforfølgelse.

Efter Obamas udmelding om straffrihed til de CIA-forhørsagenter, der har anvendt tortur og andre skrappe forhørsmetoder, er der grund til skuffelse. Torturbødlerne går fri for straf. Obama begrundede straffriheden med, at forhørslederne handlede i god tro og efter ordre, og at man ikke vil opnå noget ved at bruge tid og energi på at placere skylden for fortidens fejl.

Rice godkendte tortur

Det er ikke kun en skuffende beslutning. Juridisk set kræver det i en amerikansk kontekst en egentlig amnestilov, hvis Obama vil gennemtrumfe straffriheden. Men overordnet er beslutningen om straffrihed i klar modstrid med FN's konvention mod tortur. Konventionen pålægger de lande, som har underskrevet og ratificeret konventionen at retsforfølge tortur. Og konventionen slår samtidig fast, at der ingen undskyldning er for tortur, ej heller at den er udført efter ordre ovenfra. Obamas beslutning underminerer FN's konvention mod tortur. Beslutningen om straffrihed er reelt en fortsættelse af Bushs forsøg på at udhule anti-torturkonventionens status.

Med beslutningen om at give straffrihed til forhørslederne og den efterfølgende zig-zag-kurs, når det gælder retsforfølgning af de jurister og embedsmænd, der forsøgte at gøre tortur lovlig og stueren, kan man frygte, at Obama er slået ind på en vej, der indvarsler straffrihed også for de politikere, der tilskyndede og godkendte torturen. Og listen over politikere omfatter nu ikke alene Cheney, Ashcroft og Rumsfeld. Senest kunne Condoleezza Rice tilføjes, da en rapport anførte, at hun i 2002 som national sikkerhedsrådgiver var vidende om og godkendte torturen.

Efter de gruopvækkende fotos fra Abu Ghraib kom frem for fem år siden, lød et ramaskrig både i USA og internationalt. Forleden blev det meddelt, at hidtil tilbageholdte fotos, der viser, at Abu Ghraib ikke er et enkeltstående eksempel, vil blive offentliggjort 28. maj - igen takket være pres fra ACLU. Man kan håbe, det vil få Obama til at tage skridt til at retsforfølge torturen i de næste 100 dage.

Tue Magnussen er advocacy-koordinator på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu