Klumme

Calvin i Berlin

Hvor man kan skabe sig et billede af kristendommens mangfoldighed - også hvad angår voldelig fundamentalisme, en rendyrket 1500-tals kristen sharia
Hvor man kan skabe sig et billede af kristendommens mangfoldighed - også hvad angår voldelig fundamentalisme, en rendyrket 1500-tals kristen sharia
2. maj 2009

Som baggrundsprojektion for de fjendebilleder, der i disse år smøres sammen om vore muslimske medborgere og om islam som sådan, i mangt og meget med ubehagelige mindelser om tidligere tiders antisemitisme, indgår gang på gang i begrundelsen for animositeten begrebet lovreligion.

Forsøger de sagtmodige at påvise over for urokkelige sjæle som Pia Kjærsgaard og Søren Espersen at muslimer jo uden problemer fungerer fint i folkestyret og på lige fod med kristne og jøder, kommer svaret så sikkert som amen i kirken: Nej, for islam er en lovreligion. Og så er alting sagt.

Sådan set er jødedommen også en lovreligion. Folk med jødisk baggrund plæderer ikke af den grund for et religiøst diktatur. Ikke andre end de fanatikere, alle religioner kan opvise.

I den argumentation som flere gejstlige på højrefløjen betjener sig af, fremstilles kristendommen nærmest som forudsætning for demokratiet, og demokratiet som kristent. Netop dette beviser hvor danskheden har sin rod, eftersom både kristendommen og demokratiet er danskhedens helligste værdier, sammenhængskraften. Det forudsættes som en historisk sandhed at kristendommen i sin lutheranske forms væsen og siden i dansk indfatning udelukkede despotiet og afviste frelsen fra syndsforladelse som en handelsvare.

Med Reformationen kom omsider den sande kristendom, hvor katolikkerne hidtil havde tjent fedt på afladshandel, fordi de mente - og mener - at man ved at opføre sig ordentligt og bekende sine synder kan erhverve sig enkeltbillet til paradis.

Det sidste kan man jo godt more sig over, men er vel at foretrække, hvis det overhovedet skal være - hvad ingen har sagt at det skal - eftersom den yderste konsekvens af Luthers lære er at mennesket intet kan gøre for sin og andres frelse, da alt står i Gud Faders hånd. Det hele er forudbestemt i prædestinationslæren, Vorherre har lagt planer for rig som for fattig, og skomageren skal blive ved sin læst og være tro mod kald og stand, dér hvor Gud har haft den vise godhed at sætte ham.

De der forsøger at rokke ved den sag, er kættere og tager Guds værk på sig og spiller selv Gud, hvilket fører lige lukt til kz og Gulag. Sådan argumenterer, forenklet sagt men ikke uforsvarligt forenklet, de ekstreme konservative kristne sekter og det danske Tidehverv.

Hvad enten de gør eller galer i protest mod forkortningerne af deres besynderlige standpunkt, er denne såmænd i meget god overensstemmelse med kernen i den såkaldt reformerte tankegang - som hos Calvin.

Calvins gudestat

Jean Calvin ('Calvin' udtales ikke som 'Berlin', men [kalvang]), idet han var fransk, født i Noyon i 1509, et kvart århundrede yngre end Luther. Calvin studerede jura i Orléans og Paris, hvor han blev vakt religiøst og stærkt påvirket af den endnu levende Luther.

Men hvor Luther i princippet fastholdt adskillelsen mellem kirke og politik/stat, hvilket han for resten brød i ét væk på fyrsternes vegne og så det sang, mente Calvin at gudsstaten var målet, og at stat og religion er to sider af samme sag.

Mennesket skal underkaste sig Guds uafviselige vilje, som er drivkraften i hele værket. Calvin drog til Schweiz med henblik på at realisere sin vision, eller hvad man skal kalde fænomenet.

I Genève lykkedes det ham efter en enkelt afbrydelse at erhverve enevældig magt over bystyret og indføre, nå ja: kristen sharia.

Ikke nogen udskejelser her: Kunst og kultur bandlystes, billeder i kirkerne blev destrueret, og såfremt folk ikke efterlevede de 10 bud til punkt og prikke, kom præstepolitiet efter dem, og dødsstraf for overtrædelser eller opposition mod Calvin blev indført og eksekveret. Fornuften gik op i røg på kætterbålet, kan man roligt sige, da den spanske læge Miguel Serveto tillod sig at kritisere tre-enighedslærens absurditet i en religion, der påberåber sig monoteisme.

