Kronik

Venstrefløjen for ukritisk om FN

Centrum-venstre, som har internationale menneskerettigheder som sine ufravigelige principper, må på banen i FN's skandaleramte Menneskerettighedsråd og racismedebat. Rådet består af en lang række diktaturstater. Den seneste debat om at sætte religion over individet har været en skamplet på FN-systemet og har undergravet menneskerettighederne
22. april 2009

Det er indiskutabelt, at den vestlige verden siden 11. september 2001 på dramatisk vis har indskrænket hidtil gældende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder.

Med få undtagelser, som de konservative i Storbritannien og enkelte borgerlige debattører, har det været personer, partier og organisationer fra centrum-venstre del af det politiske spektrum, som har stået for den vigtige kritik af de vestlige regeringers retssikkerhedsmæssige glidebane i kampen mod terror.

Centrum-venstre har med rette påpeget det hykleriske og selvmodsigende i, at vestlige stater kæmper en global kamp for frihed og det liberale demokrati med midler, som i visse tilfælde hører hjemme i diktaturer.

Men lige så prisværdig centrum-venstres opposition mod drakoniske terrorlove er, lige så uforståelig er centrum-venstres larmende tavshed, når det kommer til FN's rolle på menneskerettighedsområdet.

I forbindelse med Durban II har centrum-venstre - med enkelte undtagelser såsom ledere i denne avis og engagerede i borgerinitiativet www.durban2.dk - også været påfaldende tavse med kritik af de muslimske lande i den Islamiske Konferenceorganisations (OIC) årelange og ublu forsøg på at knægte ytringsfriheden.

Det er som om, FN er en hellig ko, og at man blandt store dele af venstrefløjen insisterer på, at FN udgør garanten for en international retsorden, hvor menneskerettigheder udgør et sæt globale spilleregler, der gælder for alle stater uanset størrelse, styrke eller kulturkreds.

En sådan tingenes tilstand kan måske formelt set siges at eksistere. Der findes en lang række FN-konventioner, som er ratificeret af størstedelen af FN's stater, der findes FN-organer, der udelukkende beskæftiger sig med menneskerettigheder, og menneskerettigheder fylder meget i diverse resolutioner og erklæringer fra FN.

Men når man kigger på FN's praksis på menneskerettighedsområdet ser virkeligheden ganske anderledes ud. Menneskerettighedsrådet - FN's primære menneskerettighedsorgan - har systematisk undermineret menneskerettighederne og ladet hånt om dets eget mandat, der forpligter det til at fremme menneskerettighederne på en effektiv og upartisk vis.

Rådet har bl.a. besluttet, at der ikke længere skal være uafhængige eksperter til at granske menneskerettighedssituationen i Cuba, Hviderusland, Congo og Iran.

Når Rådet endelig har vedtaget fordømmende resolutioner har over halvdelen drejet sig om Israel.

Sudan, Saudi-Arabien, Kina og Rusland og andre systematiske menneskerettighedskrænkere er aldrig blevet fordømt.

Grove krænkelser

Rådets flertal er også stærkt optaget af at beskytte religion - læs: islam - mod kritik. Rådet har således vedtaget to resolutioner, der opfordrer FN's medlemslande til at gøre såkaldt 'ærekrænkelse' af religion - herunder karikaturtegninger af hellige personer - strafbart.

Denne situation skyldes, bl.a., at de muslimske lande i OIC dominerer Rådets afrikanske og asiatiske grupper og derfor kan skabe flertal blandt Rådets 47 medlemsstater, hvoraf den vestlige gruppe alene er tildelt syv pladser. Derudover er det kendetegnende, at en række af Rådets medlemmer er diktaturstater som Saudi-Arabien, Kina og Cuba. Der er således opstået en uhellig alliance mellem OIC-landene og ikke-muslimske diktaturstater, hvor disse aktivt søger at underminere vestlige initiativer og indflydelse samtidig med, at de holder hånden over hinandens systematiske menneskerettighedskrænkelser. Det er endog nået så vidt, at visse af disse grove menneskerettighedskrænkere anvender det såkaldte Universal Periodic Review til at rose hinandens menneskerettighedsefterlevelse. Således har Rusland eksempelvis rost Kina for dets fremfærd i Tibet, og Pakistan har rost Saudi-Arabien for dets tolerance.

Endnu et eksempel på, at en mekanisme, der skulle sikre en højere grad af gennemskuelighed og ansvarlighed, bliver brugt til at udvande FN's effektivitet og legitimitet på menneskerettighedsområdet.

Denne udvikling, skulle man tro, ville give genlyd og vække stærk kritik blandt menneskerettighedsfortalere på venstrefløjen. Men når det kommer til FN, er det overvejende fra de borgerlige, liberale og nationalkonservative, at modstanden bliver artikuleret. Det er i den forbindelse værd at vende tilbage til sammenligningen med venstrefløjens bidende kritik af vestlige lande - særligt USA's - anti-terrortiltag. Vestens anti-terrortiltag er indført som følge af en reel trussel fra radikale islamister, hvis nihilistiske adfærd har medført tusinder af dræbte mennesker.

Terrorangrebene i USA, London og Madrid (samt utallige andre begået mod muslimer i Mellemøsten, Asien og Afrika) og de mange forhindrede terrorangreb, herunder i Danmark, understreger alvoren af terrortruslen. Når vestlige lande er gået - alt - for langt i anti-terrortiltag, er det således ikke uden anledning eller som følge af imaginære fjender.

