Debatten om udviklingsbistand er i den vestlige del af verden ofte præget af en polarisering mellem neoliberalisme og marxisme. Der er derfor i den grad behov for en debat på udviklingsområdet, som ikke er enten neoliberal eller marxistisk af natur. Den neoliberale mener overvejende, at bistandshjælpen til mindre bemidlede lande bør minimeres, mens den marxistiske (ofte ukritisk) mener, at bistandshjælpen bør forhøjes. 'Men hvad bliver pengene brugt til' er et spørgsmål, der ofte stilles af den neoliberale. Det er så her, at vi som udviklingsarbejdere kommer til kort, for hvad bliver pengene egentlig brugt til? Det ser nemlig rigtig godt ud på papir og i de mange rapporter, som hvert år publiceres af en række internationale organisationer og ngo'er.
Fair Trade konceptet lyder umiddelbart som en god idé, da producenten i teorien modtager den merpris, vi som forbrugere i Vesten betaler for en vare. Desværre er der utallige eksempler på, at dette ikke sker, og generalsekretær for Max Havelaar, Judith Kyst, står da også for skud i disse dage. Hun tager så til genmæle ved at forsvare sin ideologi, forening, kollegaer og dermed sig selv og sit job.
Stærkt underbemidlet
På studiet for Internationale Forhold og Udvikling mindede vi ofte hinanden om, at målet måtte være at arbejde os ud af et job. Dvs. udviklingsprojekterne skulle gerne blive selvkørende i de pågældende lande, som vi håbefuldt ønskede at blive udstationeret til. Desværre blev mange af os klogere efter den første udstationering. Efter endt uddannelse søgte jeg et job i Burkina Faso og blev udstationeret med FN. Jeg skulle arbejde som ligestillingsekspert i en lokal paraplyorganisation. Organisationen var stærkt underbemidlet og frem for at udvikle ligestillingsstrategier, som jeg oprindeligt var ansat til, så begyndte jeg at fundraise. Desværre var organisationen ikke blot ubemidlet, men også gennemsyret af korruption, dårlig ledelse, faldefærdige bygninger og mangel på menneskelige og materielle ressourcer. Jeg kæmpede for sagen i ét år og besluttede derefter, at jeg var sendt på 'mission impossible'. I bagklogskabens lys kan jeg undre mig meget over, hvorfor FN valgte at støtte organisationen.
Den reelle målgruppe
Jeg havde ofte lange diskussioner med andre unge Junior Professional Officers (JPO's) og United Nations Volunteers (UNV's), som sad i FN-systemet. Generelt var de utrolig trætte og opgivende i forhold til deres job. De følte sig fanget i et tungt og bureaukratisk system, som aldrig rigtig nåede ud over egen færden på gangene. De følte sig fanget i et net af rapportering, officielle arrangementer og keeping up appearances. Dog er den høje løn og frynsegoderne et plaster på såret, som gør, at mange FN-medarbejdere aldrig får sig 'arbejdet ud af jobbet'. Der er utallige historier at blive forarget over i udviklingsverdenen og til tider spørger man sig selv, om målgruppen 'de fattige' mærker noget som helst til vores eksistens?
Næste års budget
De eksisterende strukturer kan virke som lidt af en hæmsko for velmenende udviklingsarbejdere og dermed også for målgruppen. Man kan simpelthen ikke nå derud, når man sidder i bureaukrati og korruption til op over halsen.
Min personlige erfaring er desværre benzin på den neoliberales bål om at minimere bistanden. Dette er ikke nødvendigvis mit ønske, men jeg tænker, at vi er nødt til at genopfinde og redefinere fænomenet udviklingsbistand og vi er nød til at stille os overordentlig kritiske over for bistanden i dens nuværende form. Hvordan undgår nyudklækkede og håbefulde udviklingsarbejdere at miste gnisten i de eksisterende strukturer? Hvordan når vi målgruppen udenom udviklingscirkuset? Først og fremmest skal man gøre sig klart, om en organisation har behov for en udviklingsarbejder. Efterspørgsel må være grundregel nummer ét. Ellers ender man som jeg i en organisation, der ikke er ægte interesseret i at modtage hjælpen. Man bliver en brik i et politisk spil i forhold til, hvor mange arbejdere, FN kan sende ud så statistikken passer hjemme på hovedkontoret i New York eller Bonn. Det genererer nemlig flere penge til næste års budget at have opbrugt midlerne og at have behov for flere a la titlen på Anne Knudsens bog: Her går det godt, send flere penge.
