Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
13. maj 2009

Den uhyggelige pointe

Per Thygesen-Poulsen, Sorø

"Der er ingen pointe. Det er pointen," hed overskriften med citat fra en af de graffitimalende, rudeknusende, bilvæltende deltagere i en 'gadefest' mod kapitalismen, markedet og de kreatives indtrængen i byens rum (Inf. 11. maj).

Men der er en pointe og den er uhyggelig. Hvem var det, der i 30'erne var imod kapitalismen? Hvem var fjende af kreative kunstnere? Hvem hadede handel og marked? Hvem knuste ruder og malede vægge? Hvem hånede politiet og politikerne?

Det var naturligvis Hitler og hans nationale socialister. Og vi ved alle hvor deres gadefester endte. Man siger nu, at politikerne burde have standset dem før de blev for stærke.

Hærværk i Hyskenstræde

Jesper Sørensen, København Ø

"... Det gælder om at irritere pænheden, at kradse ridser i borgerskabets glitrede facade," stod der i Inf. 11. maj.

Det gjorde man så forleden i det indre København ved at sprøjte maling på husfacader og vinduer og smadre ruder og biler. Lignende metoder til forstyrrelse af almindelige menneskers liv og næring, med det erklærede mål at skabe uorden og grobund for en fascistisk magtovertagelse, fandt sted i 20'erne og '30'erne i et land ikke langt herfra. Det endte som bekendt med en katastrofe for millioner af mennesker. Der er intet progressivt i vold og hærværk, hvad enten det forklædes som politik og foregår på Christiansborg, som foreningsaktiviteter med eller uden rygmærker eller under dække af fest og farver i gaderne.

Brug det frie fagforeningsvalg

Finn Borch Andersen, formand for DJØF, Danmarks Jurist- og Økonomforbund

Mikkel Krogh tager fat i en række væsentlige problemstillinger om fagbevægelsens rolle og fremtid i sin kronik her i Information 6. maj. Langt de fleste oplever heldigvis kun sjældent et akut behov for fagforeningens bistand i en konkret tvist med arbejdsgiveren.

Vi skal derfor finde nye veje til at skabe merværdi af medlemskabet. I DJØF er vi begyndt aktivt at kontakte op mod 10.000 medlemmer hvert år via breve og telefonopkald for en personlig dialog om, hvordan de kan drage nytte af DJØF's mange forskellige tilbud om f.eks. karriererådgivning og -sparring, mentorordninger, lønforhandlingskurser, netværk, gå-hjem-møder - som ligger ud over de klassiske ydelser om faglig rådgivning ved problemer på arbejdspladsen.

I modsætning til mange andre faglige organisationer har DJØF en pæn og stabil medlemsvækst. I 2008 fik vi 4,2 pct. flere medlemmer. I vores seneste medlemsundersøgelse steg den samlede medlemstilfredshed - og topscorerne var de unge i den private sektor. Så det kan altså godt lade sig gøre at bryde de vante forestillinger om, at unge ikke gider fagforeningerne.

Mikkel Krogh har valgt at melde sig ud af sin fagforening. Det er selvfølgelig hans eget valg. En anden mulighed er at skifte fagforening. Langt de fleste af fagforeningerne i AC har aftalt, at medlemmerne frit kan vælge den fagforening, der passer dem bedst. Vi har nemlig en fælles interesse i at have glade og tilfredse medlemmer.

Tænk på EU

Niels H. Hansen, Kruså

En af vor tids absolut ikke mest klart lysende politiske stjerner, fødevareminister Eva Kjer Hansen, udtaler i JydskeVestkysten: "Spis en appelsin og tænk på EU."

Bondemanden tænker nu nok mest på arealtilskuddet (overførselsindkomsten). Institutionerne tænker mest på tilskud i alle former, som vi har betalt tredobbelt for. Erhvervs- og finanslivet tænker på alle de muligheder, der nu er for svindel med moms og skat. Den arbejdsløse tænker på Østaftalens konsekvenser for beskæftigelse. Vi andre almindelige borgere tænker på, at låse garager og døre på grund af Shengenaftalens uventede nattebesøg.

Så jo - der er såmænd nok at tænke på, og over hvad dette bureaukratiske, udemokratiske og uigennemskuelige makværk har ført og vil føre til.

Geert Wilders er demokrat

Ivan Dybdal, sociolog

Det er trist at høre, at statsminister Lars Løkke Rasmussen lægger afstand til Geert Wilders' deltagelse i konferencen, der nu for anden gang er udskudt til efteråret og nu behændigt ikke længere - så vidt jeg hører det - handler om ytringsfrihed, men den uopslidelige integration.

Man savner helt tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der modigt gjorde op med samarbejdspolitikken. Geert Wilders er folkevalgt parlamentariker, som med meget store personlige stemmetal er valgt til det hollandske parlament. Han anvender kun ordet og demokratiske midler i sin agitation.

Alligevel må Geert Wilders have konstant politibeskyttelse, fordi nogle ønsker ham gjort tavs. Han må derfor bo på et af politiet anvist sted, hvor hans bolig kan bevogtes af vagter og ikke så let kan angribes af 'martyrer'.

Sporene skræmmer fra mordene på de islamkritiske forgængere Pim Fortuyn og Theo van Gogh. Geert Wilders far flygtede i 30'erne til Holland fra nazisterne i Tyskland, så han har ikke modstanden mod totalitære ideologier fra fremmede.

Vi burde være stolte af at byde ham velkommen til konferencen.

Gi' os Danmark tilbage

Bente Dahl MF RV

"Gi' os Danmark tilbage," står der bag på busserne med et foto af Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, på. Sjældent har jeg været mere enig med Messerschmidt.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor der er plads til alle.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor tillid er i højsædet.

Gi' os det Danmark tilbage, som har decentral styring.

Gi' os det Danmark tilbage, som har udbredt kommunalt selvstyre.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor det ikke kun er markedskræfterne med deres opreklamering af konkurrencens 'velsignelser', der er eneste værdi, der er gældende.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor det ikke er alles kamp mod alle.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor det ikke er klager, der er i højsædet.

Gi' os det Danmark tilbage, hvor det er det gode fællesskab og respekten for det enkelte menneske og menneskerettighederne, der er gældende.

Desværre er det jo ikke det Danmark, Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti vil have.

Minimumstraffe og SFU

Stine Brix, København N

Gry Möger Poulsen og Jens Anton Tingstrøm, begge ledende kræfter i SF's ungdom, skriver i gårsdagens Information at "det er for plat at beskylde SF for højredrejning og kopipolitik". En kritik som Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten har rejst.

Men de to undlader bekvemt at nævne det faktum, at SF nu går ind for minimumsstraffe og at der nu bliver indført minimumsstraffe i dansk lovgivning på foranledning af Villy Søvndal. Det betyder et opgør med fuldstændigt fundamentale retspolitiske principper om magtens tredeling og princippet om, at en dommer skal vurdere hver enkelt sag. Hvis det ikke er en højredrejning, så har de to unge SF'ere vist mistet stedsansen totalt. Det er sgu pinligt, at Enhedslisten er det eneste parti, som holder fast i grundlæggende retsprincipper.

Verden sover

Remmon Washington, Dragør

Der dræbes for tiden hver dag mange civile i Sri Lanka.

Hvorfor tøver verden stadig! Alle tænkelige tunge militære - inklusive klyngebomber - er blevet anvendt af den srilankanske regering.

Hjælp tamilerne, som slagtes dag for dag af Sri Lankas regering.

Findes der ingen retfærdighed i verden?SFU og minimumsstraffe

Drop skattestigning for kunstnere

Jesper Petersen, MF SF, skatteordfører

Regeringens skattereform er ikke bare socialt skæv og en håbløst ineffektiv medicin mod den økonomiske krise. Den medfører faktisk også endnu en forringelse af vilkårene for Danmarks kunstnere.

Ifølge regeringen skal kunstnerne nu betale arbejdsmarkedsbidrag af royalty-indtægter. Penge, der ikke tjenes ved almindeligt lønarbejde, men som udbetales som kompensation, når ens stykke musik eller fotografi bruges af andre.

Det er meget sjældent en guldgrube at være kunstner. Men nu skal regeringen skaffe penge til sine skattelettelser til de velstillede, og så må selv de lavtlønnede kunstnere holde for.

Regeringen siger dog, at af kulturpolitiske hensyn skal den nye lov ikke gælde forfatteres bibliotekspenge. SF mener, at lige præcis disse kulturpolitiske hensyn også burde gælde musikere, fotografer, skuespillere og andre, så de ikke skal betale arbejdsmarkedsbidrag på otte pct. af indtægter fra ophavsretlige vederlag.

Ellers må endnu flere kunstnere lægge instrumentet, slukke kameraet og dreje nøglen om. Og det bliver Danmark altså både fattigere og kedeligere af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Jensen

Fra http://www.modspil.dk/wordpress/?p=588

Hærværk efter festerne?

Come on!

Kan det virkelig passe, at det er så usædvanligt, i det lille København?

Nedenstående notits fra Vejle-området har nok været skrevet af utallige lignende foreninger i det Danmark, som faktisk findes udenfor København:

"Næsten 500 glade og feststemte mennesker var 2. juledag til kæmpe julehalbal i Rask Mølle Hallerne.

Desværre var der en del hærværk, i forbindelse med at folk forlod halballet.

Fra halballets side mener vi, at det er synd og skam at alle gæsterne fra halballet skal have denne mistanke hængende over hovedet, fordi enkelte ikke kan finde ud af hvordan man opfører sig"

Disse historier findes i landets lokal-aviser mindst en gang om måneden. Og så er der kun omtalt dækket hal-ballerne i de mindre provinsbyer og -forstæder.

Vold og hærværk i "gå-i-byen-distriktet" i bymidterne i de mellemstore byer i Danmark er noget, der sker hver eneste weekend!

Hvor meget har i skrevet om det på Politiken, Jyllandsposten, Berlingeren, Information m.v.?

Hvor mange Folketingsmedlemmer, ministre og parti-formænd har råbt hysterisk op om “terror” og andre tåbeligheder, når der er massivt hærværk efter et halbal i Allesø eller vold på Kongensgade i Odense en lørdag aften?

Jeg siger ikke, at det ikke er møgtræls, det der skete i Hyskenstræde i København i weekenden, men helt ærligt: få lidt proportionssans og kom ned på jorden. København er ikke hele verden.

Kurt Svennevig Christensen

Der er enten noget værre rod inde i hovedet på folk eller også må de have en højrepolitisk dagsorden, når de kæder de unges fest i gaden og hærværket i sammen med nazisme og fascisme og det der foregik i Tyskland i 30'erne. Det er efter min mening helt ude i hampen og hvis de mange danskere har den holdning, så er vi vitterlig på røven her i landet.

Det er da en tanke værd, når debatredaktionen på Information, som jeg ved, har meget svært ved at finde spalteplads til mine fredsommelige indlæg, samme dag finder plads til to næsten enslysende læsebreve, som kæder de unge sammen med nazismen og fascismen, så siger jeg som Erik Jensen ovenfor - få nu for pokker hold på proportionerne, pas på I ikke går i selvsving derover i hovedstaden, tag Jer nu sammen.