Kronik

Bliver homo oeconomicus fed?

Fedme og livsstilssygdomme breder sig som en epidemi i den rige del af verden. Undergraver det ikke fuldstændig økonomernes modeller med deres rationelle og forudseende forbrugere? Kan man være rationel og forudseende og samtidig blive fed?
Kan man som forbruger være rationel og forudseende og samtidig blive fed, spørger dagens kronikører.

Kan man som forbruger være rationel og forudseende og samtidig blive fed, spørger dagens kronikører.

Brian Bergmann

30. maj 2009

Der kører i disse år nogenlunde permanent to debatter, der sjældent kobles sammen. Den ene beskæftiger sig med de økonomiske teorier og modeller, som bygger på forudsætninger om den idealiserede rationelle og forudseende beslutningstager - populært kaldet 'Homo Oeconomicus' eller mindre klassisk The Economic Man. Den anden handler om årsagerne til og muligheden for at bekæmpe den stejlt voksende udbredelse af fedme og livsstilssygdomme. I denne sidste debat betragtes forbrugeren oftest som styret af øjeblikkelige fristelser uden tanke på fremtidige helbredskonsekvenser; han falder for slik, is og burgere og slukker tørsten i spiritus og sodavand. Det er selvfølgelig videnskabeligt interessant at diskutere konflikten mellem teorierne om den rationelle og den kortsynede forbruger for bedre at forstå, hvordan forbrugerne faktisk handler.

Men resultatet af debatten er samtidig afgørende for, hvilke politiske instrumenter der virker i praksis i relation til bekæmpelse af livsstilssygdomme. Hvis de økonomiske mekanismer er styrende for forbrugerne, styrker det argumentationen for økonomiske virkemidler såsom momsdifferentiering mellem sunde og usunde fødevarer, øget tilskud til motionshold mv. Det er altså et vigtigt spørgsmål, om økonomisk teori kan forklare den observerede forbrugsadfærd; det vil sige, om økonomernes rationelle typeaktør kan blive fed?

Homo oeconomicus handler ifølge økonomernes antagelser rationelt i den forstand, at han prøver at forudse sit fremtidige livsforløb og så vælger at udføre de handlinger, der maksimerer hans samlede lykke - også kaldet nytte - resten af livet. Han forbruger, sparer op og vælger arbejdstid, så han får mest muligt ud af livet. Det er f.eks. sådanne betragtninger, der førte Skattekommissionen til det resultat, at den større gevinst ved arbejde, der følger af lavere marginalskatter, vil få folk til at arbejde mere.

Nu eller i fremtiden

Det er ikke kun teoretiske spekulationer, der har ført økonomerne til en udbredt brug af homo oeconomicus. Der er en mængde statistiske analyser, som bekræfter, at den gennemsnitlige aktør i det økonomiske system opfører sig nogenlunde på den antagne måde. Forbrugernes individuelle opførsel er svær at forudsige; nogle køber dyrt ind for at sikre sig en god kvalitet, andre jager de billigste tilbudsvarer. Nogle lader sig friste af farvestrålende annoncer, andre studerer indgående varedeklarationer. Men kigger man på en større gruppe af forbrugere, så opfører de sig ofte i gennemsnit, som homo oeconomicus ville gøre. Når priserne går op, sætter de forbruget ned; når renten går op, sparer de mere op osv. Det er altså en god, om end ikke perfekt, ledetråd at benytte økonomernes modeller til at forudsige befolkningens reaktion på ændringer i skatter, priser og renter.

Hvis en antagelse om rationalitet skal kunne opretholdes, så skulle fedme også kunne forklares som et resultat af rationelle forbrugsvalg. Man må altså kunne begrunde, at nogle forbrugere med fuldt overlæg spiser, drikker og bevæger sig i et omfang, som fører til overvægt og sygdom. Der er selvfølgelig ingen fødevareøkonom, som vil hævde, at økonomisk rationalitet kan forklare hele fedmeepidemien, men der er dog en lang række rationelle økonomiske forhold, som kan give i hvert fald en del af forklaringen på det, vi ser.

