En bleg blå plet er vores eneste holdepunkt

MELBOURNE - Den tyske 1700-talsfilosof Immanuel Kant skrev: "To ting fylder mig med undren og ærefrygt, jo oftere og jo mere jeg beskæftiger mig med dem: stjernehimlen over mig og moralloven i mit indre."

Det er 400 år siden, at Galileos første gang rettede en kikkert imod stjernehimmelen. 2009 er derfor udråbt til Det Internationale Astronomi-år, hvilket forekommer som en oplagt lejlighed til at tænke dybere over Kants første kilde til 'undren og ærefrygt'. Så meget desto mere, da formålet med hele denne højtideligholdelse - at hjælpe verdens borgere til 'at genopdage deres plads i universet' - fører den udmærkede sidegevinst med sig at aflede os fra væmmelige ting vi har tættere ind på livet som svineinfluenza og den globale finanskrise.

Hvad fortæller astronomien os om 'stjernehimlen over mig'?

Ved at udvide vores forståelse af universets vælde har videnskaben om noget forøget den undren og ærefrygt, vi må føle, når vi kigger op på en stjerneklar himmel (forudsat, selvfølgelig, at vi befinder os så langt borte fra luftforurening og overdrevent oplyste byområder, at vi kan se stjernehimmelen i dens fulde majestæt). Men samtidig tvinger vores større viden os visselig til at se i øjnene, at vores placering i universet ikke er synderligt betydningsfuld.

Alt, vi har værdsat

I sit essay Drømme og kendsgerninger skrev filosoffen Bertrand Russel, at hele vor mælkevejs-galakse, blot er et bittelille fragment af universet, og inden for dette fragment er vort solsystem blot en 'infinitesimal plet', og inden for denne plet er vor planet blot 'et mikroskopisk punkt'.

I dag behøver vi ikke at støtte os til sådanne verbale beskrivelser af vores planets ubetydelighed på baggrund af det uendelige verdensalt. Astronomen Carl Sagan foreslog, at man lod rumsonden Voyager tage et billede af Jorden, i det øjeblik førstnævnte nåede frem til den yderste grænse af vort solsystem. Det gjorde den i 1990 og Jorden fremtræder på det kornede billede som en bleg, blå plet. Hvis man går på YouTube og søger på 'Carl Sagan' og 'pale blue dot' kan man se det og samtidig høre Carl Sagan fortælle os, at vi må skønne på vor verden, fordi alt, hvad mennesker nogensinde har værdsat kun eksisterer på denne blege, blå plet.

Vi er ubetydelige

Det er en bevægende erkendelse, men hvilken lære kan vi drage af den?

Russel skrev engang, at det forhold, at vi blot er en prik i et enormt univers viser, at vi slet ikke kan tillægges nogen videre betydning: "På denne prik kravler nogle små klumper af urent kulstof og vand af ret kompliceret struktur og med ret usædvanlige fysiske og kemiske egenskaber rundt i nogle få år, indtil de igen bliver opløst til de elementer, som de var sammensat af."

Men et så nihilistisk syn på vores eksistens følger på ingen måde af vor planetariske hjems stærkt begrænsede størrelse, og Russel var da heller ikke selv nihilist. Han mente blot, at det var væsentligt at konfrontere os med den kendsgerning, at vor placering i universet er ubetydelig, fordi han ikke ønskede, at vi skulle søge tilflugt og trøst i illusioner om, at universet på en eller anden måde var blevet skabt for vores skyld, og at vi stod under en almægtig skabers velvillige beskyttelse. Drømme og kendsgerninger slutter med disse manende ord: "Intet menneske er befriet fra frygt, hvis det ikke tør se sin plads i verden i øjnene, som den er. Intet menneske kan opnå den storhed, det er i stand til, før det har tilladt sig selv at erkende sin egen lidenhed."

Hvad med moralloven?

Efter Anden Verdenskrig, da verden var opdelt i atombevæbnede lejre, der truede hinanden med gensidig ødelæggelse, indtog Russel ikke det synspunkt, at vor ubetydelighed - målt i forhold til universets vælde - betød, at et eventuelt ophør for livet på Jorden ikke ville have betydning. Tværtimod gjorde han atomvåbennedrustning til hovedfokus for sine politiske aktiviteter i resten af sit liv.

Sagan anlagde en lignende holdning. Ud fra den indsigt, at synet af Jorden som helhed må mindske betydningen af de ting, der, som nationale grænser, deler os, erklærede han, at dette syn også må "understrege vores ansvar for at omgås hinanden med større kærlighed og for at bevare og påskønne den blege, blå plet, det eneste hjem, vi nogensinde har kendt."

Også Al Gore brugte billedet om den blege, blå plet i slutningen af sin film, En ubekvem sandhed, hvori han pointerer, at hvis vi ødelægger denne planet, har vi ingen andre steder at søge hen.

Dette bringer os tilbage til Kants anden genstand for undren og ærefrygt: moralloven i os selv. Hvad ville væsner med en helt anden evolutionær oprindelse end os - måske end ikke kulstofbaserede livsformer - mene om vores morallov?

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton Universitet

© Project Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen