Klumme

Generationen, der svigtede

Titoismens system bestak os. Det gav os friheden til at rejse til Vesten og shoppe – og måske derfor forsømte vi i Jugoslavien at udvikle et ægte demokratisk alternativ
9. maj 2009

Jeg rejste udenlands første gang i 1958, da jeg var ni år gammel. Vi boede dengang i Zadar, en smuk kystby ved Adriaterhavet. Herfra var der direkte forbindelse med skib til Ancona på den italienske side, og her ville vi begge to, dvs. min bedstemor og jeg, blive opsamlet af min tante og onkel i deres lille Fiat-bil.

Det var dengang ikke nogen enkel sag at rejse til udlandet, hvis man boede i kommunistblokken - og ej heller i Jugoslavien. Jeg husker, hvor opstemt jeg var, da vi gik om bord på skibet, bevidst om, at denne tur ville blive noget helt ekstraordinært og føre os til et magisk sted af velstand og skønhed. Det vidste jeg, fordi vi - som bevis på, at denne verden eksisterede - jævnligt modtog pakker med fine klæder, legetøj og chokolade.

Endnu bedre husker jeg min første tur til stormagasinet Standa i Napoli, hvor mine slægtninge boede. For et barn, der var vant til fødevarebutikker med halvtomme hylder og Narodni Magazin ('Folkets butik') med dets knappe vareudvalg, var det som en drøm at træde ind i Standa. Muligvis var ingen af mine drømme så overdådige og farverige som det stormagasin. De ting, jeg så her, blændede og overvældede mig.

Det bedste ved Standa var, at der lige før vort besøg var blevet indført et nyt system: Selvbetjening. Det var helt fantastisk for alle, ikke mindst for en lille pige fra Jugoslavien, at man sådan selv kunne udvælge og tage sine ting. Første gang jeg gik derind, kunne jeg knapt nok tro på, at jeg havde ret til at tage alt, hvad jeg ønskede, op i mine hænder.

Frustrerende muligheder

Men da jeg kom til legetøjsafdelingen, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at røre ved dukkerne. Der var mange slags dukker, men jeg var mest interesseret i de store dukker, som dengang var moderne. Deres heldige ejere kunne sætte dem på en seng eller sofa som dekoration. Alle piger måtte misunde en, der havde en sådan dukke, selv om det ikke var meningen, at hun skulle lege med den. Med sin overdrevne skønhed personificerede en sådan dukke på en eller anden måde for mig den helt nye verden, der åbnede sig for mine øjne. Efter at have fået lov af min tante til at vælge én, var mit store problem, at jeg ikke kunne bestemme mig. Så pinefuldt var valget for mig, at jeg efter lang tøven omsider brast i tårer. Der var simpelt hen alt for mange valgmuligheder for et barn, som kom fra et land, hvor dukker stort set var umulige at opdrive.

Måske 40 år senere blev jeg vidne til næsten den samme scene i Bloomingdales's i New York. Her så jeg to kvinder fra det tidligere Sovjetunionen, en mor og en datter, som købte undertøj. Lingeriafdelingen fyldte imidlertid en hel etage, og da jeg mødte dem, vandrede begge rundt belæsset med brystholdere og trusser og så fuldkommen udmattede og fortabte ud. Moderen var på randen af et nervesammenbrud, og pludselig smed hun hele bunken fra sig på gulvet og brast i tårer.

"Jeg kan ikke vælge," stønnede hun fortvivlet og sank sammen på en stol.

Jeg fik ikke et nervesammenbrud i Standa for alle disse år siden og heller ikke på de følgende udenlandsture. Jeg fortsatte med at rejse i Vesten, men nu havde jeg lært at vælge. Til dette behøvede jeg imidlertid en udenlandsk valuta. Og udenlandsk valuta måtte udveks-les på det sorte marked og overføres illegalt til udlandet, f.eks. i en brystholder. Ej heller afholdt vi - dvs. efterkrigsgenerationen i Jugoslavien - os fra at rejse, da bestemmelserne blev liberaliseret midt i 60'erne. Tværtimod gjorde vi det til en vane at tage til London eller en anden europæisk storby en gang om året for at købe bøger og plader (disse sorte skiver af vinyl, som man i dag næsten kun finder i specialbutikker). Eller tøj. Eller sko, for den sags skyld. Når det gjaldt sko (og cowboybukser!), kunne vi dog i reglen nøjes med at tage til Italien, for det meste til Trieste, i bil, da det lå tættest på.

Vi solgte os selv billigt

Disse udenlandsture har stor betydning for, hvad der skete sidenhen, for de gav os en oplevelse af at være frie, af at være al pari med resten af verden. Fra sådanne ture kom vi pacificerede tilbage, bestukket af det udspekulerede titoistiske system. Ydermere følte vi os overlegne over for vore mindre heldige naboer fra kommunistbloklande som Tjekkoslovakiet, Polen, Ungarn eller Bulgarien. Når vi rejste til disse lande, kunne vi sælge dem vore jeans fra Trieste for skyhøje summer.

Men vi solgte os selv billigt. Da kommunismen faldt, havde Polen Solidaritet og Lech Walesa, Tjekkoslovakiet havde Vaclav Havel, Ungarn havde Fidesz, Bulgarien havde Zhelju Zhelev - men Jugoslavien havde ingen og intet. Bortset fra truende skyer, der allerede var begyndt at trække sammen som varsel om kommende krige.

Min generations store synd er, at vi end ikke forsøgte at etablere et demokratisk politisk alternativ til vores særlige variant af kommunismen, fordi vi var de sidste, som troede på denne. Derfor blev det politiske landskab i stedet fyldt med nationalister. Og beredte, det var de sandelig. For dem var det dog meget lettere. For de behøvede blot at skifte fra den ene isme til den anden.

Jo, min generation levede for godt. Vi forvekslede åbenlyst friheden i et demokrati med friheden til at shoppe i Vesten. Og som i et middelalderligt moralstykke måtte vi betale for denne fejl i følgende krise: Vore børn udkæmpede krigene i Kroatien, Bosnien og Kosovo, og flere af dem blev dræbt eller invalideret.

Hver gang jeg mindes hin dag i Standa, føler jeg mig på en eller anden måde stadig skyldig.

Slavenka Drakulic er kroatisk forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu