Klumme

Kvajekvotens rummelighed

Hvor meget skal der til for ikke at kunne være toppolitiker- det er spørgsmålet som hermed besvares
Debat
30. maj 2009
Man kan jo altid skifte minister-post, når lokummet brænder. Sådan gør de konservative, og på den måde kan de altid frejdigt forklare sig: -Jamen, jeg er ikke mere kulturminister, justitsminister, økonomiminister og hvad det skal være, jeg er nu økonomiminister, kulturminister eller justitsminister-.

Man kan jo altid skifte minister-post, når lokummet brænder. Sådan gør de konservative, og på den måde kan de altid frejdigt forklare sig: -Jamen, jeg er ikke mere kulturminister, justitsminister, økonomiminister og hvad det skal være, jeg er nu økonomiminister, kulturminister eller justitsminister-.

Keld Navntoft

Ovre i England går det ad helvede til med det repræsentative demokrati. Eller man kan hævde det modsatte. Det britiske system og dets vælgere reagerer med voldsomhed på politikernes misbrug af visse rettigheder forbundet med et folkeligt mandat. Westminster giver i disse dage genlyd af de afslørede politikeres smertensskrig, når øksen falder og den politiske karriere kappes over. Eksemplerne er groteske. En fremtrædende konservativ MP har fået skattefinansieret en andeø på sit gods, så ræven ikke kommer og tager dem. En anden har ladet sin voldgrav (!) rense for offentlige midler. Et par labourfolk har hævet istandsættelsespenge til lejligheder, som de siden har solgt med fed fortjeneste. En vicejustitsminister er gået, flere tidligere ministre træder vanærede ud af krisen. Og Parlamentets ophøjede formand er ikke mere så ophøjet, idet han som den første parlamentsformand siden engang i 1600- tallet har måttet vige sædet på Underhuset formandspodie. Det hele er én ynk. Samtidig har briterne så altså vist at der er en grænse.

For enden af mareridtet venter forhåbentlig et styrket politisk system, hvor man ikke gør sådan noget mere. Reformforslagene er allerede på vej.

Generelt sagt: at have vundet en politisk tillidspost forpligter. I et eller andet omfang forventer man som vælger at den valgte lever op til i hvert fald nogle af de løfter vedkommende har strøet om sig med i en valgkamp. Påtager politikeren sig ydermere eksekutive opgaver stiger forventningerne til at vedkommende så også med et rimeligt mål af fermhed administrerer posten og ikke misbruger repræsentationskontoen med uvedkommende bilag. En minister kan ej heller optræde som total idiot i embedet, så må han eller hun gå og sætte sig tilbage i grebningen. Sådan er livet. Eller hvordan mon?

Relativt

Kvajeri i embedet er nemlig et relativt begreb. I Danmark afhænger det af hvem der sidder på det halvfemsindstyvende mandat. For tiden besidder Dansk Folkeparti som bekendt med sine 12 procent af vælgerkorpset bag sig nøglen til magten. DF har også demonstreret hvor den sidder ved at fælde en konservativ minister, der var for frisindet, og fordi DF havde behov for at vise partiets sociale ansigt og magt over VK-regeringen. Resten af ministerflokken har ikke i den grad stået model til magtdemonstrationer, i det mindste ikke så de har måttet gå. DF er trods alt i samarbejde med regeringen, og der er trods alt grænser for hvad partiet kan tillade sig, selv om de lader som om de kan gå på vandet i Frederiksholms Kanal. En minister en sjælden gang, jovist. Men i opposition, nej. VK har således et langt tøjr.

Man skal ikke være politisk orakel for at kunne forestille sig, hvordan DF i opposition havde reageret over for socialdemokratiske eller radikale ministre, hvis blot der havde været det mindste og langt, langt mindre, end det V og K's topfolk har begået. Dumhed, uduelighed og letsindig omgang medbilag i dansk politik er i sandhed relative størrelser. Når man så for tiden studerer valgplakater ved det forestående EU-valg og den lille fup-grundlovsændring i Tronfølgerloven, slår det én, hvem der tillader sig at stille op og oven i købet uden tvivl bliver valgt. Den tidligere konservative leder Bendt Bendtsen, der står til en bøde på flere tusinde kroner og til at miste sit jagttegn for ikke at have begrebet noget så elementært for en gammel politimand og fritidsjæger som våbenloven, og som ydermere har snydt med korruptionsudflugter og jagtture. Joh, ham er det, der pryder de Konservatives plakater. I en eller anden for længst glemt eller bortgemt moralsk kodex kunne man forestille sig at en politiker, der havde sløset i den grad med reglerne eller ligefrem snydt, i hæderlighedens navn indså at det da vist var på tide at forlade politik, eftersom dømmekraften ikke længere rækker og slet ikke til noget så ansvarsfuldt som internationalt parlamentarisk samarbejde.

Radiochefen

Den anden plakat der påkalder sig ens udelte opmærksomhed, forestiller venstremanden Jens Rohde. Sådan set en festlig fætter af den handlekraftige no shit type, hvor man gør klogt i at tælle fingre og tæer efter nærkontakt og skynde sig ind til siden på motorvejen.

I sin tid konstruerede samme Jens Rohde et medieforlig. Dette gik i al sin himmelråbende oprigtige hensigt, der helligede midlet, ud på at TV 2 fik en radiokanal, hvis direktørpost var skræddersyet til - nå jo for resten: Jens Rohde. Han, der dengang var politisk ordfører og medieordfører for Venstre, fik mærkværdigvis på baggrund af sin spinkle fortid på Radio Viborg stillingen, hvorefter han på noget nær rekordtid sammen med andre hurtigstribede amatører satte hele lortet over styr og efterlod TV 2 ude over randen af en økonomisk ruin.

At der i denne triste historie skulle ligge en særlig kvalificering til at blive EU-parlamentariker, skal man være medlem af Venstres ledende lag for at begribe. Det Rohde så venligtsindede medieforlig dengang lavede det løsgående missil sammen med et andet parti repræsenteret af en rigtig kammerat, som dengang var kulturminister og hed hr. Mikkelsen, og som nu er øverste chef for det politi der er ved at gå i spåner. Disse to ungersvende, to alen af samme surdej, fik onduleret TV 2 og det øvrige mediebillede, så nedsmeltningen af DR gik lidt mere gesvindt. Det gjorde som antydet også sammenbruddet for TV 2, blandt andet fordi planen om at privatisere den ellers ganske velfungerende station var noget nær det mest åndssvage, nogen selv med opbydelsen af samtlige kvajpandede neoliberalisters fikse idéer kunne finde på. Såfremt nogen mener at denne vurdering er hen i vejret eller overdrevent negativ, bedes nogen studere TV 2's forhold p.t., samt selv eller sammen med sagkyndige vurdere udsigterne til profiterende salg af resterne. Virksomheden er i økonomisk forstand hvad man kalder en død sild.

Ikke mindre kom den til at lugte som en sådan efter den tidligere direktør som en anden medial Stein Bagger satte en ellers pæn og sund forretning og et hidtil velfungerende om end ikke just genialt TV 2 totalt over styr. Uden at kulturministeren løftede en finger. Den havde han tværtimod brugt til at vifte bestyrelsen om næsen med: de bare skulle rette ind og holde kæft.

En minister der laver noget sådant, der må betegnes som makværk - igen refererer vi forgæves til en politisk moral dybt deponeret i kynisme - har i et sundt demokratisk samfund med respekt for konsekvenser kun én ting at gøre: bede om tilgivelse for sin tåbelighed og søge over i et andet erhverv. Men hvor naiv kan man være!

Skifte ministerpost, det er som sagt, hvad Brian Mikkelsen har drevet det til. Og det bliver nok ikke sidste gang, for sådan gør de altså, de konservative, når lokummet brænder. På den måde kan de altid frejdigt forklare sig: jamen jeg er ikke mere kulturminister, justitsminister, økonomiminister og hvad det skal være, jeg er nu økonomiminister, kulturminister eller justitsminister. Den der var det sidste under udførelsen af en elendigt udarbejdet politireform - en ren katastrofe der har fået det ellers så loyale danske politikorps' forbund til at smide håndjernene i ringen og advare mod det totalekaos - er ikke mere justitsminister, men tager sig af økonomien. Er der nogen der ryster i buksen, kan de roligt blive ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

"Man kan jo altid skifte minister-post, når lokummet brænder. Sådan gør de konservative, og på den måde kan de altid frejdigt forklare sig: - Jamen, jeg er ikke mere kulturminister, justitsminister, økonomiminister og hvad det skal være, jeg er nu økonomiminister, kulturminister eller justitsminister."

Og hvis man som konservativ minister bliver afsløret i at være korrupt ind til marven, kan man jo bare søge sig nogle nye jagtmarker i Bruxelles…

Heinrich R. Jørgensen
Inger Sundsvald

”Det britiske system og dets vælgere reagerer med voldsomhed på politikernes misbrug af visse rettigheder forbundet med et folkeligt mandat.”

Sådan går det nok ikke i Danmark. Uffe Thorndahl meldte i går Lars Løkke Rasmussen til politiet for mandatsvig m.v. for at have fået udbetalt 4402 kr. skattefrit til repræsentationsudgifter lige siden 1994 som amtsborgmester og siden som minister, samtidig med at han har fået dækket udgifterne via bilag for dit og dat til et beløb af ca. en halv mio.

