Læsetid 3.6828571428571 min.

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
12. maj 2009

EU's indre markedsfejl

Ole Thorbek, Værløse

Slagterigiganten, Danish Crown, vil lukke en række slagterier og kræver, at slagteriarbejderne skal gå 20 pct. ned i løn. Baggrunden er en skærpet konkurrence i EU, og denne bygger på, at slagterier i bl.a. Tyskland beskæftiger kolonnearbejdere, der arbejder under kummerlige forhold til en ussel løn. Det er undergravende for såvel velfærd som menneskeværd. Helt igennem uværdigt. Det giver mindelser om de forfærdende forhold, der herskede i kapitalismens barndom og i visse totalitære stater, der lod folk arbejde under slavelignende forhold. I kraft af den måde, hvorpå EU's indre marked fungerer, kan varer, der er produceret under uværdige forhold, fortrænge varer, der produceres på et socialt bæredygtigt grundlag. Dette vidner om, at EU's indre marked er behæftet med alvorlige systemfejl. Dette må være fuldstændigt uacceptabelt for Socialdemokraterne, SF, Junibevægelsen og Folkebevægelsen. Jeg vil derfor opfordre disse partier til - op til EU-Parlamentsvalget 7. juni - at udarbejde et fælles oplæg til hvordan, disse grundlæggende systemfejl i EU's indre marked kan elimineres. Indtil markedsfejlene er rettet, bør oplægget stille krav om, at den enkelte medlemsstat har ret til at træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at social bæredygtig produktion ikke fortrænges af varer, der er produceret under uværdige forhold.

Den almindelige muslim

Nicolai Sennels, Odense NØ

Information kunne 9. maj glæde læserne med nyheden om, at truslen fra islamisk terror falder. Lad os håbe, at det er rigtigt. Det viser sig desværre, at utrygheden i områder med mange af islams følgere og presset på ytringsfriheden ikke mindskes af den grund. Årsagen er, at de kræfter, som truer vores demokrati og velfærdssamfund ikke primært kommer fra et svindende antal islamiske fundamentalister, men fra de stærke kulturelle kræfter, som generelt kendetegner almindelige muslimske miljøer.

Konstruktiv EU-modstand?

Rainer R. Lippold, København K

I Information i går jamrer Jakob Lindholm (Folkebevægelsen mod EU) over, at EU har for meget magt, endda over dens 'magtarrogance'. Faktum er dog, at den danske regering har stemt for hver eneste af EU-rådets direktiver, forordninger og afgørelser. Uden aktiv medvirke fra den danske regering havde EU ingen magt overhovedet. Hvis man mener, at der mangler folkelig kontrol over EU-lovgivning, så skulle man vist begynde herhjemme med at kontrollere regeringen bedre. At bilde folk ind, at alt blev bedre, hvis hele lovgivning foregik herhjemme, er derimod rent bondefangeri.

Mikrofonholderi

Ole Jørgensen, Lyngby

Som daglig læser bliver jeg endnu engang forstemt over avisens temajournalistik. Sundhedsstyrelsen har opfundet et nyt mantra om, at alle mennesker skal æde seks stykker frugt hver dag. I et tema om fattigdom indgår et interview med den sympatiske førtidspensionist Pia Slot. Gennem Informations journalist fortæller Pia Slot os velformuleret om sit liv og problemer, som førtidspensionist og mor til fem børn, som hun ikke har råd til at fodre med frugt (helst økologisk som staten anbefaler, men ikke betaler).

Igen har Information et mærkværdigt udgangspunkt til udsatte grupper, som Pia Slot må være en del af. Der bliver ikke spurgt, hvorfor man har valgt at få fem børn over en periode, hvor det må være blevet åbenbart, at det ville blive svært at levere dét forsørgelsesniveau.

I virkeligheden er det mikrofonholderi af værste skuffe, og det bidrager på en ækel vis til at give et stereotypt indtryk af de involverede ofre.

Reaktionær provokation

Carsten Kofoed, København N

Så kommer Geert Wilders til Danmark - i ytringsfrihedens hellige navn. Bag invitationen står Trykkefrihedsselskabet - et sammenrend af islamhadere - i tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, mens VK-regeringen støtter i det skjulte.

Wilders' besøg er selvfølgelig en antimuslimsk provokation, for alle kender hollænderens forsimplede, hadefulde synspunkter om islam og hans 'film' Fitna - en nutidig amatørversion af den nazistiske propagandafilm Den evige jøde.

Wilders' danske sympatisører hævder, at ytringsfriheden er truet. Fakta er imidlertid, at disse såkaldte islamkritikere aldrig har haft lettere adgang til at prædike religionsbaseret had end nu. I Danmark er Jyllands-Posten og TV 2 helt i deres vold, mens de med korsfarerne Ole Hyltoft og Katrine Winkel Holm forsøger at erobre selveste DR.

Ligesom Wilders, der vil have Koranen forbudt og bevæger sig på grænsen til fascisme, udgør hans tilhængere selv den største trussel mod ytringsfriheden. Det er det, som deres hysteriske 'forsvar for ytringsfriheden' skal forsøge at skjule.

Sexarbejde

Nina Søndergaard, historiker og medstifter af Seksualpolitisk Forum

Sexarbejde og sexarbejdere findes, hvad enten man kalder det for prostituerede eller ludere. De er næsten uudryddelige. Til manges store ærgrelse. Simone Madsen, Information 4. maj, er en af dem der ærgrer sig. Hun sætter fejlagtigt lighedstegn mellem udnyttelse og sexarbejde.

Ja, Simone Madsen mener endda, at sexsalg krænker menneskerettighederne. Der er ingen tvivl om, at sexarbejde ikke er et almindeligt erhverv, men det er ikke desto mindre en måde, som en del mennesker vælger at tjene deres penge på. Lige nu ser det ud som om, det er et forholdsvis risikabelt erhverv, da sexarbejderne ikke må beskyttes af den lovgivning, der sætter fornuftige rammer for alle andre erhverv.

Vi, i Seksualpolitisk Forum, ønsker forbedrede forhold for sexarbejderne gennem øget branchevejledning og skærpede krav til bordellerne. Dette kan kun opnås ved at samtale og samarbejde med sexarbejderne - og ikke øge stigmatiseringen og marginaliseringen ved ikke at se i øjnene, at sexarbejde findes.

Ytringsfrihed vs. visdom

af Steffen Tast, Århus

Der er mange i Danmark, der mener, at vi med vores ytringsfrihed har ret til at tale nedsættende om andre menneskegrupper, f.eks. muslimer. De er udemokratiske og voldelige - de har andre skikke end vore, og de har et andet familiemønster med hjemmegående kvinder og mange børn.

Englænderne har forsøgt at mane til besindighed i deres retorik, PET har også forsøgt, men i Danmark inviterer man Geert Wilders til at smide benzin på bålet.

Hvor er klogskaben i det?

Ikke at vi ikke skal bruge vores ytringsfrihed, men lad os bruge den fornuftigt. Der er ingen grund til at håne Muhammed, når det er så helligt for muslimerne, og sårer dem dybt.

Tænk også på, hvordan disse ytringer gør livet usikkert/utrygt for de danskere, der rejser og opholder sig i disse lande.

Kurt Westergaard og DF (og Jyllands-Posten) er stolte over at have brugt tilsviningsfriheden. Er de også stolte over, at vi sandsynligvis i mange år fremover bliver betragtet som fjender til muslimerne?

Et intermezzo om vi kristne

Henk Hansen, Hvidovre

Claus Frausing fra Herlev er stolt på de kristnes vegne. På grund af en reformation og de kristnes evne til at adskille tingene, skulle vi kristne - ifølge skribenten fra Herlev - være 500 år længere fremme end muslimer. Disse betragtninger står at læse i Information 9.-10. maj.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, er den reformerte kirke et nord-europæisk, hovedsageligt et tysk projekt, og blandt tyskere og andre europæere vil der være mange, som erkender, at kolonisationstiden og de to verdenskrige ikke taler for, at vi er blevet klogere, som Claus Frausing ellers slår til lyd for.

Måske har C. V. Jørgensen mere ret, når han synger: "Man bli'r klogere med alderen, men fattigere med tiden."

Ekstrem radikalisme

Thue Kjærhus, forstander for Rønshoved Højskole

Næstformanden for det Radikale venstre på vestegnen Margrethe Monica Hansen 'Shansen' har i et læserbrev her i avisen den 30. april forsøgt at retfærdiggøre, at jeg på hendes hjemmeside optræder i en pro-israelsk demonstration på Rådhuspladsen med navns nævnelse, titel og falsk billede.

Jeg deltog som bekendt ikke i demonstrationen. Margrethe Monica Hansen finder det tilsyneladende ok at bringe falske billeder af mig på hendes hjemmeside. Hun forholder sig fuldstændig indifferent til, at hun har forsøgt at stigmatisere mig på den mest infame måde på hendes hjemmeside. Og fejlen er ikke enkeltstående.

Og hun er fortsat i samme spor i læserbrevet i Information, hvor hun beskylder mig for at være anti-muslimsk. Påstanden er uden dokumentation. Hun skriver således, at jeg er "optaget af at fortælle den undrende verden om, hvor slem islam og muslimerne er, og hvor fantastisk zionismen er".

Usandt. Jeg betragter ikke Israel/Palæstina konflikten som en religionskrig - men derimod som en kompliceret social, økonomisk og regional konflikt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu