Kommentar

Flere skal have chancen på arbejdsmarkedet

Antallet af offentligt forsørgede er steget støt trods år med højkon-juktur, og det skal der gøres noget ved nu. Rummeligheden på arbejdsmarkedet skal udvides, og det kan man opnå på flere måder
7. maj 2009

Vi har netop forladt en historisk højkonjunktur med historisk lav ledighed. Alligevel er antallet af offentligt forsørgede danskere ikke blevet nedbragt. Tværtimod er tallet steget fra 435.000 til 477.000 siden 2000.

Skiftende regeringer har forspildt højkonjunkturens enestående chance for at få langt flere mennesker med handicap og kroniske helbredsproblemer i arbejde. Det skal stoppes nu.

Det er en særlig udfordring her under krisen, hvor de svageste risikerer at ryge først ud af virksomhederne igen.

Vi skal fastholde flere i job - og vi skal sluse flere med skavanker ind på arbejdspladserne. For deres skyld og for samfundets skyld. Arbejdsmarkedet er ikke kun for de perfekte.

I dag mødes Arbejdsmarkedskommissionen med arbejdsmarkedets parter for at diskutere, hvordan Danmark får færre på offentlig forsørgelse og skaffer mere arbejdskraft fremover. Det vil FTF gerne bidrage til.

Rummeligheden på arbejdsmarkedet skal udvides

Vi har mange, specielt store virksomheder, der påtager sig et samfundsansvar ved at hjælpe mennesker med helbredsmæssige problemer i job. Men det er Tordenskjolds soldater blandt virksomhederne. Vi vil gerne se nye socialt ansvarlige virksomheder på podiet, hvor man hyldes for indsatsen. Der er masser af plads.

FTF foreslår derfor, at kommunerne som en del af deres årlige beskæftigelsesplaner skal redegøre for, hvordan de arbejder med at fremme virksomhedernes sociale engagement.

Revalidering

Revalidering har det fornemme formål at give mennesker, der har en medfødt eller tabt arbejdsevne, en ny chance for at kunne forsørge sig selv.

Desværre er revalidering de seneste år er blevet forsømt til fordel for det stærke fokus på 'hurtigst muligt i job'. Det pynter kort på ledighedstallene, men betyder måske også hurtig udstødning igen - og offentlig forsørgelse igen. Og så er vi lige vidt.

Fra 2000 til 2008 er antallet af personer i revalidering reduceret med 50 pct., og det er særligt brugen af uddannelsesrevalidering, det er gået ud over. Set i lyset af, at både virksomheder og myndigheder stadig mangler veluddannet arbejdskraft, er det komplet tåbeligt - og giver nogle danskere et dårligere liv end nødvendigt.

Tilmed overvejer Arbejdsmarkedskommissionen nu at afskaffe revalidering, selv om sigtet netop er at gøre folk helt uafhængige af offentlig forsørgelse.

For at rette op på den manglende brug af revalidering foreslår FTF konkret, at statens refusion af kommunens udgifter til revalidering øges fra de nugældende 65 pct. til 75 pct. Det vil give kommunerne et større økonomisk incitament til at revalidere frem for at give en livsvarig offentlig ydelse i et fleksjob eller på førtidspension.

Fleksjobberes ledighed

Fleksjob-ordningen er en succes. Den giver personer med nedsat arbejdsevne mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet frem for at modtage fuld offentlig forsørgelse. Og fleksjobbere bidrager positivt til den samlede beskæftigelse.

I dag er der ansat ca. 52.000 personer i fleksjob, og ledigheden er ca 20 pct. Vi foreslår derfor at indføre 1/3 løntilskud (som det var en gang), så kommunerne efter seks måneder kan ændre på løntilskudsdelen i nedadgående retning, hvis arbejdsevnen har forbedret sig.

Fleksibel førtidspension

Det overordnede sigte med førtidspensionsreformen fra 2003 var at nedsætte antallet af personer, der tilkendes førtidspension. Men disse forventninger er ikke indfriet.

Antallet af nye førtidspensioner har ligget næsten konstant på 15.000 årligt fra 2000 til 2006. Og i de senere år er andelen af nye førtidspensionister med psykisk lidelse som hoveddiagnose steget markant.

Vi mener, at forskningen i behandling af sygdomme sandsynliggør, at nogle senere genvinder arbejdsevnen. Derfor skal reglerne om 'førtidspension med revision' anvendes mere bevidst og konsekvent end i dag og især omfatte personer med psykiske lidelser, hvor sygdomsbilledet ofte er uforudsigeligt.

Der er for mig ingen tvivl om, at vi kan reducere tilgangen til offentlig forsørgelse uden at ødelægge de eksisterende og succesfulde ordninger eller svinge pisken over ryggen på de mennesker, der ofte har været meget igennem allerede.

Forebyggelse og bedre arbejdsmiljø skulle gerne føre til, at færre overhovedet bliver syge og får nedsat arbejdsevne. Men helt forhindre det kan vi ikke. Derfor skal vi give mange flere en reel chance for at klare sig på arbejdsmarkedet - og flest muligt uden offentlig forsørgelse.

Bente Sorgenfrey er formand for FTF - hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Mosbak

Kære Bente Sorgenfrey

Det forslag du er fremme med: "førtidspension med revision" findes allerede - man kan nemlig også få en tidsbegrænset pension, der for eksempel skal revideres efter en periode på 2 år og i øvrigt kan enhver der er på førtidspension, frit sige nej tak og starte på arbejde den dag i morgen, hvis de mener at kunne klare et arbejde - din artikel forekommer mere at være et forsøg på at genopfinde den dybe tallerken - eller snarere et forsøg på at mistænkeliggøre syge mennesker.

Når du i artiklen skriver "Vi mener ..." er det så dig på dine medlemmers vegne, eller hvem er det "vi"?
Det er tydeligt, at du intet aner om mangelen på psykiatere i det danske behandlingssystem, og forskning i behandling af sygdomme sandsynliggør... det er det rene "hurrasnak" - fuldstændig indholdsløst.

Men du når da frem til, at det nok i virkeligheden drejer sig om at skabe usikkerhed for den der måtte få en førtidspension - tror du at usikkerheden med hensyn til ens fremtidige økonomiske grundlag får folk til at blive raske - i så fald tager du fejl.

Har du den opfattelse, at det er for nemt at få førtidspension i dag - i så fald tager du nemlig også i den henseende grusomt fejl!

Se, hvis du nu som fagforeningsformand sørgede for først at kæmpe for et bedre arbejdsmiljø for dine medlemmer, så kunne du, når antallet af psykisk betingede lidelser, stress for eksempel, af den grund blev nedbragt, begynde at overveje hvad der så kunne gøres, men du starter så at sige i den forkerte ende af problemet, med at politisere over syge mennesker på "offentlig forsørgelse".

Lad mig så fortælle dig, hvordan forløbet i et af verdens rigeste lande er - når man bliver ramt af en psykisk lidelse -

Jeg har arbejdet siden mit 16. år og har aldrig haft en eneste dags ledighed - som ung blev jeg uddannet som speditør, og var som 19. årig med til at starte et speditionsfirma - derefter militærtjeneste, hvorefter jeg som 21. årig blev ansat i politiet.
Herunder har jeg bl.a. været udstationeret for FN i det tidligere Jugoslavien.
Jeg blev som 45. årig syg - fik 25 psykologtimer stillet til rådighed af Rigspolitichefen, hvor jeg fik konstateret Post Traumatisk Stress Disorder - PTSD, i fremskreden grad.
Jeg prøvede flex-job i politiet med kontorarbejde,
2 x 6 timer om ugen - det var umuligt for mig at klare, jeg sov ikke om natten inden jeg skulle på arbejde, jeg kastede op i badet om morgenen inden jeg tog afsted, det holdt i tre måneder så kunne jeg ikke mere - det var simpelthen for uværdigt.
Socialrådgiverne på kommunen var okay - jeg fik de nødvendige speciallægeerklæringer og fik min førtidspension og tjenestemandspension - og når man har været offentlig ansat, som een af mine kolleger bemærkede, så var det ikke nogen stor lønnedgang!
Imidlertid er der jo tale om en arbejdsskade - og det blev anmeldt til arbejdsskadestyrelsen, der indledningsvis smed min sag væk - derefter blev sagen startet op påny.
Det tog 7 år inden sagen fandt sin afslutning, efter at have været 2 gange i den sociale ankestyrelse, og kostede mig personligt 100.000 kr. i advokatudgifter - nul hjælp fra Dansk Politiforbund, nul hjælp fra Rigspolitiet - tror du jeg synes, efter at have givet mit helbred for at tjene det danske samfund, at jeg skylder noget - nej det gør jeg ikke!

Jeg synes du til gengæld slår politisk plat på syge mennesker!

Med venlig hilsen

Niels Mosbak

Karsten Johansen

Når vi hele tiden 1) øker produktiviteten raskt og
2) øker arbeidstiden pr ansatt, mens vi samtidig
vil "ha fler i arbeid", blir konsekvensen uvegerlig dette: menneskeheten drukner i konsumdritt, plast osv., mens klodens økosystemer bryter sammen og dens ressurser pines ut i rekordtempo.

Alternativet er klart: senk tiden folk er i arbeid, ved senket daglig arbeidstid (særlig for eldre), lengre ferier osv. og fjern overforbruket og ressurssløsingen. Problemet er "kun" dette: den herskende idiotøkonomiske dogmatikken og de som tjener svimlende formuer på den, forbyr dette, fordi den og de er evinnelig forhippet på abstrakt verdiøkning, privat hyperluksus og annen megalomani.

Søren Kristensen

B.S: "Skiftende regeringer har forspildt højkonjunkturens enestående chance for at få langt flere mennesker med handicap og kroniske helbredsproblemer i arbejde. Det skal stoppes nu."

Vel har de ej forspildt nogen enestående chance. Tvært imod. Under hele højkonjunkturen har jeg været i aktivering flere steder, hvor der blev udfoldet en fantastisk indsats for at få mig og andre kronisk syge ind på arbejdsmarkedet. I mit og mange andre tilfælde lykkedes det ikke og problemet er ikke manglende rummelighed eller jobtilbud, men hvis mennesker ikke KAN arbejde, så nytter det altså ikke med alverdens aktivering.

B.S: "Vi skal fastholde flere i job - og vi skal sluse flere med skavanker ind på arbejdspladserne. For deres skyld og for samfundets skyld. Arbejdsmarkedet er ikke kun for de perfekte."

Vrøvl. Arbejdsmarkedet er netop et "marked" hvor om ikke de perfekte, så dog de tilnærmelsesvis perfekte får de perfekte jobs, mens de mindre perfekte får de mindre perfekte job og de helt umulige slet ikke får noget job. Den naturorden kan man ikke lave om på og man kan ikke bedre mildne konsekvenserne i en lavkonjunktur, hvor de svageste/dårligste/mest umulige osv. selvfølgelig ryger ud først.

Hvis en liberal arbejdsmarkedsfikseret regering (læs. Klavs Hjort Frederiksen) ikke har formået at sluse svage ind på arbejdsmarkedet i opgangstider, hvordan skal nogen så kunne gøre det bedre i nedgangstider?

Det eneste vi kan gøre, hvis vi vil gøre noget, i nedgangtider er sørge for at ledige/fattige får samme rundhåndet kontant kompensation for deres mangelsituation, som nu den banksektoren netop har fået, da den selvforskyldt gik på røven, fordi der jo heller ikke noget der hedder den rummelige bankverden, vel?

@ Karsten Johansen:

Nemlig! Det handler om at holde konsum-hjulene i fuld fart, uanset de menneskelige omkostninger. Politikerne har lært sig, at det er smart at sætte lighedstegn mellem et liv i arbejde og et liv i lykke; sådan forholder det sig absolut ikke nødvendigvis.

Samme tankegang gør sig, mest skadeligt, gældende i forhold til uddannelsessektoren, hvor det i dag handler om at stoppe folk ned i den støbeform, der skal gøre dem til perfekte medarbejdere, ikke glade/lykkelige/dannede/velfungerende mennesker. Nej, i dagens samfund er man kun velfungerende, hvis man nikker samstemmende med på, at livets formål er en stor bil, et nyt tv og stort hus. At vi så i mellemregningen glemmer, at vi ikke har tid til vore børn, ordentligt familieliv og madvaner mm., det er der ingen der tør minde om.

Den finanslogiske anskuemåde må ingenlunde kritiseres; så er man utopist, venstreorienteret, hippie og det, der er meget værre.

Den siddende regerings retorik omkring arbejdsmarkedet er det endegyldige bevis på denne samfundsdiskurs prominans. Men hvad er der galt med, ikke at værdisætte sit liv i, hvad man har råd til at købe??

Nille Torsen

Jeg synes at Bente Sorgenfreys artikel bør sættes i et historisk perspektiv.

I efterkrigstiden har de små åbne skandinaviske økonomiers strategi været at 'tvangskvalificere' arbejdskraften ved hjælp af en høj minimumsløn (der er en en hel række lavtlønnede jobs i det øvrige Europa, som simpelt hen ikke findes i Skandinavien). De der ikke kunne klare den høje indgangstærskel til arbejdsmarkedet blev forsørget gennem et højt skattetryk.

Strategien var en økonomisk succes, men om den også var det menneskeligt er svært at sige.

Med den støt stigende andel af mennesker på offentlig forsørgelse er der nogle økonomer som mener at den skandinaviske model efter et halv århunderedes succes måske omsider er ved at ramme sit loft.

Skandinavien vil næppe følge resten af Europa og lade folk arbejde for en lav indkomst, men måske kunne man give offentlig støtte til lavtlønnede jobs, så at det økonomisk kom til at hænge sammen både for den enkelte og for samfundet.

Niels Mosbak

"Nille Torsen

"Strategien var en økonomisk succes, men om den også var det menneskeligt er svært at sige."

Hvis man stiller spørgsmålstegn ved det - er det så ikke fordi man tror at arbejde er GUD?
Hvis man synes at vi på "offentlig forsørgelse" (et udtryk fra dengang der stadig fandtes fattighuse) ikke klarer os godt nok økonomisk - så bare stik os nogle flere penge!