Klumme

Valgfrihedsflæsk på lunken pande

Regeringen under den nye ledelse relancerer de halvtomme begreber
I den egoistisk infantile argumentation, der som regel er hyperliberalisternes, drives argumentationen frem af en enorm vrede mod ligemageriet. De opfatter lighed som et onde. Her ses den nye regerings chefstrateger ved overdragelsen af Finansministeriet til Claus Hjort Frederiksen (t.v.) den 7. april.

I den egoistisk infantile argumentation, der som regel er hyperliberalisternes, drives argumentationen frem af en enorm vrede mod ligemageriet. De opfatter lighed som et onde. Her ses den nye regerings chefstrateger ved overdragelsen af Finansministeriet til Claus Hjort Frederiksen (t.v.) den 7. april.

Niels Ahlmann Olsen

18. april 2009

Valgfrihed. Værdikamp. Sammenhængskraft. VK med V i spidsen sekunderet af DF satte sig tungt på det overskuelige politiske og kulturelle apparat med et lille flertals overvægt og proklamerede kulturkamp og gennemgribende forandringer i det danske samfund.

Forandringerne kom i form af voldsomme nedskæringer samt nedlæggelser af godt 200 råd fulgt af oprettelsen af godt og vel 240 nye råd og nævn så at sige udelukkende ledet og sammensat af regeringspartiernes egne sympatisører.

Smagsdommere - som den nye statsminister i 2001 hånligt kaldte eksperter af den faglige holdning, regeringen ikke brød sig om - fik nu den moderigtige farve.

De kulturelle nedskæringer og omlægninger var lige så gennemgribende. Alene forfatterne har tabt betydelige beløb i reducerede biblioteksindtægter, hvilket bliver endnu mere føleligt ved den igangværende nedlæggelse af et par hundrede lokalbiblioteker. Selvsagt lægger dette vægten fra den smalle måske vanskeligt tilgængelige, men nu og da vægtigere litteratur over på bestsellergenren. En, to, mange kan ikke tage fejl, markedet tager ikke fejl, siger dogmet, og det understregede de ledende regeringsfolk, i hvis religion indgår fem elementer: Den folkekirkelige Treenighed, Markedet og Det Frie Valg. Akkompagnementet i liturgien kommer trofast fra de liberalistiske fantaster i CEPOS.

Ak ja, der var tider i de tilsyneladende ukuelige opgangsår, hvor en og anden gik og spekulerede på, om de mon i virkeligheden havde ret. Det gik jo ufatteligt, indtil det ikke gik så ufatteligt mere. Uden at forfalde til hoveren kan man vist tillade sig at mene noget andet og mere om markedet end CEPOS. Der har man dog sit frie valg.

Kunstens vilkår

I kulturel forstand kan man derimod sige at VKO vandt et langt stykke af kampen, såfremt det de ønskede var at reducere mangfoldigheden og besværliggøre værkernes vej til deres publikum. Her sejrede regeringen, men ikke ad helvede til godt, som Thomas Nielsen engang sagde. Ødelæggelsen af Charlottenborg ramte billedkunsten hårdt, uden at en sådan handling - alene den ville man kunne huske Brian Mikkelsen for - i sidste ende kan knægte kunsten.

Blot har den kategori af menneskeheden der skaber det ene og det andet lidt ud over Vild med dans, X-factor, trivialromaner og forudsigelig musik som antydet fået det vanskeligt. Og som om de ikke havde dét i forvejen.

Danmark er kulturelt set blevet et ringere land siden 2001. Det kan ikke benægtes, medmindre man mener trivialiteter og amatørisme er tilstrækkeligt til at holde en nation åndeligt flydende.

Danmarks Radios omformning til populistisk tomgangs-sniksnakkemaskine - med fatalt faldende kvalitet inden for så at sige alle genrer - har ikke just bidraget med et tilfredsstillende modsvar.

Endog den musikkultur man i hele DR's lange historie har kunne stå sig ved, er nu inde i et historisk kvalitetsdyk med en musikchef og en række medarbejdere der af gode grunde ikke aner, hvad de har mellem hænderne. Det rager dem sådan set heller ikke en fjer, først om et par år er niveauet i bund, og der er tid til at finde en irrelevant årsag.

Valgfrihed - til hvad?

Regeringens nye gamle slagord er valgfrihed. Mere af det. Enhver torsk siger tak til, hvis der er to slags leverpostej i disken og gerne flere. Takken bliver hængende i spyttet, når det ved udpakningen viser sig at alle leverpostejer smager ens med det samme anal svinebørste pr. kubikcentimeter nænsomst fordelt mellem affaldsindvolde og skummetmælkspulver.

Akkurat som de andre tomme slagord, den nu fritstillede Karen Jespersen slår om sig med i sit inderlige tonefald: de danske værdier og sammenhængskraften, er valgfriheden ikke defineret på et grundlag der gør det meningsfuldt at kalde denne positiv eller negativ.

Den glimrende politiske kommentator Helle Ib i det borgerlige BT skrev at den nye finansministers glade budskab om udsigten til endnu mere frie valg, er som valgfrihed mellem pest og kolera. Befriende at borgerlige kommentatorer tager diskussionen op. Hvad skal disse ord til for? Er valgfrihed bare og altid et gode? Og valgfrihed for hvem og mellem hvad? Valgfrihed mellem to Nationalmuseer er absurd. Man kan ikke finde så og så mange solvogne og lurer ved konkurrence og af hensyn til museumsgæsternes krav på det frie valg. Men man kan lave en masse gøgl ud af det og påstå konkurrence, alt imens skaderne på danefæet som følge af rastløst administrerede bevillinger breder sig.

Privathospitalsfænomenet har i sin mest outrerede konsekvens vist - som forudset - at være et dyrekøbt illusionsnummer. Vanskelige tilfælde kan alligevel kun ordnes af det offentlige sundhedsvæsen, nu med udhulede, snavsede offentlige sygehuse og overarbejdet personale. En prioritering af patienter i arbejdsmarkedsaktive og det modsatte er nærliggende for at få enderne til at mødes, og det sker jo allerede.

Men hvor er det dog dejligt at vide at man kan vælge mellem at blive opereret hist eller her uden for et overvældende flertals vedkommende at ane andet fagligt om forskellen end farven på håndklæderne.

Går det galt hos de private, kan man så vende sig til det offentlige.

Valgfriheden har ingen rationel mening, men er blevet et spild af fælles ressourcer - friheden er der til at komme først, men dybest set er den illusorisk og non existent for de fleste.

Valgfrihed som ord og begreb indgiver en falsk følelse af muligheder tilvejebragt af tryk på andet led i sammensætningen: frihed. At jeg kan vælge er frihed. Men er det det?

I Amerika afsværges det

Som regel er det friheden til at vælge mellem to forbløffende ensartetheder med store ulemper i begge ender. Med mindre man er så velstående af den ene eller anden årsag at man kan købe sig til særrettigheder, hvilket for resten er definitionen på et halvlurvert samfund, der på livets basale områder sætter økonomisk formåen over menneskeværd.

I den egoistisk infantile argumentation, der som regel er hyperliberalisternes, drives argumentationen frem af vreden mod ligemageriet. Lighed er et onde, som om lige vilkår i sociale muligheder og sundhedsmæssig henseende af sig selv gør mangfoldigheden mellem mennesker ringere.

Drivkraften i tilværelsen er indsatsens afkast; afkastet er belønningen for drivkraftens styrke og effektivitet; belønning er bedre end at ligge på divanen og drikke fadøl af bamse, en virksomhed der ikke skal kunne betale sig, ergo skal den der ligger på divanen heller ikke være lige med den, der skaffer sig afkast og belønning, thi han har arvet retten til riget, og fanden kan for den sags skyld tage den sidste på et snavset offentligt hospital med stadig længere ventetider.

Henne i Amerika har de indrettet sig sådan, og de er åh så lykkelige, siger fantasterne, altså bortset fra at et flertal og præsidenten nu kæmper for at få gennemført en eller anden fair fælles nævner for sygehusvæsen og social hjælp, hvor falsk valgfrihed ikke er parameter for succes.

Spørgsmålet er, hvorfor den nye danske finansminister, der fører sig frem som en parodi på en ridefoged hos Holberg, absolut vil have at hans landsmænd skal føres videre ud ad det frie valgs blindgyde og erstatte opfindelsen af den dybe tallerken for at få det frie valg til at spise suppe med albuerne.

Han messer nu igen friheden frem som trosbekendelse. Den forhenværende statsminister talte for at begrænse religionen i det offentlige rum.

Hvad med at få begyndt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Metz:

"Uden at forfalde til hoveren kan man vist tillade sig at mene noget andet og mere om markedet end CEPOS. Der har man dog sit frie valg."

Metz rammer som sædvanlig lige i plet. Utroligt at regeringen stadigvæk kan slippe afsted med sin uhæmmede brug af liberalistisk bragesnak om frit valg og andre illusioner.

De mennesker der befinder sig ude i virkeligheden har trods alt gennem flere måneder måttet forholde sig til, at de liberale markedsøkonomiske samfund over hele kloden er på vej ud i en økonomisk krise, som ngen i øjeblikket kender konsekvneserne og dybden af.

"Valgfriheden har ingen rationel mening", det var da noget af et udsagn, gælder det også i det politiske liv eller gælder det kun leverpostej? Eller hvor sætter man lige grænsen?

Tænk hvis man eks. kun kunne købe Jyllands Posten, ja ikke, en forfærdelig tanke.

Jeg har besøgt lande uden valgfrihed og jeg kan forsikre GM om at befolkningen der ikke var enige i dette udsagn..

Jeppe Brogård

Jeg lever hver dag i et land fyldt af middelmådighed og diktat. Og når regeringen ikke dikterer kommuner og individer, hvad de skal gøre og ikke gøre, så spiller de åbenlyst del og hersk.

I AFRs glansperiode - de 100 første dage - havde man et landspolitisk slogan, der hed Danmark i balance.

I stedet for at følge dette udmærkede mål, har de afskaffet bypolitikken med en transportpolitik, som bygger Danmark sammen til een landsby langs Århus-Københavnaksen, og reducerer det øvrige land til pendlerland og periferi.

Kommunalreformen viser for hver dag nye katastrofer. I al sin enkelthed fratog den vores regionale koordinationsevne, og splittede den for trasnportudvalgets vinde. Det siger sig selv, at med en finansminister fra Græsted, så er det ikke metropolens vilkår, som kommer forrest, men landsbyens. Vi husker i parantes, at den daværende statsminister kommer fra et samfund, som kaldes Skals.

Lars Barfod var næppe kommet sig over at være blevet fyret af DF, før han fik nådestødet fra Venstre. Resultatet er, at det tværkommunale samarbejde, som var det erklærede mål med at nedlægge amterne, bliver splittet ad i syltekrukker og statslige analyser, som i forbifarten kræver at kommunerne både holder sammen og kæft, hvis de skal gøre sig håb om at få nogle uubetydelige smuler til nødvendig infrastruktur.

Tværtimod er det nu klart, at kommunalreformen vil likvidere den infrastruktur, som busserne trods alt udgjorde. Valgfriheden er således igenigen indskrænket. Hvis du skal på tværs af jernbanelinjerne kan du frit vælge mellem at tage bilen. Værsgo.