Baggrund

Derfor er jeg blevet i fagforeningen

Danmark er et af de mest lige samfund i verden. Det sætter vi pris på, men vi glemmer, at det er resultatet af generationers kamp. Det handler nemlig om at tage ansvar for hinanden og det samfund, vi lever i
Debat
25. maj 2009

To dage efter hinanden var der i Information kronikker, der fokuserede på en individualistisk tilgang til kollektive fænome-ner, nemlig Mikkel Kroghs om fagforeninger den 6. maj og Caroline Albertine Minors 'Brev til de voksne' den 7. maj.

Det virker påfaldende i Mikkel Kroghs kronik, at han hele tiden omtaler fagforeningen som 'dem' i mod-sætning til medlemmerne 'os'. Jeg mener, at det fundamentale problem ligger her.

Fagforeningen er ikke et firma, der har til formål at servicere folk i forhold til løn- og arbejdsforhold, men netop - en forening.

At brokke sig over, at en forening ikke fungerer, burde medføre, at man så gik ind i arbejdet i foreningen i stedet for at melde sig ud.

Hvis alt organisationsarbejde bliver reduceret til, at du skal 'levere varen', så vil alle de mennesker, der går ind i den slags arbejde for at ændre eller forbedre, forsvinde ud af det. Nogle vil resignere og gå i indre eksil, nogle vil i frustration tilslutte sig ekstremistiske organisationer på yderfløjene, men langt de fleste vil, som Caroline Albertine Minor, gøre deres liv til et individuelt projekt.

Tilbage bliver levebrødspolitikerne, hvis formål med at tiltage sig magten er at have den, og for at kunne beholde den vil de være villige til at følge enhver folkestemning (eller skabe den selv), der kan cementere deres forbliven ved magtens tag-selvbord, uanset hvor ussel og nedrig den kan synes.

Vi ser det allerede.

Mistænkeliggørelse af anderledes tænkende, en kriminalitetspolitik, der er båret af hævn i stedet for reso-cialisering og et socialt system, der bygger på mistænkeliggørelse af de svageste grupper i samfundet, som om nogen frivilligt ønskede at være fattige og udstødte.

Det betyder, at alle problemer bliver gjort individuelle, og så skaber vi et samfund, hvor vi hver især er an-svarlige for at løse de kriser, vi løber ind i uden fællesskabets hjælp.

Konsekvensen af dette er det forpligtende fællesskabs forfald, og spørgsmålet er, om vi kan overleve dette både som samfund og som art.

Vi skal huske ansvaret

Mange af os er så historieløse, at vi har glemt, at vores liberale markedssamfund bygger på en lang række førliberale dyder, såsom arbejdsstolthed, loyalitet og fællesskabsfølelse, og disse dyder vil, hvis de ikke fornyes, forsvinde, og tilbage vil kun være økonomiske målestokke. Det vil intet samfund kunne overleve i længden.

Danmark er et af de mest lige samfund i verden. Det sætter vi pris på, men vi glemmer, at det er resultatet af generationers kamp. Hvis vi tror, at dette er en naturgiven tilstand, må vi tro om igen i en fart, for ellers får vi en ganske alvorlig forskrækkelse.

Eksempler:

Vores lokale folkeskole fungerer ikke, som vi ønsker. Gør vi noget for at forbedre den, eller finder vi en pri-vatskole, der kan løse vores eget problem?

Der er ventelister på sygehusene. Vælger vi kampen for et bedre offentligt sundhedssystem, eller vælger vi en privat sygeforsikring?

Kun gennem at stå sammen og finde fælles løsninger kan vi fastholde, at almindelige mennesker har adgang til det ypperste, vores samfund kan yde. De ville aldrig kunne finansiere det selv.

Selvfølgelig har man et ansvar for sit eget liv, men vi har alle et medansvar for alle de andres.

Mikkel Krogh melder klart ud, at han ikke ønsker at være borger, men kun forbruger, når det angår fagforening. Caroline Albertine Minor virker, som om hun aldrig har overvejet, at der er et valg.

Hvad er det, vi i den ældre generation (jeg er 57 år og lærer) har gjort ved ungdommen, når de tror, at alle har alle muligheder, og at det individets fejl, hvis man ikke får succes?

For det første er alle muligheder ikke til stede for os alle. For det andet må det enkelte menneske gøre op med sig selv, hvad der virkeligt betyder noget i ens liv. Men frem for alt skal vi gøre op med den ide, at vi kan undvære fællesskabet. Der er mange værdier i et menneskes liv, der er væsentligere end penge og prestige.

Man yder ind imellem mere til fællesskabet, end man umiddelbart får igen, men for det første må de bre-deste skuldre bære det tungeste læs, og for det andet er der en stor tilfredsstillelse ved at kunne være med til at få noget godt til at fungere.

Det drejer sig om at tage ansvar for hinanden og det samfund, vi lever i, så der kan blive plads til os alle.

Så fuck generationsromanen og andelskronen og giv et nap med i en eller anden bevægelse, der arbejder for noget, du sympatiserer med, få et job, hvor du gør en forskel, bliv besøgsven ect.

Men gør noget, der rækker ud over dig selv. Så er der masser af livsindhold.

Mogens Møller er lærer, TR og har arbejdet politisk og fagpolitisk siden sin ungdom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Pedersen

Ja, fagbevægelsen har sejret - ad helvede til, som nogen få måske stadig husker en LO-formand råbe til sin kongres for snart mange år siden.

Fagbevægelsen har ikke været i bevægelse i mange år og den har selv skabt illusionen om at den (næsten) er en offentlig institution på linie med skattevæsenet og kongehuset.

Levebrødsfunktionærerne i organisationen har haft for travlt med at sikre deres løn og pension og holde alle nye folk og nye ideer ude. Som f.eks. kvindernes oprør ved sidste overenskomstforhandling. Der var nogle gamle ronkedorer i "bevægelsen", der fik saboteret det grundigt.
Og pludselig sidder der tilbage en flok ensomme gamle mænd, med deres ubrugelige slogans fra 90'erne, som "Vi ved hvad der er bedst for dig" (SID).
Jeg er af og til i tvivl om det er umagen værd, men kommer alligevel til den konklusion at vi må stå sammen om at forbedre dette samfund. Tro ikke på arbejdsgiverne når de påstår at klassekampen er død. Den har bare antaget nye former.
Se bare på universiteterne, når agtværdige lektorer behandles som det rene skidt. Der er kun èn måde at dæmme op for den slags: At slutte sig sammen.

Arbejderne har brug for selvorganisering, ikke at blive ledt af socialdemokratiske frasemagere med direktørlønninger...

Som man skrev i Den Røde Krig (Ungsocialistisk Forbunds månedsblad) i 1919:

”Bort med Staten, Ejendomsrettens stærkeste Fæste. Bort med alle socialdemokratiske Frasemagere og deres Stemmesedler, enten de kalder sig revolutionære eller ej, de vil kun føre os hen mod en ny stærkere Stat. Frem for Menneskenes føderative Sammenslutning, gennem Syndikalismen og Anarkismen. Fremad med Ungsocialismen mod de kommunistiske anarkistiske Samfundsideal”.