For det første drager folk nytte af andet end at have et godt helbred. Individets forbrugsbeslutning skal på én gang tilgodese en række hensyn lige fra smagsoplevelse og tidsforbrug til ideologiske motiver. Selv om man er fuldt oplyst om de forskellige helbredsrisici ved en usund livsstil, kan man godt handle usundt uden dermed at være økonomisk irrationel; f.eks. hvis man vægter et bekvemt stillesiddende job eller velsmagende mad højere end at have en god kondi.

For det andet er det sådan, at ved en sammenvejning af nutidig og fremtidig forbrug og nytte, så tæller det fremtidige med mindre vægt end det nutidige. Det er helt rationelt; det er derfor, der betales renter af opsparing (udsat forbrug). Og mange af livsstilssygdommene fremkommer netop som en afvejning mellem kort- og langsigtede hensyn. Man nyder flæskestegen, flødesovsen og isdesserten med det samme, mens fedmen og helbredsproblemerne først kommer 30 år senere. Det kan ud fra en økonomisk betragtning være helt rationelt for den enkelte at satse på 30 muntre år, selv om der så derefter følger år med svækket helbred og en tidligere død.

Skæv social profil

Dette kan også være en del af forklaringen på fedmeepidemiens sociale slagside. Det er i overvejende grad de dårligst uddannede, der lider af livsstilssygdomme. Personer med en lille grad af tålmodighed vil typisk ikke vælge en lang uddannelse, da det vil kræve mange års afsavn, inden det attraktive job og den høje løn indfinder sig. De samme utålmodige personer vil sandsynligvis lægge vægt på de aktuelle fornøjelser og mindre vægt på de helbredsmæssige effekter langt ude i fremtiden. En stor vægt på nutiden og den nære fremtid kan således være årsag til både lav uddannelse og livsstilssygdomme.

Inden for denne teoris rammer virker det også plausibelt og rationelt, at folk med en høj indkomst og god uddannelse føler det vigtigt at kæmpe for at bevare den lykkelige tilstand længe, mens samfundets mest udsatte ikke ser det at leve mange fremtidige år som særligt attråværdigt. Sagt med økonomers sprogbrug får de bedst uddannede og højst aflønnede et større afkast af at investere i ekstra leveår.

Yderligere kan en del af forklaringen på fedmeepidemien bunde i det faktum, at det er blevet dyrere og besværligere for den almindelige dansker at føre en sund livsstil. I takt med at de fleste job er gået fra at være fysisk krævende til at være stillesiddende, og at transport for de flestes vedkommende nu er motoriseret, er det blevet nødvendigt, at folk bruger fritiden til at få den fornødne motion. Yderligere har prisudviklingen i Danmark siden 1970'erne generelt gjort sunde og magre fødevarer dyrere og usunde og fede fødevarer billigere. Incitamenterne til at leve sundt er således blevet udhulet.

Kur og årsag

Det kan som nævnt være interessant fra et økonomisk-teoretisk synspunkt at analysere, om forbrugerne bliver fede efter en rationel kalkule, hvori de kortsigtede ulemper og højere omkostninger ved en mere sund livsførelse vejes op mod de langsigtede helbredsmæssige gevinster, eller om forbrugerne bare helt spontant falder for fristelser uden at tænke på fremtiden. Men det har også en række praktiske implikationer for sundheds- og ernæringspolitikken.

Generelt må kuren mod livsstilssygdomme være afhængig af, hvad der er årsagen til problemerne. Og skal årsagen til den stigende fedme findes i rationelle individers valg af livsstil, så virker kun ændring af de faktiske rammebetingelser, dvs. øget økonomisk støtte til sunde fødevarer og motion kombineret med højere afgifter og restriktioner på usunde fødevarer. Er årsagen derimod irrationelle forbrugeres uoplyste og uovervejede spontankøb, så er oplysning, reklamekampagner og restriktioner på annoncer for usunde ting måske snarere vejen.

I relation til den meget skæve sociale profil i fedmeepidemien, er det også vigtigt at få årsagerne hertil afklaret. Hvis de dårligst stilledes manglende bekymring for eget helbred skyldes, at deres generelle levevilkår er sådan, at de efter en nøgtern afvejning af fordele og ulemper ikke finder, at ekstra leveår er noget, det er værd at kæmpe hårdt for, så er fedmeepidemien i højere grad at betragte som et socialt end som et sundhedsmæssigt problem. I så fald må kuren også indbefatte en mere solidarisk indkomst- og skattepolitik og ikke alene specifikke sundhedspolitiske tiltag.

Sandheden om de danske forbrugere skal formentlig findes et eller andet sted mellem den idealiserede homo oeconomicus og den kortsynede og ureflekterende aktør. Men indtil videre er vi nok ikke så sikre på mekanismerne, at det er fornuftigt at afskrive nogen af de mulige styringsinstrumenter. Desuden kan de forskellige instrumenter i en bred buket givetvis i betydelig grad støtte hinanden.

Niels Kærgård er professor og tidligere overvismand, og Thea Dam er videnskabelig assistent, Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

DEN SANDE FEDMEEPIDEMI ER AF IDEOLOGISK KARAKTER OG DEN HAR PRAKTISKE KONSEKVENSER

Hverken virksomheder, banker, forbrugere eller arbejdsmarkedets parter repræsenterer eller bærer markedets rationalitet. Det kan godt være, de i en vis udstrækning er i stand til at orientere sig rationelt på deres egne vegne, men deres rationalitet er ikke markedets. Deres formålsmæssigheder er heller ikke samfundets i sin helhed. De er ikke repræsentative for det økonomiske system i sin helhed, selv om virksomhederne benytter sig af og agerer systembekræftende i enhver grundlæggende økonomisk beslutning, handling eller iagttagelse. Markedet har med andre ord lige så mange rationaliteter, som der er iagttagere af det og aktører på det.

Det økonomiske system er i sin helhed hverken rationelt eller i stand til at træffe beslutninger, selv om man har indskrevet den økonomiske vækst som sit højeste mål i den sociale omverden til det økonomiske system.

Forestillingen om det rationelle subjekt, det økonomiske subjekt skydes af de traditionelle økonomer ind under genstanden for beskrivelse, markedet, for på den måde at skabe sig en fiktion om en konstant, ud fra hvilken genstanden kan forudsiges og beskrives.

Men mennesket er lige så meget omverden og fremmed fiktion i forhold til økonomernes forestillingsverden, som det er umuligt for den enkelte at kalkulere med, end sige sætte sig ud over sig selv med sine ubevidste bevæggrunde og motiver. Aktørerne på det fri marked er med nødvendighed hængt op på sine forudsætninger for at beskrive sig selv, fuldstændigt lige som økonomerne er hængt op på nødvendigheden af at skyde fiktionen om en konstant ind under markedets aktører, for at skabe en illusion om fremtiden med sine beskrivelser og udkast. Hverken forestillingen om det kalkulerende nytteoptimerende økonomiske subjekt eller forestillingen om det animalske og vegeterende subjekt uden illusioner om fortid og fremtid passer som beskrivelse på aktørerne på det fri marked.

Homo oeconomicus bliver ikke fed.
Homo oeconomicus er et statistisk fif, et gennemsnitsmenneske, som, hvis det var kendt på markedet, ville forsvinde som dug for solen, lige som enhver kalkuleret fremtid for markedet eller forudsigelse om markedets aktørers fremtidige handlinger med det vums (Mette Vums) ville falde som det modsatte af en selvopfyldende profeti, nemlig som en performativ selvnegerende forudsigelse. Hvis nogen med noget kunne indikere en begivenhed eller en sikker udviklingstrend for markedet, så ville denne sikre forudsigelse for markedet falde på markedet som viden om markedet, og dermed ændre genstanden for forudsigelse, fordi markedet ville orientere sig om det man mente at vide om sin egen fremtid, og dermed performativt indføre en anden fremtid end den forudsagte.

Livsstil, fedme, overvægt, pensionisttilværelsen, forestillingen om det optimale fremtidige liv er værdiladede begreber. De former og performer i den sociale realitet, som ikke har en overordnet rationalitet, men mange rationaliteter. Formålsmæssighederne popper op på utallige måder, konstant og varieret. Begreberne om det rationelle subjekt er uundværlig i økonomernes modeller. Men det svarer ikke til noget.

Ikke des mindre kan den økonomiske rationalitet identificeres/indikeres. Den kan f.eks. skelnes skarpt fra de professionelle økonomers ideologiske udgave af den.

Den økonomiske rationalitet er ikke, som de ideologiske modeller forsøger at fremmane, udtryk for en transitiv orden, bygget op på en måde, som gør det muligt at deducere det økonomiske systems fremtidige hændelser ud fra et kendt antal præmisser, ud fra hvilke slutningerne om markedets fremtid falder med logisk nødvendighed. Den økonomiske rationalitet er dømt til at ophæve forudsigelserne om markedet, fordi der er lige så mange forudsigelser om markedet i omverdenen til det, som der er iagttagere af det og forsøg på at forudsige det. Markedet lever ved disse kaskader af iagttagelser, og alle bidrager de til at kvalificere de logiske værdier af hændelserne på markedet.

Illusionen om det eneste legitime rationelle subjekt, homo oeconomicus, er blot med til at komplicere genstanden for beskrivelse. Den fede fiktion om dette subjekt er skabt ud fra de ideologiske økonomers hedeste ønske om at kunne fremmane billedet af en forudsigelse om dette marked. Behovet for en konstans under det hele er udtalt identisk med mulighedsbetingelsen for at kunne sige noget som helst om fremtiden på markedet. Men ønsketænkningen og behovet for at kunne forudsige noget som helst om markedet er blot med til at komplicere det hele.

Andre fiktioner, som tilhører de ideologiske udgaver af den økonomiske rationalitet, altså komplicerende og her måske lige frem destruktive forestillinger, er dem, der handler om mulighederne for uendelige tilvækst i økonomiske værdier. De ideologiske økonomer har haft held med at sælge budskabet om det mulige i uendelig tilvækst i økonomisk værdi. Der er i traditionel økonomisk ideologisk forstand ikke grænser for hvor fede vi kan blive i økonomisk forstand.

Knaphedens paradoks benægtes systematisk i den sammenhæng. Den dogmatiske fornægtelse af knaphedens paradoks, det faktum, at netop de til rådighed stående energireserver ikke kan erstattes med deres udnyttelse, at potentialets udnyttelse medfører mindre potentiale, at forbrug af begrænsede ressourcer ikke fører til flere ressourcer, at realiserede muligheder fører til færre muligheder, at afskaffelse af mangel fører til mangel, at selvrealisering i form af forbrug fører til selvdestruktion, at succes i morderne forstand er delvis selvdestruktion, det er tabuiseret, et tabu, der generelt hersker, og som umuligt kan forklares på de kognitive betingelser, der behersker den moderne selvforståelse blandt de købedygtige, succesrige borgere.

Den sande fedmeepidemi er af ideologisk karakter og den har praktiske konsekvenser. Økonomerne lever i øjeblikket på markedets betingelser ved at sælge budskabet om, at de økonomisk højtflyvende kan forbruge sig ud af enhver mangelsituation. I virkeligheden gør de bare alt hvad de kan for at gøre sig populære hos de købedygtige, og deres performance virker slemt forudsigelig ud fra deres egen primitive rationalitet.

Først når man begynder at se det ideologiske i deres performance, deres patetiske forsøg på at italesætte en virkelighed, der kun er til fordel for dem og deres, ja så ændrer adfærden sig måske. Deres patetiske forsøg på at italesætte en virkelighed virker nemlig kun så længe, det lykkes dem at fremmane billedet på en objektivt beskrevet fremtid.

Lidt om økonomisk rationalitet: www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-54.pdf
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-38.pdf
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-46.pdf

Det økonomiske menneske ?

Jeg fatter ikke at det ku' gå som det gik -
for Groucho Marx havde jo udtrykkeligt påpeget at:

Det videnskabeligt begrundede fællesskab ( kommunismen )
var kommet for at blive.