De irakiske besættere udgør en politisk mulighed

I en kommentar til en gruppe udvisningsdømte irakiske asylansøgeres besættelse af Brorsons Kirke udtaler kirke- og integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech (V), til Politiken (17. maj), at "hvis de (irakiske asylansøgere, red.) tror de kan få en bedre ret ved det, så må jeg sige, at det kan de ikke. De opnår højst at irritere nogen. Hjemsendelsen forberedes helt uafhængigt af det".

På trods af, at kirke- og integrationsministeren således gør, hvad hun kan for at banalisere asylansøgernes besættelse af Brorsons Kirke, så vil jeg mene, at der rent faktisk er tale om en vigtig begivenhed. Ikke kun blot fordi besættelsen kan blive afgørende for de mennesker, som herved insisterer på i det mindste selv at vælge de mure bag hvilke de er indespærrede, men også fordi den udgør en politisk mulighed for alle os, der befinder sig på den anden side af disse mure.

En teknisk formalitet

Når jeg hævder, at de irakiske asylansøgeres besættelse udgør en politisk mulighed, mener jeg to ting. For det første, at besættelsen af Brorsons Kirke på eksemplarisk vis konfronterer os med en begivenhed, der intet har at gøre med vores individuelle privatliv, men tværtimod alene vedrører det samfundsliv vi uundgåeligt også er en del af, og som derfor indbyder til, at vi forholder os til denne begivenhed - ikke som privatpersoner - men samfundsborgere, dvs. som politiske subjekter. Anderledes sagt, de irakiske asylansøgeres besættelse kalder på et valg, som vedrører det samfund, vi er en del af, og som udgør en opfordring til at engagere os heri. Og for det andet, at de irakiske asylansøgeres besættelse udgør en kærkommen lejlighed til at gennemtænke og forholde os til, hvad vi egentlig forstår ved politik. For politikeren Birthe Rønn Hornbech, som repræsenterer den dominerende forestilling om hvad politik er, handler de irakiske asylansøgeres besættelse, i modsætning til hvad jeg hævder, på ingen måde om politik. For hende er de irakiske asylansøgeres hjemsendelse hverken et spørgsmål om et valg eller engagement, men blot en teknisk formalitet: "Vi har fået en aftale med Bagdad, og det kører, som det skal," som hun udtrykker det.

Skæbnebestemt

Det er ud fra en sådan opfattelse, at ministeren, med en attitude, som minder om en gammel pastor, der irriteres over det sognebarn, som nægter at affinde sig med Guds vilje, anser det som fuldstændig selvfølgeligt, at irakernes forsøg på at tage deres skæbne i egne hænder, alene kan fremkalde irritation. Irakerne kan for pokker vel nok forstå, at der intet er at komme efter. Nu er kirke- og integrationsministerens udtalelser naturligvis ikke henvendt til irakerne, men til os, 'vælgerne', der læser ministerens udtalelser. Og det hun fortæller os, er, at det der skal ske med de irakiske asylansøgere ikke er et spørgsmål om et valg, hvorfor det heller ikke angår os og da slet ikke irakerne selv. Derfor forestiller hun sig også, at det nødvendigvis må irritere os alligevel at blive konfronteret med spørgsmålet om de irakiske asylansøgers skæbne, som vi slet ikke bør bekymre os om, da vi jo ingen indflydelse har på det. Anderledes sagt, skulle vi af en eller anden bizar årsag have fået den idé, at behandlingen af de irakiske asylansøgere er uretfærdig, og derfor mener, at der bør gøres noget for at rette op på denne uretfærdighed, så kan vi godt glemme det, det nytter alligevel ikke noget, der er intet at gøre, deres skæbne er allerede afgjort af en højere magt med det ironiske klingende navn 'Udlændingeservice'.

I skarp kontrast

Mere grundlæggende, hvad er det så for en opfattelse af politik, der er på spil her? For mig at se, er ministerens indstilling i bedste fald udtryk for et misforstået forsøg på syndsforladelse, men i virkelighed er den nok snarere udtryk for en generel nedladende mistillid til vores evne og lyst til at forholde os til og engageres os i fælles anliggender, eller kort sagt, til vores politiske vilje. En politisk vilje, der gennem betegnelsen 'vælgerne', reduceres til viljen til én gang hvert fjerde år at rejse sig fra sofaen for at 'vælge' de få bedst egnede til at administrere systemet og opfylder kontrakten indtil til næste 'valg'.

En kontrakt, hvis ordlyd er noget i retning af: "Vi, politikere, sikrer jer, vælgere, hvis ikke den bedste, så i det mindste, den mindst ringe verden af alle verdener, til gengæld overlader I jeres politiske vilje i vores hænder."

Og i mellemtiden har vi, 'vælgerne', bare at give politikerne arbejdsro. Noget for noget, som det hedder.

En sådan opfattelse af politik, står i skarp kontrast til den opfattelsen, som de irakiske asylansøgers besættelse af Brorsons Kirke er udtryk for. Besættelsen af Brorsons Kirke er ikke henvendt til en særlige gruppe (politikerne), men er henvendt til os alle sammen, hvilket, i modsætning til hvad kirke- og integrationsministeren synes at antage, forudsætter at vi alle sammen, og ikke blot en lille gruppe særlig udvalgte, har vilje til og mulighed for at træffe valg, der vedrører det samfund, vi er en del af.

Oprør uden effekt?

Desuden er der, i modsætning til den førnævnte skitserede opfattelse af politik, noget grundlæggende bekræftende, positivt og viljesfuldt i de irakiske asylansøgers handling, der med rette kan benævnes en 'besættelse' snarere en 'tilflugt', idet den viser os, at vi rent faktisk godt kan være andet end ofre. Besættelsen af Brorsons Kirke er således en protest imod kirke- og integrationsministerens politiske prædestinationslære og et forbilledligt oprør imod rollen som politisk kastreret stemmekvæg.

Kirke- og integrationsministeren hævder selvfølgelig, at et sådan oprør vil være uden effekt, det vil på ingen måde fremkalde nogen form for, hvad man med den særdeles umoderne term kunne kalde 'politisk bevidsthed', men tværtimod (og man aner her det truende tonefald) blot 'irritere nogen'. Men det passer ikke. Faktisk behøver vi ikke at gå længere tilbage i historien end til 1992 for at finde et eksempel på det modsatte. Hvis Birthe Rønn Hornbech skulle have glemt det, så var det det år, hvor en gruppe statsløse palæstinensere fik opholdstilladelse, efter de have besat Blågårds Kirke. Dengang var der masser af politisk vilje, også fra almindelige mennesker, bl.a. fra 600 folkekirkepræster. Dengang nyttede det noget at gøre noget. Det gør det stadig.

Mads Peter Karlsen er cand.theol., ph.d.-studerende på Afdeling for Systematisk Teologi, Københavns Universitet