Behov for nytænkning
Hvor gerne jeg end ville, så kan jeg ikke overrække den neoliberale en liste af gode projekter, som bistandsmidlerne støtter, men i 1980'ene kendte jeg et godt og succesfuldt projekt i Lesotho, en landbrugsskole, der ved mange officielle lejligheder blev præsenteret som et mønsterprojekt. Dog måtte selv dette projekt opgive, idet der opstod for store lokale politiske spændinger til, at det kunne videreføres, og det kan således sammen med min organisation i Burkina Faso tilføres listen over projekter, som åndede ud en sidste gang. Der er utallige eksempler på rapporter og forskning, som konkluderer, at uligheden i Afrika ikke er blevet mindre til trods for, at Danmark samt andre vestlige lande har ydet kontinentet bistand i over 50 år. Der er derfor behov for en debat, som ikke blot afviser bistand, som værende 100 pct. nyttesløs, men en debat som redefinerer og søger at nå et alternativ til den udviklingsbistand, der føres på nuværende tidspunkt.
Der er altså brug for en debat, som stiller sig voldsomt kritisk over for den eksisterende form for udviklingsbistand.
Kathrine Lassen cand.scient.soc. i udviklingsstudier og er lige kommet hjem fra Burkina Faso. hvor hun arbejdede et år for FN og Mellemfolkeligt Samvirke
Kathrine Lassen "Du er ikke alene" med denne kritik af aktørene i udviklingsbistanden som den ser ud i dag. Det er en meget vigtig kritik også selv om kritikken er til fordel for de liberale og de private markedskræfter, der overtager mere og mere af udviklingsbistanden i dag.
Vi der har arbejdet i eller med udviklingsmidler fra Danida, FN etc. er i klemme mellem de store indlysende problemer i bistanden og de liberale kræfter, der med udviklingsminister Ulla Tørnæs i spidsen vil overføre flere og flere af de danske udviklingsmidler til de privat virksomheder.
Og oveni den klemme har vi klemmen fra systemerne selv. Jeg kender ikke så meget til den side af sagen, men dette at man risikerer ikke at få bevillinger og stillinger, hvis man går for for hårdt til de ansatte i Udenrigsministeriet og Danida, er meget styrende i de udviklingsbistands betalte miljøer.
Vi ser altså en international udviklingsbistand med FN i spidsen som ikke virker og som trækker den nationale udviklingsbistand med sig i faldet.
Og de systemer sidder der i dag nærmest ufattelig mange mennesker, som burde sparkes ud af de systemer, men de sidder de hager sig fast og de passer på hinanden. Evalueringer er derfor ikke det papir værd de skrevet på i dag, fordi det er en lukket verden.
Vi skal have udviklingsbistanden og dets mange projekter og aktører ud i det offentlige rum til debat og det uanset hvad der venter os i den debat, for det der foregår i den verden i dag, kan vi ikke leve med.
Vi kan ikke fortsat forsvare, at vi er de gode der kæmper for de fattige, med så meget rod i eget hus.
Det er jo deprimerende læsning, men ikke overraskende. Det er alment kendt at effekten af gigantiske bistandsprojekter i milliarklassen ikke kan aflæses på et lands BNP - altså ingen virkning på et lands samlede produktion eller økonomiske udvikling.
