Kommentar

Alle billeder fortæller en historie

Men hvilken historie fortæller de billeder, som hænger i mit hjem, spørger den berømte krigskorrespondent sig selv
26. maj 2009

Vis mig dine billeder, og jeg skal sige dig, hvem du er? Holder den gamle talemåde stik? Når jeg ser rundt i min lejlighed i Beirut, kan jeg godt blive forskrækket over de malerier, litografier og fotos, jeg har valgt at hænge op på væggene. Her ses amerikanske soldater, som fører irakere i fangenskab i 1991. Der hænger en rystende plakat af irakiske flygtninge fra 2003, tegnet til et foredrag, jeg engang holdt i Galway, af en ung irer, som aldrig havde sat sine ben i Irak. Frygten i blikket på de små piger stirrer mig i øjnene fra denne blodrøde plakat. Og derovre har jeg sågar et billede af et irsk spøgelsestog, malet af Ted Turton. Med sine oplyste vogne ses det tøffe ufortrødent hen ad en måneskinnet jernbanebro, hvoraf kun bropillerne står tilbage.

Drages mod andre billeder

Jeg vil tro, at vi krigskorrespondenter falder for de ting, som fascinerer os ved lange og farlige liv. I forhallen til mit kontor hænger en vidunderlig kopi i vandfarve af den libanesiske kunstner Farrouks Klipper og pinjetræer 1935, som måske har været mit forsøg på at mildne væggene og fremkalde duften fra bjergdale blandt de mere barske tableauer, som pryder min lejlighed. Jeg har også et lysende oliemaleri af libanesiske cedertræer malt af min mangeårige finske ven. Den vigende blå tåge i dalene bag træerne er gengivet med perfektion. Men jeg drages mere mod andre billeder.

Beiruts ruiner

Jeg har tre uvurderlige litografier, der viser le débarquement des premières troupes françaises à Beyrouth ('de første franske tropper går i land i Beirut', red.) - hvor franske soldater ses sejle i land med deres blå republikanske uniformer og røde kepier. Deres mission: at redde Libanons kristne under borgerkrigen i 1860. En illustration viser den franske hær campere i den pinjelund, hvor i dag den franske ambassadørs residensbolig ligger. En anden illustration, der tydeligvis er klippet fra et franske ugeblad fra 1860'erne, viser flere franske soldater ro ind i Beiruts havn med en storslået korsridderfæstning som baggrund. Og jo, libaneserne rev hele fæstningen ned for 100 år siden for at genbruge stenene.

Så er der et fotografi af Beirutpolitiets gamle hovedkvarter taget hen imod slutningen af 1975-90-borgerkrigen - en pseudogotisk bygning, som premierminister Rafiq Hariri lod nedrive, hvilket han derpå fortrød - det fortalte han mig senere. Jeg har beholdt billedet som et minde om det løfte, han gav om at genopbygge stedet, hvilket han selvfølgelig aldrig gjorde. Som noget endnu mere bevægende er der et oliemaleri af en jødisk læser af The Independent. Gamle Jim Hirst bad mig om et fotografi af Beiruts ruiner, da krigen var slut, og malede denne dystre, krasse påmindelse om konfliktens katastrofer med et hus, som skønt det næsten er skåret midt over, stadig står på den gamle bymur.

En øjenåbner

Jim og jeg har ført mange heftige diskussioner om min Mellemøsten-journalistisk, men til sidst mødte jeg ham så i London og hjalp ham med at redigere en bog om sit liv - han blev torpederet i Den Engelske Kanal, da han var sømand på et fragtskib i 1940 - som sørgelig nok aldrig blev udgivet. Hans beskrivelse af sin opvækst Londons fattige East End var en øjenåbner for mig. Til sidst skrev han til mig, at han var ved at dø af cancer, men gerne ville se et foto af sin maleri hængende på min væg.

En advarsel

Når jeg læner mig mod min hoveddør finder jeg et postkort, som jeg for mange herrens år siden købte i Paris. Der stod en feriehilsen på bagsiden: "Jeg håber, at du vil tage dig af min smukke søster, mens jeg er væk."

Det var sent til en Madame Burtoy i Marne, men afsenderens underskrift er ulæselig. Kortet blev afsendt fra Wien og nåede til Frankrig den 5. juli 1914. Men fotografiet på dette postkort viser ærkehertug Ferdinand på vej ud af rådhuset, "fem minutter før attentatet", som den medfølgende inskription oplyser, og her er ærkehertugen med fjer i hatten og medaljer, arm i arm med sin kone på en solskinsdag i Sarajevo, den 28. 1914, kun fem minutter har de begge tilbage at leve i og en gruppe muslimske dignitarer hilser dem til afsked. Jeg siger til de venner, jeg får på besøg, at kortet er en advarsel, for man ved aldrig, hvad der kan ske, når man går ud af sin hoveddør.

Hvad skete der for kortets afsender? Og hvad skete der for Madame Burtoys hjem, da Marne så hurtigt blev rendt over ende af de kejserlige tyske tropper i kølvandet på attentatet på ærkehertugen? Ved siden af hænger imidlertid et mørkere billede, som jeg fik af Det Tyske Institut i Beirut som tak for et foredrag, jeg holdt for dets medlemmer for otte år siden. Trykt i silke viser det et solbeskinnet landskab af bondegårde med røde tage og blå bjerge i baggrunden. Det kunne minde lidt om mit libanesiske maleri af cedertræer, men blev malet af Wolfgang Correns og viser et landligt landskab i Tyskland, 1935 - samme år, som Farrouk malede sit uskyldige billede af pinjetræer i Libanon. Correns var gift med Eva Wedekind - datter af en fremtrædende tysk digter - og Hitler havde været ved magten i to år. Hvem boede i de gårde?

At afkode budskabet

Correns tilbragte Anden Verdenskrig i Berlin, og det var også her, at han døde i 1958, men hans 22-årige søn deserterede tapper fra Wehrmacht, nægtede at kæmpe for Hitler og gemte sig i kælderen i sin bedstefars hus i Berlin, indtil Sovjet hejste den røde fane over Brandenburger Tor. Kort efter Berlins fald dukkede han frem fra sit skjul og var i haven ud for sine bedsteforældres hjem, da han blev skudt og dræbt af russiske tropper. Hans navn var Robert.

Hvad betyder de, alle disse billeder? Den franske landgang i Beirut i 1860 i Libanons første borgerkrig, Jimis oliemalerier af de ødelagte hus fra forrige borgerkrig - den samme Jim, hvis skib blev sænket fem år, før Robert Correns blev skudt; ærkehertugen, 21 år før Wolfgang Correns malede sin tyske landidyl og Farrouk malede Libanon, der pompøst saluterer med sin hvidhandskede hånd, mens verden stod over for at blive ødelagt? Jeg nærer en vis mistanke om, at disse malerier og fotos udvikler deres egne skjulte forbindelser, når de hænger på vores vægge, og at det måske er derfor, vi anskaffer os dem - som et lunefuldt indfald, måske, der får mening jo længere tid, de hænger der. Jeg spørger mig selv, hvad de forsøger at kommunikere, når de hænger der ved aftentide og Middelhavets bølger slår mod strandpromenaden neden for mine vinduer. Billeder taler med hinanden, tror jeg. Og jeg forsøger at afkode deres budskab.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu