Kommentar

Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler?

9. maj 2009

Nedenstående er den franske filosof Robert Redekers kontroversielle avisklumme, der affødte dødstrusler fra islamiske grupper og fik den franske efterretningstjeneste, DST, til at genbosætte Redeker ’under jorden’. Klummen blev bragt i avisen Le Figaro den 19. september 2006. Le Figaros chefredaktør, Pierre Rousselin undskyldte siden på al-Jazeera for denne offentliggørelse, som han nu kaldte en ’klar fejl’, ligesom artiklen blev fjernet fra Le Figaros hjemmeside. Også på al-Jazeera nedkaldte den islamistiske imam, Youssef al-Qaradawi, en dødsfatwa over Redeker.
- Niels Ivar Larsen

Noget af det dyrebareste, vi har her i Vesten, er ytrings- og meningsfriheden, der ikke findes i noget muslimsk land, og det er på denne baggrund, man skal forstå reaktionerne på pave Benedikt XVI’s islamanalyse med dens indirekte påstand om, at islam og vold hører sammen.

Denne udtalelse reagerede den muslimske verden meget vredt på, og reaktionen er typisk for en voldelig islams trang til at undertrykke meninger, den ikke bryder sig om. Og det er vi nødt til at se i øjnene.

Islam ønsker nemlig at påtvinge Europa sine egne regler: svømmehaller med specielle tider for muslimske kvinder, forbud mod uærbødige karikaturtegninger, krav om speciel mad til muslimske børn i skoler og vuggestuer og kamp for retten til at bære tørklæde i skolen samt islamofobianklager mod alle kritikere. Og det har den haft succes med.

Hvordan skal man ellers forklare forbuddet mod g-streng på de nye strandbredder langs med Seinen denne sommer?

Den angivelige grund – at det kunne forstyrre den offentlige orden – var ganske mærkelig, idet den syntes at forudsætte, at hvis der intet forbud fandtes, ville ungdomsbander gå amok ved synet af den nøgne kvindekrops skønhed. Eller var den virkelige grund snarere den, at man frygtede, at islamister ville agere sømmelighedspoliti over for de solbadende? Det ser unægtelig sådan ud, og den påståede forstyrrelse af den offentlige orden er en meget mærkelig grund, når man tænker på al den skade, et manglende forbud mod at bære tørklædet på gaden kunne forvolde. En skade, der i langt højere grad kunne »forstyrre den offentlige orden« end g-strengen kunne.

Nej, forbuddet er i virkeligheden snarere udtryk for en åndelig islamisering og en mere eller mindre bevidst underkastelse under islamiske forskrifter. Eller i hvert fald et resultat af et lurende islamisk pres på folks bevidsthed.

Det får man en tydelig fornemmelse af, når man ser folk, der med hud og hår modsætter sig en Johannes Paul Plads i Paris, samtidig intet har imod, at der bliver bygget moskeer. Islam prøver at få os til at bøje os for sit menneskesyn, og situationen er ellers ikke ukendt.

Tidligere blev Vesten ideologisk trængt i defensiven af den hedengangne kommunisme, men nu er det ikke længere marxismen, der præsenterer sig som farbart alternativ til den vestlige verden, nu er det islam. Og overtalelsesmidlerne er de samme. Atter påberåbes der en legitimitet, der pirker til Vestens kronisk dårlige samvittighed, der er altid er åben for kritik udefra. Og især når islam – lige som i sin tid kommunismen – fremstiller sig som de fattiges stemme. I går foregav denne stemme at komme fra Moskva, i dag skal vi tro, at den kommer fra Mekka. Og de vestlige intellektuelle er med hver gang. I dag ekskommunikerer de ’kættere’ for islamofobi, præcis som de i går ekskommunikerede dem for antikommunisme.

Vestens villighed til at åbne sig for kritik udefra kommer fra kristendommen. Det er en sekulariseret form for kristendom. Den siger, at den Anden altid har forrang, og jeg selv kommer anden række. Det er, fordi Vestens menneske har arvet kristendommens evne til at åbne sit hjerte og til at gøre sig sårbart. Og også til at gøre sig svag. Anderledes er det med islam, der ligesom den nu afdøde kommunisme anser demokratiske værdier, gavmildhed, åbenhed, mildhed, tolerance, kvindefrigjorthed – og frigjorthed i det hele taget – for tegn på dekadence.

Det er disse svagheder, som islam gerne vil udnytte med henblik på at pålægge Vesten Koranens lov. Og ligesom under Den Kolde Krig sker det med beredvillig hjælp af »nyttige idioter« i totalitarismens tjeneste.

Vi bør ikke glemme, at Koranen er en bog af uhørt vold. Maxime Rodinson skriver i Encyclopedia Universalis visse sandheder, som er tabu i Frankrig: »På den ene side udviste Muhammed i Mekka nogle ganske utrolige evner som politisk overhoved og militærchef i samme person. (...) Han tyede til den ældgamle arabiske skik: privatkrig. (...) Muhammed sendte snart små partisangrupper mod Mekkas karavaner og straffede derved sine vantro bysbørn, samtidig med at han vandt sig et rigt bytte.«

Profetens stjerne var klart opadgående, og »Muhammed udnyttede denne succes til at eliminere Quaraiza, den sidste jødiske stamme i Medina, som han først anklagede for svigt og derpå lod slagte.« Og så ser Rodinson på de ægteskabelige forhold: »Efter Khadijas død ægtede han enken Sawda, en god husholderske, og også den lille Aisha, der næppe var fyldt ti. Hans længe hæmmede erotiske tilbøjeligheder tilskyndede ham nu til at indgå et tital af giftermål.«

Voldsdyrker, ubønhørlig krigsherre, røver, jødedræber og haremholder. Sådan afslører Muhammed sig gennem Koranen.

Jamen, vi i Vesten er lige så slemme, vil nogen sige, og det er ganske rigtigt, at den katolske kirkes historie er fyldt med sorte sider, som den også har ønsket at sone. Tænk blot på inkvisitionen, heksejagt og henrettelsen af de politisk ukorrekte epikuræiske filosoffer Bruno og Vanini. Og så henrettelsen midt i 1700-tallet af lavaldelsmanden la Barre for blasfemi. Alt sammen ting, den katolske kirke ikke har grund til at være stolt over. Men alligevel er der en væsensforskel mellem de to religioner. Kristendom kan altid sættes på ret kurs igen efter kirkens vildfarelse. Og det er den blide Jesus, der er kompasset.

Ingen af kirkens fejl kan føres tilbage til Evangeliet. Jesus er ikke voldelig, og han tilbyder en sikker havn for en kirke, der – når den er på afveje – bare har at vende tilbage til ham. Men hvis nogen vender tilbage til Muhammed, bliver de bare bestyrket i deres tro på had og vold. Jesus er kærlighedens mester, Muhammed er hadets mester.

Når muslimer hvert år stener Satan i Mekka er det udtryk for en særlig slags overtro, der er andet og mere end bare en hysterisk menneskemængdes flirt med barbari, fordi der også er et underliggende antropologisk aspekt. Der er nemlig tale om en (u) hellig handling, der skal få enhver muslimsk deltager til at indforskrive sig til vold. Under denne rituelle djævlestening (der hvert år indebærer, at op mod hundreder af troende bliver trampet til døde) ligger et ældgammelt voldsinstinkt, der her får et teologisk blåstempel.

Men i stedet for at rense sig for dette voldsinstinkt på samme måde som jødedommen og kristendommen (jødedommen begynder med at afvise menneskeofring og indleder derved civilisationens tidsalder, kristendommen forvandler menneskeofringen til nadversymbol) bygger islam en rede til dette voldsinstinkt. Den giver det et teologisk helle, hvor det kan ligge og lune sig. Og vokse videre.

Det finder man ikke i kristendommen og jødedommen, der begge afsværger vold og gør den illegitim, mens islam er en religion, der allerede i sin hellige skrift forherliger vold og had for derefter at fastholde dem i visse daglige ritualer.

På den måde kan man sige, at det gennemgående motiv i den bog, alle muslimer er opfostret med, Koranen, er had og vold. Og det er igen vold og andres angst for denne vold, der skal bruges til at opnå dominans præcis som under Den Kolde Krig. Men denne gang er det islam, der med de samme midler som kommunismen lægger en blytung kappe på den vestlige verden, en kappe, flere allerede har mærket på egen krop, ikke mindst pave Benedikt XVI.

Historien gentager sig tilsyneladende, blot med andet fortegn, og lige som under Den Kolde Krig skal man igen kalde Vesten for »den frie verden«. Men denne gang er det den muslimske verdens zeloter, der er den frie verdens modstandere.

Robert Redeker, filosof, adjunkt ved Pierre-Paul-Riquet gymnasiet i Saint-Orens de Gammeville

Oversat af Geoffrey Cain

Gengivet med tilladelse fra udgiverne af den danske udgave af Robert Redekers bog, Man må prøve at leve, Trykkefrihedsselskabets Bibliotek 2009

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Redeker har ret. Islam baserer sig ikke kun på Koranen, men også på studiet af profeten Muhammeds levned, og derfor er det væsentligt, hvad Muhammed foretog sig. Og det er jo rigtigt, at Muhammed vandt frem bl.a. i kraft af vold, krig og plyndringer. Han lod en dadelpalmelund fælde, så hans fjender ikke havde noget at leve af - kan en mand der gjorde sådan, være forbillede for millioner af troende?
Meget hårdt ramt blev den jødiske stamme, der levede inden for Muhammeds aktionsradius. Hvad måtte f.eks. ikke den jødiske kvinde Safiyyah bint Huyayy opleve (prøv at slå hendes navn op på engelsk Wikipedia)? Under en krig i 627 blev hendes far taget til fange, og profeten Muhammed beordrede faderen henrettet. To år senere, blev den by hun boede i, erobret. Hendes mand vogtede den skattekiste, hvor byen havde opsamlet sine rigdomme, og den skattekiste ville Muhammed have fat i. Derfor blev hendes mand underkastet tortur (der blev tændt et bål på hans bryst); da han ikke afslørede hvor skatte var, blev han derefter halshugget. Bagefter tog Muhammed enken Safiyyah som sin ellevte hustru.
Hvordan kan en sådan mand være forbillede for de troende? Hvis den slags var OK for Muhammed, så må det vel også være OK for hans disciple? Så er det i orden at bruge tortur, og i orden at slå en mand ihjel og bagefter indlemme hans kone i sit harem. Det er i orden at udrydde andre der står i vejen for ens fremdrift.
Vi andre skal ikke acceptere at profeten i enhver henseende er hellig, dvs. at hans livsførelse er hævet over al kritik. De fleste muhamedanere mener jo heller ikke, at det er i orden at slå uskyldige ihjel i islams navn. Afbalanceret diskussion af visse aspekter af Muhammeds livsførelse kan forhåbentlig skabe frugtbar dialog med det fredelige flertal af muhamedanerne.
Der er også mange andre væsentlige grunde til at tillade kritik af islam.
Derfor er den kritik, som Redeker har ladet trykke, nødvendig. Derfor er "Fitna" nødvendig. Derfor er Jyllandspostens Muhammed-tegninger, hvor talentløse og dårlige de fleste af dem end er, nødvendige. Det er simpelt hen nødvendigt at ramme en solid pæl igennem den tese, at Muhammed ikke må kritiseres. Han må ikke være hellig.