Kronik

Det direkte EP-valg svækker demokratiet

Europa-Parlamentet er et showroom, hvor EU-landenes nationale og kulturelle forskelligheder udstilles. Er det de billeder, vælgerne ser, som får dem til at trække følehornene til sig? Den lave valgdeltagelse er bare en af konsekvenserne af det direkte EP-valg, som vi har haft siden 1979
Den lave valgdeltagelse er bare en af konsekvenserne af det direkte EP-valg, mener kronikøren.

Den lave valgdeltagelse er bare en af konsekvenserne af det direkte EP-valg, mener kronikøren.

Henning Bagger

26. maj 2009

Hvad er fordelene ved, at Europa-Parlamentet (EP) i 1979 gik fra at være indirekte til direkte valgt? Ser man alene på valgdeltagelsen her i landet, er fordelene blevet mindre og mindre. Den var på 63 pct. ved første direkte valg. Siden er den faldet støt og nåede sit hidtidige lavpunkt ved valget i 2004, hvor kun 47 pct. af de stemmeberettigede ulejligede sig til urnerne. Opinionsundersøgelser truer med en endnu lavere stemmeprocent ved 2009-valget - på blot 34 pct. I runde tal er der lagt op til en halvering på blot 30 år.

Den lave vælgerinteresse er et mere end alvorligt problem. Og ikke blot fordi de europæiske stats- og regeringschefer på deres topmøde i 1974 netop omlagde valgformen for at komme en udbredt kritik i møde, som fokuserede på den minimale folkevalgte indflydelse på lovgivningsarbejdet i EF. Det hed EU indtil 1992.

Mere - og mere synligt - demokrati skulle bringe EF-projektet ned i almindelige EF-borgeres øjenhøjde og få dem til at identificere sig med det, som mange anså for at være samfundseliternes projekt. Scoringen på hele 63 procents stemmeafgivning mere end antydede, at det direkte valg var det rigtige svar på det stillede spørgsmål. Skreddet i vælgerengagementet i løbet af de næste 30 år tyder på det modsatte. Ønsker vælgerne kun at påvirke EU's politikker via deres ministre i Rådet?

Demokrati skal læres

De lave stemmetal kan også skyldes, at topmødet byggede sine prognoser på forudsætninger, som ikke holdt. Givet er det, at EU's medlemskreds siden 1979 er næsten tredoblet og indbyggertallet fordoblet. 1974-EF bestod af ni vestlig-demokratisk-retsstatslige medlemsstater med i reglen høje stemmeprocenter ved nationale valg. Kort før 2004-valget kom 10 nye medlemslande ind i EU, og i 2007 sluttede to mere sig til kredsen. De fleste af de nye er gamle kommunistregimer. Deres vælgerbefolkninger voksede derfor op under politiske og samfundsforhold, hvor stort frivilligt fremmøde på valgdagene ikke var en selvfølge.

Demokrati skal læres. Mens det forhold for en del kan forklare, at EP-valgene på europæisk plan afvikles i strid folkelig modvind, er det stadig et ubesvaret spørgsmål, hvorfor den danske EP-valgdeltagelse ligger 30-40 pct. under folketingsvalgene.

At to ud af tre vælgere vender EP-valgene ryggen, står oven i købet i skarp kontrast til, at fem traktatændringer siden 1979 har mangedoblet EP's formelle muligheder for at maksimere sin indflydelse på indholdet af EF-lovene. Perspektivet bliver helt tydeligt, hvis man forestiller sig, at den kommende valgperiodes 732 MEP'er ville - og magtede at - tune EP's beslutningsmaskine til at omsætte al den formelle magt til reel magtudøvelse. Lad os oveni antage, at de 13 danske MEP'er, som opnår valg den 7. juni, besluttede strategisk at optimere deres stemmeafgivning i EP med det formål at maksimere deres indflydelse på EP's output. Da ville de formentlig kunne gennemføre større forandringer af det danske samfund end alle MF'erne tilsammen.

Hvorfor vil mange vælgere ikke være med til at påvirke den politiske sammensætning af en potentiel jættemægtig institution som EP? Er vælgerne uvidende om den ny magtstruktur? Forstår de ikke dens samfundsmæssige perspektiver? Eller vender vælgerne sig intellektuelt og emotionelt fra det EP, som de ser?

I over 50 år var EP ude af stand til at mønstre et effektivt politisk modspil til Rådet, som kunne EU-lovgive, som det ville. Det skyldtes, at MEP'erne anvendte deres politiske ressourcer på en kamp om magten internt i EP. I 2008 begravede de evindeligt stridende EP-fraktioner dog deres interne stridsøkser. Herefter rykkede EP i forhold til Rådet og satte store fingeraftryk på flere vigtige love - herunder servicedirektivet samt nye kemikalie- og pesticidelovgivninger. Den EP-interne magtbalance mellem centrum-højre og centrum-venstre politikerne, som muliggjorde rykket, er labil. Truende lave valgdeltagelser ved 2009-valget siges at ville forstærke de politiske yderfløje i EP. Sker det, er risikoen, at den møjsommeligt opnåede, indflydelsesgivende balance må vige pladsen for endnu en handlingslammelse. Hvorfor bliver vælgerne væk alligevel?

Udstiller forskelligheder

Den gryende parlamentarisme, som ligger i EU-kortene, lokker tydeligvis heller ikke vælgerne til urnerne. Traktatbestemmelser fra de seneste år lægger nemlig op til, at valget af ny kommissionspræsident og hans kommissærteam i fremtiden politisk vil skulle afspejle de politiske magtkonstellationer i EP. Detaljerne herom må følge en anden gang. EP's chance for at påvirke personvalgene står og falder dog med, at dets interne politiske sammenhængs- og handlekraft er intakt.

Alligevel vil to ud af tre vælgere ikke melde sig ved urnerne. Er det fordi de instinktivt vender sig mod at lægge stemme til at flytte magten over EU-kommissionen og EU-lovene fra Rådet til EP? Givet er det, at ministrene i Rådet er diskrete, anonyme og, navnlig, hjemmefødninge som vælgerne selv. EP er derimod et showroom, hvor - på godt og ondt - EU-landenes kolossale nationale og kulturelle forskelligheder udstilles. Er det de billeder, vælgerne ser, som får dem til at trække følehornene til sig?

Lidt, måske, men EP er også demokratisk og folkeligt en egenartet størrelse. Følg blot med i denne opremsning:

På EP-valgdagen gælder ikke én fælles valgordning, men 27. I EP er der desuden ingen rigtige politiske partier at stemme på og ingen transnationale valgkampe. Tusindvis af EP-kandidater konkurrerer ikke om 732 pladser, men nogle håndfulde danske kandidater om 13 danske pladser i EP (og tilsvarende).

EP har ingen fast adresse. MEP'erne, deres papirer, PC'er og medarbejdere flyttes regelmæssigt af lange lastvognkonvojer mellem kontor- og mødepaladser i Bruxelles, Luxemburg og Strasbourg. Skandalerne om EP's daglige ødslen med ressourcer, personalegoder og mange MEP'ers legendariske pengegridskhed skræmmer vel også.

MF vs. MEP

Danske MF'er kan afsætte en minister eller en regering. MEP'erne kan endnu kun true en hel Kommission med at afsætte den, de kan kun ridse enkelte kommissionsmedlemmer i lakken, men de kan ikke afsætte Rådet eller dets medlemmer.

Danske MF'er kan fremsætte lovforslag, som derefter skal behandles af Folketinget; MEP'er kan kun drømme om noget tilsvarende. Danske partier har tid til at føre deres politiske synspunkter frem og debattere dem i Folketinget. MEP'erne har normalt højst 60 sekunders tid til at aflire en monolog. MF'erne bruger de fleste af deres kræfter på at lovgive. MEP'erne kan virke forfaldne til at rejse sager, som EP ikke har den fjerneste hverken formelle eller reelle indflydelse på. MF'erne vedtager, hvilke og hvor store skatter der skal opkræves. EP har kun ret til at deltage i fordelingen af visse af EU's indtægter, hvis størrelse medlemsstaterne har fastlagt.

Et fata morgana?

Vælgerne er heller ikke for dumme til at aflæse betydningen af de nationale partiers udvælgelse af deres EU-spidskandidater. Forrest i de fem-årige EP-kandidatfelter ligger her i landet forhenværende og ret ukendte politiske profiler - i år muligvis kun brudt af én undtagelse. Berlusconi har i Italien opstillet en halv snes fotomodeller som sit partis spidskandidater. Da den franske justitsminister Rachida Dati ifølge The Economist mistede sin præsidents tillid, blev hun afsat og bedt om at stille op som EP-kandidat. Landets mest ledende kandidat, Michel Barnier, er ganske vist en politisk sværvægter, men han ventes at nedlægge sit EP-mandat for at opnå en tung post i den kommende EU-kommission.

Det er vel næppe vælgerne, som dømmer forkert, når mange af dem vægrer sig ved at stemme på en noget særpræget, skønt direkte valgt forsamling - når der er en førsterangs hjemme, man er dus med? Det direkte valg kunne ikke levere varen. Ikke alene. Måske kan det endog diskuteres, om valget burde have været gjort direkte, når ledsagereformer ikke blev overvejet, endsige gennemført, som kunne gøre EP mere sammenligneligt med nationale parlamenter - som f. eks. Folketinget. Er EP og reel grænseoverskridende folkelig indflydelse på EU-lovgivningen mon et fata morgana?

Hjalte Rasmussen er professor dr. jur. Mange af pointerne i kronikken er importeret direkte fra hans bog 'EU-ret i grundtræk', udgivet i 2008 på forlaget Samfundslitteratur

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu