Baggrund

En kultur-liberalists testamente

Den tidligere statsminister gør regnebrættet op og ser med stolthed tilbage på sin kulturkamp mod forbehold og tvesind
Den trælbundne dansker, som Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder fremmalede som afkom af velfærdssamfundet, bliver i virkelighedens verden billede på borgeren i et kulturliberalt samfund a la Rasmussen, hvor uligheden er målet forklædt som valgfrihed, og hvor arbejde og atter arbejde svaret på alt.

Den trælbundne dansker, som Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder fremmalede som afkom af velfærdssamfundet, bliver i virkelighedens verden billede på borgeren i et kulturliberalt samfund a la Rasmussen, hvor uligheden er målet forklædt som valgfrihed, og hvor arbejde og atter arbejde svaret på alt.

kaare smith

Debat
16. maj 2009

Politiken havde forleden fået foretræde for den afgåede statsminister i dennes beskedne kontor i Udenrigsministeriet, inden Nato-generalsekretærposten bliver ledig til august, og alliancens nye omrejsende talerør kan begynde sin gerning. Nu var det tid for Anders Fogh Rasmussen at skue tilbage på årene som statsminister og den kulturkamp, han har ført pr. forordning og økonomisk udsultning af modstanderne.

Fogh Rasmussen lancerer i interviewet, hvis kritiske spørgsmål vel bliver trykt en anden dag, et nyt begreb: kulturliberalismen og pumper lige for næsen luften ud af Dansk Folkepartis selv-forståelse som kulturkonservative. Pia Kjærsgaard fik et mindre anfald af det nye ord.

Men ok: Kulturliberalismen, så siger vi det, Kultur-liberalismen, hvis kreds af personligheder og bidragydere til åndslivet må siges at være overskuelig, står for absolutte værdier, mener Fogh Rasmussen. Dette i modsætning til kulturradikalismen. Denne størrelse der (heller) ikke defineres ud over sædvanlige påstande om slap værdinihilisme, bekender sig til det modsatte af de absolutte værdier. Mener den forhenværende. Begrebet værdier defineres for en ordens skyld heller ikke, men kan vel tænkes at bestå af sådanne besmykkende udsagn, hvormed Fogh Rasmussen karakteriserer sin egen indsats som landets leder. Fogh Rasmussen:

"[Kulturliberalismen] tager sit udgangspunkt i frisind og værdifasthed. Mange kulturradikale vægrer sig ved at sige, at noget er rigtigere end noget andet. Men en kulturliberal mener, at der er nogle absolutte værdier -for eksempel er ytringsfrihed bedre end censur og diktatur."

Javel så. Ifølge Fogh Rasmussen selv opsummeres her hans 'projekt'. Dets uforglemmeligt dybsindige motto: Noget for noget, som den fhv. statsminister bør lade male på sit våbenskjold, er åbenbart det værdifaste grundlag for denne til lejligheden opfundne på falde-rebet beskrevne kulturliberalisme.

Værdifasthed har noget at gøre med stabilitet. Et ord er et ord og en mand en mand. Værdifasthed er visheden om hvad der er ret og vrang, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der sort og hvidt, hvad der er op og hvad der er ned, hvad der er masseødelæggelsesvåben, og hvad der ikke er masseødelæggelsesvåben.

Med hjemmefra

Også på det moralske område hersker der sikkerhedi værdierne frem for vankelmod. Værdierne bringer man med hjemmefra. Man tager ud fra bordet, vasker sin mund med sæbe, når man så meget som tænker på at drive den af og hakker roer, når far gerne vil spare en karl på gården og er stolt af det. Vreden over ens skæbne tager man med sig ud i livet og sørger for at så mange som muligt får del i ens kompleks. Ved hårdt arbejde og aldrig hvilende ambition opnår man ikke alene at videreføre sine traumer til egen familie og påvirke den for livet, men kan også ved held og fiduser i skønsom blanding opnå en position, hvor man i passende mål kan få lejlighed til at påføre andre og mindre kuede medborgere sine egne begrænsninger.