Som kampen mod terror

Kigger man på situationen i en række af Menneskerettighedsrådets medlemsstater, er karakteren af menneskerettighedskrænkelser fundamentalt anderledes. I Saudi-Arabien undertrykkes kvinder, ikke fordi de udgør en trussel mod en demokratisk samfundsorden, men blot fordi de er kvinder.

I Kina er det ikke potentielle selvmordsbombere med anti-demokratiske holdninger, der fængsles og censureres, men derimod tilhængere af åbenhed og frihed. Når OIC-landene ønsker at forbyde religionskritik, er det ikke terrorister, men derimod demokratiske stemmer i egne lande, som man ønsker at gøre tavse. Når Sudan fører krig mod dele af sin egen befolkning, er det ikke mod en Taleban-lignende organisation, men mod uskyldige civile. De krænkelser, som diktaturstater begår, og som forties eller endog indirekte blåstemples af visse FN-organer, er således ikke blot mere omfattende og grove end de krænkelser, Vesten begår i kampen mod terror. De er som oftest også rettet mod helt uskyldige mennesker, som modsætter sig totalitære styrer, ideologier eller religiøse doktriner.

På den baggrund synes det ekstra svært at forstå venstrefløjens iver for at kritisere Vesten og berøringsangst over for FN.

Spørgsmålet er så, hvorfor store dele af venstrefløjen ikke ønsker at gøre op med FN's praksis på menneskerettighedsområdet? Man skal altid være varsom med motivanalyser, særligt når det gælder så uhomogent et begreb som venstrefløjen.

Men det er nærliggende at antage, at FN's internationale karakter er attraktiv for en venstrefløj, der ofte er kritisk over for nationalstaten og dermed kan bruge internationale menneskerettighedskonventioner til at kritisere egne lande.

Det er også ubestrideligt, at menneskerettighedsbevægelsen, er domineret af grupperinger, der hører hjemme på venstrefløjen, og at disse grupper har haft stor succes med at gøre venstrefløjsmærkesager som sociale rettigheder og globaliseringsskepsis til en del af menneskerettighedsbegrebet.

En kamp, der i høj grad er vundet i FN-regi med støtte af ikke-vestlige lande, som ofte prioriterer kollektive rettigheder højere end klassiske vestlige frihedsrettigheder. Et opgør med FN vil dermed risikere at underminere de sejre, som menneskerettighedsbevægelsen har vundet i dette forum. Kampen om FN - særligt når det kommer til spørgsmålet om ytringsfrihed og religion - har givetvis også relevans for venstrefløjens fortsatte opslutning til FN. Spørgsmålet om forbud mod "ærekrænkelse af religion" er en direkte fortsættelse af Muhammed-krisen, hvor man desværre også oplevede, at store dele af venstrefløjen hellere såede tvivl om ytringsfriheden end at støtte ideologiske modstandere på en principiel baggrund.

Det er i den forbindelse ingen undskyldning, at det principfaste forsvar for ytringsfriheden til tider også halter for venstrefløjens nationalkonservative modstandere.

Særligt når det ikke gælder islamistiske angreb på ytringsfriheden, som det sås med Dansk Folkepartis ageren i forhold til Hans Jørgen Bonnichsens udtalelser i tunesersagen og Bashy Quraishys opfordring til boykot af Danmark som følge af Dansk Folkepartis politiske indflydelse.

Spørgsmålet er, om der er en smertegrænse for venstrefløjen, når det kommer til FN. Intet tyder på, at organisationen vil forbedre sin gennemslagskraft eller ageren på menneskerettighedsområdet.

Et centrum-venstre, som har internationale menneskerettigheder som en del af sine ufravigelige principper, må nødvendigvis prioritere effektiv overholdelse over tomme ord, selv om de måtte blive fremsat på den internationale scene. En kritisk stillingtagen til FN er derfor på høje tid på den danske og internationale venstrefløj.

Jacob Mchangama er chefjurist i tænketanken CEPOS samt ekstern lektor i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endnu en gang gentages løgnen om, at "de muslimske lande i OIC ... kan skabe flertal blandt Rådets 47 medlemsstater".

Landene i OIC er ikke overrepræsenteret i Rådet og har ikke flertal i Rådet, da de kun udgør 16 ud af 47 lande der er repræsenteret i Rådet. Tæl selv efter:

http://www.oic-oci.org/member_states.asp
http://www2.ohchr.org/english/bodies/hrcouncil/membership.htm

Kan Information ikke få en uvildig person der rent faktisk har forstand på menneskerettighedsarbejdet i FN til at udtale sig om sagen frem for at lade uvidende professionelle debattører komme til orde.

jan henrik wegener

Hovedsagen er vel de gode pointer i kronikken, og at "venstrefløjen" (siden vi nu endnu ikke har opfundet bedre inddelinger) eller rettere den højrøstede del, der giver udtryk for de nævnte synspunkter. Det kan jeg vel konstatere ved at følge debatten, helt uden professionelle eller "ekspert" pretentioner! så kan måske den "idealistiske" tone diskuteres, og ligeledes om man virkelig skal være så flink ved "ofrene" som JM.

Martin Kristensen

@Christian Schønbeck: Hvis du læste lidt grundigere ville du kun se at der netop står at OIC dominerer de afrikanske og asiatiske grupper - ikke at de har flertal.

Derudover er FN udemærket som diskussionsforum, men så længe flertallet af stater ingen demokratisk måde at vælge ledelse (og dermed repræsentanter) på har FNs beslutninger ingen moralsk kvalitet.