De rige røg lige i paradis

Calvin fik succes med sit strenge projekt, fordi han tilpassede gudsopfattelsen og liturgien til det velstående borgerskab i Genève, til købmændenes grådighed, forfængelighed og selvforståelse.

Individets betingelsesløse ansvar for at klare sig godt inden for det prædestinerede var en af pointerne i et system, der rummer mange selvmodsigelser. Eller om man vil: en egen syg logik som fik betydning for udviklingen af kapitalismens urform. Det stod klart i Calvins lære at de rige købmænd naturligt fik deres plads ved Herrens trone, når de engang, når mål og pengekiste var fuld, forlod det jordiske og kom til de evige handelspladser i det hinsides; den fattige tiggerske måtte derimod pænt tage til takke med en beskeden plads i paradis, hvis hun overhovedet kom ind. Når hun ikke havde klaret sig på jorden, men ydmygt måtte tigge ved domkirkens dør, var det jo fordi Gud ikke havde beskinnet hende sin nådes lys.

Ganske gratis, eller næsten ganske gratis, fik købmændene på den måde automatisk og frit aflad, sikrede sig det evige liv, som dengang betød alverden, og slap for at beskæftige sig med noget så foruroligende som kultur.

Kun det calvinske præsteskabs bogstavelige læsning af Biblen var acceptabelt.

Glemt barmhjertighed

Set fra den skrivendes standpunkt hører Calvin hjemme i noget af det mere frastødende i Europas og religionernes historie. Denne totalitære middelmådige dødbider af en selvforherligende og magtliderlig diktator, der slog gækken fast og gjorde verden grimmere, forekommer den dag i dag så skræmmende som Irans værste ayatollaher.

I det nøgterne hjørne må man konstatere at også kristendommen, som de to andre store verdensreligioner - jødedommen i mindre grad i øvrigt - til alle tider har været i stand til at frembringe sådanne fanatikere med stålsat overbevisning om egen ret til at definere det udefinerlige og forfølge anderledes tænkende og troende.

I nedtrykkende omfang må man erkende at troen på den gode Gud næsten ustandseligt i sit cv har medført sorg, smerte, voldelig død og rene katastrofer.

Og så er det hele naturligvis mere komplekst end disse linjer lader ane. I Berlin på Deutsches Historisches Museum på Unter den Linden viser de for tiden og frem til den 19. juli en formidabel og yderst instruktiv særudstilling om calvinismen.

Som altid har museet udgivet en ordentlig laban af et katalog med læse- og lærestof til flere år om dette absolut ikke ukomplicerede fænomens historie.

Man bør i realismens navn ile med at tilføje sektens betydning for geskæftighed, iværksætteri og trangen til maksimering - skam få den der kun tænker ilde herom. Billedmaterialet på udstilling og i katalog (som er det samme) synes på det nærmeste udtømmende, hvad det naturligvis ikke er. Men udvalget sidder i skabet og gør som vanligt et besøg på dette museum til en oplevelse. (Cafeen på museet er genåbnet i ny skikkelse, hvilket forhøjer nydelsen ved besøget.)

Engang var det sådan at det danske Nationalmuseum havde råd til med jævne mellemrum at producere den slags særudstillinger. Det sker endnu, men med meget, meget, meget lange mellemrum. Skattestop, kulturkamp, åndsforsnævring som Calvin ville have syntes om og statens påfølgende nærighed, som VKO har hovedansvar for, er årsagen. Men hvad fa'en, vi har jo de danske værdier og sammenhængskraften. Hvad skal vi med mere?

P.S. Klummistens ledsagerske udbrød ved synet af malerierne af de tilknappede, formummede og beskægede reformatorer: Hvor må de have lugtet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Diepgen

Enhver har sit tidehverv, og både calvinismen og protestantismen er vel prædestineret i den religiøse forstand. Den sidste vel ikke mere, end at den forudsætter, så vidt jeg véd, at den enkelte be'r om tilgivelse for at få syndsforladelse. Og det kan Tidehverv jo fremstille som en politiske betingelse.

Karsten Aaen

Ganske glimrende artikel. Stor respekt herfra.

Mange ved dog (hvis jeg må tillade mig at ekspandere lidt videre på Metz's fine artikel) at Calvins indflydelse nåede både til England, Holland og ja, USA. Calvinismen er baggrunden og rødderne for fremgangs-teologien i USA, og i en perverteret form ligger den bag holdningen som ligger bag både bogen og filmen 'the secret'.

