Læserbrev

Analyse og perspektiv, tak!

Debat
9. maj 2009

Tirsdag den 5. maj skriver Anne Middelboe Christensen (AMC) en anmeldelse af Egill Pallsons og min forestilling Bogtyven på Skuespilhuset. Jeg er aldrig blevet anmeldt af AMC før. Men jeg har læst mange af hendes anmeldelser gennem årene.

Desværre står det småt til med AMC's evne til at analysere - både tekster og forestillinger - i et overordnet perspektiv. Det kommer igen til udtryk i hendes anmeldelse af Bogtyven. Vi får at vide, at Merethe Stagetorn var "bramfri med velourhårsløjfe og perlekæde", og at hun satte forestillingen "befriende kontant til vægs". Men hvad forestillingen konkret går ud på, hvad den fortæller, får læseren intet at vide om. Vi får at vide, at skuespillerne optræder "med klichéprægede impro-gestus, der ikke sætter sig i erindringen".

Hvad betyder det?

Det er noget med kroppen, tror jeg (AMC er meget glad for at skrive om skuespilleres kroppe), men hvem forstår, hvad det betyder?

"Stykket byder ikke på nyt i fremstillingen af sagen", skriver AMC. Det er forkert. Meget af den information, der fremsættes fra scenen, er ny for offentligheden. For eksempel er det første gang, familien kommer til orde med deres version af sagen, med uddrag fra deres endnu ikke offentliggjorde bøger. Det er første gang, bogtyvens enke giver interview til kamera. Teatermæssigt er det første gang, så vidt jeg ved, at en ny person med direkte relation til den virkelige sag 'anmelder' forestillingen live på scenen hver aften.

I dialog med familien

Sidst men ikke mindst er AMC moralsk forarget. Vi har "stjålet" en god historie. Ville AMC mon have ment det samme om en dokumentarfilm? Det viser hendes forældede teatersyn. Også hendes forargelse over stykkets "revystil" viser en begrænset viden om moderne europæisk teater. Det værste er dog hendes insinuationer om, at vi bringer sagen frem, "uanset om den gavner de implicerede parter, eller om det smadrer dem yderligere".

Jeg kan fortælle, at vi hele vejen gennem forløbet har haft en løbende dialog med alle de implicerede, herunder naturligvis familien. Dagen inden generalprøven var bogtyvens enke og søn inde og se forestillingen. Bagefter havde vi en samtale, hvor de udtrykte, at de følte sig behandlet med respekt. Aldrig før er de kommet så klart til orde i offentligheden.

AMC har haft en dårlig oplevelse. Det får læseren at vide. Men der skal mere til. For eksempel lidt analyse og perspektiv. At denne form for anmelderi får lov til at fortsætte i en seriøs avis er en gåde. Ville Information stille samme (lave) krav til en politisk analyse?

Daniel Wedel, instruktør/dramatiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her