Kommentar

Magt, løgn og videobånd

Regeringens afgang i Nepal har kastet landet ud i en krise, der kan få den spinkle fredsproces til at gå i stå, og som er en alvorlig trussel for det vordende demokrati. Spørgsmålet er, om borgerkrigen egentligt er forbi, eller om den bare bliver videreført i parlamentet
Debat
13. maj 2009

Det tidligere hinduistiske kongerige, der ligger klemt inde mellem de store lande Kina og Indien, er i sin alvorligste krise siden afslutningen på borgerkrigen i 2006. Det begyndte med uenighed om, hvem der skulle være hærchef, og endte med regeringens opløsning. Når der forhåbentligt snart bliver dannet en ny regering, vil det være den 18. regering på 19 år.

For et år siden var optimismen stor i det nepalesiske samfund. Efter 10 års borgerkrig var der indgået en fredsaftale, valget til den grundlovsgivende forsamling var gennemført og kongen var blevet afsat. Med de maoistiske oprøreres overvældende valgsejr på 38 pct. så det ud som om de ville træde ind på den demokratiske sti. Det gav håb om forandring i det gamle politiske system, der reelt var meget lig det tidligere aristokrati.

I dag er der ikke meget tilbage af den optimisme. Maoisterne har siddet i regering siden august sidste år, og har skuffet næsten lige så meget som de gamle partier, der skiftevis var ved magten op gennem 90'erne. Befolkningen er trætte af de evindelige magtkampe og af, at maoisterne ikke har været bedre at løse almindelige menneskers problemer som sikkerhed, vand, el og uddannelse.

Maoisternes to tunger

Oveni i dette ser det nu også ud som om, maoisterne har vildledt offentligheden under hele fredsprocessen. Sidste uge dukkede pludseligt et bånd op med en tale, som formanden, Prachanda, havde holdt til en gruppe tidligere oprørssoldater. Heri fortæller han, hvordan FN blev snydt til at tro, at den maoistiske oprørshær var fire gange større end i virkeligheden, og hvordan det betyder at Folkets Befrielseshær stadig i dag tæller knap 20.000. Det er en væsentlig del af fredsaftalen, at den skal integreres med den nationale hær, og Prachanda fortæller i sin tale, hvordan det vil sikre maoisterne 'total kontrol over staten'.

I talen, som blev holdt kun fire måneder før valget til den grundlovsgivende forsamling, siger Prachanda desuden at Maoisterne fortsat køber våben, og at de kun ville tillade afholdelsen af et valg, såfremt de er sikre på at vinde. Han slutter sin tale med at sige at borgerkrigen ikke er slut men bliver videreført politisk, og henviser til at både Stalin og Mao indgik kompromiser med fjenden for at opnå deres mål.

Videoen har cirkuleret i politiske kredse de sidste par uger, og har spillet en væsentlig rolle i opfattelsen af, hvorfor Prachanda ville fyre hærchefen og indsætte en mere maoist-venlig på posten. Den spiller helt sikkert også en rolle i de nuværende politiske forhandlinger om en ny regering, og bliver flittigt brugt af anti-maoist hardlinere i de andre partier.

En ny borgerkrig

Derudover har videoen skudt en kile ind mellem den maoistiske ledelse og det internationale samfund. Nepal er dybt afhængig af udenlandsk støtte - både i form af almindelig bistand og i forbindelse med fredsprocessen. De sidste par uger har der været hektisk aktivitet af biler med diplomatplader foran Prachandas bolig, og senest har Verdensbanken krævet en afklaring på hele affæren, før de vil udbetale støtte til de maoistiske soldater i de 17 lejre rundt om i landet.

Der er en udbredt frygt for, at krisen skal kaste Nepal ud i endnu en borgerkrig, og den maoistiske ledelse forsikrer igen og igen, at de er demokratiske og vil konsensus, men lige nu taler deres handlinger ikke fuldstændigt for den udlægning. De maoistiske medlemmer af parlamentet blokerer for al aktivitet - inklusiv dannelse af en ny regering - ved at marchere rundt i parlamentet og råbe slagord, og der er rapporter om både politiske drab og alvorlige trusler mod medlemmer af andre partier.

Om det går så galt som en ny borgerkrig er umuligt at spå om, og det skal retfærdigvis siges, at maoisterne har en stor folkelig opbakning ude på landet, ikke mindst fordi det er lykkedes dem at sætte en ny dagsorden i Nepal. En dagsorden som betyder, at der i dag er en højere repræsentation af kvinder og dalitter (kasteløse) i parlamentet, og hvor man alvorligt taler om jordreformer, der kan gøre op med det gamle feudalsystem.

Her og nu er det bedste man kan håbe på nok, at borgerkrigen bliver i parlamentet og ikke rykker ud derfra. Det ser ikke ud til, at det vil lykkes at danne en samlingsregering med maoisterne, og så er spørgsmålet, om de gamle højkaste mænd, der så igen kommer magten, kan gøre det bedre denne gang - og om de får lov til at prøve.

Rasmus Holm er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Nepal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Uanset om borgerkrigen bryder ud igen, har Nepal bevæget sig fra at være et land, der led under en autokratisk ledelse, og en flok politiske hånddukker. Dem der i artiklen kaldes for "de gamle højkaste mænd", som har skamredet landet og dets mulitetniske og mulitreligiøse befolkning, siden den brutale nedslagtning af den rigtige (og reformvenlige) kongefamilie i 2001.

Nok har maoisterne løjet og ført krig på krigen præmisser, men deres forbrydelse er hvad der forventes i borgerkrig, og i en krig om borgerne.

Jeg tror at det umodne demokrati i Nepal, vil udvikle sig til at stabilt styre, såfremt det politiske liv, får lov at leve sit liv. Dvs. at den dirkete umyndiggørelse af den politiske system i Nepal, skyldes i stor grad de udenlandske interesseorganisationers kæmpe betydning i landet.
Den samme udviklingsindustri, der har samarbejdet med den umenneskelige reservekonges korrupte politiske ledere, og fyldt hans palads med store biler, dollars og vestlige diplomater, imens tiggerbørnene udenfor forsøgte at sælge sig selv.

Så hvis prachandra, er en løgner, så følger han blot den traditionelle politiske linie i Nepal.