Mange aner faktisk heller ikke, at ordet puritansk rent faktisk kommer fra en religiøs nut-gruppe, som hed The Puritans, og som ville indføre GudsStaten i bl.a. England og Holland. Cromwell (som mange måske husker fra skoletiden bag den engelske republik) var en af disse Puritanerne, som mente at ølhaller, teatre, sports-turneringer, barer, pubber, værtshuse skulle lukkes totalt samtidig med at billederne i kirken skulle udryddes totalt og alle skulle efterleve det der stod i Bibelen til punkt og prikke, selv straffe-systemet var inspireret af Bibelen.

Mange af de Puritanerne endte med at blive smidt ud af England, tog til Holland, hvor de også blev smidt ud, fordi selv for calvinisterne var de her mennesker (Puritanerne) for stærk kost, så de blev smidt ud af både England og Holland; de tog så til USA.

Og landende på Plymouth Rock i 1626, tror jeg det var. Og gik i straks med at opbygge De Civitatis Dei (guds-staten) som allerede Augustin talte om i 300-tallet.

Luther mente (i modsætning til Calvin) at vi bliver frelst ved troen alene; Calvin mente, at vi bliver frelst ved at blive rige - og kun den Gud har kær, bliver rig. Eller sagt på en anden måde; den fattige enke blever frelst ved sin tro; det gør den rige mand også - hos Luther.

Interessant er det dog, at også Luther (til dels) gik ind for prædestinations-læren om at Gud på forhånd har bestemt, hvem der skal være rige og fattige - og de rige er rige fordi Gud har villet det sådan. Og det skal menneskene ikke komme og lave om på...

Robert Kroll

Det er nu ikke bare religionerne, der er belastet af fanatikere - ideologierne / politiske filosofier kan så sandelig mønstre et betydeligt antal bindegale fanatikere ( Castro, Stalin,Pol Pot, Franco , Hitler, Mussolini,Mao o s v).

Iøvrigt en spændende artikel.

Niels Christensen

Fin artikel, bortset fra to forhold, det blev jo ikke Calvin's linie der sejrede i Europa - og det er jo også en pointe, og så er det vidunderligt, at Mertz efterligner Cato : statens påfølgende nærighed, som VKO har hovedansvar for
Ikke en artikel hvor VKO ikke for skyld for et' eller andet.

Sabine Behrmann

Frank Aaen - Calvins lære går ud på, at man bliver født frelst og at det viser sig ved, at livet er godt ved én. Alle andre er fortabte. Ikke engang Gud gider forbarme sig over dem.

Nils Brakchi

Ja - det var da en virkelig lorte- periode i Europa.
Men det er nok en ringe trøst for beboerne i Islamabad, nu hvor de går og venter på Talebans indmarch - at Europæerne lå og rodede med en lignende mental nedsmeltning...for 500 år siden...altså.

Jeg forstår ikke ovenstående række af lettede og begejstrede kommentarer. Den perverterede version af islam stormer frem medens debatører herhjemme nu skal sænke hovedet i skam over fordums flirt med langt skæg og lange kjoler ...

@Karsten Aaen - dine puritanere roterer i graven når gaypride optogene ruller gennem L.A.
Calvin is soooo 500 years ago.

Tom Paamand

Vel er vore hjemmebryggede dumheder fra fortiden en ringe trøst for andre nu i hverdagen, men jeg ser alligevel en slags pointe i at vide, at Danmark brugte Kristendommen som lovreligion på vores oldeforældres tid. Hele den danske straffelov var så strengt baseret på Det Gamle Testamente, at De Ti Bud direkte var skrevet ind i loven.

Det beroligende er, at Danmark i løbet af kun et par generationer er rykket længere væk fra at være så skrifttro - og så kan andre stivnakkede lande vel også flytte sig efterhånden.
Det skræmmende er, at Danmark kun er nogle generationer væk fra et religiøst lovsystem baseret på flere tusind år gamle mellemøstlige regler - og at det var Kristendommen.

Men jeg støtter gerne Gaypride - næste år i Islamabad!

Per Diepgen

Teologsik bliver barnet vel født med frelsens mulighed, ofte født i synd, oplysningsfilosofisk som et ubeskrevet blad, f.eks. John Lockes 'tabula rasa', men med de naturalistiske forudsætninger (billedligt udtrykt i forholdet til Maria-legenden og Josef-myten).