Vi har jo en smule kendskab til bistandshjælp også i Skandinavien - I Norge, hvor jeg kommer fra, så jeg hvordan traktoren førte til meget større produktion på gården (og dermed større indtjening) end da man brugte hest. Men det forudsætter jo et marked hvor den større varemængde kan generere større overskud og merværdi. Og jeg tror det er her meget af problemerne ligger. Så længe der i udviklingslandene ikke er et marked og en mentalitet der stimulerer og belønner udvikling, øget indtjeningog forandring, er hjælpen desværre stort set spilte kræfter.
Tak for en god artikel - den peger i retning af hvordan de mange milliarder kan bruges bedre - til glæde for de fattige og elendige
Jeg er glad for, jeg ikke er alene i min kritik af den nuværende form for udviklingsbistand. Det er skræmmende, at folk indenfor systemet skal være så angste for at være kritiske. Danida er jo et glimrende eksempel for tiden. Et system som ikke kritiseres konstruktivt bliver jo et monument til sidst a la FN.
What you write resonates very closely with my own experience of working for a corrupt African NGO, ironically an organization that ostensibly existed to promote transparency: there is a disconnect between the donor organizations' intentions in funding a project and how the local NGO actually makes use of funds. That disconnect is the failure of donor agencies to adequately acknowledge, account for, and tackle the corruption (invariably?) present in local NGOs. When, for example, the bribes a development worker has to pay just to travel a stretch of road have to be accounted under the heading "transportation expenses," you see that the donor agency is in denial about the realities 'on the ground' which development workers face daily.
Many developing countries depend on external sources of revenue flow as primary commodities (oil, minerals, etc.) are sold on the world market and technologically advanced enclave industries form almost no linkages to the local economies. Here revenue flows usually are controlled by government (or those with the power to control the resource) and thus entering political life has the appeal of placing one in control of the flow of vast sums having little or no root in the surrounding national economy. The examples of national leaders and local politicians absconding with their nation’s wealth are sadly almost more the rule than the exception.
Similarly, the flow of donor funds has its source outside the national economy, originating from western donor nations and international financial institutions. Unlike enclave industries, however, western donor agencies form local linkages by promoting the development of the civil society organizations they partner with, seeking to empower these NGOs to tackle the issues under their mandate. So far so good. But whatever benefit local partner NGOs may accomplish, they exist solely because there is money flowing from international donor agencies to support their activities. Compared with other income opportunities in the local economy, the money flowing to local NGOs constitutes a means of livelihood generally above the local standard. And this is where corruption enters the picture as the temptation to misappropriate donor funds for one’s own benefit becomes too powerful to resist. In common with so many Development Studies students exiting a Danish university full of ideals, I encountered numerous examples of local NGO workers claiming inflated expenses, falsifying airline tickets, embezzling donor funds, etc., and returned home disillusioned.
I believe the answer is not necessarily to cut back on development aid, but to refocus it on promoting good governance, accountability and transparency in the administration of public finances in developing countries AND in the administration of donor funds. Corruption is, by nature, difficult to quantify because it doesn’t leave a paper trail; it thrives in opacity and the development discourse too often dismisses it as an aberration that can’t be accounted for in project designs. But those of us returning disillusioned from the field agree: corruption is THE issue hindering development; all the well-intended donor money in the world won’t help if it disappears into private pockets.
But corruption is only the visible symptom of the much deeper underlying issue of a breakdown in values of social solidarity. It is values-reorientation that needs to occur to attack the root of corruption. The Scandinavian welfare model has, as its basic premise, the notion that “if my neighbor is doing well, I am doing well.” We pay (more or less) happily into a social safety net that lifts us all. Corruption thrives wherever the lack of public goods, a high degree of income inequality, and desperation compels individuals to act upon a ‘me-first’ mentality; and who can blame people for self-serving behavior wherever government has not provided basic services such as health care?
It rarely dawns on NGO workers who invent creative ways to skim off the top of donor funds that they are stealing money intended to help their society; they see it rather as dipping into the constantly replenished well of western donor money. It is perhaps here, starting with partner NGOs, that a project of values reorientation could have the greatest benefit to insure development aid is used effectively.