Under ét kalder amerikanerne det temmelig vide fænomen: family values, den filosofi de nu stærkt reducerede republikanere - Fogh Rasmussens erklærede åndsfæller - sætter i højsædet som værdien over alle og så i øvrigt boller udenom og snyder og bedrager. Ganske som andre der ikke er så faste i værdierne på andres vegne. Men de faste i værdierne proklamerer gerne deres dydsirede troværdighed og pligtfølelse og svarer enhver sit, hvis de da ikke kender begrebet kreativ bogføring.

Og så er det altså på et højere plan forkærligheden for ytringsfriheden, der pludseligt var meget, meget, meget afgørende når det gjaldt nogle åndssvage pubertære karikaturer, der kun skulle lave rav i den, håne og genere et mindretal og give medieomtale til visse subeksistenser og farlige landsbytosser senere samlet i det svajryggede Trykkefrihedsselskab. Uden at bevise noget som helst, andet end det kan man da til enhver tid gøre, hvis man ikke har mere omløb i knolden end til at opfatte frihedsbegreberne som absolutte. Men absolutte, uforanderlige værdier skal man omgås med varsomhed. End ikke de troendes gud er absolut og uforanderlig, hvilket kan inspirere tænksomme til at opfatte gudsbegreber som relative størrelser. Hvis gud er bedst og til hvilket formål? Det er sgu svært at besvare. Mon Han selv kan? Fogh Rasmussen kan med sine faste værdier. Også hvad angår Historien, er den forhenværende leveringsdygtig i ganske vist udokumenterede, men svar på rede hånd om dem der i fortiden traf de forkerte beslutninger, og dem der traf de rigtige. Mærkeligt nok nævner Fogh Rasmussen ikke sin egen indsats i de yngre år, da det virkelig gjaldt - mod apartheid i Sydafrika, Chiles diktatur eller andre krænkelser af menneskerettighederne. Hvorfor mon denne tavshed?

Har aldrig stået svagere

Helt entydigt kulturliberalt er det med ytringsfriheden nu ikke i alle henseender. Det skal man huske, når Fogh Rasmussen bliver lyrisk i mælet. For eksempel hvad angår noget mere vigtigt end Muhammedsagen, og som han i høj grad har haft ansvar for: offentligt ansattes ytringsfrihed. I den selverklærede kulturliberale forkæmpers tid som statsminister har dette fænomen, grundlovssikret som det skulle være, aldrig, aldrig stået svagere. Det har altid været et problem at der faldt brænde ned, når de der ved hvor skoen trykker, går i rette med de politisk ansvarlige. Men for at sige det lige ud: I Fogh Rasmussens tid blev offentligt ansatte berøvet deres ytringsfrihed. Det blev praksis at offentligt ansatte simpelthen holdt kæft for ikke at ryge ud eller få umulige arbejdsvilkår. Og i Fogh Rasmussens år blev forskningsfriheden kørt på lossepladsen. Det kunne ikke siges klarere i kulturliberalismens ånd, end af Foghs ven Helge Sander: Fra forskning til faktura. Den harskeste satiriker kunne ikke have udtrykt det mere råt og gennemlyst Fogh foragten for det umålelige, det ustyrlige og for erkendelsen, der ikke lader sig rubricere i tåbelige værdiskemaer og resultatkontrakter. Den trælbundne dansker, som Fogh Rasmussen og Bertel Haarder fremmalede som afkom af velfærdssamfundet, bliver i virkelighedens verden billede på borgeren i et kulturliberalt samfund a la Rasmussen, hvor uligheden er målet forklædt som valgfrihed, og valgfriheden for gennemsnittet valget mellem to middelmådige tilbud, samt arbejde og atter arbejde svaret på alt. Den person der nøjeregnende beregner sig noget for noget, knokler i protestantisk sveddryppende virksomhed døgnet rundt og lader fanden tage de sidste, er den Fogh Rasmussenske kulturliberalismes bud på det fribårne menneske, der har påtaget sig ansvar, som det så smukt hedder. Hvorledes dette rimer med stadig ringere sociale kår, hvor kun graden af beskæftigelse er parameter for hjælp, blæser i vinden i den tidligere statsministers virkelighedsudlægning.

I modsætning til den således besungne kulturliberalisme har vi så på den anden side fjenden: kulturradikalismen. Dens fortalere går ifølge Fogh Rasmussen ind for diktatur og det modsatte af ytringsfrihed. Kulturradikalismens historie er jo så rig på eksempler at Fogh Rasmussen ikke mener sigi stand til at nævne nogle overhovedet eller i øvrigt konkretisere sin overraskende oplysning. Men hvad, det behøver han jo som bekendt ikke, når det han siger, ikke er noget han tror han ved, men noget han ved, han ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Georg Metz

"Men de faste i værdierne proklamerer gerne deres dydsirede troværdighed og pligtfølelse og svarer enhver sit, hvis de da ikke kender begrebet kreativ bogføring."

Det er så sandt, som det er sagt! Kultur-liberalismen og den kreative bogføring er simpelthen essensen af Fogh Rasmussens hjemmestrikkede paradigme. Der er som bekendt ikke noget at komme efter...

mariann offersen

Tak til Metz for endnu et pletskud!

Gid der var 100 skribenter som han med lyst til at pille magtmenneskers motiver fra hinanden.

Det store spørgsmål for mig er dog stadig: Hvorfor stemmer et oplyst, venligt folkefærd som det danske disse mennesker til magten?

mariann offersen

Tak til Metz for endnu et pletskud!

Gid der var 100 skribenter som han med lyst til at pille magtmenneskers motiver fra hinanden.

Det store spørgsmål for mig er dog stadig: Hvorfor stemmer et oplyst, venligt folkefærd som det danske disse mennesker til magten?

Per Thomsen

Mariann Offersen:

"Gid der var 100 skribenter som han med lyst til at pille magtmenneskers motiver fra hinanden."

Jeg tror såmænd 10-20 stykker ville kunne gøre det. Hvis vi Danmark havde en god håndfuld skribenter med Georg Metz intellektuelle spændevidde, moralske integritet og journalistiske gennemslagskraft ville vi i Danmark i modsætning til nu, have en lille men væsentlig og slagkraftig del af pressen, der ikke var i lommen på magthaverne. Og så ville det politiske landskab i Danmark med garanti se helt anderledes ud…

Inger Sundsvald

”Kulturliberal”?

Kultur = ”vores” ”kultur”?
Liberal? – Hvilket frisind? Hvilken fordomsfrihed? Hvilken gavmildhed?

”Kulturliberalisme” må være retten til en uhæmmet økonomisk udfoldelse for stater og folk som i forvejen befinder sig på den grønne gren, og som har opnået deres rigdomme ved at nasse på andres arbejdskraft i alle verdens kulturer. Man kan kun frygte Foghs videre huseren og kreative bogføring i hans videre politiske liv. Måtte verden blive forskånet.

Tak til Georg Metz – endnu engang.

At DA en eventuel erkendelse af: Absolutter - jo næppe nogensinde KAN føres restløst tilbage til sanserfaringer ( Og kan bla,a derfor aldrig være noget videnskabeligt begrundet ) - altså: Det med: Absolutter, har altså bare blot noget med: Tro, at gøre.

Må man jo undre sig over:

På den ene side: En dedikation til: Absolutter ;

men på den anden side:

Beklagelser over at religion fylder for meget i det offentlige rum !

Stig Larsen

Sange "De binder os på hånd og mund" er jo som alle ved en hyllest til censur og diktatur!!!

Måske er jeg bare en forvirret avislæser, men hvilket opløsningsmiddel har de brugt for at fjerne selvstændig tænkning hos journalister?

GM er den sidste, undlod han at slikke på frimærket? (meget indforstået vitz, læs Per Wahlöö: Stålspringet)

At da: Det absolutte - jo næppe nogensinde KAN have nogen objektiv fællesvirkelighed.
Er det med voksende foruroligelse at man hører om kamp for :

Absolut yttringsfrihed , absolut frihed osv. osv.
....................

I stedet for det meget anderledes og mere pragmatiske og virkelighedstro:

At kæmpe: For størst mulig yttringsfrihed og for størst mulig frihed.

----
AFR og VKO's sprogbrug herom- kunne måske være skræmmende afslørende ???
At de jo næppe sigter til noget i den virkelige verden - med al den snak om frihed ?

Mer' om yttringsfrihed: Det er jo en videnskabelig kendsgerning at: Yttringer - går videre end det rent sproglige/skriftsproglige - bla.a. indbefatter kropssprog m.m.:

At størst mulig yttringsfrihed derfor selvfølgeligt også betyder at: Hvem som helst må færdes helt afklædt hvor og når vedkommede vil.

Se: DET er da yttringsfrihed der vil noget -
men hvis man sørger for at bruge de helt rette og
allerdygtigste skræddere - behøver man jo såmænd end ikke at ulejlige sig med at smide kludene :-)
----------------

I håb om at al talen om: Absolutter - snart må få noget på !

Per Diepgen

Tøger Seidenfaden er ifølge sin udredning i Politiens Signatur ophavsmanden til kulturliberalisme, som Lars Løkke blot kalder værdiliberalisme, og egentlig kommer begrebet fra Uff Ellemann. som Tøger gerne vil være enig med, men foretrækker dog fællesskabet med Fogh Rasmussen, så kulturliberalismen hedder faktisk socialliberalisme og har meget til fælles med kulturradikalismen, som - mener de alle sammen -
desværre har noget til fælles med kommunismen, der åbenbart er antikulturradikalisme.

@Per Diepgen

Er de forvirret ?

DET vil de også være efter næste afsnit af: Skum.

-------------------

I stedet for at lade sit fokus flytte til værdi-politikken
kunne man ganske enkelt forsøge at holde øje med hvor pengene flyttes hen - og hvortil ikke.

DET kunne muligvist give nogle meget mere klare
svar på hvad det egentligt er der foregår.

@Svend W. Jensen

Har den formodning:

At folk flest egentlig ønsker en anden verdensorden
end Fogh og Co. , men folk flest ved også at hvis de forsøger at virkeliggøre det alternativ - vil de blive mødt med bajonetter - og at allerede anelsen om det er så smertelig, at folk flest nødigt bevidst vil erkende det - så de suggerer sig selv til at tro:
At de egentlig er temmeligt enige med Fogh og co.

I øvrigt forgik forvandlingen fra landVenstre til
land-ogbyVenstre vel egentligt blot ud fra den enkle tankegang:

At byerne egentlig bare er lissom landet -
Gårdejeren hedder bare kapitalist - og besætningen hedder: Arbejdere. Men ellers er alt som det plejer at være.

-----------------------------

Per Diepgen

"Jamen", sådan som samtaler i TV begynder, jamen vi kender ganske godt pengestømmene og har hele tiden vidst, at bankrådgiverne førte os ud i uføre, og at de samme fik milliarder stillet til rådighed, og at de samme konsulenter fra dag zero igen i næsten hver eneste aktuel-udsendelserne skal fortælle os, hvad vi bør gøre, hvordan vi atter kommer på fode. Opskriften er de sædvanlige lån, kreditter - gæld - og viser den slagne vej til nye kriser. Vi elsker konkurrence og omfordeling i samfundet, verdensklasse, blot ikke på de sociale vilkår. Endnu for kedeligt!

Karsten Aaen

Det er dybt interessant at manden Fogh, og vel også statsministeren mener, at han, som kulturliberalist, (i hans definition) har eneret på ord som ytringsfrihed og demokrati.

Poul Henningsen (og med ham andre kultur-radikale) mente da vist også, at ytringsfrihed og demokrati er bedre end censur og undertrykkelse.
Og så gik de kulturradikale jo ind for kroppens frihed, og for at synet af den nøgne krop ikke længere skulle være skamfuldt, men ligefremt smuk; ja nogle gik endda så langt som til at sige, at vi skulle være stolte af vores kroppe, da Gud jo havde skabt os sådan. Også selvom de fleste kultur-radikale mente (og mener) at [organiseret] religion har en vis herre skabt...

Kulturradikalsimen i PH's aftapning har da vist aldrig ment, at diktatur og cennsur var bedre end demokrati og ytringsfrihed, eller monstro, at alt er lige godt, lige relevant og lige accepteret eller toleret, altså kulturrelativisme.

Det undrer mig dog at Metz ikke går mere i kødet på den del af interviewet, hvor Fogh siger noget om at at han er anti-autoritær. bl.a. i opgøret med eksperterne. Her bliver det jo så tydeligt, at manden ikke aner, hvad anti-autoriteten skal bruges til; den skal bruges til at være kritisk imod staten og de tiltag, som kommer fra statslig side.

Hele denne strømning baserer sig jo på en ting og en ting alene: nazismen og Stalins udgave af kommunismen i 1930erne, hvor folk blindt parerede ordre, uden at tænke selv. Og hvor elever gjorde som lærerne sagde uden at italesætte eller stille spørgsmål ved om det lærerne sagde var rigtigt eller forkert.

Anders Fogh Rasmussen har aldrig stillet spørgsmålstegn ved, om det hans far har sagt til ham, var rigtigt eller forkert, eller om det han selv siger eller har sagt, var rigtigt eller forkert. Eller for nu at udtrykke det på den her måde: 'der er ikke noget at komme efter...'

Men problemet for Anders Fogh er jo, at der er noget at komme efter....

"Her bliver det jo så tydeligt, at manden ikke aner, hvad anti-autoriteten skal bruges til; den skal bruges til at være kritisk imod staten og de tiltag, som kommer fra statslig side. "
-----------------------------
Nix - det ved Fogh ganske udemærket:

Anti-autoriteten skal bruges til at sikre
at også enhver videnskabelig yttring's evt.
sandhed kommer til at befinde sig
UNDERLAGT den af Fogh ønskede markedsmekanismes overheredømme ( også over evt. videnskablige kendsgerninger der kunne bruges til at kræve og begrunde alternativer til Fogh's politik - især på miljøområdet. )

Besynderligt, besynderligt

---------------------------

Mer' om anti-autoritet:

Der skal tvivles på hvad/hvem som helst:

Netop der og når og på det/den - hvor der er et Nødvendigt behov for at gøre det.

--------------------------------------------------

Og så vidt jeg ved har økologiske problemstillinger ikke nogen særlig stor berøringsflade til: Kernefysiske besynderligheder eller til Big-bang-spekulationer eller til anden GRÆNSEFORSKNING.

Så det er jo "lidt" besynderligt: Om den siden 70'erne i vesten almindeligt godtagne: Fysik, kemi, biologi, biokemi, klimatologi, meteorologi, geofysik osv.

At nogen/noget nu åbenbart HAR fået et nødvendigt behov for alligevel at betvivle ( og/eller at ignorere ) lige netop disse, i lige netop debatten om økologiske forhold.

Lars Peter Simonsen

Godt gået Georg! Basta!

@Georg metz

Hm. med:
-----------
Mer' om anti-autoritet:

Der skal tvivles på hvad/hvem som helst:

Netop der og når og på det/den - hvor der er et Nødvendigt behov for at gøre det.
-----------

Synes - ved et nådens slumpetræf - at DER blev der jo udtrykt noget om i hvilke retninger man bør tænke - hvis marxisme og kulturradikalisme skal kunne forliges.

Når man hører ordet: Liberalisme, skal man jo i trods mønstre nogle "stive" skemaer:

Naturfolk har jo masser af kunst(udøvelse) og ånd,
men de har jo pr. definition: Ingen kultur.

Efter overgangen til landbrug kom der jo netop: Kultur; og kultur kan i denne sammenhæng kort karakteriseres som:

Kultur ER kunst plus religion -

og da al religion jo som bekendt er nekrofili,
fås:

Kultur ER kunst plus nekrofili .

Og også i dette lidet flatterende lys ses at
pyramiderne er mønstereksemplet på:
Højkultur ;-)
og
At kultur p.t. mest går ud på at bruge kunst til og som: Monumentalisme - for de som VIL huskes
længe efter deres død.

At vi ser: At også på kulturkunstens område der råder fortiden (desværre) mere over nuet og fremtiden end omvendt.

Så det skematiske sigte ( i stedet for bare: kulturliberalisme ) burde jo være: At få DET til at forløbe mere omvendt:

At fremtiden's og nuet's kultur kommer til at råde mere for kunsten ( end fortidens kultur nu gør ) -
at der kommer en kultur der forstærker og frigør kunsten, fremfor at hæmme og indramme den.

DIXI

Da Lortedal's forlag ikke vil udgive mine skriverier, men da i alligevel financerer dem over skatten - får i dem her:

----------------------------------------------

FORUDFORSTÅELSEN
( at liberal kunst jo også er
meget med: Et opgør med forudforståelsen af det som allerede er frembragt )

SÅ:

En påfaldende/"sjov" tanke

At bibliotekerens inddeling af litteratur i hhv.
skønlitteratur ( ordnet alfabetisk ) og faglitteratur
( ordnet efter taltegn ), minder påfaldene meget om
hjenedelenes arbejdsdeling: Den venstre del: Sproglig,
og den højre del: Matematisk-rummelig.

Et sjovt forsøg: Tag et bogværk som vanligvist anses for faglitteratur ELLER skønlitteratur - og prøv så at gøre jeres yderste for at fortolke det værk som om det værk i virkeligheden mere hører til i den modsatte kategori af den det vanligvist anses for at høre til.

Og prøv så at tænke på: Hvordan i alverden AFGØR
bibliotekaren HVOR det og det nytilkomne forlagte værk hører hjemme ?

------------------------------------------------------------------------------------------------------

Poesi man kan regne med.

26454747476464
3773736
11947646 1111100077665488
366635354443
373665355354391917
222003735343+73534 464646
3562542

35653537920001871615
2224497554
373540924374654
/6354343
3745434434-6745374846465*
63543434
253443
20383563 363636999888
36766433333

243232643747466698888
234343388662372426354387 3535
3544423232
2635434433073432325

35435334428888334343
3652210050046343543363532424337435
24243438887653434 36335

365353784654

363535353
3553453453 8888855443
363553
4232848845657846454
38373545353
38373534343
83635535 356354359999888

( tak til Per Højholt - meget a'propos: Bibliotekarer )

------------------------------------------------------------------------------------

Og i deres brugen tid på grublen på: DE STORE TAL'S LOV -
overser matematikkerne ofte:
At det det i vort nuværende samfund
går ud på - er at få så stort et tal på sin bankkonto's
notation af det indestående beløb - som muligt.

-------------------

OG

Bortset fra: At det er det af grundstofferne der er det farligste grundstof for os mennesker -
er det temmelig begrænset hvilken nytte Guld kan gøre; men forvandler
man Guld til lort - da kan det gøre stor gavn: Som gødning.

--------------------------------------------------------------------

Det Gyldne Snit

I Asgård Guldbladsskoven står,
til guld den gør,
den lort som rødderne gøder;
og følger i sine grenes vækst:
En række af tal,
hvor næsten - er næsten nu,
sammen med den som gik forud.
Hvis man så husker at dele
næsten som kommer - med næsten nu -
opnås Asgårdsskovens vækst - i evig sommer.

---------------------------------------------------------

Pythgoragavn ??

Kan pythagoristisk "talmagi" gøre nogen virkelig gavn i den virkelige verden ?

Jo da - for kun meget få har jo en indsigt i så - SÅ hvis man krydrer sine skiblerier,
med noget af den slags - er det en let måde at opnå:

At få de skriverier udråbt til at være:

Fine, fornemme - Ja! Ligefrem: Elitære.

----------------------------------------------------