I Information den 13 maj kritiserer lederskribent Bent Winther, at jeg stiller op til Folketinget.
Bent Winther og jeg er begge to heldige mennesker. Vi lever i et land, hvor fagforeninger kan vælge at strejke, hvor venstrefløjen kan stille op til valg uden at blive massakreret, og hvor journalister og redaktører kan vælge at kritisere politikerne, uden at frygte for deres liv. Desværre har colombianerne ikke det valg i dag.
Mit mangeårige solidaritetsarbejde med folk i Colombia er foregået i samarbejde med fagforeningsfolk, menneskerettighedsforkæmpere, bønder og studerende. Det har faktisk ikke drejet sig om støtte til FARC. Jeg har klart kritiseret de episoder, hvor uskyldige er blevet kidnappet eller ramt af angreb fra FARC. Det, som jeg også lægger vægt på, er, at FARC's modstand er legitim, og at terrorstemplingen af FARC er forkert og står i vejen for fred i Colombia.
Enhedslistens menneskesyn hviler solidt på respekt for menneskerettighederne. Vi mener, at menneskers rettigheder og værdighed skal forsvares. Derfor mener vi også, at befolkninger har ret til at sætte sig til modværge, når de bliver udsat for grusom undertrykkelse som det sker i Colombia i dag.
Dødspatruljer
Den tidligere chef i Colombias frygtede sikkerhedspoliti, DAS, Rafael Garcia, har i den seneste tid afsløret, hvordan DAS systematisk arrangerer valgsvindel og myrder ledere fra opposition og fagbevægelse. Colombia er en slyngelstat, som terroriserer sin egen befolkning - og derfor findes der modstandsbevægelser som FARC.
I 80'erne besluttede FARC at træde ind på den demokratiske scene og dannede partiet Den Patriotiske Union sammen med brede dele af venstrefløjen. I årene efter blev 4.000 medlemmer af partiet likvideret af dødspatruljer knyttet til regeringen. Ifølge ILO (International Labour Organization) er Colombia det land i verden, hvor flest fagforeningsmedlemmer dræbes - og bag drabene står dødspatruljer.
FARC handler i strid
Amnesty International dokumenterer ligeledes at langt størstedelen af overgreb på civilbefolkningen begås af dødspatruljer i ledtog med regering og militær. I USA er politikerne langt om længe begyndt at stille kritiske spørgsmål til de voldsomme overgreb og lægge bånd på deres finansiering af Colombias militær. EU og Danmark støtter fortsat Colombia med gunstige handelsaftaler.
Regimets brutalitet betyder selvfølgelig ikke, at FARC så har lov til at begå overgreb. Som alle andre hære skal FARC overholde krigens love og respektere menneskerettighederne.
Og når det ikke sker, skal vi kritisere det uden tøven. Kidnapninger af civile politikere er et eksempel på handlinger, som klart er i strid med krigens love. Det var ANC's bomber mod civile områder i Sydafrika også, ligesom sandinisternes gidseltagninger var det under modstanden mod Somoza-diktaturet i Nicaragua.
Betyder det så, at vi skal afskrive modstanden mod Apartheid-styret eller Somoza-diktaturet? Det mener jeg ikke.
Fjern dem fra terrorlisten
Jeg var i Colombia i 2000, hvor jeg bl.a. besøgte FARC under fredsforhandlingerne. FARC's diplomater har også besøgt Europa flere gange og talt med det danske udenrigsministerium og med folketingspolitikere. FARC var for få år siden en anerkendt part i borgerkrigen og i gang med fredsforhandlinger med den colombianske regering. Den danske regering var officiel observatør. Fredsforhandlingerne var ret fremskredne, men så skete der noget: USA fik en ny præsident, og to fly fløj ind World Trade Center. I den nye krig mod terror var der ingen plads til fredsforhandlinger, og befrielsesbevægelser blev slået over en kam med terroristerne i al-Qaeda. Fredsprocessen i Colombia blev brat afsluttet og krigen blev trappet op.
'Krigen mod terror' og den danske terrorlovgivning, som tog fart fra 2002, var baggrunden for, at jeg sammen med foreningen Oprør ønskede at hive politikerne ud af busken og starte en debat. Tror vi, det er muligt at løse verdens konflikter med mere krig? Mener vi, at solidaritet skal kriminaliseres? Oprørsbevægelsers mulighed for at indgå i international dialog har historisk spillet en vigtig rolle for fred i lande som eksempelvis El Salvador, Sydafrika og Østtimor. Skal vi nu spille den mulighed af hænde?
I dag får borgerkrigen i Colombia lov at fortsætte med al den vold og grusomhed, som 40 års konflikt medfører. Fjern dog hellere FARC fra terrorlisten og få gang i internationalt overvågede fredsforhandlinger mellem borgerkrigens parter, der kan lede til en fredsaftale. Og lad colombianerne få den fred de så længe har ventet på.
Christine Lundgaard er blandt de fire øverst placerede på Enhedslistens liste over folketingskandidater
Så koger vi lige indlæget ned.
Terror og mord (narkohandel) fra FARC er beklageligt (og forståeligt, men måske er metoderne ikke altid rigtige og fine nok).
Terror og mord fra regeringen i Colombia er modbydeligt og uforsvarligt (ONDT og meeeeget slemt).
Så koger Jakob Andersen lige sammen.
Hvis man ikke vil læse hvad folk skriver men bare vil indlæse sin egen forud indtagelse - så kan man lige så godt undlade at læse og kommentere.
Terror er altid modbydelig - det er ingen uenig i.
At hele Christine Lundgaards indlæg handler om fredsforhandlinger rammer langt over jakobs hoved, men hvad kan man forvente mere af debattører og lederskribenter på Information, hvis agenda er højresocialdemokratiisk frygt for alt til venstre for Dhengis Khan
EU støtter militærdiktaturet i Colombia, der tjener et lille mindretal af befolkningen og myrder oppositionen og har gjort det i årevis.
Enhedslisten støtter demokrati, forhandlinger og fred i Colombia.
Hvorfor er det Enhedslistens holdning og ikke EUs, der er omdiskuteret?
Det er dybt dybt bekymrende at man bare kan sige trylleordet (gæt selv hvilket) og så falder alle på halen og siger, ja det er også rigtigt og korrekt, at de er fæle og onde mm.
Et andet tilfælde er de uighurer (stavning?) som sidder på Guantanamo, som de kinesiske regering også betegner med trylleordet; det selvom de bevisligt kommer fra et mindretal i Kina, som bevistligt undertrykkes af den kinesiske centralmagt - og som med fredelige midler kæmper imod denne, f.eks. uddeling af pamfletter mm.
Det er dybt interessant at den organisation Christine nævner i sit indlæg først blev sat på USA's terrorliste omkring år 2002, og omkring 2003-2004 på EU's terrorliste.
Det interessante i hele denne historie er at Jyllands-Posten som det første medie herhjemme lagde ud med at fortælle, at Christine havde støttet FARC, bl.a. havde været på besøg hos ARC i 2000.
Og her ser man Enhedslisten manglende erkendelsen af den virkelighed vi lever i; vigtigt er det, at man selv går ud og fortæller om sit solidaritets-arbejde med fagforeninger mm. i Columbia, så har man nemlig tiltaget sig retten til det, der rent journalistisk hedder 'at frame' en historie, altså ramme historien ind.
Jyllands-Posten har jo en klar interesse i at frame denne historie om Christine., FARC og Columbia ind i ramme, der hedder Enhedslisten støtter FARC, altså støtter Enhedslisten en organisation, som står på EU's terrorliste. Ergo har Enhedslisten ikke bevæget siden 1970erne (hvor man vist også støttede diverse bevægelser, som.....)
Og her ser man en spin-doktors værdi; denne spindoktor kunne have framet denne historie på en anden måde, præsenteret Christine som en kvinde, der havde udført U-lands arbejde i Columbia, sammen med bønder og studerende.
Så ville folk straks have en anden opfattelse af det hele; U-lands arbejde er positivt, at have arbejdet sammen med almindelige mennesker som bønder er også positivt. Det er solidaritets-arbejde, og at arbejde sammen med fagforeninger altså ikke (længere). Beklager, men sådan ser virkeligeheden altså ud, kære Enhedsliste.
Det handler om præsentationen af Christine, framiningen af hende, og den skal jeres modstandere da ikke løbe med, vel?
COURAGE. Christine Lundgaard er kommet i vælten hos Information og SF, en rigtig splidagtig iscenesættelse af venstrefløjen. At tænke sig, at en så pæ og fornuftig pige pige af god opdragelse og uddannelse lader sig repræsentere på Enhedslisten, udskuddet af kommunister og andre med dårlig smag, og tillader sig at tale imod dansk takt og tone, landsforrædrisk tage Farc i forsvar, den offentlige mening må være forarget.
Måske hændte det, at både Christine og jeg var til antifascistisk Brecht-eftermiddag i Valby, så sandt som vi alle er børn af Mutter Courage, krigstraumernes børn med 5-10 års battlemind, og om Bert kan man mene hvad man vil, den enkeltes mandsmod macht aber keine Ende des Dritten Reichs. Karin Michaëlis inviterede også andre bekendte tyskere til Thurø, forgæves Helmuth von Moltke, ligesom DKP slusede kommunister illegalt videre over grænserne og burde straffes ifølge magthavernes lov og ret.
Sebastian Haffner fortalte med hjemlængsel om tysk flugt, Helmuth Moltke nåede det ikke før han blev hængt af Gestapo, Hermine Schmidt havde glæden i behold trods kz, og Günter Grass genfortæller som SS'er Kleiner Mann was Nun om Intet Nyt fra Østfronten og chikane over for militærnægtere.
I vægelsindede Danmark udkæmpes lige nu en ny besættelseskrig om den den kollektive erindring (Bryld), hvor nogen gør Bent Faurschou-Hviid til helt, Hans Scherfig og Mogens Fog til folkeforførere, og hvor en samling højreekstremister med Bent Blüdnikow i spídsen jages i flyverskjul af deres egen dårlige samvittighed.
Vi savner den muntre kommunist Carl Madsen og i det hele taget folkeviddet, den såkaldt ganske almindelige mands vittigheder om bomber i bagagen og terrorister på loftet. Landet styres af en flok gå mænd med grå tanker og grå magt, der igennem deres overvågningskameraer kun ser et misfoster af ytringsfriheden og har fået straf på hjernen og kampvogne i hænderne. Her kræves en Mutter Courage, men nogen må stå sammen.
Christine Lundgaard
Tak for artiklen. Og perspektiverne i den. Jeg selv ville ikke lade Bent Winther's skriverier gå mig på i særlig grad. De hører klart til i en Bush-æra, som nu er under stærk revision. Og som også bør være det her til lands. Der er et udpræget tilsnit af politisk kampagneri over dem og ikke ret meget reel oplysning. Ikke mindst fordi frihedsrettighederne i DK efter Fogh trænger til en fornyelse af ikke alene etiske, moralske og konventionsmæssige hensyn, men tillige til et fornuftigere forhold til fakta i den columbianske sammenhæng. Jeg tror imidlertid heller ikke, at en gentagelse af Regeringens forhold til forskellen på USA's og EU's terrorlister i forhold til FN's på sigt er en god sag for den nuværende Regering. Som ideologisk per auromatik har en tendens til at følge republikanskske præferencer.
Men vi lever jo ikke af nødvendighed i en ideoligisk verden. Snarere i en realpolitisk af slagsen. Der er en rækkefølge på færde her, når myrderier desværre er dagligdagen. Under alle omstændigheder i den columbianske sammenhæng. Derfor er der til stadighed brug for at få EU's og DK's dobbelmoralske holdning sat i relief. Man kan således afkræve den danske Regering en opdateret holdning på feltet udenom ideologisk ståsted. Naturligvis er der en klar realpolitisk insufficiens på færde, som man heller ikke bør tage Bent Winther's skriverier til udtryk for.
Så op på hesten igen, når du synes...
Med venlig hilsen
Ja, tiden er inde til at undersøge, hvad højrefløjen, liberalisterne, egentlig forstår ved frihed, for det mangefoldige frihedsbegreb er både i filosofisk-politisk betydning ideologisk og konkret i hverdagen og altså betydning for såvel bevægelsen som for praktisk stillingtagen - særskilt ytringsfriheden og anvendelsen af terror. (På det teoretiske plan findes emnet beskrevet i den nyudkomne "Dansk Liberalisme", redigeret af Anders Lundkvist med bidrag af bl.a. Peter Nielsen og Frank Aaen.)