Den slags småbeløb gør ikke indtryk på de danske vælgere. Det anses for smålighed eller måske oven i købet som personlig hævngerrighed fra Uffe Thorndahl at nævne den slags petitesser. Det er jo hverken mord eller pædofili det drejer sig om.

Men ve den bistandsmodtager eller enlige forsørger som modtager uberettiget ydelse. Her gælder ingen kvajekvoter.

Politisk moral hos danske ministre? Hvor? Hvem?

Erik Nissen

Tak til Georg Metz.

Du er en af de få, der tør revse og udstille magthaverne og som kan tænke et par kritiske tanker.

Information i min postkasse afhænger helt af, om det er muligt at holde denne linie generelt eller om CEPOS, DF og livsstilsstof tager over.

Per Diepgen

Er der forskel på engelsk og dansk demokrati, moral, forargelse (mentalitet)? Eller har danskerne blot vænnet sig til, at magten indimellem korrumperer, et udslag af dansk tolerance, selv om vi endnu ikke har italienske tilstande? I vore dage ser vi selv folketingsmedlemmer vandre ud og ind af/i partier som var det ægteskaber. Skilsmissen knurrer ikke længere, men spinder. måske Især i partiet Venstre - i D/V-regeringer lige fra Alberti til Fogh? men hvem husker ikke borgmester Marius Andersens badeværelse i Aalborg - han måtte dog som socialdemokrat gå i berigelsesøjemed, men blev senere borgerpartiets politiker! Anker Jørgensen kunne sætte Ritt til vægs, men har Fogh og Løkke samme bais? Evnen for politisk skuespil morer måske folk så vidt, at det afgør, hvor de sætter krydset på næste søndag.

Hugo Barlach

Tjae, det forhold at den politiske scene har en fastsat hukommelse på 4 år, hvorefter man kan starte på en frisk på trods af skandaler eller problemer af retslig- eller retspolitisk karakter, er jo en form for borgersnuhed, som man har vanskeligt ved at forstå, når nu alle andre i princippet er udelukket fra samme mærkværdige status. Eller man kan skifte heste i vadestedet, som artiklen er inde på.

Og det er en mærkværdig tingenes tilstand. Men hænger naturligvis uløseligt sammen med opstillingsreglerne i partierne samt den almene adgang hertil - eller mangel herpå. Det er ganske få personer, der her afgør sagen. Naturligvis er det et demokratisk problem. Og har været forsøgt kuppet mere end én gang. Mest fordi der er mere taburetklisteri på færde i sammenhængen end åbenlyst talent. Men også fordi der her er en kontrolmulighed udenfor juridisk rækkevidde, der heller ikke er genstand for kritik, undersøgelse eller anden gennemarbejdning. Området sidder ganske få politikere simpelthen tungt på. Og er sjovt nok enige om ikke at rokke for meget ved.

Og så er der den parlamentariske immunitet, der foreskriver, at det samlede politiske landskab skal finde grund til en eventuel ophævelse. Hvilket ofte er illusorisk, idet flasken uheldigvis jo kan pege i alle retninger af det politiske spektrum. Det forekommer tillige, at moderne politikere misforstår udgangspunktet i denne privilegerede stilling og frejdigt tolker den som egen genialitet med anliggenderne. Der er såmænd rigeligt at tage fat på i denne forbindelse...

Så tak for artiklen, Monsør Metz

Peter Hansen

Enkeltmandskredsene har altid været kritiserede i Danmark, hvor man hellere vil bruge et millimeterretfærdigt system, der giver alt for meget magt til partierne.
I England er et parlamentsmedlem jo ægte personligt valgt, og må vedkommende gå i en valgperiode, bliver en ny kandidat i kredsen valgt, evt. med regeringens fald til følge. Parlamentsmedlemmet har på den måde både ansvar for sit partis og sin egen popularitet, samtidig med at valgkredsens interesser bliver varetaget på tinge.

Karsten Aaen

Det interessante er at Georg Metz slet ikke nævner Kristian Jensens grundlobsbrud, som Kristian Jensen, skatteminister, har begået.

Ang. forholdene i England (GB) er det sådan, at parlamentarikerne kan få udbetalt penge til livets opetholdelse, hvis de bor en bolig i London f.eks. - mens Parlamentet har session. Hvis altså at de bor et andet sted end i nærheden af London.

Og det er dette system, mange har misbrugt.

Inger Sundsvald

Karsten Aaen

Nu må du vist indvi os andre i, hvori det interessante består i, slet ikke at nævne Kristian Jensen.

Hvis Georg Metz skulle være forpligtet til at nævne og beskrive alle banditterne hver gang, så tror jeg ikke, at der ville være plads nok i en hel avis. Når han engang imellem nævner nogle, og ikke andre, nævneværdige personer, skulle vist både du og jeg føle os forbigået, når det ikke sker ;-).