Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
7. maj 2009

Tamifluenza

Inger Hansen, Vanløse

Normalt er jeg ikke den store tilhænger af diverse konspirationsteorier, men det ligner unægtelig noget i den retning, når man følger den oppiskede stemning i kølvandet på en ny influenzatype opstået i Mexico.

Hvem har gavn af folks frygt for en ny dødelig virus andre end det medicinalfirma, der har patent på fremstilling af et præparat, der måske kan afhjælpe de værste symptomer. Firmaet er amerikansk og hedder Gilead Scinces og fremstiller Tamiflu, som pludselig blev revet ned fra hylderne.

Hvem står bag orientering af WHO og hele den samlede verdenspresse? Kan det tænkes, at kræfter bag firmaet har skubbet på for at piske en katastrofestemning op helt ude af proportioner?

Jeg ved det ikke, men finder det værd at grave i. Fik indtjening og dermed børskurser ikke lige et hak opad i den anledning? Af medicinalindustrien kan man efterhånden vente det værste.

Hvad med mødrene i Afghanistan?

Helga Berg, Lemvig

Vi sender soldater til Afghanistan, og nogen vil sikkert også fejre soldatermødrene den 10. maj.

Men hvad med mødrene i Afghanistan, hvor der er verdens højeste mødredødelighed?

Kunstenatreddeenmor hedder et arrangement, som bl.a. Udenrigsministeriet står for, men det er ikke med tanke på de afghanske mødre.

Var det ikke rimeligt, om vi i Danmark, hvor vi bruger så mange penge på militær, brugte lige så mange (eller flere) penge på transportmuligheder og jordemødre i Afghanistan?

Løkke på Gyllegården

Hans Peder From, byrådskandidat for SF

Med sit seneste landbrugsudspil 'Grøn Vækst' fortsætter regeringen rækken af tiltag, hvor ønsket om at stimulere vækst sker uden forståelse for miljøets og fremtidens behov og udfordringer. En smule håb kan hentes i det faktum, at selv en så reaktionær regering som denne ønsker at udvide det økologisk dyrkede areal. Hvad kan det ikke blive til, når det kemisk-industrielle landbrug ikke længere har et parti i regeringen. Et lidt længere perspektiv kan også hjælpe med at bevare optimismen. Man kan med fordel skele til det USA, hvis udvikling vi så ofte ser gentaget hos os selv.

I dag er det muligt at se med en vis tvetydig taknemmelighed på George W. Bush, fordi hans gennemførte inkompetence og konsekvente fejlprioriteringer banede vejen for Barack Obama, en præsident som for få år siden ville have været utænkelig. På samme måde baner regeringerne Fogh og Løkke Rasmussen med deres solide forankring i fortiden og totale mangel på talent vejen for en miljøbevidst og solidarisk centrum-venstre regering. Fogh ønskede at skille fårene fra bukkene, og sådan er det gået. Så når Fogh, Løkke, Claus Hjort, Karen Jespersen osv. føles som en urimeligt tung pris at betale, så husk, at der er håb forude. Danmark kan igen blive et kreativt, åbent og tolerant samfund med internationalt udsyn og solidaritet. Ting af værdi kommer ikke gratis, der skal kæmpes for dem. Vi er alt for mange, der alt for længe passivt har tilladt ødelæggelsen af det Danmark, vi engang var stolte af. Skal vi kunne se vore børnebørn i øjnene, er dét en luksus, vi ikke længere kan tillade os.

Fra nazi til stasi

Ib Jensen, Søborg

De konservative har altid sværmet for det ekstreme højre. I går var det strækmarch iført brune skjorter og skrårem. I dag er det Per Stig Møllers koalition med Pakistans militærdiktatur og Brian Mikkelsens begejstring over Stasi's ... undskyld, PET's samarbejde med torturstaten Syrien.

Producer mere tid

Rick H. Petersen, Rørvig

Der var engang et ordsprog, som sagde, at mennesket ikke lever af brød alene.

Nej, naturligvis ikke, der er også rødvin, sushi, cafe latte, den der indonesiske salat som ... osv, osv, vil det moderne, materialistiske menneske svare, idet den oprindelige forståelse af ordene fuldstændigt synes at gå ham/hende over hovedet. Alt imens man nikker forstående til indlysende selvfølgeligheder: Humanistiske fag er overflødige, at studerende skal gøre sig færdige hurtigst muligt, og helst nøjes med tre års bachelor-uddannelse, hvis det er nok til at gå ud og komme igang med at producere. Ting, ting og ting - og især profit til det såkaldte erhvervsliv. Det kalder vi for effektivitet. Sådan er det bare!

Jamen, så vågn dog op. Vi er mennesker og ikke produktionsenheder! I den her materielle overflodskultur er det sidste, mennesker og miljøet har brug for, mere produktion! Begge mangler langt mere, at mange flere i højere grad begynder at bruge mere tid på 'humaniora'. Hvis der absolut skal produceres mere, så lad det blive mad til de sultende, bedre pleje til de syge og gamle og mere tid til at studere og tænke - gerne hele livet!

EU skal have en hiv/aids-strategi

Lasse Holm Grønning - EP-kandidat for Det Radikale Venstre

Hiv og aids kender ingen grænser og spredes stadig. Der er mange unge, der bliver smittet. Tal siger, at cirka 11 pct. af de smittede er under 25 år. Tallet indikerer, at de unge ikke kender nok til faren, der er forbundet med ubeskyttet sex. Blandt andet derfor bør EU få en ny strategi for hiv/aids-forebyggelse. Strategien skal bygge på oplysning og mere oplysning!

EU-samarbejdet skal facilitere, at landene udveksler best-practice-metoder. Det er dog ikke nok, for flere medlemslande fjumrer voldsomt med indsatsen mod hiv/aids. EU skal således også understøtte projekter økonomisk, der kan fremme oplysning om hiv/aids. EU kunne f.eks. afsætte midler til at medfinansiere 'hiv-huse' i de europæiske storbyer, hvor der skal være hjælp og information.

EU bør også indgå hiv/aids-partnerskaber med samarbejdslandene. Der er store problemer med hiv/aids i nabolande som Hviderusland, Ukraine - for slet ikke at nævne hele det afrikanske kontinent. Fine hensigtserklæringer er ikke nok, og der skal penge på bordet for at gøre en forskel. EU, med Europa-Parlamentet i spidsen, må på banen og sammen med regeringerne samt hiv/aids-organisationerne gå ind i kampen mod hiv/aids.

Noget tyder på, at det haster.

Hvad laver NATO i Georgien?

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Hvad i alverden laver NATO med en militærøvelse i Georgien? Det hele udspringer af den Kolde Krig - der ellers blev afblæst for ca. 20 år siden. Nogle særdeles magtfulde personer i navnlig USA kan bare ikke få den ud af hovedet. Når de taler om Rusland, tænker de stadigvæk på Sovjet. Ligesom NATO's nye generalsekretær i øvrigt.

Georgien bruger tilnærmelsen til NATO og EU som løftestang til at få økonomisk støtte og et mere opdateret militær. Georgien deltog (som Danmark) som 'villig' i USA's felttog mod Irak og fik som tak moderne militært udstyr og træning. USA ser Georgien som en god partner og frontfigur i bestræbelserne på at dæmme op for Ruslands magtambitioner.

Det er forfærdeligt, for Ruslands ambitioner er at udvikle en økonomisk og demokratisk velfungerende stat, der bliver respekteret og kommer til at veje med den tyngde, det nu engang fra naturens side har baggrund for. Rusland ønsker at samarbejde med Vesten, men bliver ikke troet. Og at tilbyde Rusland en billet til at deltage i NATO-øvelsen i Georgien er jo latterligt, når enhver kan se, at øvelsen går ud på at skræmme Rusland.

National-liberalt værdifællesskab

Joachim Nielsen, Vanløse

Kun 22 pct. af Venstres vælgere (1/5) så gerne, at Venstre var mindre afhængige af Dansk Folkeparti. Nationalisme eller socialisme?

V-vælgerne vælger bekvemt (også for egen kortsigtede tegnebogs skyld) hellere det første. Det mest mystiske er egentlig, at den seneste værdige V-formands datter kan holde ud at være minister i det værdifællesskab.

Klima og økonomi

Claus Schou, Broby

En eller anden 'Karl Smart' introducerede udtrykket 'klimakvalme', begrundet i at danskerne nu angiveligt har fået nok af al den snak om klimaet.

En undersøgelse viser, at 40 pct. af befolkningen stadig ikke tror på, at drivhuseffekt og temperaturstigninger er menneskeskabte. Fordi politikerne mest hælder sig opad, hvad der nu har vælgertilslutning, kommer de udelukkende med valne initiativer, som uvilkårligt signalerer, at klimaet ikke er særligt vigtigt. De fortæller, at væksten skal stige i al fremtid. Det er populært at fortælle vælgerne, at det ikke er deres levemåde, der er problemet og stille dem yderligere forbrugmuligheder i udsigt. Efter min mening er det netop det, der er kvalmende.

Løsningen på klimakrisen på vor stærkt overbefolkede klode er en kombination af tekniske løsninger og en kraftig nedskæring af forbruget. Indtil videre er det dog kun den økonomiske krise, der har formået at begrænse CO2-udledningen noget videre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu