I dag er det præcis 61. år siden, staten Israel blev dannet - og konflikten mellem Israel og Palæstina har stået på lige siden. Det er netop den fælles interesse for denne konflikt, der i påskeferien bragte mig til Israel og Palæstina med tre veninder. Det var dog også en impulsiv rejse planlagt over en flaske rødvin, så vi var endt på forskellige flyrejser ud og hjem.
Når man forlader Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv, vurderer sikkerhedspersonalet, hvilken fare, man udgør for landets sikkerhed. Niveauet bevæger sig fra ét til seks, hvor seks er den største trussel. Det består af et klistermærke, som smækkes på kufferten og håndbagagen, så flypersonale og medpassagerer har styr på, hvilket niveau af risiko, man udgør. Jeg opnåede et flot fem-tal, da jeg sidste år havde været i både Libanon og Syrien.
Min veninde, som var på et fly dagen efter, fik først et ét-tal, ja altså indtil de åbnede hendes kuffert. Øverst lå 11 palæstinensertørklæder, hun havde købt på markedet i Hebron. Mere sikkerhedspersonale stødte til, og min veninde fik et tretal. Tørklæderne blev forsigtigt løftet, hvorunder der lå et palæstinensisk flag og informationsmateriale fra en politisk konference på Vestbredden, som jeg også deltog i. Så kom der nyt sikkerhedspersonale iklædt sorte jakkesæt og alvorlige miner. Da de løftede flaget og folderne, fløj et billede ud af en arabisk fyr, som vi havde mødt på turen. Det udløste et klokkeklart sekstal. Mine veninder fik frataget alt baggage og blev minutiøst undersøgt - de fik sågar deres tæer flettet af en kvindelig israeler - hvad end man måtte gemme der. Da de fik deres ting tilbage, var alt gennemrodet, fra mobiler til toilettasker.
Datidens Big Brother
Det kan være ret ubehageligt ikke at vide, hvad israelerne skriver på deres computerskærme ved check points og grænseovergange. Har man en 'profil', som de opdaterer, når man er udlænding? Vil det kompromittere mig at have en bestemt type materiale med ind i landet i forhold til at vende tilbage?
Følelsen af en omsluttende tilstedeværelse af noget, der betragter, synes at ændre adfærd.
Teoretikeren Jeremy Bentham beskrev i slutningen af 1800-tallet et fængsel, hvor der i midten af fængselsgård var et højt tårn, hvorfra alle fanger kunne ses. Tårnet og fænomenet kaldes panoptikon (optik af alle), og pointen er, at fangerne ikke ved, hvornår de bliver observeret, fordi tårnet er konstrueret, så man ikke kan se, om det er bemandet. Datidens svar på Big Brother. Tårnet kan i princippet være forladt af vagterne, men fangerne vil ud af frygt for sanktioner agere, som hvis de var overvåget. Den franske filosof, Michel Foucault, beskrev senere panoptikon som den ultimative realisering af en moderne disciplinerende institution. Det muliggjorde en følelse af den konstante mulighed for at være observeret, og betød, at man aldrig kunne vide, om man bliver observeret, hvilket gør mennesket mindre tilbøjelig til at bryde de regler, som er defineret af omgivelserne.
Ved check points og grænseovergange har man en fornemmelse af at være overvåget i Foucaultsk forstand. I lufthavnen følte jeg mig skyldig på forhånd. I hvad ved jeg ikke rigtigt, men noget med at have rejst rundt på Vestbredden, hvilket ikke synes at være legitimt. Jeg fornemmede, det nok var bedst ikke at tale for meget med dem om Vestbredden.
Konsekvensen af overvågningssystemet er, at man skjuler information og handlinger, hvilket kolliderer med en fundamental rettighed i et demokratisk samfund som Israel, nemlig frihed til at skrive artikler med en klar afsender, deltage i debatmøder og konferencer om den politiske situation i området. Palæstinenserne skjuler disse aktiviteter for at undgå overdreven kontrol såsom kropsvisitering, hvor man kan blive bedt om at strippe ned til underbukserne, samt straf i form af lange ventetider ved check points og lufthavne.
Sanktionsfrihed?
Jeg er venner med palæstinensere, som skjuler deres identitet under et alias på Facebook, og min ven Muhamad sørger for aldrig at sætte sit navn på de film, han laver om livet på Vestbredden. Han ved, israelerne tjekker og opdaterer hans profil, når han krydser grænsen til Jordan. Ikke fordi han har gjort noget ulovligt - manden har en universitetsuddannelse og arbejder på kontor - han er bare ikke interesseret i at have besvær med myndighederne.
Man kan spørge sig selv, hvad overvågningen betyder for debatten i Israel. Det er vel særligt relevant for os i Danmark, hvor ytringsfrihed efter Muhammed-krisen er knæsat som en dansk kerneværdi. Palæstinenserne overvåges af Panoptikon - måske - og deres handlinger dokumenteres sirligt på computeren - måske - hver gang de krydser en grænse eller et check point.
Spørgsmålet er, hvorvidt palæstinensernes har ytringsfrihed i den frie betydning af ordet - dvs. sanktionsfrit.
Forleden dag fik jeg et stort brev ind ad døren. Det var det informationsmateriale fra konferencen i Betlehem, som jeg havde sendt hjem for en sikkerheds skyld. A4-konvolutten var sprættet op i begge ender, og konvolutten var nu pakket ind i plastik for at indholdet - dvd'er og informationsmateriale - ikke skulle falde ud.
Jeg prøvede at undgå spotlyset, men måtte se mig overvundet. Jeg skulle have taget det med på flyet, så havde jeg måske i det mindste fået en seks'er.
Christina Haulrich Klausen er cand.scient.pol. og medlem af Follow The Women
