I sidste uge trykte Information endnu en kommentar fra journalist Tom Heinemann. Igen fremfører Heinemann, at Fairtrade ikke gør en forskel på teplantagerne i Sri Lanka, samt at Fairtrade intet gør for at forbedre sit system. Begge dele er forkert.
Heinemann mener, at der bør ske flere fremskridt ude på plantagerne. Det er vi enige om, men som jeg tidligere har fremført, kræver det, at der faktisk bliver solgt mere Fairtrade te. For salget står i et direkte forhold til de forbedringer, der kan foretages. Det er Fairtrades logik og begrænsning. Men for den mor, der har kunnet give sine børn en uddannelse på grund af mikrolån fra Fairtrade-midler, giver Heinemanns 'alt eller intet' tankegang ikke megen mening.
Fairtrade gør også meget for hele tiden at udvikle vores system. Der er ingen tvivl om, at vi skal blive endnu bedre til at støtte arbejderne, så de demokratier, der endnu kun er i deres vorden, kan komme til at fungere bedre. Men igen: fordi forsøget på at etablere et demokrati i en postkolonial kontekst ikke er uden fejl, er det så ens betydende med, at man helt skal lade være? Vi skal naturligvis også arbejde med kooperativer, som er grundstenen i Fairtrade, men skal de mange plantagearbejdere efterlades uden nogen forsøg på at forbedre deres vilkår skridt for skridt?
Ting tager tid
Da udsendelsen Den bitre smag af te blev sendt i efteråret 2008, lovede Max Havelaar at se på, om der skal justeres i kontrolsystemet, herunder antallet af uanmeldte kontrolbesøg. Den debat foregår for tiden i Fairtrade-systemet. Og det er en faglig diskussion: vi skal gøre det, der fungerer bedst, og ikke kun det, der hurtigst muligt stiller journalister eller andre tilfredse. Muligvis kan et halvt eller helt års faglige overvejelser virke som lang tid, men sådan er det nu engang, når man arbejder i et internationalt demokratisk system, hvor også repræsentanter fra arbejderne og bønderne, som det hele drejer sig om, er med til at beslutte kursen.
At Fairtrade ikke er i lommen på plantageledelserne, som Heinemann fremstiller det, vil jeg gerne komme med et aktuelt eksempel på. Plantagen Greenfield i Sri Lanka er for tiden suspenderet fra Fairtrade, fordi plantagen ikke har rettet op på de anmærkninger, den fik ved kontrolbesøg. I de næste tre måneder skal disse ting bringes i orden. Gør ledelsen ikke noget seriøst ved dette, risikerer plantagen at blive smidt helt ud af systemet.
Kom gerne, Heinemann
Heinemann nævner en række andre problemer på plantager, hvis navne han ikke røber. Hvis han virkelig ønsker at hjælpe arbejderne, ville det være konstruktivt at Heinemann kom til Fairtrade-organisationerne med disse oplysninger. Så vil jeg love, at de bliver undersøgt.
Og det er klart, at der altid vil kunne findes problemer, når man arbejder med udvikling blandt verdens fattigste arbejdere. Der vil altid være mangler og ting, der ikke er blevet rettet 100 pct. op på. Så skulle Heinemann eller andre journalister vende tilbage til plantagerne, vil de også opleve dette. For os, der arbejder med Fairtrade, vil der dog ikke være tale om en saftig 'afsløring' men i stedet en dokumentation af, at forholdene i det 'globale syd' ikke ændres over natten.
Sådan er vilkårene, man er nødt til at anerkende den præmis. Som en ven sagde til mig den anden dag: Drømmen om det perfekte er ofte det godes værste fjende.
Judith Kyst er generalsekretær Max Havelaar
Er det ikke så simpelt, som at vi forventer, at Max Havelaar/Fairtrade entrerer med uafhængige producenter og giver afkaldt på det samme overskud, som multinationale fødevarevirksomheder forventer? Det virker, som om MH/Fairtrade i virkeligheden poserer som non-profit organisation, men reelt set ikke fungerer anderledes end andre kommercielle aktører.
Det skal man passe på med, for fremtiden byder snarere på en eliminering af engros-ledet, hvor nettet vil kunne fungere som direkte handelsvej mellem producent og forbruger. Det vil økonomisk være til fælles fordel.
Der er jo ingen der forventer det "perfekte", meget mindre kan gøre det. Men når man er generalsekretær i det godes tjeneste, så gør man en forskel, også i forholdt til den kritik man møder og det i helt særlig grad når man udmærket ved at der er mangler i projektet. Fairtrade er noget ekstra i forhold til det traditionelle og som sådan også åben for kritik.
Intet i Tom Heinemanns dokumentar og opfølgning her i avisen, er andet end et velment virke for at få Fairtrade til at oppe sig. Og hvis Judith Kyst ikke accepterer den præmis, så har hun et problem.
For det er både legitimt og nødvendigt at vi beskæftiger os med hvorledes det gode gebærder sig i det daglige.