Gorm Petersen

De eneste danskere jeg kender, der personligt har oplevet rendyrket puritanisme havde været på Tvind, og der var det vist ikke lige Calvin der var forbilledet.

Artiklen skal dog roses for at kaste lys over et af de store mysterier: Hvorfor folk i højre side af det politiske spektrum, der bekender sig til rå darwinisme, og er i fin overensstemmelse med Nietzsche/Hitlers ateisme og overmenneske-teorier gennem tiderne har kaldt sig selv for "kristelige".

Hvis man læser Ny Testamente læser man beretningen om 2 marxistiske oprørere - Johannes Døber og Jesus, der gjorde oprør mod et bestående ateistisk patrikat, der gjorde en mytologisk stamfader - Moses - til en slags statsmagt, hvis love skulle efterleves helt bogstaveligt uden nogen form for empati.

Udover at prædike solidaritet med de svageste, var deres nøgleord, at folk skulle "omvende" sig. Hvad det præcist er man skulle omvende sig til varierer, men man kan faktisk finde flere sammenhænge, hvor det må være jødernes Gud, end hvor det må være Jesus.

Måske er Nietzsches og Hitlers tro på tilværelsens ubarmhjertighed sund fornuft (hans Majestæt Satans pointe) - mens marxister og Jesus-freaks er naive drømmere.

Godhed er dumt - ondskab er klogt.

Lær at leve med det - ellers kan Hitler/Nietzsche anvise (end)løsningen.

Heinrich R. Jørgensen

Svend W:
"Kunne du ikke repetere begrundelserne for sekularisering og knytte dine kommentarer hertil?"

Det kunne være interessant. Og givetvis et fremragende udgangspunkt for en efterfølgende heftig debat på disse sider ;-)

Gorm Petersen

Jesus, Marx, Nietzsche.

Tog disse mennesker fejl, eller er deres navne bare blevet misbrugt / fejltolket ?

Er der nogen, der kender nogen, der har sagt noget, der ikke senere har "vist sig" at være forkert ?.

Tror nogen i ramme alvor, at de robotter der befolker jorden om 2000 år vil kunne finde noget som helst, skrevet i vor tid, der ikke til den tid har "vist sig" at være forkert ?

Karsten Aaen

Det interessante for mig ved GM's klumme denne gang er netop den, at den viser, kristendommen også har (haft) en politisk dimension; katolicismen har det jo endnu. Den ortodokse (russiske) kirke blander sig også i politik. Kun i Danmark må kristne ikke blande sig i politik; Tidehverv har sikkert haft en vis indflydelse på dette.

Selv Luther mente jo at kristne godt måtte indgå i et politisk fællesskab og forsøge ad den vej at forbedre samfundet - til gavn og glæde for alle.

Jeg ved ikke om puritanerne roterer i graven - når gay pride går i gaderne i L.A. og i San Francisco; jeg ved bare at der er visse steder i USA, hvor gays f.eks. risikerer det samme som de gør i Islamabad f.eks.

Per Diepgen

Sækularisering synes at være et begreb i relation til religion, hos os kristendommens almengørelse. Det er gammel hævd, men prøver man (agnostisk) at afvise det teologiske udgangspunkt og betragter religion som et ethvert andet kulturudtryk, kan en samfundsændring fra en kulturfase til en anden forstås som nedbrud, sækularisering, og genopbygning, dvs., at også kristendommen var en sækularisering af den bestående kultur, som vi ikke fik fortsættelsen af (før rationalismen). Det godtager ingen præsteviet, slet ikke den dansk-nationale, der tværtimod mener, at den danske kultur og historie får sin berettigelse på grundlag af kristendommen, og vi får dermed bygget en afstand til ikke alene andre religioner, men også andre kulturer. Sækularisering kommer dermed frem i debatten om det formalisrede forhold mellem stat og kirke - grundloven og demokratiet.

Heinrich R. Jørgensen

Per Diepgen:
"Det godtager ingen præsteviet, slet ikke den dansk-nationale, der tværtimod mener [...]"

Såre sandt.

Det er dybt absurd, at religiøse personer (folkekirkekristne) hævder, at staten er sekulær, fordi deres trossamfund afstår fra at blande sig i verdslige anliggende, og har tilladt den verdslige stat sin selvstændighed.