Kronik

Derfor meldte jeg mig ud af fagforeningen

Der er behov for fagforeninger, som profilerer sig som serviceorganisationer med fokus på medlemmernes behov i hverdagen, snarere end som ideologiske kamporganisationer
6. maj 2009

Trods den økonomiske krise bløder de danske fagforeninger her efter en solbeskinnet 1. maj. De seneste tal viser, at stadig flere medlemmer forlader HK, 3F og Metal, ligesom internationale eksperter citeret i en nylig artikel i Ugebrevet A4 vurderer, at verdens fagforeninger vil se frem til hundredtusindvis af frafaldne medlemmer i de kommende år.

Så spørgsmålet trænger sig på: Hvad skal fagforeningerne gøre for at holde på deres medlemmer, når ikke en gang en alvorlig krise med masser af fyringer kan holde på dem - og hvorfor melder især de unge sig i det hele taget ud?

Jeg vil gerne forsøge at besvare spørgsmålet. Jeg er nemlig en af de frafaldne, der efter mange års tro medlemskab af en fagforening har opsagt medlemskabet. Som ex-medlem er der for mig ingen tvivl om, at medlemsflugten er fagforeningernes egen skyld.

Men det er ikke for sent at gøre en indsats for at fastholde de resterende medlemmer. I det følgende vil jeg beskrive, hvorfor jeg meldte mig ud af Magisterforeningen, som det her drejer sig om, og hvad foreningen kunne have gjort for at fastholde mig som medlem.

Først og fremmest havde jeg svært ved at se, hvad jeg fik for de mange tusinde kroner, jeg hvert år lagde i fagforeningens kasse. Jeg har aldrig søgt hjælp hos foreningens konsulenter, har kun sporadisk deltaget i de udbudte karrierenetværk, og forhandlede på udmeldingstidspunktet selv min løn og ansættelsesvilkår.

Min eneste berøring med foreningen var dermed det månedlige medlemsblad. Og det er altså et dyrt abonnement på et blad, der primært består af artikler om interne organisatoriske forhold, reportager fra møder i foreningens uoverskuelige virvar af udvalg samt jobannoncer, man også kan finde gratis på nettet.

Partipolitisk propaganda

Fagforeningens modargument er naturligvis, at en fagforening er en forsikring, og at jeg skal være glad for, at det ikke har været nødvendigt for mig at bruge den. Og at jeg svigter de andre medlemmer, når jeg melder mig ud af fællesskabet. Men det ændrer ikke ved mit oplevede billede: At jeg som passivt medlem har betalt mange tusinde kroner for en ydelse, jeg aldrig har modtaget.

En anden grund til min udmeldelse var det politiske aspekt. Jeg har aldrig stemt på den nuværende regering, men det gik mig imod, at Magisterforeningen i lighed med andre fagforeninger sammenblander fagforeningspolitik og partipolitik ved konstant at hetze mod den borgerlige regering. En fagforening er ikke en partipolitisk forening, men en forening, der varetager sine medlemmernes interesser - også de borgerlige medlemmers.

Et godt eksempel er en højtstående repræsentant for Magisterforeningen, der også er folketingsmedlem for Enhedslisten.

I talrige debatindlæg argumenterer han for Enhedslisten-synspunkter med sin fagforeningskasket på. Resultatet er, at foreningen fremstår som lukket land for alle, der ikke akkurat sympatiserer med hans tanker om revolution, planøkonomi og kapitalismens nederdrægtigheder.

Dertil kommer den omverdensforståelse, som Magisterforeningen og de fleste andre fagforeninger lægger for dagen. Her iscenesætter foreningerne sig som kamporganisationer, der kæmper bravt for at varetage de gode lønmodtageres vilkår mod de onde arbejdsgivere. Chefen vil pr. definition trykke lønnen og skabe dårligere arbejdsvilkår, mens medarbejderen principielt er et uskyldigt offer i alle forhold.

Rollefordelingen kan for Magisterforeningens vedkommende ses i foreningens blad, der i hvert nummer har artikler om, hvordan foreningens konsulenter har reddet ulykkelige medlemmer med at få deres feriepenge, løn eller andet vristet ud af hænderne på de modvillige arbejdsgivere.

Mit problem er, at jeg ikke kan genkende denne fremstilling af chefer som skurke fra mine egne job og de arbejdspladser, mine venner og bekendte har haft. Jeg har altid set mine chefer som kolleger og samarbejdspartnere, som jeg har kunnet tale med om mine arbejdsforhold. Ligesom jeg altid har søgt at tale direkte med min chef om eventuelle problemer i stedet for at optrappe konflikten ved at inddrage fagforeningen.

Hænger fast i fortiden

Nu er jeg helt med på, at alle naturligvis ikke har mulighed for at tale sig ud af problemerne. Men det står altså enhver frit for at søge et andet job, hvis man er utilfreds. Og jeg har svært ved at se, hvordan det gavner medlemmernes sag, at fagforeningen dæmoniserer direktører og indprenter sine medlemmer, at de er uskyldige og ikke behøver tage ansvar for noget som helst.

Jeg har stor respekt for det arbejde, fagforeningerne har gjort gennem tiden. De har været en vigtig årsag til, at danske arbejdstagere har gode vilkår i dag sammenlignet med andre lande, ligesom det har været en enorm styrke, at medarbejderne har kunnet stå sammen mod arbejdsgiverne. Men det nytter ikke at hænge fast i fortiden og bruge fordums bedrifter som argument for, at fremtidens medarbejdere skal tegne medlemskab i dag.

Magisterforeningen og andre fagforeninger er nødt til at erkende, at selvfortællingen som kamporganisationer for venstreorienterede medlemmer med de rigtige meninger ikke er en holdbar strategi, hvis målet er at fastholde medlemmerne, endsige rekruttere nye. Solidaritet og fællesskab kan være gode salgsargumenter, men de virker primært som salgsargument over for de indviede, der i forvejen har løst partikort til SF eller Socialdemokratiet.

Markedsføring ikke nok

Hvordan kunne foreningen så have fastholdt mig som medlem? Ja, først og fremmest kunne man have reflekteret over, hvordan man skaber værdi for de mange passive medlemmer, der som mig ikke er medlemmer af ideologiske årsager, men som er med for at få noget for pengene. Og derefter genopfinde produktet 'medlemskab af fagforening' helt fra bunden: Hvad er det egentlig, et medlem har behov for? Hvad skaber værdi for medlemmet? Og hvilke services skal der i forlængelse deraf udbydes?

Har et medlem eksempelvis behov for, at kontingentet som i Magisterforeningens tilfælde skal finansiere driften af en enorm organisation med en lang række uoverskuelige udvalg og underudvalg? Skaber det værdi for et medlem, at kontingentet skal betale forplejningen til hundredvis af deltagere til repræsentantskabsmøder flere gange om året? Eller ville det skabe mere værdi for medlemmet, at man eksempelvis kunne få gratis efteruddannelse eller ringe til en 24-timers karriere-hotline?

Jeg ved godt, hvad jeg ville foretrække. Jeg ville foretrække en fagforening, der profilerede sig som en serviceorganisation med fokus på medlemmernes behov i hverdagen, snarere end en ideologisk kamporganisation med fokus på at drive fagforening som for hundrede år siden.

Og her er det vel at mærke ikke nok for fagforeningerne at peppe markedsføringen op med Facebook og lignende for at skabe et billede af en fagforening i takt med tiden. Når det fundamentale problem er, at kunderne ikke vil have produktet, kan man annoncere nok så meget, uden at det nytter.

I stedet handler det om at redefinere fagforeningens berettigelse, ydelser og organisation - naturligvis med respekt for traditionen og fortiden. Jeg er klar over, at en sådan redefinering vil møde modstand fra tillidsrepræsentanter og andre, der har en interesse i at opretholde fagforeningernes eksisterende organisationsform, iscenesættelsen af arbejdsgiverne som skurke og solidariteten som det væsentligste salgsargument.

Åbn øjnene

Men jeg håber, at man tager kampen op. Jeg håber, at fagforeningerne tillader sig selv at bevæge sig så meget med tiden, at de begynder at tage deres medlemmer og deres behov alvorligt. For så har de potentialet til ikke bare at fastholde medlemmerne, men også kapre nye.

Ikke mindst i denne krisetid, som burde åbne organisationernes øjne for, at en indsats er påkrævet. Hvis man ikke som fagforbund kan fastholde sine medlemmer i en tid med hundredvis af fyringer hver uge, kan man aldrig. Det er - med en upassende fodboldmetafor - straffespark uden målmand.

Uden en aktiv indsats er alternativet klart: En fortsat styrtblødning i medlemstallet i de kommende år.

Mikkel Krogh er cand.mag. og arbejder som kommunikationschef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Timmermann

Det er fint for dig, Mikkel Krogh, at du ikke har haft brug for din fagforening (endnu). Jeg er også rigtig glad for, at jeg aldrig (endnu) har haft brug for den forsikring, jeg har tegnet mod ildebrand og tyveri i min bolig, men det får mig nu ikke til at opsige forsikringen alligevel - for det kan jo trods alt ske, ikke?

På samme måde har du en fagforening til at slås for dig, hvis eller når du har brug for den, og tro mig - den slags kommer altid uventet!

Men din indstilling passer godt ind i dagens Danmark og VK-regeringen - "jeg er en vinder, jeg klarer mig fint, så lad Fanden tage de andre!"

Lene Timmermann-Hansen

Peter Hansen

Fagforeningsmedlemskab koster i Danmark ingen tusindvis af kroner, da det er fuldt fradragsberettiget på selvangivelsen.

Lennart Kampmann

Jeg må sige at jeg var glad for at DJØF gav mig gode muligheder for at mødes med andre nyklækkede kandidater i 2003, da der var en alt for høj andel af nye kandidater der ikke fik job takket være dot-com boblen.

Jeg er fortsat medlem, selvom månedsbladet ikke rigtigt fænger. Det er vel et udtryk for kapitalistisk solidaritet med min klasse ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Søren Rehhoff

Modstanden mod fagforeninger handler vel meget om identitet.
Ingen kan idag lide at se sig selv som blot simple lømmodtagere, istedet er vi alle blevet forfremmet til spillere på markedet.
Derfor bliver fagforeninger ildeset, fordi de minder folk om, at de er underlagt nogle helt grundlæggende ulige økonomiske magtforhold i markessamfundet. Man har indtrykket af at Mikkel Krogh på samme måde ikke kan lide, at være medlem af, som han skriver,
en "lømodtagerorganisation", fordi det ville udfordre hans skrøbelige ego som markedsaktør. Ligesom han ikke kan lide, at fagforeningerne udfordrer hans ideer om, at der er et ligeværdigt forhold mellem ham og dem længere oppe i systemet.
Det er vel kapitalistiske ideologers fortjeneste, at samtidig med, at man gennem deregulering af markedet har banet vej for almindelig gammeldags røvrkapitalisme, er det samtidig lykkedes at overbevise mange om, at et dereguleret marked var et udtryk for noget moderne og at fagforeninger tilhørte fortiden. Det ville være smartere hvis folk bare så fagforeninger som et pragmatisk, legitimt svar på et markedssamfund og nogle ulige magtforhold på arbejsmarkedet, som det er i orden at tage sine forholdsregler overfor.

Karsten Aaen

Det er yderst interessant at følge Mikkel Kroghs argumentation; igen denne djøf og bondementalitet koblet sammen; hvad får jeg ud at det? hvad er der i det for mig? Noget for noget synes at være mantraet i de her, altså noget til mig selv og mig selv og så mig selv igen, men noget andet synes at være kun at kigge på min fagforening gør mod mig.

Ingen tanker om fællesskab, ingen tanker om solidaritet overhovedet, ja faktisk var dybt overbevist om at jeg det var en Venstre-mand som havde skrevet dette indlæg. Det oser langt væk af en eneste ting: egoisme...uden hensyntagen til fællesskabet overhovedet.....

Det er da kun glædeligt at Mikkel Krogh har kan tale med sine arbejdsgivere om sine problemer, ligesom han åbenbat selv forhandler sine løn og arbejdsvilkår - som mange kommunikationschefer i dag jo gør. Jeg ved ikke om Michael har en chef? men mon ikke Mikkel har en direktør som han skal stå til regnskab overfor engang imellem? Det har han jo nok...

Mht. om Magisterforeningen varetager dens medlemmers interesser, når den raser mod den borgerlige regering - Som Mikkel Krog udtrykker det - tjah - det ved jeg ikke. Men jeg ved, at Magisterforeningen må protestere, når den gang på gang oplever, at der bliver skåret på bevillingerne til universiteterne, til gymnasierne og på uddannelse i det her land i det hele taget...

Og som sagt: Det er da dejligt for Mikkel Krog, at han aldrig har prøvet at gøre brug af Magister-foreningen til at få sin løn eller andre ting; hovedproblemet er dog at der sikkert er mange flere, som oplever, at der er problemer med lønnen end der som oplever at der ingen problemer er overhovedet...

Desuden er jeg ikke fanske sikker på at fagforeninger overhovedet må det som Mikkel Krog foreslår, give gratis efteruddannelse mv...??

Jeg er sikker på at den borgerlige regering vil se det som unfair konkurrence overfor de private efteruddannelses-steder...

Hans Hansen

Karsten Aaen

Ingen tanker om fællesskab, ingen tanker om solidaritet overhovedet,

Ja solidariteten er gået af fløjten. Alligevel må man spørge om fagforeningsbosserne er arbejdere eller akademikere, og hvor meget tjener de selv?

Peter Hansen

I MF er der vist ingen tvivl om, Hans Hansen, at fagforeningsbosserne er akademikere, eftersom de er sådanne medlemmer, foreningen organiserer. Hvad man sådan får for det, plejer fagforeninger at fastsætte på deres kongresser.

Hans Hansen

Peter Hansen

Ja jeg ved det ;-)

Det var et retorisk spørgsmål, vel vidende at mange anser dem for pampere - stadigvæk - der tjener millioner af kr, og derfor lever langt fra den arbejdene klasses virkelighed.

Hans Hansen

Eller rettere - idag er arbejderklassen jo ikke så dårligt betalt som tidligere. Til gengæld er der kommet en ny underklasse der ofte ligger under den europæiske definition af fattigdomsgrænse.

Eftersom højrefløjen ikke vil definere en sådan grænse i danmark, så kan man jo bare bruge den europæiske.

Peter Hansen

Hans Hansen, på dette område er vi meget enige. Det er utroligt, hvad Danmark kan slippe afsted med ved at henvise til den frie aftaleret!
Måske ville det nu være mere på sin plads at lovfæste rettigheder for folk på arbejdsmarkedet, så det kunne komme til reel politisk stillingtagen? Så ville det blive tydedeligt, at den siddende regering helst vil sænke lønningerne og forære infrasturktur og fælles værdier i samfundet til det helt private erhvervsliv.
Danfoss-chefen udtalte i sidste uge i en forespørgsel i Berlingske, at grunden til at dansk erhvervsliv ikke donerede så meget (i anledning af Haldor Topsøes gode eksempel på det modsatte) var, at fradragsmulighederne var for ringe. Ha-ha, så kan det jo være det samme, hvis virksomheden alligevel tørrer sine initiativer af på skatteyderne.
Måske vi skulle afskaffe indkomstskatten og i stedet alene opkræve afgifter og virksomhedsskat?

Steffen Dickhudt Christensen

Der findes ikke længere nogen "arbejder-fagforening" her i DK.
Så'n at forstå at de midler som kommer ind via kontingent, ( som for den enkelte måske nok er fradragsberretiget, men dog alligevel tårnhøjt ), i alt for høj grad bruges på at købe/istandsætte kontorer på de mest mondæne adresser, aflønning af bosser så de fremstår mere "betydningsfulde", ( ja, at være fagforeningsboss er et betydningsfuldt ansvar, så lønnen skal jo også være høj, ellers går bossen jo psykisk ned ).
Jeg kan ikke selv fuldføre listen over unødig brug af medlemskontingenter, men det er for mig det mest iøjnefaldende hos fagforeninger i dagens danmark.
Og det har jeg bare ikke lyst til at bidrage til.

Endvidere er fagforeningernes involvering i politik på den ene eller anden måde direkte afskrækkende på mig.

Og ja, jeg er en af de heldige som ikke har brug for en fagforening.
Hvis jeg er utilfreds, så er jeg den som er smuttet.
Og hvis jeg skulle komme ud for at ha' penge i klemme, vil det aldrig blive det store beløb.
Jeg er smuttet inden da.

Og skulle det ske at det var mange penge, kan man vist blot melde sig ind, så vil jeg kunne få hjælp ?

Og ja, jeg har intet hus, bil m.m. som kræver at jeg tjener et vist beløb hver måned.

Fagforeninger HAR deres berettigelse i dagens danmark, og vil altid på en eller anden måde ha' det.
Uanset hvor ansvarlige, retfærdige vi mennesker bliver, vil der altid være nogen som vil udnytte andre på den ene eller anden måde.
Men "kontrol" med de mennesker kræver ikke et "palads" på en af dyre adresser, eller at fagbossen får stillet en 300 Kvm. lejlighed til rådighed m.m.

Egentlig burde det vel være nok med èn folkevalgt "forening", til at varetage lønmodtagernes rettigheder.

Peter Hansen

Hans Hansen, og så siger de, at klassekampen er død... der er ingen, der fører så intens klassekamp som Det konservative Folkeparti. Men fra et samfundsmæssigt synspunkt har al den aktivitet på arbejdsmarkedet jo ikke rigtig noget rationale, hvis ikke det tjener til at løse de opgaver, vort moderne samfund har. Det er jo lidt som med co2-kvoterne: hvis man ikke selv kan bidrage direkte positivt, kan man betale for, at andre gør det.
Og, Steffen Dickhudt Christensen, det er virkelig forudseende forfædre, der har skaffet dig dit mellemnavn.

Steffen Dickhudt Christensen

Peter Hansen -> Bare fordi jeg ikke er til "Arbejderklassemoral" men til alm. respekt for andre mennesker og deres arbejde ?

Mellemnavn stammer øvrigt fra en franskmand min mor giftede sig med da jeg var to år.

Peter Hansen

Nej, bl.a. Steffen Dickhudrt Christensen, fordi du skriver: Og skulle det ske at det var mange penge, kan man vist blot melde sig ind, så vil jeg kunne få hjælp ? - det vil du kun under visse forudsætninger, hvis du altså ikke er medlem af en a-kasse, og så er debatten på sin alligevel lidt omsonst.
Den politiske kamp for lønmodtagerrettigheder - og hvor relativt meget af fordoms styrke, fagforeningerne har mistet, især pga. holdninger som din - kan alle indse nødvendigheden af, når de oplever det ridefogedsystem, den siddende regering har fået indført.
Men hvis du kan klare dig uden indtægt, Steffen Dickhudt Christensen, kan jeg da godt forstå din holdning.

Inger Sundsvald

Jeg meldte mig ud af HK på grund af daværende formand John Dahl, som efterfølgende siges at have gjort det ’grove’ arbejde. Det må siges. Jeg kom i selskab med 30.000 medlemmer som meldte sig ud på 2 år.

Og så kom der ellers gang i besparelserne, nedtoning af frådseriet m.v. Med den nye formand, Kim Simonsens ord, så skulle HK nu ”stå for nogle værdier, man sympatiserer med”. Og det lader til at væres DF’s værdier. Godt man kom ud i tide.

Inger Sundsvald

Min veninde blev i HK - lige indtil hun blev fyret fra Berlingske Tidende under en fyringsrunde. Her fik hun en erstatning/aftrædelses- et-eller-andet, og HK følte det som deres pligt at være skatteministerens forlængede arm, samtidig med at de mente hun skulle bruge disse penge før hun kunne få understøttelse. Hun måtte søge hjælp andetsteds, for det var ikke korrekt.

Sikke en hjælp. Ikke som i det gode gamle Dansk Typograf Forbund, som var blevet tvangssammenlagt med HK.

Jens Sørensen

Inger,

Idette tilfælde er det jo ikke fagforeningen, der er skurken.
Alle A-kasser har jo nogle lovregler de skal overholde.
A-kassen kan så bøje reglerne lidt, runde lidt op osv.
Men hvis loven siger at erstatning/fratrædelsesgodtgørelse skal modregnes understøttelsen, har A-kassen jo ikke noget valg. Loven virker i så fald uhyre objektiv, og derfor kan A-kassen ikke bøje reglerne.
At reglerne åbenlyst er forkerte er politikernes ansvar ikke A-kassen/fagforeningen.

Majbritt Nielsen

"Åbn øjnene
Men jeg håber, at man tager kampen op. Jeg håber, at fagforeningerne tillader sig selv at bevæge sig så meget med tiden, at de begynder at tage deres medlemmer og deres behov alvorligt. For så har de potentialet til ikke bare at fastholde medlemmerne, men også kapre nye. "

Så i stedet for at gøre noget ved det som du så tydeligt mener er forkert. Så melder du dig ud og tager hjem til dit hyggelige samtalekøkken? lol
Hvorfor skal de tage en kværulant alvorligt, du gør jo ikke noget.

Hvordan skal noget nogensinde ændre sig, når sådanne kvikke mennesker som dig ikke tager kampen op?
Og med kvikke mener jeg at du med den fine tittel der skrives under dit indlæg. At det er en der sikkert ikke kommes nemt til. Og der med burde give dig noget mere kampmod.
Men det er altid nemt at sige hvad der er forkert, men at rette det op. Det er for besværligt.
Man kan sige at fagforeningerne har sejeret af helved til.

Hvorfor er jeg ikke forundret?

Inger Sundsvald

Jens Sørensen

HK bøjede reglerne i en mærkværdig retning. HKs afgørelse var forkert, og heldigvis fik min veninde så lidt at stå imod med på sine gamle dage.

Peter Hansen

Understøttelse får man ubetinget ved afskedigelse, der sker ikke modregning, medmindre man arbejder og bliver modregnet. Der modregnes heller ikke i aktie-, rente- eller copyrightindtægter, som ikke belaster medlemmet arbejdsmæssigt.

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Ja, loven er helt klar, og Berlingske Tidende havde sikret de fyrede medarbejdere yderligere. Så er det bare ærgerligt, at nogle medarbejdere i HK er så dårligt orienterede, at de giver den helt klare opfattelse hos et medlem, at det er ren misundelse fra HK-medarbejderens side, når vedkommende siger, at med så mange penge udbetalt, så kan det naturligvis ikke være meningen at medlemmet samtidig skal have understøttelse. Mange bekymringer og ærgrelser kunne have været undgået.

Personligt oplevede jeg også et sandt bureaukratisk helvede da jeg overgik til efterløn efter en sygdomsperiode.

Peter Hansen

Det har altid været sådan, at fagforeningen var den ubehagelige side af arbejdsløshed, mens Arbejdsformidlingen var den venlige, måske fordi kontrollen lå i fagforeningen (a-kassen, når det skal være præcist), mens AF jo var et serviceorgan for borgerne.
Det er desværre blevet ødelagt under den siddende regering, der mener, at også jobcentret skal agere ridefoged. Imidlertid mener jeg, når jeg skal være barsk, at ufaglærte også kvalificerer sig i det hierarki, nemlig til ufaglærte jobs. Sålænge der er nogle af dem at tage af - og det er der - skal man ikke give folk med professionel baggrund deres arbejde.

Jens Sørensen

Inger,

OK så enig.
Forstod bare på dit indlæg artreglerne var sådan.
Jeg kender dem ikke selv.

At A.Kassen har bøjet reglerne den "forkerte" vej er jo helt hen i vejret.

Mona Blenstrup

Min fagforening huser både selvstændig erhvervsdrivende og ansatte, hvilket giver dem store problemer med begge gruppe.

Men man SKAL være medlem, også som selvstændig. Ellers kan man ikke inden for den offentlige sygesikring.